Død over dimsen – de naturlige computere leve

  • Jon Lund 

Spar skuffelsen over at Apple ikke lancerede en ny smart iPhone5 i går, men “kun” en ny udgave af iPhone4. For selvom det ikke syner af så meget, sender den nye telefon to klare signaler om Apple kurs mod fremtidens nye computer.

Farvel, dims
Lige siden iPad’en landende for to år siden, har det været klart, at der var noget der ikke  helt spillede for Apple endnu. At de havde planer, som de endnu ikke helt var klare til at føre ud i livet, men som alligevel klart kunne aflæses i iPad’en. iPad’en havde nemlig et gabende hul; der manglede en brik i puslespillet: Nettet.

Misforstå mig ret: iPad’en var og er en fantastisk maskine. Jeg elsker at surfe og se film på den. Tjekke mine mails, Facebook og Twitter. Kæden faldt af, når jeg skulle køre en Keynote-præsentation (Apples svar på Powerpoint), forfatte et dokument eller optage en film og tage billeder. Det er nemlig altsammen noget jeg ikke gør på iPad’en alene. Jeg starter på computeren, forsætter på iPad’en, retter lidt og så tilbage til computeren igen for at gemme skrive videre. Disse skift var (og er fortsat) et helvede – særligt for teksbehandling og præsentationer.

For at få et dokument fra den ene til den anden maskine skal jeg igennem et virkeligt kringlet forløb, der indbærer kabler, import/eksport over iTunes, og manuel lagring det rigtige sted. Det er så bøvlet, at jeg i praksis ikke gør det. Det er så lamt, at det er klart at der stak noget under. Det eneste naturlige ville være, hvis jeg bare gemte på det ene apparat og så uden videre kunne åbne på det andet. Men det kunne jeg ikke.

Det er her, Apples meldinger fra i går, gør en forskel. For med den nye iPhone4S kommer også den teknik, der skal til for at det hele bare virker. Det hedder iCloud. Og gør tilsyneladende præcist det den skal: laver et sted på nettet til mig alene som agerer fælles lager, der automatisk opdaterer alle mine Apple-apparater, hver gang jeg ændrer noget på den ene.

http://youtu.be/DCjeSNomXrU

iCloud – reklamevideo fra Apple

Det er stort. Ikke bare fordi det lukker et hul i iPad’en – og iPhonen og de andre Apple-devices. Men fordi det er et helt centralt skridt frem mod den post-pc-verden, Steve Jobs tidligere i år proklamerede var Apples mål. Fokus skifter fra det ekstremt hardware-orienterede: din harddisk, og den computer den sidder i, til det ekstremt brugs-orienterede: du skal gøre hvad du har lyst til, med det device, der måtte ligge bedst i hånden på dig lige nu. Det er død over dimsens tyranni.

Tryk, tal og gebærd dig
Men også på en anden front er Apples udmeldinger fra i går bemærkelsesværdige. De er nemlig ved at tage de næste skridt ud af den vej, de udstak i da de leverede med iPhonen: hele touch-grænsefladen, det måske største nybrud som Apples dengang nye telefon introducerede, får nu tilføjet væsentlige nye dimensioner. For det var det der imponerede mest dengang i 2007: at du kunne betjene din telefon ved at prikke, trække, lad fingeren glide, ryste og vende den.

Nu udvider Apple repertoiret. Siri, den nye personlige assistent, ser ud til at tage stemmegenkendelse et kvanteskridt videre fra hvad vi kender idag (selvom det selvfølgelig 🙁 ikke kommer til at virke på dansk – ihvertfald ikke i første omgang). Siri kan, hvis demoen i går står til troende, genkende almindelig, grammatisk ukorrekt, halvsjusket udtale. Og Siri kan svare dig, ser det ud til. I noget der minder om menneskesprog. Og med svar hentet fra alverdens netdatabaser. Løftet fra Apple er, at du fra nu af ikke er begrænset til at kunne skrive og røre ved din computer for at få den til at virke. Du kan også tale til den.

http://youtu.be/rNsrl86inpo

Siri- reklamevideo fra Apple

Men også på den tredje sans, syns-sansen, rykker Apple. Ikke bare fordi det nye kamera i iPhone4S er væsentligt bedre end det gamle. Men fordi softwaren, takket være blandt andet det dansk-svenske Polar Rose, som Apple købte for et par år siden, er i stand til intelligent at finde ud af hvem der er på billederne – og hvordan de taler til hinanden. Ansigtsgenkendelses-softwaren kan hjælpe dig med lynhurtigt at tagge navne (og måske Facebook-profiler mv.?) på dine billeder. At zoome ind på ansigterne, når du f.eks. har en video-samtale igang, så billederne befries fra den fast-kamera opsætning (af dit webcam) som du kender idag. At analysere hvor hvilke ansigter kigger hen, for at kunne fastslå samtalens dynamik.

Apple har tradition for det her. Det var dem, der for alvor introducerede computermusen og det grafiske interface. De genopfandt mp3-afspilleren. Introducerede touch. Og går nu videre med tale og syn. De er båret af sådan en “leve de naturlige computere”-filosofi.

Apples masterplan
Gårsdagens seance med den nybagte Apple-direktør Tim Cook skuffede måske på overfladen. Men under overfladen var strømningerne tydelige. Apple har blikket stift rettet mod en ny computer-fremtid, og de arbejder sikkert hen mod den.