Posted: June 15th, 2011 | Author: Jon Lund
| No Comments »
Ingen sender tilbuddene videre på Twitter. Meget få deler dem på Facebook. Minimums-købertallet nås helt af sig selv og tilskynder ikke til venne-opfordringer. Kort sagt: alle de sociale funktioner, som ellers – også af mig selv – er blevet udlagt som den hemmelige ingrediens i de daglige tilbuds-sites succes flopper. Der er simpelthen ikke nok prestige i tilbud som dem Sweetdeal kører til at folk gider flashe dem overfor deres venner. Ihvertfald hvis man skal tro erfaringerne fra Sweetdeal, som Berlingskes digital direktør Mads Kristensen fortalte om på et DONA-arrangement i går, som jeg var ordstyrer for.
Sweetdeal er ellers – sammen med Downtown, Dagensbedste og et par håndfulde andre og totalt ens tjenester – et af de store nye dyr i åbenbaringen på nettet. Både herhjemme og særligt “over there”, hvor Groupon.com, det kun 3 år gamle moderkoncept for alle tilbudssites’ne, er på vej på Børsen med en forventet markedsværdi på 20 mia $.
Ikke at Sweetdeal selv er et flop. Tværtimod. De sælger tilbud som aldrig før og tjener pænt på det. Hver gang et restaurantbesøg til en værdi af 339 kr. sælges for 169 kr. scorer Sweetdeal 60 kr – 35 %. Succes’en skyldes bare noget andet: nemlig at tilbuddene er så ualmindeligt gode, at folk rigtigt gerne melder sig til tjenesten. Og at de mange emails der hver dag udsendes fra Sweetdeal giver rigtigt meget respons. Omkring 98% af alle solgte deals genereres af en email hos Sweetdeal, vurderede Mads.
35 % af tilbudsbeløbet kan synes som mange penge – selvom groupon gladeligt tager 50 eller flere. Og særligt hvis det der sælges ikke bare er en serviceydelse, men en rigtig vare, som det har kostet penge i indkøb også for forretningen. Så kan det meget hurtigt blive en ren underskudsforretning at køre deals. Faktisk var Mads Kristensens udlægning at hele den kæmpe bølge af tilbudssites der skyller ind over hele verden for tiden mest af alt er et finanskrise-fænomen, som mest af alt trives fordi der er tilstrækkeligt mange forretninger der er så meget på røven, at de vil gøre næsten alt for at få kunder i biksen.
Alt det her får mig til at tænke at lokal-tilbudsbølgen i virkeligheden overhovedet ikke er ny: det er simpelthen god gammeldags permision marketing. Få folk til at gi deres emailadresse og sig ja tak til løbende at få sendt tilbud. Forskellen er bare at tilbuddene denne gang er så gode – faktisk alt for gode – til at sige nej til.
Det får igen alle de meget synlige “sociale” elementer til at fremstå som billige salgstrick i en ny og moderne forklædning: Del på Facebook, optælling af hvor mange der har købt, fremvisning af de af dine venner der måtte have købt, de kæmpemange procenter man sparer, nedtællingsuret og den enormt store købknap, altsammen tjener det mest til at gejle en stemning op, der – ligesom i de gode gamle sidegadevekselertider – tjener til at få folk til lommerne i en fart.
Posted: April 27th, 2011 | Author: Jon Lund
| No Comments »
Alle Slovakiske nyhedstjenester på nettet går nu i ly bag fælles betalingsmur har det lydt på nettet de seneste par dage fra blandt andet Adweek og The Guardian.
Men det er en and, fremgår det, hvis man kradser lidt i overfladen – f.eks. hos Niemanlab her.
- Det er ikke hele landet – men kun 9 nyhedstjenester, der er tale om. Det er måske også mange, men langt fra alle. Rigtigt mange sites vil fortsat stå udenfor og kunne tilbyde gratisnyheder og underminere de nis forsøg på at tjene penge.
- Og det er ikke en betalingsmur – men en fælles betalingstjeneste. Bag en mur betyder at du skal have betalt for at få adgang. Men i den Slovakiske løsning er det valgfrit for de enkelte sies hvad der skal spærres inde og hvad der fortsat er gratis. Derfor er det bare en smart teknisk løsning der er tale om. Ikke en nationwide blokering af indhold.
