Google og de andre ved langt mere om mig, end min mor og min bedste ven – tilsammen. Det er ikke et tilfælde: de mange data er krumtappen i internettets økonomiske succes. Ja, faktisk er det datastrømmen der er skyld i, at nettet i det hele taget er så fedt at bruge. Men det er også så tilpas uhyggeligt at det ikke kan blive ved med at gå, skriver jeg i Politiken – og nu også her på bloggen – i dag.
‘Drakonisk’ og ‘umulig at gennemføre’. De harske ord (der kan læses her) var stilet mod Viviane Reding, den 61-årige tidligere journalist og nu EU-kommissær, der de sidste år har kæmpet mod den massive registrering, du, jeg og alle andre, der færdes på nettet, dagligt er udsat for.
En kamp, der, hvis alt går, som Reding vil have det, skal knæsætte ‘the right to be forgotten’. Retten til at blive glemt. Til at fortælle Google, Facebook og alle de andre: slet loggen.
Under slagordet ‘big data’ tramper de alle præcis den modsatte vej: De vil vide mere om dig. Og de tror, de kan tjene penge på det. Læs her, hvordan. Og læs, hvorfor deres kamp mod Reding er dømt til fejle.
1. ‘Big data’ er en tryllestav En af internettets helt store hemmeligheder handler om mængder. For når du har nok af noget, danner det ofte mønstre. Helt af sig selv. ‘Big data’ – som det kaldes med et af tidens buzzwords – kan give super brugeroplevelser og fantastiske services.
Google var de første, der opdagede fænomenet og er et godt eksempel på logikken. I stedet for at betragte nettets milliarder af sider som små isolerede enheder ledte Google efter links og registrerede, hvilke sider der førte hvorhen. Resultatet var fine og klare edderkoppespind, hvor nogle sider – dem mange hjemmesideforfattere synes godt om – tiltrak sig mange links, andre ingen. En banebrydende måde at skelne skidt fra kanel på (som Wikipedia forklarer om i flere detaljer) og hovedårsagen til, at Google med et slag vandt søgetronen i sluthalvfemserne.
Google stoppede ikke der. For at gøre søgningen endnu bedre begyndte de blandt andet også at lære, hvilke sites deres brugere rent faktisk klikkede sig igennem til, så søgeresultaterne kunne skræddersys til den enkelte.
2. … og en pengemaskine Men Google er langtfra ene om at leve af ‘big data’. Facebook, f.eks., bruger præcis samme tankegang for at finde ud af, hvilke af dine venner der skal fylde mest, når du går på. Og en Wikipedia eller en YouTube er dybt afhængig af, at nok mennesker løbende retter løs og uploader og anbefaler videoer.
De mange data giver forbløffende gode nettjenester og mange glade brugere. Men de gør også noget andet: De er hemmeligheden bag internettets succes som annoncemedium. Alene i Danmark æder nettet cirka hver fjerde annoncekrone (siger den officielle statistik) – over tre milliarder kroner om året – og er i dag større end både radio, tv og aviser.
3. Mere vil have mere De store datamængders umiskendelige resultater lægger et massivt pres på alle på nettet: Hvor og hvordan kan vi hente flere oplysninger, så vi kan lave endnu bedre hjemmesider og tjene endnu flere penge? Et pres, der systematisk driver alle mod – og nogle gange over – grænsen. For nylig kom det f.eks. frem, at millionvis af amerikanske smartphones var født med et lille spionprogram, der kunne overvåge alt ned til enkelte tastetryk (programmet hed Carrier IQ og du kan læse om hos blandt andet version2). Og for et par år siden var det British Telecom, der var ved at installere automatisk netovervågning af alle deres kunder (systemet, der hed Phorm har sit eget Wikipedia-opslag).
