Rejsekort kan ikke tjekkes

  • by

Det nye rejsekort til toge og busser er begyndt at virke i København også. Men starten ser rimeligt kaotisk ud.

Jeg talte lige her til morgen med en metro-stewart på Vanløse station. Han fortalte blandt andet, at togpersonalet ikke kan tjekke om du rent faktisk har en gyldig billet, hvis du har købt den med rejsekortet. Og omvendt: om du ikke har billet! Det ligner jo en åben ladeport for landets gratister og en invitation til uanede mængder af diskussioner, tidsspilde og dårlig stemning.

Nå, det problem bliver vel løst, vil jeg tænke. Togpersonalet får vel en transportabel læser af en eller anden slags. Værre er det måske med prisstrukturen.

Her havde Stewarten en anden interessant oplysning. Nemlig at den samme tur med rejsekort og almindeligt klippekort meget vel kan koste forskelligt. Nogen ture vil være billigere med rejsekort, andre dyrere. Jeg ser i ånden for mig, hvordan jeg fremover skal stå med mit sms-klippekort på mobilen (som jeg iøvrigt er meget glad for; læs “SMS-klippekort holder 100, iphone-app er et flop“) og har skrevet om her)  i den ene hånd og rejsekortet i den anden og regne og regne på hvad der bedst kan betale sig. Jeg kan også se rigtigt mange frustrerede dialoger mellem passagerer og togpersonale for mig. Og det er nok ikke lige til at løse med at købe noget nyt isenkram til personalet.

Misforstå mig ret: jeg er principiel tilhænger af at bruge alskens elektronik til at gøre det lettere at rejse. Jeg er vild med dimser og med at tjekke ind. Og måske skal man lige give rejsekortet en chance (selvom det allerede har været rimeligt lang tid undervejs, prøv f.eks. at Googl “rejsekort forsinket”). Men starten her er altså ikke flyvende. Det kører, så at sige, slet ikke på skinner.