Selv hvis det havde været en rigtig betalingsmur med fuld dækning, ville den aldrig rigtigt kunne flyve. Ikke i Slovakiet og ikke herhjemme.
Indhold at large har ikke nok værdi
Problemet er, at indhold på nettet ikke er værdifuldt nok til, at folk gider betale for det. Der vil næsten altid være gratis alternativer, der er næsten lige så gode, som jeg fortæller til journalisten.dk i dag.
Hvis de danske medier lagde sig ned bag en fælles betalingsmur, ville andre – som f.eks. mig selv! – i løbet af meget, meget kort tid lave citattjenester med små nyhedsbidder sakset fra Politiken, Berlingske og alle de andre, der holder sig inde for alle citatregler. Gratis citattjenester, der vil æde al trafikken fra de betalte. Og så ville de stå der med håret i postkassen. For brugerene er – desværre – langt hen ad vejen rigtigt tilfredse med små citathistorier, der kan mætte det umiddelbare nyhedsbehov.
På det almindelige nyhedsnet som vi kender det i dag, dur betaling ikke. Fælles systemer eller ej.
Flyver på iPad
På iPad, f.eks., kan det måske være anderledes. Her kan en fælles betalingsmur godt give mening. Fordi det ikke er indholdet så meget som det er præsentationen og det redaktionelle touch der sælges. Og fordi det udbydes i en ramme, der ikke kan kopieres på samme måde som stof på det store net.
Ideen er enkel. Aviserne vil i forvejen gerne have penge for deres iPad-stof. Jeg siger: Giv læseren en hel bunke forskellige aviser med i købet, når han køber bare en af dem. Læseren vil opleve det som en stor forbedring af produktet. Nettet har nemlig lært ham at sætte pris på at kunne læse nyheder fra mange kilder. Og der er meget lidt at tabe: det er de færreste, der ellers ville have købt både Politiken og Berlingeren og Børsen osv. Så det er ikke meget mersalg der går fløjten.
Social læsning og god dynamik
Sådan et “all-you-can-eat” abonnement giver også nogen helt nye muligheder for de enkelte redaktioner til at lave federe redaktionelle produketer: de kan linke til særligt godt indhold fra de andre aviser, hvor det giver mening. Og de kan udnytte det sociale buzz med kommentarer og deling af artikler, der kunne opstå, når man kan dele historier fra hele mediebilledet. Hvis Berlingske, f.eks., har skrevet en artikel om Christiania, som har hittet hos Politiken-læserens venner, kan Politiken i deres egen artikel linke videre til Berlingske: “Now trending” eller “Tre af dine venner kan godt lide denne”, eller noget i den stil.
Det kunne give avisen med al dens redaktionelle overblik en social kvalitet og en god dynamik. Det ville tage det bedste fra apps som den superpopulære Flipboard (som jeg blandt andet har skrevet om her), der netop samler al det ens venner læser i en lækker bladre-magasin oplevelse – og det bedste fra avisen: prioriteringen og udvælgelsen af stoffet.
Posted: March 31st, 2011 | Author: Jon Lund
| 1 Comment »
Er iPad’en mediebranchens redning? Hvis ja, hvorfor? Og hvordan klarer de danske mediehuse sig so far? Det er de spørgsmål jeg ser på i min nye undersøgelse “Nyheder på iPad. 7 danske og 3 udenlandske iPad-udgivelser – status og perspektiv”.
I bunden af denne post kan du se hvordan du bestiller rapporten. Her kan du se min halvtimes fremlæggelse af rapporten på UPDATEs konference “Tablets i Praksis” i sidste uge (24. marts 2011) i København:
Kan du ikke se videoen? Klik her: http://portal.digicast.dk/tablet/867
I rapporten giver jeg også karakterer (det gør jeg ikke i videoen). Nordjyske vinder blandt danskerne. Flipboard blandt de udenlandske. Men ingen af udgivelserne er oppe at ringe. Alle har meget at lære endnu.
Læs mere i rapporten. Her
- identificerer jeg fire områder, hvor iPad’en kan gøre en forskel: Overblik, Oplevelse, Opdatering og Socialitet
- gennemgår jeg alle de indtil videre syv danske nyhedsudgivelser på iPad: Nordjyske Inside, Berlingske Business, Børsen, Berlingske, Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra-Bladet.
