Blomster med wifi. Aber med iPads. Forruden som skærm.

Ugens links. Ny dims kobler din potteplante på nettet. Aberne i zoo bestiller mad via iPads. Ny GPS-beamer viser ruteplanen på forruden – i 3D. Og ny afrikansk mode er molekylært forstærket med myggespray. Sådan lyder ugens fire pluk fra det store net. Først bragt i Politiken i dag.

Blomster på nettet
Det er ikke kun aber, der snart kommer på nettet. Dine potteplanter gør også. For eksempel har jeg lige oprettet mine jordbær på nettjenesten Koubachi. Nu fastsætter Koubachi bærplantens vandingsbehov. Helt gratis.

Koubachi vil helst have mig til at købe en ekstra lille plantepindsdims (ca. 1.000 kr.) med indbygget internet. Så kan den nemlig automatisk måle fugtighed, temperatur og lysforhold og få min mobil til at plinge, hvis bærrene er ved at tørre ud eller får for lidt sol.

Koubachi varsler to ting: fremmarchen af ting (her potteplanter), der vil på nettet. Og af rigtig fine tjenester, hvor grundydelserne er gratis, mens de virkelig smarte udvidelser koster penge.

Aber med iPads
Når orangutangerne i Miamis zoologiske have skal spise, bestiller de middagen på en iPad. Dyrepasseren holder iPad’en op (hvis aberne selv skulle holde den, ville den blive splittet ad), og de begavede primater vælger menu ved at trykke på billeder af deres yndlingsfrugter og -grøntsager, fortæller Wired.

Hvis det står til organisationen Orangutan Outreach, bliver det næste, at orangutanger i zoologiske haver verden video-skyper med hinanden.

Historien er sigende for, hvor intuitive computere er blevet. Det næste bliver iPads, som forstår, hvad du siger. Eller grynter. Forvent dem næste forår.

Forruden som skærm
Gps’en i din bil er fin, men skærmen er irriterende. Den er for lille og sidder, så du bliver tvunget til at se væk fra kørebanen, når du skal finde vej.

Det har Pioneer taget konsekvensen af. Fra juli kan man i Japan købe den nye ’Cyber Navi’, der laser-beamer gps-skærmbilledet op på en gennemsigtig 90 x 30 cm stor skærm lige under bakspejlet. Skærmbilledet ser ud, som om det hænger 3 meter foran dig og viser vej i 3D. Pris ca. 20.000 kr.

Systemet minder meget om de nye briller med indbygget display, Google har lovet os. Det hedder augmented 8 reality – dataforstærket virkelighed – og snart vil du også se det på dit badeværelsesspejl, dit spisebord og i hjemmets forsatsruder.

Malariadræbertøj
Det er ikke kun på overfladen, vores verden ændres. Helt nede på det molekylære niveau sker der ting og sager.

Tag f.eks. den hypermoderne afrikanske hættedragt, som den kenyanske designer Matilda Ceesay ’13 har fremstillet sammen med et forskerhold fra Cornell University i New York, som universitetet fortæller om på sin egen hjemmeside.

Dragten er ikke blot flot – den er vævet med såkaldte metal organic framework-molekyler, der gør den i stand til optage og fastholde tre gange så meget myggebalsam som normalt og dermed beskytte langt bedre mod malaria, en af Afrikas store dræbere.

Politiken indfører betalingsmur: fin løsning, redder ingenting

Senere på året sænker Politiken betalingsbommen over deres website. Ligesom New York Times går avisen på Rådhuspladsen efter en klippekortsmodel, hvor det fortsat er gratis for læserne at bruge pol.dk til tilfældigt strejf-surf. Men hvor regulær brug af sitet vil kræve betaling. Det budskab har chefredaktør Lars Grarup netop her til formiddag afleveret til Politikens ansatte. Jeg fik det at vide i fredags, men lovede først at sige noget nu.

Læs om hvordan løsningen er tænkt herunder. Få min vurdering. Og hør om alternativet med potentiale til at sikre aviserne en digital fremtid.

10-20 gratis artikler om måneden
Inden årets udgang indfører Politiken klippekorts-betaling på pol.dk. De første artikel-læsninger hver måned er gratis. Men på et tidspunkt kommer det til at koste. Hvor grænserne går er ikke helt fastlagt endnu. Måske vil Politiken give 20 gratis artikler om måneden. Måske lægge ud med at gøre hvad New York Times har gjorde efter et år: sænkede grænsen til 10 gratis artikler. Det tænker de over.

Ikke alt tæller
Det er ikke alt indhold der skal tælle med i artikel- eller side-tælleriet. Men stort set alt. Kun ting som “Om Politiken” og “tegn abonnement” undtages. Ligesom f.eks. kun det første billede i et billedgalleri tæller ligemeget om der bliver klikket igennem 5, 10 eller 20 billeder i den pågældende serie. Derudover lød oplægget til at være rimeligt firkantet – selvom intet endnu er hugget i sten, forstod jeg.

Abonnenter får fripas
Politikens papir-abonnementer skal dog ikke betale yderligere. De får automatisk fripas til det hele. Det er klogt, fordi det med et slag gør abonnementet mere værd. Ja faktisk er den nuværende situation, hvor alt er gratis, direkte skadeligt for fastholdelsen af abonnenter.

Pris: 25-40 kroner
Hvad det skal koste er heller ikke helt klart. Måske 25 kr. om måneden. Måske 30. Måske 40. Det var de beløb Lars Grarup nævnte. Det gjorde ikke den store forskel for læsernes betalingsvillighed hvormeget beløbet præcist var, så længe det var i en “kop kaffe”-lejet, spekulerede han. Den store forskel, mente han, lå mellem gratis eller ej.

Det tror jeg han har ret i. En kop kaffe er OK. 25-40 kroner om måneden – eller 3-500 om året – er til at overskue, hvis du virkelig gerne vil bruge sitet. I modsætning til de 4500 et print-abonnement koster. Rigtigt mange penge i et privat husholdningsbudget.

