Gi’ mig så en privatlivs-lov!

Overvågning handler ikke kun om efterretningstjenester og kampen mod terror. Den handler om retten til at fortælle sin egen historie. Om at kunne lukke op for godteposen med personlige oplysninger til dem man kan lide og sige: for your eyes only. Uden at det bliver brugt imod en af alle mulige andre. Skal det sikres, er markedskræfterne ikke nok.

Paris, 2008. Det er efterår, klokken er to om natten, og jeg sidder på mit hotelværelse. Min bærbares skærm lyser mit ansigt op. “Det går ikke” skriver jeg sådan cirka. “Før eller siden bliver presset for hårdt. Privatlivet må beskyttes.” Ordene er henvendt til lobbyisterne fra Microsoft og Google og til reklame- og online-mediebranchens europæiske repræsentanter – mine kolleger – som jeg hele dagen har haft møde med.

København, 2014. Min skærm er hærget af små beskeder, der skyder sig ind med få minutters mellemrum. “Accepter vores cookies” lyder det umådeligt trættende og enslydende fra site efter site i deres forsøg på at legitimere deres registrering af alt de kan anamme af information om mig og min adfærd online. Jeg er for længst holdt op med at læse de intetsigende forklaringer på hvorfor de mange sites insisterer på at lagre små tekstfiler på mit surf-device der gør dem istand til at følge mig og min færden på nettet – og de facto bruge min egen computer som spioncentral mod mig. Jeg føler min frihed, min ret til selv at bestemme hvad andre skal vide om mig, krænket.

 

 

De ved mere end du tror 1: Alene oplysningerne om hvem du sender og modtager mails til og fra, kan tegne virkeligt afslørende billeder af dine cirkler – og af dem der (u)heldigvis indgår i dem. Det gør MIT i dette lille program. Her kan du, hvis du har mailet med mig, automatisk kan genkendes som en af den nære venne- og familiekreds (blå), mine DONA-bekendte (brun) eller tæt derpå min netfaglige venner (grøn). Eller måske har du noget med memit at gøre (lilla) eller Politiken (Orange). Prøv selv her

De ved mere end du tror 2: Kl. 6 om morgenen starter mit onlineliv. Og jeg sover med min telefon i sengen. Det fortæller WolframAlphas analyse af min Facebookaktivitet mig. Data er her nærmest offentlige. Prøv selv her.

Det ville ellers have været let for branchen selv at skabe klarhed. Let at stå fast på tillidsforholdet mellem site og læser, hvor læseren som en naturlig del af læsningen lader sitet selv føre statistik over hvor meget og hvad man læser, huske ens password for en og hvad man har puttet i en eventuel indkøbskurv. Og til gengæld smide alle de sladrehanke, der ikke kommer fra sitet selv, på porten. Som f.eks. dem der stammer fra annonce-indkøbere af både den fine og dubiøse slags samt alskens andre såkaldte “tredjeparter”. Som Facebook, Google og de andre amerikanske giganter. Men sådan skulle det ikke være.

Moskva, 2014. Den 30-årige Edward Snowden ser formentligt ud af vinduet. Det er koldt og han er fanget i internationalt tomrum. Det sidste år har han lækket tonsvis af dokumenter, som han opsnappede i sin tid som konsulent i det amerikanske efterretningsvæsen, NSA.

Hans afsløringer har rystet verden: Hele banden fra Facebook til Apple udleverer beredvilligt dine, mine og alle andre ikke-amerikaneres billeder og mails, vennelister og statusopdateringer og alle de artigheder vi har Googlet med meget mere til den amerikanske regering, når de beder om det. Og hvis ikke, hacker NSA selv de store serverfarme for at tappe de informationer de ikke har retskendelse på. Snowdens lækager har gjort det klart, at både Google eller Facebook og Uncle Sam kender hemmeligheder om dig, du ikke ville betro til din bedste ven. Indsamlet blandt andet ved hjælp af cookie-regimet.

Jeg nærer ingen illusioner om, at denne verdens efterretningstjenester hverken frivilligt eller ufrivilligt vil trække følehornene til sig. Spioner spionerer selvfølgelig. Det er deres job. Men jeg vil meget gerne bede om langt mere ordnede forhold, end dem der hersker idag. Og cookies er kun en lille del af festen: jeg vil have regler der sikrer, at jeg selv bestemmer, hvilke følsomme oplysninger denne verdens hjemmesider på den ene eller anden måde må dele med andre.

Jeg vil have retten til selv at kunne lukke op for godteposen med personlige oplysninger og sige: for your eyes only.

Giv mig en ordentlig privatlivs-lov. Nu.

Denne blogpost er først bragt på kommunikationen.dk den 16. januar 2014.