- udpeger jeg de tre arketyper der har udkrystalliseret sig: Eksisterende aviser på iPad, Nye iPad-nyhedsudgivelser og Aggregatorer, og gennemgår mønster-udgivelser for hver af dem, hhv. Wall Street Journal, The Daily og Flipboard.
Læs hele gennemgangen af Nordjyske Inside – og af Politiken, Berlingske, Jyllands-posten og Ekstra-Bladet, Børsen og Berlingske Business, The Daily, Wall Street Journal og Flipboard – Download rapporten
Send, download og udskriv. Pris: 345 ddk/€45,50 (ex. moms)
Digital view, særudgave: Nyheder på iPad. 7 danske og 3 udenlandske iPad-udgivelser - status og perspektiv” er skrevet i samarbejde med UPDATE ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til konferencen “Tablets i praksis”, 24. marts 2011, 49 sider.
Send en email til jon@jon-lund.com med dit navn, evt. firmanavn og adresse med “Køb Nyheder på iPad-rapport” som subject, og du modtager rapporten som PDF samt faktura.
Posted: December 16th, 2010 | Author: Jon Lund
| 3 Comments »
Berlingske, Politiken og Nordjyske har som de første danske mediehuse søsat egne iPad-udgivelser. Og de har alle masser af plads til forbedring, viser en gennemgang jeg har foretaget af de tre og som offentliggøres i dag i rapporten “Danske nyheds-apps på iPad: Nordjyske Inside, Politiken og Berlingske Business”. Særligt manglende sociale elementer handicapper de tre nyhedsprodukter. Men også blandt andet samspillet med nettet og håndteringen af løbende nyheder volder problemer. Læs hovedkonklusionerne her.
Mellem to og tre stjerner. Det er den samlede vurdering jeg når frem til i min gennemgang af Nordjyskes Inside, Berlingskes Business og Politikens eAvis på iPad. Bedst scorer Nordjyske. Dårligst Berlingske.
Ikke avis-redning
Det er dårlige nyheder for alle der håbede på at de tre udgivelser kunne vise vejen til nye indtægtskilder for – endsige redde – en trængt dansk presse. For der skal mere til for rigtigt at tjene penge på nyheder på iPad. Politikens løsning er uambitiøs og appelerer primært til eksisterende læsere. Berlingskes løsning er rodet og bærer præg af manglende redaktionel prioritering. Nordjyskes løsning har mange gode takter, men virker heller ikke helt afklaret om hvilket behov de vil udfylde.
Hård måleskala
Det er en global skala der ligger til grund for de få stjerner og den hårde bedømmelse. Ingen iPad-udgivelser i verden kan formentlig score topkarakter endnu. Og det er heller ikke alting der er dårligt ved de tre udgivelser. Vurderingen bygger på en gennemgang af hvordan de klarer fire af iPad-publiceringens centrale udfordinger: Overblik og oplevelse, opdatering og socialitet. Og de tre udgivelser klarer de sig forskelligt på de fire parametre.
Ikke overblik nok
Overblik handler om, om udgivelsen præsenteres så læseren får overblik over både den samlede informationsmængde samt over hvad der er vigtigt og hvorfor det er medtaget. I denne disciplin scorer Politiken og Nordjyske højt – 4 stjerner. Nordjyske fordi de med deres helt nye iPad-only Inside-magasin formår at præsentere en samlet og veldesignet pakke. Politiken fordi avis-designet virker meget sikkert og gennemarbejdet – også på skærmen. Berlingske derimod formår hverken at skabe hverken sammenhæng i deres udgivelse eller et klart redaktionelt udtryk.
For få store billeder
Uudnytter udgivelsen iPad’ens formidlingsmuligheder til at give læseren oplevelser – ikke bare information. Hvad bruges der af f.eks. billedgallerier, videoer eller andre interaktive elementer? Også her klarer Politiken og Nordjyske sig til fire stjerner og Berlingske to. Politiken bliver igen reddet af et flot avis-design, der i sig selv kommunikerer – også selvom Politiken på iPad er blottet for ekstra billeder, videoer mm. Nordjyske derimod leverer både billedgallerier, videoer og læser-interaktion, mens Berlingske Business fremstiller alle artikler i en fælles pæn men kønsløs og intetsigende skabelon uden meget spræl.