Alt er med
For beløbet får læserne ikke bare lov til at surfe så meget de vil. De får også mere at surfe i: alt indhold fra papir-avisen kommer nu online (så længe det giver mening; Politiken kommer ikke til at lave en ren 1-til-1 overførsel fortalte Grarup). Altså: Politiken skifter hest og dropper at lade analyser og andet kræs-print-stof være forbeholdt den trykte udgave. Fra nu af er intet stof for fint til kun at være i avisen. Hvilket, synes jeg, også var udtryk for en mystisk defensiv tankegang.

2,5 million ekstra i kassen
Lars Grarup mente nok at er skulle være en enkelt, måske to procent af brugerne, de ville kunne få til at gå betalingsvejen. Altså mellem ca. 8.500 og 17.000 nye abonnenter. Hvilket skulle give minimum 2 millioner ekstra i kassen om året (en procent og en pris på 25 kr/mnd) og maksimalt lidt over 6 millioner (to procent og en pris på 40 kr/mnd). (Egentligt er tallene hhv. 2,5 og 8 millioner kroner – men derfra skal du trække momsen. Det er aviser ellers ikke vant til, men de himmelråbende tåbelige regler siger, at de samme nyheder der er moms-fritaget på tryk skal momses fuldt når de er digitale).

Både to og seks en halv million kroner om året er fine tal, der giver et tiltrængt tilskud til bladhusets økonomi. Men de redder ikke i sig selv noget.

Begrænset potentiale
Desværre for Politiken tror jeg heller ikke at deres betalingsmur har potentiale til at kaste voldsomt meget mere af sig. Modellen går nemlig kun efter de loyale brugere af pol.dk, der ikke i forvejen abonnerer. Og dem er der efter alt at dømme ikke så mange af. Måske 100.000 ville jeg sjusse når jeg ser på de officielle brugertal. Alle de 7-800.000 andre går fri. (OBS: tallene her er blot kvalificerede gætterier fra min side. Men jeg tror på det er i den størrelsesorden).

Dette regnestykke er vigtigt. For det viser, at der skal meget mere end som så, for at få Grarups to millioner ekstra i kassen. Det er ikke kun en procent af brugerne der skal flyttes. Det er otte procent af dem der overhovedet bliver berørt. Tilsvarende svarer to procent af alle brugere til 16 procent af dem der bliver berørt. Det er relativt mange. Måske er det opnåeligt. Men potentialet er under alle omstændigheder begrænset.

Politikens paywall misser grundlæggende udfordringer
Politiken – og alle de øvrige printaviser – står i dag overfor to rigtigt store udfordringer. Det er de to udfordringer, som aviserne må og skal tackle, hvis de vil overleve på bare lidt længere sigt. Og dem gør Politikens paywall ikke meget ved. De to udfordringer hedder “good enough” og “brandets død”

Good enough
Rigtigt meget af danskernes nyhedsbehov bliver i dag dækket af “good enough”-nyheder. Copy-paste og korte telegrammer og citathistorier. Sådan vil det også være fremover. Så længe der er gratis alternativer til den avis, der vil have penge for at blive læst, vil læsernes betalingsvillighed være lille.

Det er derfor mange af dem, der i dag er loyale pol.dk-brugere vil smutte når bommen går ned. Og det er derfor meget få af strejf-kunderne vil betale, hvis Politiken sætter bommen til 10 artikler.

Brandets død
Politiken og de andre store opfatter sig selv som nyheds-brands, som læseren har et svoret forhold til. En mand, en avis. Sådan har de fleste abonnenter det også. Og for alle dem, der er vokset op med papiraviserne. Altså sådan nogen som mig. Og Lars Grarup. Desværre for Lars og mig og de øvrige rettroende Politiken-abonnenter, er vi alle over 40 år (de fleste endda meget ældre). Og vi dør uden at unge tager vores plads.

De moderne, dem der de sidste ti år på egen krop har erfaret hvad nettet kan give, har det anderledes. For dem er det ikke nok at noget står i Politiken (eller Berlingeren). Det skal være relevant for dem. Og væsentligt. Og de ved at nettet kan give dem begge dele. Relevans: hvad kommer først når jeg søger i Google. Væsentligt: hvad anbefaler vennerne på Facebook og Twitter og på chatten. En udvikling, der kun bliver accellereret af Pinterest, Zite, Flipboard, LinkedIn, Google og Facebooks sociale nyhedstjenester og alle de andre nye kurateringstjenester, der udvælger nyheder og links for brugerne.

Pakke sælger dårligt til de moderne
For de moderne har nyhedsbrands ikke samme betydning. Derfor er nyheds-brands-pakker heller ikke en løsning på deres problemer. Og derfor får Politiken svært ved at sælge dem Politiken brand-pakken. Ikke fordi indholdet er dårligt. Hvis venner og smarte systemer jævnligt anbefaler Politiken-artikler, kan Politiken måske ligefrem blive en af de nyhedskilder, jeg rigtigt godt kan lide. Men det bliver ikke den eneste. Det bliver en ud af mange. Og ikke den ene pakke jeg har lyst til at forlove mig med.

Svaret: slå jer sammen
Heldigvis for Politiken gør den nye betalingsmur ikke problemerne værre. Faktisk giver den et udmærket afsæt for det, der kunne blive de danske avisers digitale redning. En redning, der ligger lige foran næsen på hele den etablerede medieverden: Den store fælles avis-pakke. En løsning, hvor jeg som læser får adgang til ikke kun Politiken, men også Berlingeren, JP, Ekstra-Bladet, BT, Kristeligt Dagblad, Information, Børsen og alle de andre. På deres egne hjemmesider, gennem Facebook, min iPad – hvorsomhelst.

Aviserne deler så mine abonnementskroner i porten så dem der er blevet læst mest får flest penge. Og tjener fortsat penge på at sælge annoncer mm på deres egne sites.

Klippekortsmodel tror jeg holder i dette setup: lad læseren få 20-30-40 artikler gratis om måneden – nok til at artiklerne kan leve det sociale liv på nettet og hos Google i fuldt flor. Derefter skal det koste. Ikke enormt meget. Måske 100 kroner om måneden, ligesom hos Spotify?

