Dansk musiksoftware styrer Spotify

Det danske musik-anbefalings-program, Moodagent, kom i fokus, da verdens mest buzzede streaming-tjeneste, Spotify, i går lancerede deres nye app-tjeneste. Moodagent var nemlig en af kun 11 apps, der er med fra start. Og det kan blive rigtigt stort for Moodagent.

Også fra Spotifys side er der klar ræson i Moodagent-samarbejdet. For Moodagent kan noget, mange Spotify-lyttere har brug for, nemlig at finde ud af hvilke af de mange millioner sange, der er i Spotify, der er værd at lytte til. Start med et nummer du kender og har lyst til at høre, og Moodagent finder automatisk numre der matcher. Ligesom Genius hos iTunes. Bare bedre.

Det nye Spotify (beta) med Moodagent-app’en installeret. Her en playliste, Moodagent har lavet udfra “Ett & noll” med Bo Kaspers orkester.

Det er det samme Peter Berg Steffensen, som er direktør i Moodagent, fremhæver i en pressemeddelse. “I store samlinger som Spotify” siger han, “kommer Moodagent endnu mere til sin ret, da vores teknologi kan genkende de musikalske og emotionelle aspekter i langt de fleste numre i verden. Det giver helt nye muligheder for at opdage ny musik baseret på ens musiksmag og aktuelle humør.”

Jeg mailede kort med Moodagents pressechef, Casper Falbe, i går. Han skrev “Det er stort! Og vi har store forventninger, men ikke på den korte bane, økonomisk set. Lige nu gælder det om at komme ud til så mange brugere som muligt, og her er Spotify et unikt springbræt”

Moodagent er ellers mest kendt som stand-alone app til smartphones. Og her fungerer de godt, for selv i min egen lille musik-samling, er der numre jeg aldrig selv finder på at sætte over. Faktisk er det meget få numre jeg spiller, og hvis jeg hører mere end et nummer er det så typisk resten af det album tracket er fra. Og det er ikke nogen særligt begavet lyttestrategi.

Jeg forstår godt at Moodagent er begejstrede for at være kommet på Spotify-vognen. Hvis noget kan booste Moodagent-kendskabet er det da dem. Både fordi de er kæmpestore. Og fordi der jo altså er et ekstremt behov for at blive guidet rundt i streaming-land.

Det lyder på Moodagent som om der ikke er så mange penge i Spotify-aftalen for dem. Pengene skal derfor tjenes på lytterne – formentligt gennem forskellige former for reklamer, salg af tracks (dvs. links til musik-butikker, der giver Moodagent procenter), koncert-billetter mv. Og her er det ikke helt klart for mig hvordan det skal ske i praksis: Moodagent kører jo inden Spotify, og hvis jeg har købt et reklame-frit Spotify-abonnement, kan Moodagent så vise reklamer i deres del?

I det hele taget er eksekveringen ikke fuldstændig klar endnu. Hele Spotify-app-tingen er kun i beta (både Moodagent-app’en og de 10 andre apps, der pt er tilgængelige), så du skal downloade en ny såkaldt preview-version af Spotify for at få det til at virke. (Som du finder her: http://www.spotify.com/uk/download/previews/)

Og det er tilsyneladende kun i selve Spotify-app’en du kan få Moodagent. Mobil-apps kommer senere. Til iPhone håber Casper Falbe at de har noget klar inden jul.

Også i forhold til Facebook er der ikke de store ændringer at se. Spotify er jo ellers vældigt synlige på Facebook, hvor du formeligt bliver spammet med oplysninger om hvem af dine venner der lytter til hvilke numre. Men du kan ikke se om det er numre jeg har fundet ved hjælp af Moodagent – så ingen Moodagent reklame her. Ihvertfald ikke som det ser ud lige nu.


Sådan ser det ud på Facebook, når jeg spiller musik gennem Spotify. Du kan ikke se at de fleste af numrene er udvalgt af Moodagent. Ingen reklame her.

Alt det her ændrer imidlertid ikke på at Spotify-aftalen er stort for Moodagent. Hvis du laver noget, som folk kan lide, kan du også tjene penge på det. Også selvom det ikke er let.

Comments