Svært håndterbar nyhedsstrøm
I forhold til trykte aviser – eller faste TV-nyheder – udmærker iPad’en sig ved ikke at være bundet af faste udgivelsestidspunkter. Den har hele tiden en forbindelse til det pulserende nyheds-net, og kan når som helst opdateres med nyt relevant indhold. Det udnytter Politikens iPadudgivelse overhovedet ikke. Den ændrer ikke et komma i løbet af dagen og scorer nul stjerner i denne disciplin. Hos Berlingske Business bruges der til gengæld for meget nyhedsopdatering, med det resultat at læseren mister overblikket over hvad der er vigtigt og hvad der bare er nyt. Det giver tre opdaterings-stjerner til Berlingske. Samme antal stjerner får Nordjyske, der har en afstemt, men ikke lydefri og lidt stedmoderligt behandlet, nyhedsstrømsløsning.
Asocial iPad
Der er ingen af de tre udgivelser der har mulighed for at læserne kan kommentere, rate eller dele links på Facebook eller Twitter eller på anden måde socialt interagere med stoffet. Her er karakteren derfor let og lige for alle: nul stjerner for socialitet.
Læs hele anmeldelsen – Download rapporten
Send, download og udskriv. Pris: 345 ddk/€45,50 (ex. moms)
Digital view, særudgave: Anmeldelse af Berlingske Business, Politiken og Nordjyske Inside på iPad: “Danske nyheds-apps på iPad: Nordjyske Inside, Politiken og Berlingske Business”, 30 sider.
Send en email til jon@jon-lund.com med dit navn, evt. firmanavn og adresse med “Køb nyheds-iPad-rapport” som subject, og du modtager rapporten som PDF samt faktura.
Posted: May 3rd, 2009 | Author: Jon Lund
| 5 Comments »
This Tuesday Chris Anderson and I discussed his new book “Free” (scheduled for release in July). The book is about why and how the ever-declining costs of storage, bandwidth and processing power leads digital goods and services to a new modus operandi in which marginal costs of producing and selling are in effect zero.
This marks a shift from the physical to the digital economy. If you’re into digital, you now have what no-one else have had before: the possibility of producing and giving away your digital goods and services without inflicting any costs on yourself.
And this mere possibility, argues Chris, creates a force actually drawing prices to zero, leaving you to find other ways of making money on your product or services.
Chris and I had dinner in Oslo, where we were gathered for the Gulltaggen conference (Chris were giving a keynote presentation the next day). “Have you ever heard of the Danish Free Newspaper war?” I asked Chris when the subject came to “Free”. “It’s an example of “free” in the physical world” I continued and added: “Though it ended up a catastrophe for all parties involved”.
While eating us through small pieces of Japanese style fish, moose in pastry and deep-fried crab I told him the story. And promised to make a wrap-up in English. So here it is:
“Double free”
On October 6 2006 “Nyhedsavisen”, a new Danish daily newspaper hit the streets. A quality newspaper staffed with 100 journalists and ambitions of being the largest Danish newspaper with a daily circulation on 500.000 and 1 million readers (total Danish population equals some 5,5 million). The newspaper should feature an editorial mix prioritizing both prize-winning critical journalism and stories close to the everyday life of ordinary Danes.
The prizing of Nyhedsavisen was simple: it was free. And, as something entirely new: it was (intended) to be delivered to the homes of all Danes – without any costs. Not only the newspaper itself was free, delivery was free as well. It was in effect “double-free”.
The front-page of an October 2006 edition of Nyhedsavisen
Icelandic intrusion
Behind the Nyhedsavisen launch was the Icelandic media group Dagsbrun owned by Icelandic investment company Baugur group. During 2005 Dagsbrun had researched the European market in order to find the most suitable country in which to try to duplicate the success of Icelandic newspaper Frettabladid. And Denmark was chosen.
Frettabladid was founded in 2001 and had managed to be the best-read newspaper among the Icelandics (population totaling 320.000) battling the only other Icelandic newspaper Morgunbladid by employing for the first time the “double-free” model.