Denne løsning tager hånd om begge de to store problemer: Aviserne vil begrænse adgangen til gratis “good enough”-nyheder kraftigt . For med hele avis-banden samlet vil alle de væsentlige originale nyhedsproducenter være med. Og samtidig får alle dem der gerne vil have det bedste fra alle hylder præcis det de gerne vil have. Med andre ord: En fælles avis-kanal laver det publicistiske produkt, som passer til den digitale verden. Det, som alle skriger efter.

Der er selvfølgelig masser af ulemper: Aviserne skal være villige til at give afkald på en god del af kundekontakten. Og samtidig skal de samarbejde med hinanden. Hvilket de ikke plejer at kunne lide. Til gengæld er der fremtid i det.

(Rettelse kl. 11:19: jeg havde først skrevet at betalingsløsningen skulle indføres i tredje kvartal. Nu ser jeg at Politiken selv taler om “fra slutningen af året”. Jeg er gået med på denne noget blødere formulering.)

Ugens links: Plasteret af. Ny nyre. Tjek lægen.

Køb B&O, tjek din læge, spis dit plaster, lyt til dit smør og få en ny nyre på Facebook. Sådan lyder dagens tilbud på links fra nettet. Først bragt i Politiken i dag.

B&O & Apple
En ny iPad-dock med ’utrolig’ lyd. Nyt tv med plads til en særlig Apple-tv-dims. Nye højtalere med trådløs Apple-teknologi. B&O har omfavnet Apple med sin nye Play-serie. Og den er om ikke billig, så “B&O-billig”, fortæller blandt andre vi selv på pol.dk. Tv’et koster for eksempel ’kun’ 18.000 kroner – langt fra sidste års store satsning til 800 store(!).

B&O kunne selv have været Apple, men missede toget. Nu rider det danske selskab med på Apple-bølgen i stedet for at kæmpe imod. Og så prissætter man, så almindeligt vellønnede kan følge med. Ikke kun det stærkt begrænsede antal mangemillionærer derude. Begge dele er klogt og giver nyt håb for koncernen i Struer.

Piller på kort
Min læge bor på Frederikssundsvej, og hende er jeg glad for. Hun er nemlig dejlig fri for økonomiske bindinger til de store medicinalfirmaer, der lever af at pushe piller.

Andre er imidlertid knap så renfærdige. De er på lønningslisten som ’konsulenter’, ’investigatorer’ og ’advisory board-medlemmer’ hos eksempelvis Novo Nordisk og Pfizer.

Den viden kan jeg takke Anders Petersen og hans prisbelønnede datajournalistiske arbejde for. Han har koblet frit tilgængelige oplysninger om, hvem lægemiddelindustrien giver penge til, med den også offentlige liste over de læger, der rent faktisk udskriver recepter. Og sat det hele ind på et fint og vældigt interessant danmarkskort. Se det, og find din egen læge ovre hos Information.

Spis dit plaster
Av! De små hår rives ubønhørligt med, når plasteret fjernes. Der er ikke nogen vej udenom. Bedste råd er: Bid tænderne sammen, og få det overstået i en fart.

Og dog, måske er der faktisk et alternativ. I hvert fald hvis madmolekyleforskerne Lingyan Kong og Greg Ziegler fra Pennsylvania University får deres vilje. Det er nemlig lykkedes dem at opløse almindeligt stivelse på en måde, så det ikke som normalt bliver til en klistret masse, men derimod til lange tråde, skriver phys.org. Tråde, du kan flette sammen til servietter eller … plastre. Stivelse kan spises, og plastrene i princippet slikkes af. Det lyder smart. Men også en anelse uhygiejnisk.

Smør med eget lydspor
Engang var der hele hyldemeter fuld af Lurpak i mit lokale supermarked. Sådan er det ikke længere, og smørret har søgt nye afsætningskanaler. Arlas nyeste tiltag hedder Foodbeats: Sammen med musiktjenesten last.fm serverer de frit over nettet musik, der passer til den mad, du lige nu står og tilbereder. Indtast rettens navn, og en skræddersyet playliste fylder rummet.

Det lyder mere spøjst end nyttigt: Hvorfor skulle Arla være særligt god til at finde madmusik? Der ville være mere musik i det, hvis Foodbeats lod mig fortælle mine musikvenner, hvilken satans madkarl jeg er, og hvilke fantastiske retter jeg lige nu har gang i.

Jeg ville dog gerne kunne prøve det af. Men Arla har, ser det ud til, været for (undskyld!) ’fedtede’: Foodbeats streamer – af licensmæssige årsager – kun musikken til England. Så jeg har ikke selv kunnet prøve.

Ny nyre på Facebook
På nettet kan man udleve helt andre identiteter end den, man normalt bærer rundt på. Mænd kan lege lesbiske, og intellektuelle kan lege white trash. Men det er langt sjovere at være sig selv. Det har Facebook, hvor falske navne ikke er tilladt, lært os.

Og nu skal det ikke bare være sjovt længere. Det skal også redde liv. Ud over at fortælle hvor gammel du er, og hvilke film du kan lide, kan du fra om kort tid også angive på din Facebookprofil, om du vil give dine organer bort, hvis du dør. Eksperter håber, det kan føre til et sandt organdonorgennembrud, fortæller New York Times.

Ugens links: 5 fejl. En million rettelser.

Din Klout-score kan koste dig jobbet. A/B-test vinder frem og fremover vil hjemmesider aldrig være de samme. Et nyt kamera har indbygget netfreelancere til at beskrive hvad det forestiller. Wikipedia sætter ny rekord. Og Edison stod bag den første elektriske stol. Læs det hele her – først bragt i dagens udgave af Politiken. Men her med aktive links (!).

Klout koster jobbet
Sidste år var Sam Fiorella til jobsamtale hos et stort canadisk reklamebureau. Midtvejs blev han spurgt, om han kendte sin Klout-score. Det gjorde han ikke, og hvad værre var: Den var kun på 34. Det kostede ham jobbet.

