Kommissæren, der ville glemmes

  • Jon Lund 

Google og de andre ved langt mere om mig, end min mor og min bedste ven – tilsammen. Det er ikke et tilfælde: de mange data er  krumtappen i internettets økonomiske succes. Ja, faktisk er det datastrømmen der er skyld i, at nettet i det hele taget er så fedt at bruge. Men det er også så tilpas uhyggeligt at det ikke kan blive ved med at gå, skriver jeg i Politiken – og nu også her på bloggen – i dag.

Kommisæren der ville glemmes, Politiken, 21 marts 2012‘Drakonisk’ og ‘umulig at gennemføre’. De harske ord (der kan læses her) var stilet mod Viviane Reding, den 61-årige tidligere journalist og nu EU-kommissær, der de sidste år har kæmpet mod den massive registrering, du, jeg og alle andre, der færdes på nettet, dagligt er udsat for.

En kamp, der, hvis alt går, som Reding vil have det, skal knæsætte ‘the right to be forgotten’. Retten til at blive glemt. Til at fortælle Google, Facebook og alle de andre: slet loggen.

Under slagordet ‘big data’ tramper de alle præcis den modsatte vej: De vil vide mere om dig. Og de tror, de kan tjene penge på det. Læs her, hvordan. Og læs, hvorfor deres kamp mod Reding er dømt til fejle.

1. ‘Big data’ er en tryllestav
En af internettets helt store hemmeligheder handler om mængder. For når du har nok af noget, danner det ofte mønstre. Helt af sig selv. ‘Big data’ – som det kaldes med et af tidens buzzwords – kan give super brugeroplevelser og fantastiske services.

Google var de første, der opdagede fænomenet og er et godt eksempel på logikken. I stedet for at betragte nettets milliarder af sider som små isolerede enheder ledte Google efter links og registrerede, hvilke sider der førte hvorhen. Resultatet var fine og klare edderkoppespind, hvor nogle sider – dem mange hjemmesideforfattere synes godt om – tiltrak sig mange links, andre ingen. En banebrydende måde at skelne skidt fra kanel på (som Wikipedia forklarer om i flere detaljer) og hovedårsagen til, at Google med et slag vandt søgetronen i sluthalvfemserne.

Google stoppede ikke der. For at gøre søgningen endnu bedre begyndte de blandt andet også at lære, hvilke sites deres brugere rent faktisk klikkede sig igennem til, så søgeresultaterne kunne skræddersys til den enkelte.

2. … og en pengemaskine
Men Google er langtfra ene om at leve af ‘big data’. Facebook, f.eks., bruger præcis samme tankegang for at finde ud af, hvilke af dine venner der skal fylde mest, når du går på. Og en Wikipedia eller en YouTube er dybt afhængig af, at nok mennesker løbende retter løs og uploader og anbefaler videoer.

De mange data giver forbløffende gode nettjenester og mange glade brugere. Men de gør også noget andet: De er hemmeligheden bag internettets succes som annoncemedium. Alene i Danmark æder nettet cirka hver fjerde annoncekrone (siger den officielle statistik) – over tre milliarder kroner om året – og er i dag større end både radio, tv og aviser.

3. Mere vil have mere
De store datamængders umiskendelige resultater lægger et massivt pres på alle på nettet: Hvor og hvordan kan vi hente flere oplysninger, så vi kan lave endnu bedre hjemmesider og tjene endnu flere penge? Et pres, der systematisk driver alle mod – og nogle gange over – grænsen. For nylig kom det f.eks. frem, at millionvis af amerikanske smartphones var født med et lille spionprogram, der kunne overvåge alt ned til enkelte tastetryk (programmet hed Carrier IQ og du kan læse om hos blandt andet version2). Og for et par år siden var det British Telecom, der var ved at installere automatisk netovervågning af alle deres kunder (systemet, der hed Phorm har sit eget Wikipedia-opslag).

Googles sidste træk er af samme skuffe. Forrige torsdag indførte de en ny privatlivspolitik (som her beskrevet i Politiken), og nu er det ikke kun min (eller din) søgehistorie, de gør sig kloge på. Nu kobler de alt, de ved om mig, sammen. Og det er meget: De har læst samtlige mine mail (jeg bruger Googles gode og gratis gmail-system) samt navnene på alle min kontaktpersoner. De kender alle de billeder jeg har lagt op i mit Picassa-fotoalbum (inklusive dem fra min lillebrors polterabend), og ved, hvor jeg tager hen, når jeg ruteplanlægger med Google Maps. Langt de fleste hjemmesider, jeg besøger, bruger Google til at lave statistik – også her har Google en snabel i min adfærd. En uvidenskabelig stikprøve viser, at både Skats hjemmeside, Venstres, Netdoktors og Bog & Ides indeholder den lille potentielle sladrehank. Ligesom tre ud af tre tilfældigt udvalgte pornosites. Google ved altså mere om mig end min mor og min bedste ven. Tilsammen.

4. Og det frister
Ligesom med indsamlingen af data bliver nettjenesterne også hele tiden presset til at bruge det, de ved om dig, der, hvor det bedst kan tjene sig hjem. Også her bliver der gået til grænsen. I et af Facebooks tidligste annonceforsøg kiggede den sociale mastodont ned i f.eks. brugernes bogsamling og fortalte vennerne, hvad de havde læst, fint suppleret med et ‘køb bogen her’-link. (Systemet hed Beacon; læs om det her hos Amazon). Og i 2004 udleverede internetgiganten Yahoo! en kinesisk systemkritikers mailoplysninger til den kinesiske regering. Det kostede 10 år i fængsel (som du kan læse her hos Amnesty).

Koblingen mellem den massive datakoncentration og det indbyggede kommercielle pres mod at bruge data til noget fornuftigt er ustabil og højeksplosiv. De store sites vender det blinde øje til. Men, som Reding med Eurostat i hånden påpegede, da hun i januar talte til DLD-konferencen i München (se den på Youtube her), de europæiske borgere er utrygge. Med god grund.

Det er derfor, internetindustriens protester ikke batter. Kommissionens forslag til den nye europæiske privatlivspolitik ligger nu på bordet, og der skal givetvis files hjørner. Men Reding vil løbe af med sejren. Hun vil blive glemt. Og måske … husket for det.