Cykelhjelm-airbag og kompromisløs tilpasning

  • Jon Lund 

En ny service der fortæller hvilke fly der er over dig lige nu, 11 minutters kinesisk hacker-kontrol med Nasa-satelit, et nyt kæmpe iPad-bord fra Microsoft, en cykel-airbag til 4.000 svenske og spørgsmålet: er virkelig innovation et spørgsmål om begavet tilpasning eller radikal nytænkning?

Det er emnerne i min gennemgang af nettet til Politiken i denne uge. Læs selv her (eller løb ned og køb avisen i kiosken og få den fulde fysiske læseoplevelse).

Hvad var det for et fly?
Jeg får tit et lille stik af udlængsel, når de store jetfly trækker striber over Københavns himmel. De minder på deres egen diskrete måde om den store verdens eksistens. Men hvor skal de hen, hvor hurtigt flyver de, og hvor højt er de oppe?  For at få svarene skal du bare skrive ’flights overhead’ i søgefeltet på Wolfram Alpha, fortæller opslagstjenesten på sin blog.

Uanset om du bruger smartphone eller computer, lokaliserer wolframalpha.com dig lynhurtigt og fortæller i ord og billeder om de fly, der lige nu måtte befinde sig i luftrummet over dig.  På den måde bringer teknologien dig endnu et lille mentalt skridt tættere på de globale markeder.

Computerkrig i rummet
I juni og oktober måned 2008 lykkedes det hackere – formentlig kinesiske – at overtage den fulde kontrol med Nasa’s Terra EOS jordobservationssatellit. Hackerne benyttede sig ikke af deres nye magt i de henholdsvis to og ni minutter, de to overtagelser fandt sted. Men de pissede territoriet af og viste endnu engang, hvor skrøbelige alle systemer, der er koblet på internettet, er.

Læs mere på IT World, der linker til den ny rapport fra den amerikanske kongres’ Kina-sikkerhedskommission, som oplysningerne stammer fra. Og overvej, om også din virksomhed har kritiske funktioner, der kan tilgås fra nettet – og om I i givet fald burde slukke for dem.

Tøjkøb på storskærm
For tre år siden prøvede jeg første gang Microsofts surface board: en 40 tommer touchskærm med fire ben. Sammen med tre andre – vi stod på hver vores side – spillede vi et rumspil og skulle forsvare hver vores base og skyde modstanderne. Alle vores i alt otte hænder hoppede og dansede over den glatte overflade, mens vi ivrigt prikkede modstanderne ud. Sjovt.

Dengang var det en prototype, men nu kommer surface i butikkerne til en pris på i omegnen af 50.000 kr. Den er tænkt som virksomhedsudstyr til for eksempel tøjbutikken, der vil vise kollektionen frem og kunne vælge farver og modeller sammen med kunden. Og som synes en iPad er lige lille nok. Set hos Ars Technica.

Jobs: Kopist eller geni?
Det sidste halvandet år af Steve Jobs’ liv havde han Walter Isaacson til at skrive sin biografi. Den udkom, en måned efter topchefen for Apple gik bort, og bliver lige nu voldlæst over hele verden.  Også af Malcolm Gladwell, der i The New Yorker reflekterer over Jobs som innovator: Jobs opfandt ikke noget selv; han tilpassede og perfektionerede andres opfindelser. For eksempel musen, som Jobs første gang så hos Xerox Parc.

Det får Chunka Mui hos Forbes til at advare mod Gladwell: Hans udlægning er forkert og farlig. Virkelig innovation får du kun, hvis du – som Jobs – har dine egne klare ideer og modet til at genopfinde dig selv. Tror du andet, narrer du dig selv. Her på bagsiden er vi store fans af kompromisløs tilpasning og er enige med begge d’herrer.

Airbag til cyklen
Apropos innovation: Lige ovre på den anden side af Øresund har to unge svenske industrielle designere netop solgt de første eksemplarer af Hövding, deres nye cykelhjelmairbag, til almindelige kunder. Hövding har ligget lunt i hypesfæren det seneste år – blandt andet vandt den i september den danske Index designpris.

Nu er den også i butikkerne til en pris på 3.995 svenske kroner (ca. 3.250 danske).  For de mange penge får du en særlig krave, der bæres rundt om halsen. Kraven indeholder sensorer, der kan mærke, om du er ved at blive kørt ned, og som i givet fald blæser en oppustelig cykelhjelm op om hovedet på dig. Hövding fås i lille og medium, virker kun til cykelbrug og kun en enkelt gang – men ser fantastisk ud.