Hvis du også er et stort spørgsmålstegn: Klout er en nettjeneste, der gennemtrawler dine konti hos Facebook, Twitter og andre sociale netværk, tæller dine venner, hvor meget du skriver, og hvor mange der lægger mærke til det. Og opsummerer det hele i et tal, der fortæller, hvor indflydelsesrig du er.

Efterfølgende gik Fiorella til makronerne, hans Klout-score steg – sammen med antallet af jobtilbud, fortæller Wired i en fin artikel.

Kender du din Klout? Min er 53.

Find fem fejl
Mere Wired: Google er Google, Amazon Amazon og eBay eBay. Sådan tænker de fleste. Men i virkeligheden er det langtfra sikkert, at vi ser de samme sites, når vi klikker ind.

De store hjemmesider eksperimenterer nemlig konstant med små nye talemåder, billeder og knapper. Nogle brugere får den ene kombination af nye tiltag, andre en anden eller en helt tredje. Hele tiden kæmper hjemmesiderne mod sig selv. Og den bedste version vinder.

Fænomenet – der hedder A/B tests – er opfundet af Google og spreder sig. Og er kun mulig, fordi alle handlinger på nettet logges, og alt lynhurtigt kan laves om. Læs historien her.

Billedet slår sig selv op
Når du knipser et billede, er det i dag ikke kun billedet, der registreres. Også klokkeslæt, dato og kameratype mv. lagres. Men det var ikke nok for Matt Richardson, fortæller han på sin gør det selv-blog. Derfor byggede han sit kamera om: Når udløserknappen aktiveres, sender kameraet billedet på nettet, spørger, hvad det forestiller – og printer svaret ud, når det er klar.

Nettet skal her forstås som Amazons Mechanical Turk – en freelancebørs på det nye alternative netarbejdsmarked, hvor folk en masse fra hele verden løser enkle, intelligenskrævende opgaver for hinanden mod betaling. Når Richardson udlover 1,25 dollar (7 kr.) per billede, bliver resultatet godt og kommer i løbet af en seks minutters tid.

En million rettelser
19. april rundede den 29-årige Justin Knapp et skarpt hjørne. Den dag foretog han, som den første Wikipedia-bruger nogensinde, sin redigering nummer en million i det brugerskabte online-leksikon.

Meget af Knapps arbejde har bestået i at rette andre folks stavefejl. Men han skriver også selv; hans kronjuvel er opslaget om George Orwell.

Det er syv år siden, Knapp gik i gang, så han har knoklet – og uden at få noget for det. Ud over, fortæller han til Gizmodo, glæden ved at give.

Wikipedia er den brugerskabte humlebi, der ikke burde kunne flyve. Typer som Knapp er grunden til, at den alligevel kan. Tillykke!

Edisons stol
Apropos Wikipedia: I sidste uge fortalte jeg, hvordan Thomas Edison jagtede kamerapirater med patenter – og uforvarende skabte Hollywood, som piraterne søgte hen til som et fristed. Men vidste du, som online-leksikonet fortæller, at Edison med opfindelse af glødepæren og tilhørende jævnstrømselværker også stod fadder til den elektriske stol?

Jævnstrøm tabte nemlig pusten over større afstande, og Edison fik hurtigt konkurrence fra vekselstrømsfolkene. Det fik ham til at lave offentlige forsøg, hvor husdyr blev aflivet med den stærkere vekselstrøm (læs: det er den rene djævelskab).

Edison tabte slaget om strømstandarden. Men propagandaen havde gjort indtryk. Så da New York ville gå fra galgen, var det Edisons folk, der fik buddet. Senere aflivede han også en gal elefant i Zoo med elektricitet.

Shopbox varsler priskrig på deal-markedet

Det nye dealsite Shopbox.dk vil “kun” koste butikken 10 procent af tilbudsprisen – mod op til mellem 30 og 50 procent hos konkurrenterne. Markedet vil se blod.

Luksusting til halv pris. Lige i din inbox. Hver morgen. Sådan har mantraet lydt for de rigtigt, rigtigt mange forskellige tilbuds-tjenester der er skudt op som et sandt festfyrværkeri de sidste små to års tid.

Lige nu er der mange om buddet (se f.eks. denne Politiken-artikel). Du kender dem måske som Sweetdeal, Dagensbedste eller Downtown. Eller som Groupon og Spotdeal. Eller som noget helt ottende. Og de er i krig.

Der er nemlig mange penge i at drive dealsites. Og det er dem de slås om. For udover de halvtreds procent som butikken giver i deal-rabat til kunden skal butikken normalt betale op til mellem 30 og 50 procent ekstra til dealsitet for at sende tilbuddet ud. En gang sushsi med normalpris 200 kroner sælges altså til den sultne for 100 kroner. Men dealsitet skal have mellem 30 og 50 kroner for ulejligheden. Så butikken ender altså med at få 50-70 kroner for en vare der egentligt koster 200 kroner.

I sidste uge kostede konkurrencen en af de potentielt rigtigt store spillere livet. eBay testede ellers deres helt eget take på tilbuds-tjenester – MyDealNow – i Danmark. (Det har jeg tidligere skrevet om her: http://yfrog.com/g05gtlkj). Men drejede nøglen om her forleden.  Mit gæt: det var simpelthen for svært at få de små butikker i tale med deres selvbetjeningskoncept.

Nu kommer de næste og prøver kræfter med konceptet: Shopbox lancerer sig selv her den 15. maj. Deres claim to fame er prisen. 10 procent – ikke 30-50 – er hvad butikkerne skal betale for at få shopbox til at distribuere deres gode tilbud.

Det fortalte manden bag Shopbox, Christian Zigler, mig idag (fuld disclaimer: Han gav en salade nicoise og et glas vand på en cafe i byen). Han sagde også at de har gjort meget ud af brugervenligheden for butikkerne, noget han mener de gør meget bedre end alle de andre. Og så har de en motor der kan personalisere tilbuddene på en fed måde, sagde han.

Jeg siger: velkommen til. Konkurrence på prisen er godt. Held og lykke med det. Men jeg kan ikke undslå mig tanken om, at hele denne her dealbølge måske blot er et krise-fænomen, og at butikkernes lyst til at give det hele væk bliver mindre, når restauranterne ikke længere står halvtomme (og når de svageste er bukket under og er ude af  markedet).

