Brixton-pund og bitcoins vil byde finanssystemet trods. Det bliver svært. Men mindre kan også gøre det.
“That’ll be one Ziggy, please”, siger bartenderen og rækker din espresso over disken. Du finder den kulørte pengeseddel med Ziggy Stardusts portræt frem og betaler. Du er i Brixton i London, David Bowies gamle kvarter. Pengesedlen, du lige har betalt med, er et Brixton-pund, udstedt af en lokal forening og gangbar mønt i 200 lokale butikker – ved siden af normale engelske pund, forstås.
Du har netop taget del i et globalt oprør mod finanskrisen. For Brixton-pundet står ikke alene. Over hele verden pibler små lokale møntfødder – både fysiske og digitale – frem. Eco-pesa i Kenya, kaereti og TEM i Grækenland, fiorito i Italien, crédito i Argentina og mange andre (se her hos Wikipedia, f.eks.). Nogle findes kun som fysiske sedler. Andre – som bitcoins – er rent digitale. Fælles for dem er, at du kun kan betale med dem i butikker og lokalområder, der selv er med på legen.
Det lyder avanceret, men er ret beset ikke mere komplekst end gavekortet til det nærmeste storcenter.
De nye penge udmærker sig ved sjældent at bryde ud af deres små lukkede kredsløb. De holder sig så langt som muligt fra det pengesystem, hvor bankerne ved at låne meget mere ud, end de har, i praksis virker som en langt større pengeudsteder end nationalbankerne. Og dermed saboterer de nye penge den pengemaskine, der er skyld i verdens aktuelle finansielle deroute.
Sådan lød udskabet fra den fremadstormende økonomiprofessor Jem Bendell, som forleden talte til Rebuild21-konferencen København. (Se videoen her, den varer 18 minutter)
Brixton-pundet og de andre kaster grus i bankernes pengemaskine og deres evne til at skabe fiktive formuer uden reelle værdier. Men om det er nedefra, systemet ændres, er dog langtfra givet. Det er der fem grunde til.
1. Lokale valutaer er upraktiske …
Ziggy-seddelen er flot. Men også upraktisk. Hvor mange forskellige pengesedler, som hver især kun kan bruges i en håndfuld forretninger, har du lyst til at slæbe rundt i lommen?
2. …også når de er digitale
Brixton-pundet fås også digitalt. Ligesom mange af de andre lokale valutaer. De fylder ikke så meget i lommen. Men roder stadig på din mobil, hvor du i forvejen har milliarder af apps. Og de binder penge.
3. Idealisme kræves
Hvis besværet er mærkbart, er fordelene til gengæld abstrakte. Det trækker hårde veksler på idealismen, hvilket sjældent er langtidsholdbart. Heller ikke, selvom nogle butikker giver særlige fordele – to kaffe for ens pris, for eksempel – når du betaler lokalt.
4. Skattefar er mistroisk
Lokale penge bliver let sorte. Faktisk er kreativ betaling en del af hele ideen: de lokale penge skal få behov og efterspørgsel, som det normale pengesystem ikke kan koble sammen, til at mødes. Naboens datter får nye penge for at babysitte. Som hun bruger i den lokale biograf. Som ender hos drankeren på bænken som tak for pæn oprydning.
Alt sammen meget smukt. Og meget let at glemme at fortælle skattevæsenet om.
5. Det batter ikke
Selv hvis lokale penge virker, dækker de kun en lille del af samfundets samlede privatforbrug. Huslån og pensionspenge, som er der hvor privatøkonomien bliver farlig for samfundsøkonomien, dur de slet ikke til.
Udsigten til, at lokale valutaer redder finansmarkederne og dit lokalsamfund, er derfor ikke i top. Men mindre kan også gøre det. Bliver de lokale enige om klækkelig rabat til alle, der bruger Brixton-pund, bitcoins mv., og kan de holde tungen lige i munden, indtil den velfungerende trådløse mobilbetaling lander om et par år eller tre (når trådløs NFC-betaling begynder rigtigt at virke både i telefoner og butikker), er ideen bestemt ikke død. Fysiske sedler bliver der dog næppe plads til.
En ’Lune Larsen’ i pungen kunne ellers have været ømt.
Denne blog-post er en let tilrettet udgave af analyse først bragt i Politiken den 13. juni 2012.