Googles sidste træk er af samme skuffe. Forrige torsdag indførte de en ny privatlivspolitik (som her beskrevet i Politiken), og nu er det ikke kun min (eller din) søgehistorie, de gør sig kloge på. Nu kobler de alt, de ved om mig, sammen. Og det er meget: De har læst samtlige mine mail (jeg bruger Googles gode og gratis gmail-system) samt navnene på alle min kontaktpersoner. De kender alle de billeder jeg har lagt op i mit Picassa-fotoalbum (inklusive dem fra min lillebrors polterabend), og ved, hvor jeg tager hen, når jeg ruteplanlægger med Google Maps. Langt de fleste hjemmesider, jeg besøger, bruger Google til at lave statistik – også her har Google en snabel i min adfærd. En uvidenskabelig stikprøve viser, at både Skats hjemmeside, Venstres, Netdoktors og Bog & Ides indeholder den lille potentielle sladrehank. Ligesom tre ud af tre tilfældigt udvalgte pornosites. Google ved altså mere om mig end min mor og min bedste ven. Tilsammen.
4. Og det frister Ligesom med indsamlingen af data bliver nettjenesterne også hele tiden presset til at bruge det, de ved om dig, der, hvor det bedst kan tjene sig hjem. Også her bliver der gået til grænsen. I et af Facebooks tidligste annonceforsøg kiggede den sociale mastodont ned i f.eks. brugernes bogsamling og fortalte vennerne, hvad de havde læst, fint suppleret med et ‘køb bogen her’-link. (Systemet hed Beacon; læs om det her hos Amazon). Og i 2004 udleverede internetgiganten Yahoo! en kinesisk systemkritikers mailoplysninger til den kinesiske regering. Det kostede 10 år i fængsel (som du kan læse her hos Amnesty).
Koblingen mellem den massive datakoncentration og det indbyggede kommercielle pres mod at bruge data til noget fornuftigt er ustabil og højeksplosiv. De store sites vender det blinde øje til. Men, som Reding med Eurostat i hånden påpegede, da hun i januar talte til DLD-konferencen i München (se den på Youtube her), de europæiske borgere er utrygge. Med god grund.
Det er derfor, internetindustriens protester ikke batter. Kommissionens forslag til den nye europæiske privatlivspolitik ligger nu på bordet, og der skal givetvis files hjørner. Men Reding vil løbe af med sejren. Hun vil blive glemt. Og måske … husket for det.
Det danske musik-anbefalings-program, Moodagent, kom i fokus, da verdens mest buzzede streaming-tjeneste, Spotify, i går lancerede deres nye app-tjeneste. Moodagent var nemlig en af kun 11 apps, der er med fra start. Og det kan blive rigtigt stort for Moodagent.
Også fra Spotifys side er der klar ræson i Moodagent-samarbejdet. For Moodagent kan noget, mange Spotify-lyttere har brug for, nemlig at finde ud af hvilke af de mange millioner sange, der er i Spotify, der er værd at lytte til. Start med et nummer du kender og har lyst til at høre, og Moodagent finder automatisk numre der matcher. Ligesom Genius hos iTunes. Bare bedre.
Det nye Spotify (beta) med Moodagent-app’en installeret. Her en playliste, Moodagent har lavet udfra “Ett & noll” med Bo Kaspers orkester.
Det er det samme Peter Berg Steffensen, som er direktør i Moodagent, fremhæver i en pressemeddelse. “I store samlinger som Spotify” siger han, “kommer Moodagent endnu mere til sin ret, da vores teknologi kan genkende de musikalske og emotionelle aspekter i langt de fleste numre i verden. Det giver helt nye muligheder for at opdage ny musik baseret på ens musiksmag og aktuelle humør.”
Jeg mailede kort med Moodagents pressechef, Casper Falbe, i går. Han skrev “Det er stort! Og vi har store forventninger, men ikke på den korte bane, økonomisk set. Lige nu gælder det om at komme ud til så mange brugere som muligt, og her er Spotify et unikt springbræt”
Moodagent er ellers mest kendt som stand-alone app til smartphones. Og her fungerer de godt, for selv i min egen lille musik-samling, er der numre jeg aldrig selv finder på at sætte over. Faktisk er det meget få numre jeg spiller, og hvis jeg hører mere end et nummer er det så typisk resten af det album tracket er fra. Og det er ikke nogen særligt begavet lyttestrategi.