PS. På shopbox.dk kan du melde dig til så du får besked når de åbner. Vil du have en smagsprøve kører fieldsdeals.dk (Ja, shoppingcentrets Fields egen løsning) på shopbox motor.

Ugens links: Hollywood grundlagt af pirater, Google-briller gør dig skeløjet…

Vi ved alle at Apple er stor – men vidste du også at de hitter som god gammeldags butik? Googles nye briller er fede, men risikerer at gøre dig skeløjet. Ansigtsgenkendelse er fedt – men tro ikke på alt du hører. Hollywood er, viser det sig, grundlagt af pirater. Og Pebble sætter kickstarter-rekord. Sådan er ugens historier, som jeg så dem i dagens udgave af Politiken. Her er de til dig med links og det hele.

mvh

Jon Lund

Butik af guld
Et centralt mål i butiksverdenen er omsætning per kvadratmeter. Her plejer juvelerer sig ikke overraskende at klare sig godt. Alligevel, skriver retailsales.com, ligger Tiffany’s kun nummer to på den amerikanske liste med lidt over 30.000 dollar per kvadratmeter, hvilket dog stadig er næsten ti gange bedre end den gennemsnitlige butik.

Som nummer et kommer – med over 60.000 dollar/m2 – Apple. Ja, teknologigiganten med den fremragende onlineshop hitter også big time i den virkelige verden. Apples egne butikker (som vi desværre ikke har nogen af herhjemme) brillerer med lys og masser af plads, ekspedienter, der ved, hvad de taler om, og gratis kurser i baglokalet. Og altså masser af salg.

Skeløjet brille
Det er ikke kun Google, der laver briller med indbygget display, som kan tekste verden for dig, mens den passerer revy. Også det amerikanske forsvar er med på legen og har opdaget et problem: Når soldaterne skal læse, hvad der står på brilleglasset, ryger fjenden og landskabet i baggrunden ud af fokus. Det menneskelige øje kan kun fokusere på en ting af gangen.

Det dur jo ikke, og den amerikanske regering blev derfor så glad, da de så de nyudviklede bifokale kontaktlinser fra Innovega, fremstillet for netop at løse dette problem, at de straks afgav en ordre, skriver Gigaom. Med linserne på bliver både den supernære forgrund og baggrunden tydelig på samme tid. Måske Google også skulle stille op i køen?

Smil dig gammel
Vis mig dit ansigt, og jeg skal fortælle dig, hvem du er. Sådan cirka lyder tilbuddet fra face.com, på hvis hjemmeside du kan uploade et billede af dig selv og få at vide, hvilken historie det fortæller. Jeg fik blandt andet at vide at jeg (med 84 procents sikkerhed) var mand, 39 år (jeg var 41, da billedet blev taget) og i ’neutralt’ humør.

Den slags ansigtsgenkendelse er hot stuff. Det kan nemlig bringe orden i den ellers fuldstændig uoverskuelige visuelle masse, som nettets billeddelingstjenester og sociale netværk flyder over med.

For at teste systemet uploadede jeg et andet billede, hvor jeg smiler. Det fangede face.com og mente oven i købet at jeg var »happy«. Desværre reviderede servicen også sit estimat af min alder til 45. Det får man ud af at være venlig!

Piratreden Hollywood
I 1908 dannede Thomas Edison m.fl. et kartel, som, med blandt andet Edisons filmkamerapatenter i hånden, kontrollerede alle filmoptagelser, og som hev biografer, der viste film fra andre – f.eks. det verdensledende Nordisk Film – i retten for medvirken til patentbrud.

Det fik en gruppe producenter til at pakke sydfrugterne og rejse langt væk fra Edisons New Jersey, helt over til Californiens vestkyst, hvor de kunne lave film i fred for det emsige antipirat-politi. Et sted, du i dag kender som Hollywood.

Jeps, du læste rigtigt. Vore dages fremmeste piratjægere var selv pirater engang. Fortæller Ars Technica.

Klogt ur suger penge ind
Ka-tjing. Med indtil videre 6.1 millioner dollar (34 millioner kroner) indsamlet til urproducenten Pebble har crowdfunding-tjenesten Kickstarter sat ny rekord. Aldrig før har en ide fået så stor opbakning fra netbrugerne, der hver især har spyttet mellem 99 og 10.000 dollar i kassen.

Ideen er også god: Pebble er et cool armbåndsur, der taler med din iPhone eller Android, så du ikke behøver at fiske den op af tasken for at se, hvem der ringer, eller skrue ned for musikken. Så nu bliver uret sat i produktion.

Pebbles bagmænd har dog allerede et velfungerende ur til Blackberry-telefoner på gaden. Det gør Pebble mere til en Version 2 end en ny opfindelse og viser, at Kickstarter ikke kun handler om gode ideer, men også om smart markedsføring.

Den store nye TV krig

Tv-apparater kan nu gå direkte på nettet, så du for eksempel kan leje film online. Men det passer ikke udbyderne, for der er ikke penge i det. Derfor kæmper de for at redde profitten. Læs analysen her – først bragt i Politiken. 

Dit næste nye tv-apparat er født med internet og bliver rigtig smart. Masser af film, onlineleje og tv vil brage ud af dit bredbåndskabel. Komplet med personlige tip og gode råd. Endda til en billig penge.

Lyder det for godt til at være sandt? Det er det måske også. Det kommer helt an på, hvor meget især internetudbyderne – Telia, Telenor og TDC m.fl. – de næste par år kan presse citronen.

I værste fald bliver dit tv dyrere; valgfriheden til at vælge, hvad du vil se, bliver mindre, og uigennemskueligheden bliver stor. Her er historien.

Laveste fællesnævner
Internetudbyderne er glade for udsigten til de mange nye internetkunder med masser af bredbåndsappetit, som de smarte tv-apparater vil føre med sig (se hvordan Cisco venter at dataforbruget vil stige fremover her).

