Se dine slaver og en smart kondomautomat

  • Jon Lund 

Velkommen til ugens gennemgang af seje, skæve og virkeligt betydningsfulde websider, du ikke selv har fået øje på. Alle sammen med en lille erhvervsmæssig accent. Læs om det her eller i min bagside-klumme i den trykte udgave af Politiken fra den 28. september 2011, som det hele er sakset fra.

Apple er større end …
På mindre end 10 år har iPods, iPads og iPhones og deres tilbehør gjort Apple til verdens dyreste selskab. Sidste nøk fik Apple i august, da det fravristede olieselskabet Exxon førstepladsen, og i skrivende stund er selskabets aktier 372,5 milliarder dollar værd, eller ca. 2.000 milliarder danske kroner.

Hvis du synes, at dette tal er absurd stort, er der hjælp at hente hos ’Things Apple Is Worth More Than’ på tumblr.com, der samler eksempler på, hvad præcis Apple er større end. Indtil videre nævnes blandt andet: Danmarks BNP, verdens samlede sølvproduktion i 10 år, de 32 største børsnoterede banker i eurozonen.

Kondomsucces i Taiwan
Kondomer er ikke det nemmeste produkt at markedsføre. Nogle finder dem lettere at bruge end at købe, og de fleste skal bide sig selv i tungen, før de anbefaler det ene eller andet mærke. Det er blandt andet kondomproducenten Durex ked af, fortæller The Next Web.

I Taiwan har Durex derfor opstillet spådomsautomater ved bar og dansegulv på natklubber og diskoteker – fulgt op af tv-, print- og netreklamer samt egen Facebookside. Automaterne spår ikke om fremtidige penge- eller karrieremæssige dispositioner, men om forestående romantiske eskapader – samt en lille produktprøve. Resultat: Maskinerne uddelte 77 kondomer i timen – tre gange så mange gratis prøver, som en sælger på gaden kunne klare – og medførte klart øget talkability, fortæller den glade og snakkesalige producent.

Så hurtigt ruller blodet
Gulvvask: 240 kcal. Løbe en tur: 660 kcal. Sex: 360 kcal. Så skråsikre er diverse slankeguides, når de fortæller, hvor meget energi du forbrænder på en time. Her på bagsiden har vi ofte overvejet, hvor meget bedre styr man kunne få på sin kropsvægt, hvis man kunne bruge rigtige tal og ikke bare gyldne gennemsnit.

Og nu er der håb forude. Inden jul lancerer det amerikanske iværksætterfirma Basis sidste skud inden for det hastigt voksende forretningsområde quantified self: et armbåndsur spækket med sensorer. Uret kan se, hvor hurtigt blodet strømmer i dine årer; måle, hvor hurtigt du bevæger dig; mærke din huds varmeudvikling; føle din puls og tegne dine søvnkurver. Alting opdateres på nettet, uret ser godt ud og kan bæres døgnet rundt. Pris: 200 dollar (1.100 kr.).

Hvor mange slaver arbejder for dig?
Under slagordene Corporate Social Responsibilty har alverdens selskaber sat etikken i højsædet. Men der er lang vej, før du som forbruger kan købe ind med god samvittighed: Guld og sølv, elektronik, bomuldstøj og tigerrejer med meget mere er enten direkte eller indirekte lavet af mennesker, der hverken får løn eller kan rejse.

Det fremgår med skrækindjagende tydelighed af en fin visuel guide fra Slavery Foodprint, der med officielle amerikanske data udregner, hvor mange slaver der i virkeligheden arbejder for dig.

Da jeg tog testen, var svaret 9, hvilket skulle være langt under gennemsnittet.

Find dit kabel
Trådløst internet er noget, der finder sted mellem din computer og internetboksen på væggen. Derfra er det stadig store kabler, der transporterer de mange billeder, film og mail rundt i verden. Alle amerikanske hjemmesider, f.eks., har været enten en tur på bunden af Atlanten eller Stillehavet, før de havner på din skærm. I sig selv fascinerende.

Hos submarinecablemap.com kan du nu se et kort, der viser de forskellige havkabler. Man kan f.eks. følge TAT-14, det ene af de i alt tre søkabler, der lander i Danmark. Det starter i Blåbjerg og runder både Færøerne og Frihedsgudinden, før det går i land på det amerikanske kontinent.