The business model
Nyhedsavisen (and Frettabladid) are in this way examples of “Free” in the physical world. But in the physical world the laws of zero-marginal costs doesn’t apply. On the contrary: printing and delivering newspapers to new households is very expensive. So how come the zero-kroners prizing?
The answer is that the Nyhedsavisen business model were build on having others to pay. To be more specific Nyhedsavisen aimed at three different revenue streams, the first one being the traditional newspaper model, where advertisers pay to have ads in the newspaper. If you’re able to get 1 million Danes to read your newspaper, you’re able to sell those eyeballs to advertisers as well.
The second revenue stream also aimed at advertisers, but not by offering advertising in the newspaper itself. Instead, Nyhedsavisen would take advantage of the fact is had a direct contact to all Danish households before 7 in the morning. Nyhedsavisen would take what would normally have been a cost – the distribution – and turn it into an independent revenue-stream, making money from distribution of printed advertisement catalogues and brochures alongside the distribution of Nyhedsavisen itself.
The third revenue streams would stem from the other Danish media. Out of the 100 journalists, 35 were employed at the news network part of Nyhedsavisen, a bureau in the newspaper which should deliver and sell news wire services to other Danish media.
Flooded with newspapers
Nyhedsavisen thereby aimed to compete the entire existing Danish newspaper industry, including the three large nationwide dailies Berlingske Tidende, Politiken and Jyllandsposten, the two nationwide tabloid-papers Ekstra Bladet and BT and the existing free daily newspapers delivered through public transportation or handed out on the streets, MetroXpress and (Berlingske owned) Urban.
And all of these took the threat seriously, and decided to fight the intruder in an attempt to defend their position on the Danish media market.
Right after the initial announcement of the to-come double-free newspaper, Berlingske Tidende (the oldest Danish newspaper, first published 1749) answered back launching their own “double-free” newspaper, “Dato”. This they did on August 16 2006, some two month before Nyhedsavisen would eventually launch. Berlingske thereby introduced their free newspaper number two, the first being the “single-free” Urban (which again was launched in 2001 in response to the launch of MetroExpress).
The day before, however, the regional daily Nordjyske introduced two free newspapers on top of the paid daily Nordjyske. Centrum Miórgen was single-free, distributed in the morning traffic, whereas Centrum Aften was freely delivered in the afternoon in northern part of Jutland. The day after (august 17) the publisher behind Politiken, Jyllandsposten and EkstraBladet, JP/Politikens hus launched their double-free daily “24 timer”. And on August 21 MetroXpress launched an afternoon-edition in supplement to the usual MetroXpress morning edition.
When Nyhedsavisen finally arrived, Denmark was flooded with newspapers. On top of my paid subscriptions I’d now find both Nyhedsavisen, 24timer and Dato in my mailbox, and on my way to work I’d be able to read both Urban and MetroXpress in the metro. On my way home, I’d be able to read the afternoon-edition of MetroXpress.
The immediate effect of all this was twofold: the average Dane was getting weary of all the paper he suddenly was forced to have inside his home – and the price of print advertising went down in response the massive growth in supply.
Casualties and deaths
This free newspaper war went on for over two years and caused the entire industry to bleed. On top generally declining circulation for all (paid) printed newspapers the cost of producing and distribution additional free newspapers added significant losses to the financial results.
Berlingske which was bought by British Mecom i early 2006 was barely profitable i 2006 (revenue in the surroundings of 650-700 million USD) and decided in 2007 to back out of the war closing down their double-free Dato, realizing losses of 35 million USD. (Though Berlingske maintained their single-free Urban, thereby participating in the attempt to both drain money the Danish mediamarket and offering yet free alternative to Nyhedsavisen).
MetroXpress shot down their afternoon edition after only three months, with losses of some 1 million USD.
After one year Nordjyske eventually also gave up on their Centrum Aften double-free, and merged Centrum Morgen with 24timer. (The Nordjyske engagement in the war however tried out a completely new initiative, editorially combining several print- and webtitles in a very interesting combination – for more see this post).