Men udbyderne har et problem med priserne. De er for lave, synes de. De er kede af at skulle konkurrere med hinanden på det, de selv opfatter som laveste fællesnævner: at sende bits fra A til B. Fra Hollywoods studier til din dagligstue. Her er kvaliteten nemlig stort set den samme overalt og prisen det eneste reelle konkurrenceparameter. Det presser priserne, og overskuddet bliver derfor aldrig større end som så. Selv om de ret beset ikke kan klage: TDC, f.eks., har en overskudsgrad på lidt over 40 procent på den grundlæggende forretning (EBITDA-margin, som TDC selv fortæller det her).

Men mere vil have mere, og det får branchen til systematisk at skyde på alt, hvad der rører sig. De har tre mål i kikkerten.

Første mål: Dig
Selv om konkurrencen er hård, skal man jo ikke give sine varer væk, og udbyderne forsøger at hæve priserne, hvor de kan.

Det skete f.eks. i USA i marts, da Apple lancerede sin nye iPad (fortæller zdnet her). Den er med sin fire gange bedre skærm og sit lynhurtige mobile 4G-internet et potent lille mobilt fjernsyn og en rigtig datagris, hvilket fik Verizon – en af de tre største amerikanske udbydere – til straks at indføre et loft på et iPad-abonnement. Download af en HD-film kan nu koste flere hundrede kroner.

Priserne vil helt sikkert falde igen, i hvert fald hvis det går, som det plejer – de seneste ti år er prisen på data styrtdykket: Du kan i dag surfe over ti gange så meget for de samme penge, som du kunne i 2001, viser IT- og Telestyrelsens telestatistik. Men indtil da hiver Verizon penge hjem. Og lykkes det for dem, vil de andre udbydere følge trop. Også herhjemme.

Andet mål: YouTube
Det, du ikke kan tjene på gyngerne, kan du måske hive hjem på karrusellerne. Den tankegang var tydelig hos Telenor i Norge, da selskabet sidste år hev pistolen frem og sigtede på YouTube (som du blandt andet kan læse om hos Comon). Hvorfor skal vi bære de mange videoer fra YouTube og de andre videotjenester ud til vores kunders skærme uden betaling?, lød selskabets prøveballon. Underforstået: Vi kan også bare lukke for jer. (YouTube og alle andre betaler i forvejen for at komme ud på nettet – men ikke separat for slutleverancen gennem Telenors flaskehalse).

Samme logik lød fra amerikanske Comcast sidste måned (læs f.eks. her fra New York Times) i en særlig variant, hvor YouTube ikke skulle gøres dyrere, men brug af Comcasts egen tv-streaming derimod billigere. Og fra Telia i Sverige, i et træk rettet mod videotelefontjenesten Skype (Computerworld, her).

For dig som almindelig forbruger må man ikke håbe, at Telenor og de andre får held med deres aktioner. For det vil hurtigt føre til mystiske og uigennemskuelige pakker af forskellige nettjenester og opkoblingshastigheder, som binder dig og lægger slør over de reelle priser.

Der er heller ikke meget, der tyder på, at særopkrævningerne lykkes. Helt op på EU- og Obama-niveau (læs her hos version2 og her hos Reuters) ses der skævt til internetudbydere, der vil styre det indhold, der flyder gennem deres kabler, ud fra egne økonomiske interesser.

Den enorme dynamik, som nettet har udvist siden de første forkølede hjemmesider i midthalvfemserne, skyldes i meget høj grad, at alle med en god ide har kunnet komme til. Og hvis Telia og de andre udbydere får lov til selv at opkræve særskatter efter forgodtbefindende, frygter mange, at den næste Facebook eller Google, der begge startede fra helt små kår, aldrig vil se dagens lys.

Tredje mål: Samsung
Dit nye smart-tv bliver ikke meget værd uden en netforbindelse. Også det har udbyderne øje for, og det er her, den tredje front står.

For nylig gik den største sydkoreanske internetudbyder, KT, til landsfællen og teknologigiganten Samsung med et krav om at spytte i kassen (som du kan læse hos The Verge). Ellers lukker vi jeres nye dataslugende tv-apparater ude af vores net, lød budskabet. Det ville Samsung ikke, så lige nu er der krig.

Samsungs chancer for at slippe helskindet fra angrebet er så som så. Krav til apparater har ikke samme bismag af censur som blokering af indholdstjenester og møder derfor mindre politisk modstand. Til gengæld er det stort set lige så konkurrenceforplumrende. Prisen på dit nye tv risikerer at blive præcis så uigennemskuelig som prisen på en ny mobil, som du kun kan regne ud, hvis du samtidig er ekspert i taletidspakker.

… og et lille håb
Hvor mange af internetudbydernes profitforøgende initiativer, der krones med held, vil tiden vise. Selv i værste fald er der dog et sidste håb at hænge sin hat på: internettets evne til at vende industrier på hovedet.

Ligesom det skete, da Kodak tabte til mobilkameraet og boghandleren til Amazon, kan de etablerede internetudbydere hurtigt få kam til deres hår. Jo større profitter, jo større chance for at nye spillere slår til. Måske er de ligefrem glade for at transportere data og ser en ære (og forretning) i at lade kunderne se, hvad de vil, og hvor de vil det – og ikke betale for andet.

Godt hjulpet – herhjemme – af retten til at leje sig ind på TDC’s kabler. Men det er en anden historie.

Ugens links: Fuelband-sex, Sci-fi briller og digitale penge

Nikes fuelband-armbånd giver point for røg og sex og Googles science-fiction briller ser dagens lys. Google selv tjener styrtende med penge! – og hvis du googler rigtigt kan også dit land blive rigt. Og så er Canada igang med næste valuta-revision. Den bliver rent digital.

Tab dig med røg og sex
Nikes nye intelligente Fuelband-armbånd er blandt det hotteste inden for bærbar computerkraft. Det måler selv din aktivitet, gætter, hvad du laver, og sjusser dit kalorieforbrug.

I reklamerne kan du se, hvordan det virker, når du spiller basket eller jogger. Men hvordan tæller armbåndet alt det andet, vi laver i løbet af en dag? Det satte Gizmodos Casey Chan sig for at teste. Resultat: En våd aften i byen gav 463 kalorier, sex 179 og hver smøg (arm op, arm ned) otte.

