Bostonkvæleren og andre historier fra rettighedsland

  • Jon Lund 

Ophavsret og patenter fylder rigtigt meget i den offentlige diskussion for tiden. Se efter kodenavnet ACTA – eller se tilbage til før jul og led efter SOPA og PIPA. Alle forkortelser, der dækker over nye regler og traktater, der skal forbedre vilkårene for de såkaldte rettighedshavere.

Det bliver altsammen meget hurtigt meget kedeligt at læse om. Så her er i stedet fire sjove og lidt skæve aktuelle nedslag i tidens skriverier. Oprindeligt skrevet til DONA-listen, foreningen af online journalister og kommunikatørers mailingliste som ugentlig nyhedsopdatering. (Jeg er formand for DONA).

Boston-kvæleren kommer
“Video-optageren er for filmindustrien hvad Boston-kvæleren (amerikansk seriemorder, red.) er for kvinder alene hjemme”. Sådan sagde den amerikanske film-sammenslutnings præsident, Jack Valenti, til den amerikanske kongres i 1982. I dag kommer 46% af  de amerikanske filmselskabers omsæting fra hjemme-video markedet. Disse og flere andre sjove bemærkninger og facts finder du i en fin infografik der er gengivet hos BoingBoing. I en kommentar kalder Cory Doctorow infografikken for en handy guide til “the pig-ignorant campaigns that Hollywood has waged against new technologies since the industry’s founders ripped off Thomas Edison’s patents and fled to California”.

Hollywood – og Nordisk Film – grundlagt af pirater
I starten af 1900-tallet dannede Thomas Edison mfl. et kartel, hvor de, med blandt andet Edisons patenter på film-kameraer i hånden, sørgede for at kun godkendte filmselskaber, som havde købt Edisons originalapparater, kunne optage film. Og hvor biografer, der viste andre film, blev truet med sagsanlæg for at støtte firmaer, der brød Edisons patenter.

Det fik en gruppe filmproducenter til at pakke sydfrugterne og rejse langt væk fra Edisons New Jersey, helt over til Californiens vestkyst, hvor de kunne være i fred for det emsige antipirat-politi. Et sted, du nu kender som Hollywood. Det kan du læse hos Wikipedia.

Et sjovt dansk innovations-aberdabei: Edisons patent-cirkus havde i første omgang været rettet mod film-importen fra Europa og det dengang verdensledende film-selskab Nordisk Film fortæller Roger Perry i “The Ascent of Media”.

Biograf-salg upåvirket af downloads
“Nej, pirat-kopiering ødelægger ikke jeres forretning. Det er gratis markedsføring.” Sådan lyder et af de gode gamle argumenter i pirat-diskussionen. Og nu viser et nyt studie at der måske er noget om snakken. Amerikanske forskere har nemlig undersøgt hvordan fremkosten af BitTorrent – som er den mest anvendte form for film-deling – påvirkede salget af biograf-billetter. Og har konkluderet, at – det ingen forskel gjorde. Når filmen går i biffen strømmer publikum til, pirateri eller ej. Men kun – selvfølgelig – når filmen rent faktisk går i biografen. I lande, hvor filmene har forsinket premiere, er billedet anderledest. Læs selv hos Digital Trends.

Minister-fakta-tjek
Den danske regering er – ihvertfald indtil videre – helhjertede tilhængere af den omdiskuterede ACTA-handelstraktat, der vil gøre det lettere for firmaer som blandt andet Murdoch og Disney, Gucci og Hermés, GlaxoSmithCline og Pfizer at håndhæve deres patent- og ophavsrettigheder verden over.  Også selv om blandt andre Amnesty International, Læger uden grænser og DONA (!) er imod. Kritikken bunder i rene misforståelser forklarede hele tre ministre – Pia Olsen Dyhr, Uffe Elbæk og Ole Sohn – i kronikken “Fakta om Acta” i Information i lørdags.

Men, mener Gunnar Langemark, fakta er der ikke mange af i ministrenes kronik. “Og det pisser mig af”, som han skriver, hvorefter han kaster sig ind i en regulær og meget tekstnær gennemgang af de mange paragraffer som du kan læse ovre på 180grader.dk.