Show-down: Nyhedsavisen vs. 24timer
This left 24timer and Nyhedsavisen alone on the scene, trying to wear each other down. Nyhedsavisen were backed by the Icelandic investors, claiming they had “enough” money to carry on to the bitter end. In 2006, 2007 and 2008 the revenues of JP/Politikens Hus totalled a little more than 600 million USD, with EBIT of respectively +20 million USD, -25 million USD and -30 million USD, wearing the equity down some 25 % to aprox. 125 million USD in 2008.
The costs of producing and distributing the double-free newspaper was – at least during 2007 – around 200.000 USD a day for each of the papers.
The free delivery was one of the main obstacles, the engaged parties faced. It simply turned out for all of them to be extremely difficult to manage delivering the newspaper at peoples home before 7 in the morning. As a consequence JP/Politikens Hus gradually shifted the distribution of 24timer to the single-free handing out in the morning traffic. In march 2008 this shift was total.
This partial surrender from 24timer came after Dagsbrun/Baugur group in January found themselves forced to back out of the Danish market. Instead of abandoning Nyhedsavisen altogether, however, a new majority-investor, Morten Lund, entered the scene. Apparently 24timer didn’t find it necessary to keep up the pressure, reasoning a traffic-distributed existence would do enough harm eventually to kill Nyhedsavisen off.
In may 2008 24timer merged with MetroXpress. At that time Nyhedsavisen actually had managed to bring down the cost of delivery to some 20 cents per issue, only 25 percent more than the corresponding cost of distributing the newspapers in the traffic. But little it helped: on September 1, 2008 Nyhedsavisen was no longer able to pay its bills, and was declared bankrupt.
Today we’re left with but two remains from the Free Newspaper War: 24timer still lives on, partly owned by JP/Politiken, who by that token got itself what it didn’t have before: a single-free newspaper. But also the website of Nyhedsavisen – avisen.dk – has its own life, now under the auspecies of Danish social network-publisher Freeway and a-pressen, the media division of the Danish Labour movement (!)
Could the “double-free” model have worked?
Despite the fruitless attempt to prove the double-free business model during the two years of free newspaper war, the conclusion is not entirely clear. Surely it didn’t work. But it might have functioned under other, less hostile, circumstances.
Particularly: the revenue streams from the traditional newspaper-advertising model dried out for Nyhedsavisen due to the fierce competition on the media market in which the excess of supply ensured radicularly low prices. Also the markets suspicion that Nyhedsavisen might not be able to make it also discouraged media agencies from engaging in longer-term Nyhedsavisen-campaigns.
Also, the distribution services never got to work: At first Nyhedsavisen was planned to be distributed in a joint venture with Post Denmark, the official Danish Post, who – on top of their knowledge and professionalism in distribution – had access to an essential asset: keys to all doors of the houses in the large cities. The use of these keys, however, was deemed illegial by the Danish Competition Authorities (after JP/Politiken and Berlingske had filed their complains – while these two ironically entered into their own agreement on swapping keys with one another). Also the massive demand for paperboys to actually deliver all the free newspapers around Denmark caused severe problems for the distribution (all the players were forced to import immigrant-labour from primarily Poland, who then worked their way around Denmark by night, trying to make sense of the signs in the streets in order to figure out their routes in order to deliver the free newspaper in their trolleys correctly).
Taking into account that the third revenue stream – the news network delivering and selling news wire services to other Danish media – for various other reasons didn’t turn out a cash-cow either, Nyhedsavisen was in effect left with no revenues at all.
— — — —
During the free newspaper war I covered the events in a series of posts, especially focusing on the newmedia-aspects of the war (which I have not dealt with in my wrap-up). Here’s a number of them:
19-04-2008: 24timer goes social – fully incorporates social network Mingler
19-02-2008: Freeway.dk goes portal – encapsulating avisen.dk content
19-01-2008: Standing Danish newspaper-war at (internetbased) turning point?
10-10-2006: Doc Searls: “Nordjyske’s really innovative”
04-10-2006: Avisen.dk: First fullsize preview
03-10-2006: The three drivers of the current media explosion
21-08-2006: When the going gets tough, Nyhedsavisen starts blogging…
23-08-2007: Wikiscanner, Mahalo and avisen.dk: the web strikes back
14-08-2006: Sneak preview – now they’re really here – Nordjyske’s new newspapers and website
04-07-2006: “Nyhedsavisen” in aggressive online-move – presumably