Alt sammen temmelig umoralsk. Desværre for livsnyderne tyder noget dog på, at resultaterne skal tages med et gran salt. I hvert fald gav testen kun syv kalorier for at tage trappen til fjerde og 30 for at tage en opvask.

Brins nye briller
Allerede før jul begyndte rygterne at løbe: Google laver briller med mobiladgang, kamera, lyd og det hele. Og med virkeligheden undertekstet live for dig på brilleglasset: Se på et stoppested f.eks., og brillerne fortæller dig, hvornår den næste bus går.

Nu er det bekræftet: Selveste Sergey Brin, en af de to Google-stiftere og chef for GoogleX, søgegigantens hemmelige udviklingsafdeling, havde brillerne på til et aften-arrangement forleden, som du først kunne se på Instagram og senere på hele det ganske internet. Samtidig har Google lagt en video på YouTube, hvor du kan se, hvordan de elegante og letvægtsagtige briller tænkes at fungere i en helt normal newyorker-hverdag, når de engang rammer markedet.

Googl dig rig
Bliver du rig af at være fremtidsorienteret? Det spørgsmål har et forskerteam fra England, USA og Schweiz forsøgt at bide skeer med, og til det formål har de benyttet en ny metode, der viser, hvad de kæmpe datamængder, der i disse år ophobes på nettet, kan bruges til.

I stedet for at designe deres egen dataindsamling tog forskerne udgangspunkt i, hvad de kunne få. De gennemgik Googles statistik og noterede, hvor mange gange italienere, franskmænd og amerikanere etc. søgte efter ’2011′, dengang vi stadig var i 2010. Det samme gjorde de for 2009 og 2008. Derefter slog de landenes BNP op og satte de to sammen.

Sammenhængen var klar: Rige lande googler fremtiden mest. Læst i Nature.

Her går det godt
Nogle gange kan det betale sig at give ting væk. Se bare på Google: førsteklasses søgemaskine, super e-mail og uendelige mængder YouTube-videoer – Google har det hele og mere til. Og det er alt sammen gratis.

Alligevel har Google med det netop afsluttede første kvartals-regnskab endnu engang overgået sig selv som pengemaskine. 10,65 milliarder dollars hev giganten hjem – 24 % mere end sidste år. Og næsten tre af dem endte som overskud. Mashable illustrerer fornemt.

De dejligt mange penge kommer stort set alle sammen fra reklamer, som Google viser på deres sites. Hver gang du klikker på en af dem, sender Google en regning til annoncøren. Priserne er godt nok faldet lidt det sidste år, men til gengæld klikker vi alle sammen (guderne må vide hvorfor) meget mere.

Dollar på chip
Den canadiske nationalbank ligger ikke på den lade side. Først, fortæller nationalpost.com, afskaffede de småmønter og lavede sedler af plastic. Nu varmer de op til den rene digitale betaling: MintChip’en, en lille fysisk chip, du kan sætte i din mobil, en USB-nøgle eller lægge på nettet. Du kan fylde penge på den – og betale med den, uden at din bank skal involveres og kigger dig over skulderen.

MintChip’en mangler dog en masse fede betalings-apps, der vil benytte sig af den, og har derfor udskrevet en åben konkurrence. Præmien er 50.000 canadiske dollar … udbetalt in solid gold.

Ugens links: plakat fniser når du kysser den, danske Lars redder Facebook

Ny interaktiv plakat af en pige fniser når du kysser den og danske Lars er i spidsen for Facebooks nye økonomiske krigsskib. En ny laserboks projicerer et fuldt tastatur på bordet foran dig og din tablet, Stanford melder om 160.000 elever i een klasse og en ny elcykel, der kan køre 45 km/t. Det er essensen i ugens links, bragt i dagens Politiken. Her komplet med links og det hele:

Lars redder Facebook
Selvom Facebook og Google er cirka lige store, tjener Google ti gange mere. Der er nemlig mange flere penge i at sælge annoncer sammen med søgeresultater end sammen med vennesnak. Et af Facebooks p.t. allervigtigste projekter er derfor at få sin egen websøgning, og selskabet har sat en dansker, Lars Rasmussen, i spidsen for satsningen. Lars og hans bror Jens er übercool: Det var dem, der lavede Google Maps, før det blev til Google Maps. Og det var de to, der stod i spidsen for det højambitiøse og nytænkende Google Wave, der dog gik ned med et brag.

Jens blev hos Google, da Lars rejste. Som BusinessWeek noterer, føjer det lidt sjov broderlig kappestrid til kampen mellem de to tech-giganter. Og så er det endda dansk.

Taster på bordet
En af de største svagheder ved iPad’en og de mange andre tabletcomputere, der er skabt i dens billede, er skærmtastaturet. Blandt andet er tasterne for små. Men nu kommer der hjælp til den del af festen. Geek.com fortæller, at japanske Elecom er på vej med en lille fiks kasse, der taler trådløst med din tablet, projicerer et billede af et fuldt tastatur ud på bordet foran dig og opdager, når du taster. Hele 350 tastetryk i minuttet skulle vidunderet være i stand til at klare.

Overfladekeyboardenes mangel på ’taktil feedback’ (at du ikke kan mærke tastaturet og derfor laver masser af slåfejl) hjælper laserkassen dog ikke det store på.

160.000 i klassen
I februar fortalte jeg her på bagsiden om det åbne ’lav din egen selvkørende bil’-kursus, som Googles Sebastian Thrun p.t. kører. Men det hele startede faktisk allerede i efteråret, hvor alle med en internetforbindelse og lysten til at lære mere for første gang kunne nyde godt af gratis online-undervisning, kursusmaterialer, eksamener og undervisningsbevis fra Stanford – et af verdens bedste og (normalt) dyreste universiteter.

Al denne e-læring kunne godt lyde fint, men også lidt sekundaagtigt. Indtil du hører tallene: Der var, fortæller Wired, 160.000 (!) fra hele verden tilmeldt kurset ’Introduktion til kunstig intelligens’. Svimlende. Et af den slags tal, der viser en revolution under udvikling.

