Sådan flyttede Twitter min regionsvalgs-stemme

Mandag aften var jeg blank på hvem der skulle have min regionsvalgs-stemme. Så spurgte jeg på Twitter. Læs her hvordan jeg blev stemme-vendt.

“@jonlund tak. Det er den største ros du kan give mig” Sådan twittede Maja Højgaard, regionsrådskandidatet for Socialdemokraterne, til mig tirsdag aften. Årsagen var at vi den sidste time havde tweetet med hinanden, og at jeg var endt med at erklære: “@majaajam du får min stemme”.

Maja Højgaards – @majaajam – Twitterprofil

Sig frem, så stemmer jeg på jer
Det hele startede med at jeg fuldstændigt i vildrede havde spurgt ud på Twitter: “Er der nogen #RV13 kandidater, der mener, at lægernes magt i sygehusvæsenet skal begrænses? Sig frem, så stemmer jeg på jer”. Jeg anede ikke hvem jeg skulle stemme på, men ræsonerede, at regionsvalget i alt væsentligt handlede om sygehusene, og en ting jeg mener om sygehusene er, at de, når jeg besøger dem, virker som om de lever i en verden, hvor respekt for patienternes tid og egentligt også for patienternes egen forståelse af sundhed, ligger på et meget lille sted. Noget jeg tænker hænger sammen med alt for mange overlæger, der lever i hver deres eget lille kongedømme. Det var en kandidat, der så verden på nogenlunde samme måde, jeg var på udkig efter.

Sådan startede min og Maja Højgaards Twitter-dialog (1/3)

Øredøvende tavshed
Jeg brugte hashtagget #RV13, fordi jeg tænkte, at mange kandidater ville sidde med strømmen tændt, og følge med i hvad der måtte komme at sidsteøjebliks-udkald fra vælgere som mig. Men kun Maja Højgaard reagerede. Fra alle andre var der øredøvende tavshed. Og mit tilsvarende spørgsmål om kommunale kandidater med hashtagget #KV13 blev  forbigået i total tavshed.

Borger er bedre end “kunde” og “patient”. Twitter-dialog (2/3)

Blog giver kredit
Maja Højgaard svarede heldigvis fint for sin sag. Hun havde blogget løbende om flere af emnerne, havde en sund kritisk indstilling til lægekrav, og jeg tænkte: her er en kandidat, der faktisk i det daglige går op i præcis denne problematik. Ikke bare lige nu, men også i hverdagen. Og hun lytter og hun svarer fornuftigt.

Touché. Du har min stemme.  Twitter-dialog (3/3)

Flyttet af Twitter
Dermed flyttede Twitter min stemme for første gang. Og ikke bare til en kandidat, jeg ellers slet ikke kendte. Også til et parti, jeg aldrig før har stemt på: Socialdemokraterne

Partiloyalitet på retur
Netop det at min stemme ikke bare blev flyttet fra en kandidat til en anden inden for samme parti – men faktisk flyttede min stemme fra et parti til et andet, gør Twitters – og Maja Højgaards – bedrift ekstra bemærkelsesværdig. Forskningen viser nemlig, at det er langt lettere at flytte rundt på stemmerne inden for samme parti som at flytte stemmer mellem partierne. Og at de sociale medier i det hele taget ikke flytter det store. Ihvertfald i 2009-valget. Men nu er tingene måske ved at ændre sig.

I hverfald er det første gang jeg har ladet mig rokke i sidste øjeblik af kandidater jeg ikke på forhånd kendte. At Twitter gjorde tricket her, hænger i høj grad sammen med at Regionrådsvalget – og det arbejde de ellers udfører – for mig er en ekstremt fjern størrelse. Til kommunalvalget kunne jeg også være rykket ved, hvis nogen havde svaret pænt på mit tweet, men her ville jeg ikke kunne være rykket helt så langt. F.eks. tvivler jeg på, at nogen kunne have overtalt mig til at stemme S her. Og til folketingsvalg vil mulighederne for at flytte mig være endnu mindre.

Ikke desto mindre er jeg sikker på, at de sociale medier vil spille en klar rolle for mig, når folketingsvalget oprinder om et år eller to. Jeg er simpelthen ude af stand til at forestille mig, at jeg skulle sætte et kryds ved nogen, jeg ikke har et klart billede af fra Facebook og omegn. Og jeg tror ikke jeg bliver alene.

 

Comments