Apple spiser sig selv

Ugens links: Hvis du ikke vidste bedre, kunne du tro at denne uges historier handler om kannibaler, hash og Star Wars. Det gør de på en måde også.

Apple spiser sig selv
»Jeg ser kannibalisering som en stor mulighed«. Apples topchef, Tim Cook, var klar i mælet i sidste uge, fortæller Quartz.com, dog ikke om en fremtid med udtjente medarbejdere på frokostmenuen. Cooks pointe var, at det er nødvendigt at ofre omsætning på Apples gamle sællerter, iPods og Macs, for til gengæld at vinde på de nye: iPhone og iPad. Særligt fordi overgangen gør mere ondt på ærkerivalen Microsoft end Apple selv. Anledningen til Cooks hyldest til den kreative destruktion var et kvartalsregnskab, hvor iPods og Macs skuffede fælt. Markedet slugte ikke forklaringen helt. »Slå endelig den gamle forretning ihjel«, kunne du høre aktiekursen råbe, mens den faldt, »men ikke helt så hurtigt!«

Frankrig mod hashtag
Fra sidste onsdag måtte offentlige institutioner i Frankrig ikke længere kalde det lille tegn # for hashtag. I stedet skal de nu benævne det ’mot-dièse’, lyder det fra den franske retsinformation legifrance.gouv.fr. Dermed bliver #-tegnet seneste offer i den krig på computerord, der hersker mellem USA og Frankrig, hvor man er særligt på stikkerne over for alt, der minder om amerikanisering. Hashtagget – som det også kaldes herhjemme – er et, man skriver foran nøgleord på nettet, så andre lettere kan se, hvad en tekst handler om. Det er opfundet af opfindsomme brugere på nettet, hvorfra det, særligt gennem Twitter, har spredt sig. #-tegnet er i sig selv et nøgleord, hvis du vil forstå det nye ’semantiske net’, hvor sider automatisk kobles sammen, efter hvad de handler om.

Robot på stuegang
Jeg har tidligere fortalt om japanske fængselsvagtrobotter og hunderobotter til det amerikanske forsvar. Men de har begge kun været forsøg. Nu har de amerikanske sundhedsmyndigheder godkendt den ny lægerobot RP-Vita til brug på rigtige hospitaler, fortæller The Verge. RP-Vita har kamera og skærm, så du gennem den kan videosnakke med en læge, og er udstyret med blandt andet elektronisk stetoskop. Det store scoop er dog, at RP-Vita kan køre helt af sig selv. Ren science fiction.

Kim Dotcom slår igen
I et stort anlagt raid anholdt de newzealandske myndigheder med FBI i baggrunden sidste år Kim Dotcom (født Schmitz), hvis site megaupload.com ifølge myndighederne var den rene piratrede. Sagen gik i kludder, og nu slår han igen.

På hans nye mega.co.nz-site kan du som på det gamle dele filer, som du lyster. Også de ulovlige. Men denne gang er alt krypteret – og da Dotcom selv ikke har nogen nøgle, spekulerer Gizmodo, har han hælerryggen fri.

Denne blogpost stammer oprindeligt fra den trykte udgave af Politiken den 30. januar 2013. Her i en let forbedret udgave.