iClouds sande fortjeneste: Apples nye sky forløser iPad’en

  • Jon Lund 

iPad’en som vi kender den idag har en altoverskyggende, meget Apple-unlike og helt uforståelig mangel. En mangel, som Apples ny-lancerede dokument-fjernlager på internettet, iCloud (som du kan læse om hos Apple her), vil afhjælpe. En af iCloud’ens indtil nu oversete fortjenester vil derfor blive at få iPad’en til endelig at blive hvad den hele tiden har stillet os alle i udsigt: en ægte netmaskine.

Som jeg skrev i min første anmeldelse af iPad’en på vej hjem over Atlanten med min dengang spritnye iPad 1 i hånden: “Sharing sucks”: for at få et regneark, et tekstdokument eller en keynote (Apples powerpoint) fra din computer over på iPad’en, skal du igennem en tæerkrummende proces: først skal du kable iPad’en til din computer, så skal du åbne iTunes, så skal du her manuelt og gennem din stifinder finde den fil du vil udveksle og så, inde i iPad’ens program, importere filen fra iTunes.

Alternativt kan du maile dokumentet til dig selv (!)

I praksis har denne proces indtil nu gjort iPad’en helt uegnet til professionel dokumenthåndtering. Altså uegnet som kontormaskine.

Det er dette iCloud gør op med: når iCloud’en er up and running, vil alt hvad du laver på din iPad og din computer automatisk hænge sammen – det er i praksis samme dokumenter du arbejder på. Og dermed får iPad-platformen et ordentligt spark fremad i konkurrencen med resten af tablet-feltet. Det er “post-pc” doktrinen der forankres.

Nu mangler vi bare at Apples egne kontorprogrammer bliver fuldt kompatible med hinanden, så halvdelen af dine elegante overgange og effekter i Keynote, f.eks., ikke forsvinder hver gang din præsentation vandrer fra det ene device til den andet. Come on, Apple!

2 tanker om “iClouds sande fortjeneste: Apples nye sky forløser iPad’en”

  1. Som jeg har forstået det vil AirDrop kun fungere med OS X og ikke iOS, men måske har jeg taget fejl – ville jo være oplagt at det fungerede med alle Apple-devices….

    Jeg selv har haft stor glæde af DropBox, som jeg har sat til at konstant opdatere en sky-udgave af mit Desktop – og som jeg har kunnet down- og uploade fra/til via iPhone & iPad.

    Jeg er ikke klar over om iCloud kommer til at virke på samme måde, eller om den bare hele tiden sørge for at synce mellem enhederne – hvis sidstnævnte er tilfældet er DropBox i min mening stadig mest interessant, hvor man undgår at have dobbeltbeholdning af alle dokumenter…

Der er lukket for kommentarer.