Nettet, der ikke ville slås ihjel

Selv om de store firmaer ønsker at fastholde kunder og skabe monopoler, bliver brugerne ved med at bryde ud af de lukkede rum. Først bragt i Politiken den 6. juni 2012.

Facebook er en kræftsvulst, hvis selvfede og lukkede venneklubber breder sig og langsomt æder det åbne internet og den offentlige debat op, bid for bid. Et primærnarcissistisk, psykotisk ekkorum, hvor du og dine venner kan bekræfte hinanden i fred for Google og for alle, der ikke har nogenlunde samme uddannelse, værdier og verdenssyn som jer selv.

Sådan omtrent lød forfatteren Knud Romers tankevækkende og ekstremt velturnerede omgang Facebook-bashing på politiken.dk. Et indlæg, hvis momentum trækker tråde direkte tilbage til det toneangivende tech-kulturmagasin Wired og dets forside i august 2010 med ‘The web is dead’ og til en diskussion, der handler lige så meget om monopoler og innovation som demokrati og mentalhygiejne.

Udsigterne er dog slet ikke så dystre endda. Tværtimod, tyder meget på.

De store truer
I teorien lød Wireds dødsdom over nettet ellers plausibel. Internettets ‘alt og alle kan frit forbindes’-åbenhed var en sten i skoen på Facebook, Apple og Google og alle de etablerede. Den påtvang konkurrence, prispres og nye smarte måder at gøre tingene på. Og det er kun godt, når man er lille og skal frem. Derfor forsøgte de store at lukke af, hvor de kunne.

Google lavede selv übercoole tjenester – mail, kort, video og så videre – og bandt dem så tæt sammen, som de kunne.

På Apples iPhone og iPad levede de fede apps i deres eget afsondrede økosystem, som det var fysisk umuligt at linke til. Og hos Facebook var det kun venner (og annoncører), der kunne se, hvad venner lavede.

Klaustrofobisk reaktion
Men Facebook gjorde regning uden vært. Flanken til Twitter, hvor man ikke kun får info fra venner, men kan tune ind på små pip, fra hvem man lyster, ville ikke lukke sig selv. Tværtimod.

Og da Google for et år siden åbnede sit eget sociale netværk, Google+, gjorde selskabet præcis det samme. For nok vil vi gerne tale med vores venner. Men vi vil ikke spærres inde i klaustrofobiske cirkler.

Facebook fulgte derfor trop og forsynede alle profiler med en ‘Abonner’-knap, så ikke kun venner, men også fremmede kunne læse med.

Farvel, apps
På mobilerne er de lukkede apps tilsvarende på retur. For eksempel havde aviserne håbet på endelig at kunne tage penge for deres nyheder, når de ikke flød frit på nettet. Men læserne bed ikke på. De foretrak det åbne net, der ikke var så velordnet, men til gengæld havde puls.

Samtidig er apps’ene tunge at danse med. Over 1.000 forskellige variationer kræves af hver enkelt app, hvis den skal fungere på alle smartphones. Derfor er mantraet nu responsive hjemmesider, der selv opdager, hvilken slags skærm de ses på – og automatisk tilpasser sig. Og som dermed gør appen overflødig.

Ekkokammeret punkteret
Når du skriver privat på Facebook, er det stadig kun dine venner, der kan se det. Apps storsælger stadig – for eksempel til spil. Men både internetmobilerne og de sociale netværk har mærket modstanden fra milliarder af netbrugere, der går mere op i deres egen oplevelse end netgiganternes monopoldrømme. En modstand, der ikke er tilfældig, men henter sin energi fra de netværkskoblinger, protokoller og hyperlinkdefinitioner, der udgør nettets dna.

Det giver håb for markederne. For innovationen og prisudviklingen, vores mentale velbefindende og vores evne til at kapere både os selv og anderledes tænkende. For den offentlighed, der gerne vil samles i klubber, men også gerne vil tale sammen på tværs. Ekkokammeret er punkteret. Og lukker ikke let igen. Nettet lever.

Comments