Freedom Fighter blokeret af Facebook

Posted: April 13th, 2011 | Author: | No Comments »

(Opdateret og opstrammet kl. 11.25 – nu med klarere pointer): Liberal Alliances Freedom Fighter-app er ikke længere tilgængelig på Facebook efter Facebook i går aftes lukkede app’en ned. Dermed er der – ihvertfald indtil videre – sat en brutal stopper for et af de mest innovative, men også potentielt problematiske, politiske initiativer på Facebook.

Freedom Fighter er (eller var) et debat-spil på nettet, hvor brugerne fik point for at blande sig i rigtige debatter på avis-hjemmesider og andre politikeres Facebook-vægge, blandt andet. Jeg gennemgik forleden Freedom Fighter – og kaldte den Liberal Alliances spam-maskine. Læs her hvorfor.

Det er endnu uvist hvorfor Freedom Fighter er blevet blokeret. Liberal Alliance siger selv (jeg har spurgt dem) at det skyldes at Facebook har fået over 10 klager over den, og derfor pr. automatik har lukket den ned mens sagen undersøges.

Men læser man Facebooks regler, er der noget der tyder på, at en blokering godt kan være endelig. Ihvertfald ser Freedom Fighter ud til at bryde flere centrale passager.

Forbudt at give point for at skrive på vægge
En af de missioner man kan blive sendt på i Freedom Fighter er at skrive på andre politikeres vægge. Det giver point i kampen om at vinde konkurrencen og en plads ved højbordet til Liberal Alliances valgfest. Men det må man ikke. I Facebooks retningslinier for konkurrencer står der således i punkt 2.1: “You will not condition entry to the promotion upon taking any other action on Facebook, for example, liking a status update or photo, commenting on a Wall, or uploading a photo”. Altså: Det må ikke være en betingelse for at være med i en konkurrence, at du f.eks. skal skrive noget på en væg. For mig at se er der ikke det store at tage fejl af. For hos Freedom Fighter skal du jo netop skrive på andres vægge for at få point.

Men nu er jeg heller ikke jurist og måske sådanne kunne få noget ud af  formuleringen “condition entry to a promotion”. Er det at skrive på andres vægge hos Freedom Fighter en Betingelse for at være med – eller er det “bare” en del af spillet. Det er ihvertfald en betingelse for at få point i en del missioner. Og derfor også en betingelse for at vinde. Men for at være med?

….eller på anden måde belønne folk for at gøre det
Denne mulige tvivl ser dog ud til at blive udryddet et andet sted i en store Facebook regelsamling. I den såkaldte Platform Policy (se den her) punkt IV, 1 hedder det nemlig ligeud, at man ikke må belønne folk for at bruge Facebooks sociale kanaler – dvs. skrive på andre folks vægge, f.eks.

Den fulde ordlyd er: “You must not incentivize users to use (or gate content behind the use of) Facebook social channels, or imply that an incentive is directly tied to the use of our channels.”

Og det er der sådan set overhovedet ikke noget mærkeligt i. Facebook lever jo af at være det sted hvor vi alle sammen gerne vil holde kontakt med vores “venner” og høre hvad der sker i deres liv. Og denne kommunikation ville jo gå fløjten, hvis vi ikke kunne være sikre på at vores venner faktisk mente hvad de skrev – men måske bare skrev fordi de var blevet stillet en belønning i sigte. Faktisk er denne regel nærmest livsnødvendig for Facebook: uden den ville det hele vældigt hurtigt kunne sande til i mere eller mindre betalte budskaber, camoufleret som rigtige meninger og updates. Facebook ville blive til et spam-helvede.

Også blokeret af Information

Freedom Fighter er ikke kun blevet kritiseret af mig. Dagbladet Information skriver idag at de helt har valgt at smide Freedom Fighter debatører ud af deres debatter. Det kan du læse om her.

Samtidig går Liberal Alliances leder Anders Samuelsen i brechen for Freedom Fighter. Som svar på Informations tiltag skriver han lige nu her på sin Facebook-side “Ak ja, først blokerede Information for ytringsfriheden så kun Georg Metz-fans og LA-hadere kan komme til orde og nu har debatangste fået lukket for Freedom Fighter”.

Om Freedom Fighter lukkes op igen vides ikke. Juryen er ude.

PS. Jeg deltager på fredag den 15. april kl. 13 i Mennesker og Medier på P1 (hjemmeside her) for netop at disktutere Freedom Fighter, valgkamp og sociale medier med artitekten bag Freedom Figher, Søren Kenner, og Socialdemokraternes app-mand Benjamin Elberth.

OPDATERING, 19. april kl.21.03: Freedom Fighter blev lukket op et par timer efter dette indlæg var skrevet. Men lukket ned igen efter yderligere et par timer. Her en uge efter er Freedom Fighter stadig lukket. Der har ikke været nogen officielle forklaringer på hvorfor.



Leave a Reply