Elcykel med 45 km/t
Elcykler, der forstærker din egen trampen og giver et lille ekstra spark i pedalerne, vinder stille og roligt frem. Dog mest i bedsteforældregenerationen, hvis mine personlige iagttagelser kan bruges til noget.

Der er dog flere fede cykler lige rundt om hjørnet, som både ser godt ud, kører hurtigt og giver masser af data fra sig, så du kan holde styr på dine cykelpræstationer. Alt sammen noget, der kunne presse aldersprofilen noget ned.

Både Smart (dem med de små biler) og Specialized (omtalt på Inhabitat) skulle her til maj have nye eksemplarer klar i butikkerne. Specialized lover, at deres Turbo kan køre 45 kilometer i timen. Spændende at se, om den kræver nummerplade.

Plakat fniser 
Outdoorreklamerne – altså de store plakater, der hænger på gader og stræder – udmærker sig ved, at de ikke lige er til at zappe væk fra. Til gengæld er der sjældent meget bling-bling over dem. Men det kommer! Techcrunch kan fortælle om en ’plakat’, som børnehjælpsorganisationen Plan satte op ved et busstoppested i London. Plakaten (der havde kostet 270.000 kroner) viste en særlig girl power-video til kvindelige betragtere, mens mænd bare fik et ’støt os her’-link.

Eller hvad med den kysseplakat, japanske forskere har udviklet? Her rører pigen på billedet forventningsfuldt på sig, jo tættere du kommer – og hvis du kysser plakaten, begynder hun at fnise, skriver Digital Trends. Alt sammen takket være indbyggede kameraer og smart teknologi.

Ugens links: hjertemåler i BH’en, drilsk Potter, Big Brother t/r

Caroline Wozniackis BH får nu indbygget hjertemåler – og du kan selv købe en fra Adidas. Denne lille historie kan du læse i denne uges link-samling, som også fortæller hvordan Internet Explorer pisker sig selv, J.K. Rowlings driller Apple & co, hvordan du både overvåger dit hjem og overvåger overvågerne samt laver dig selv en espresso i bilen. Først bragt i dagens Politiken. Her komplet med links.

Hjertemåler i bh’en
Sportsverdenens to tøjkæmper, Nike og Adidas, kæmper hårdt om at være mest hip på den digitale front. Før jul fortalte jeg her på bagsiden om Adidas’ nyeste fodboldstøvler, der optager din træning, så du bagefter kan kæmpe mod Messi på skærmen. Og i forrige uge om Nikes nye smarte armbånd, der automatisk holder styr på din motion.

Nu er Adidas tilbage: den ‘By Stella MacCartney’-sports-bh, som blandt andre Caroline Wozniacki bruger, udstyres med en hjertemåler, så du kan presse dig selv lige til grænsen.

Under hipheden handler tvekampen om at give kunderne mest mulig oplevet værdi. Og noget at tale om.

Microsoft pisker sig selv
Microsoft er trængt. På mobil- og tabletfronten er selskabet bagud på point mod Apple og Google, og også Microsofts webbrowser, Internet Explorer, som alle engang brugte, er på få år halveret. Det har fået Microsoft til at tage usædvanligt selvpineriske midler i brug i en ny reklamekampagne, ‘The browser you loved to hate’. Et af videoklippene viser en nørd i terapi. Terapeuten spørger: »Har du afinstalleret Microsoft Explorer fra nogens computer for nylig?«, og nørden svarer: “Nej … jeg mener … jeg plejede at gøre det hele tiden«. Og så fortæller han om det.

Det bedste er, som The Next Web beretter, at kampagnen virker: Internet Explorers omdømme er steget med 10 procentpoint, siden kampagnen satte ind.

Drilsk Potter-bog
Med nyudgivelsen af Harry Potter som e-bog driller J.K. Rowling Apple, Amazon og de andre it-giganter, beretter Mathew Ingram fra Gigaom.

For det første går Rowling uden om alle de etablerede butikker og sælger kun bøgerne fra sit eget site. Selv Amazon sender læseren over til hende for at betale, hvilket aldrig er sket før.

For det andet kan du og dine børn uden videre læse bøgerne på alt, hvad I har af smartphones, tablets og computere mm. De er nemlig lyksaligt fri for de besværlige kopibeskyttelser, som de store prøver at binde dig med. I stedet er bøgerne vandmærket, så decideret pirateri kan opdages. Og når din ene maskine en dag dør, kan du bare downloade på den næste.

Et dejligt frisk pust: Vi gider ikke spændetrøjer.

Big Brother tur/retur
Vil du gerne holde snor i dine kæledyr, mens du ikke er hjemme, eller sikre dig, at kloakken ikke løber over, er sensr.net måske noget for dig. Køb et billigt webkamera og sæt det til din netforbindelse, og du kan følge kameraet fra den nærmeste computer eller smartphone.

Er du omvendt bekymret over den megen overvågning, skal du have fat i den nye smartphone-app Kamera Spotter fra dagbladet Information. App’en fortæller dig, hvor kameraerne sidder i gadebilledet, og giver dig mulighed for selv at være med i den store overvågningskortlægning: Tag et billede og tryk på en knap, når du støder på et nyt et af slagsen, så opdateres basen automatisk.

Espresso i bilen
Har du savnet en ordentlig mobil kaffemaskine, er der nu gode nyheder, fortæller Digital Trends. Den nye Handpresso Auto fylder som en buttet flaske og skal kun tilsættes en espressopude og lidt vand og så sluttes til cigarettænderen. To minutter efter har du, hvad der på reklamevideoen ligner en kop dejlig tyk, cremet mokka.

Første udgave af Handpressos kaffemaskiner hed Wild og er en rigtig Storm P. Den pumpes op med et særligt cykelpumpehåndtag, så der opbygges nok tryk, til at det varme vand, du har haft med hjemmefra, kan presses gennem de fintmalede kaffebønner. Nok ikke et tilfælde, at det er en dansker, den netop – og alt for tidligt – afdøde Henrik Jul Nielsen, der står bag.