Jeg forstår godt at Moodagent er begejstrede for at være kommet på Spotify-vognen. Hvis noget kan booste Moodagent-kendskabet er det da dem. Både fordi de er kæmpestore. Og fordi der jo altså er et ekstremt behov for at blive guidet rundt i streaming-land.
Det lyder på Moodagent som om der ikke er så mange penge i Spotify-aftalen for dem. Pengene skal derfor tjenes på lytterne – formentligt gennem forskellige former for reklamer, salg af tracks (dvs. links til musik-butikker, der giver Moodagent procenter), koncert-billetter mv. Og her er det ikke helt klart for mig hvordan det skal ske i praksis: Moodagent kører jo inden Spotify, og hvis jeg har købt et reklame-frit Spotify-abonnement, kan Moodagent så vise reklamer i deres del?
I det hele taget er eksekveringen ikke fuldstændig klar endnu. Hele Spotify-app-tingen er kun i beta (både Moodagent-app’en og de 10 andre apps, der pt er tilgængelige), så du skal downloade en ny såkaldt preview-version af Spotify for at få det til at virke. (Som du finder her: http://www.spotify.com/uk/download/previews/)
Og det er tilsyneladende kun i selve Spotify-app’en du kan få Moodagent. Mobil-apps kommer senere. Til iPhone håber Casper Falbe at de har noget klar inden jul.
Også i forhold til Facebook er der ikke de store ændringer at se. Spotify er jo ellers vældigt synlige på Facebook, hvor du formeligt bliver spammet med oplysninger om hvem af dine venner der lytter til hvilke numre. Men du kan ikke se om det er numre jeg har fundet ved hjælp af Moodagent – så ingen Moodagent reklame her. Ihvertfald ikke som det ser ud lige nu.
Sådan ser det ud på Facebook, når jeg spiller musik gennem Spotify. Du kan ikke se at de fleste af numrene er udvalgt af Moodagent. Ingen reklame her.
Alt det her ændrer imidlertid ikke på at Spotify-aftalen er stort for Moodagent. Hvis du laver noget, som folk kan lide, kan du også tjene penge på det. Også selvom det ikke er let.
Googles “Facebook-killer” har set dagens lys og har meget for sig, skriver jeg i Politiken. Men der er stadig store ubekendte, der kan forplumre billedet.
For en måned siden lancerede Google sit nye våben i kampen om fremtidens søgemarked. Og det er ikke et hvilket som helst marked: Det er nettets uden sammenligning allerstørste guldgrube. Næsten halvdelen af alle annoncekroner, der overhovedet bliver brugt på nettet, havner her. Og det giver dermed seriøst baghjul til både bannerreklamer, jobannoncer og email-tilbud.
Googles nye våben hedder +. Google+. Og det har paradoksalt nok slet ikke noget med søgning at gøre. I hvert fald ikke på overfladen.
Google+ er nemlig et socialt netværk. En ny original blanding af Facebook og Twitter med en strejf af Messenger og Skype.
Google har det sidste par år nervøst betragtet, hvordan særligt Facebook har sat sig på op mod en tredjedel af det samlede tidsforbrug på nettet. Ikke fordi der er så voldsomt mange penge i de ellers opreklamerede ’sociale’ reklamer i sig selv. Selv om der i dag lægges flere minutter hos Facebook end Google, kunne Facebook sidste år kun notere en omsætning på godt 10 milliarder kroner. Samtidig omsatte Google for mere end 150 milliarder kroner, heraf 100 milliarder på søgning alene.
Og selv om Facebook stadig har masser af plads til forbedring, og måske rammer en omsætning på 20 milliarder kroner i år, vokser også Google fortsat. 27 procent mere fik Google f.eks. skrabet ind i det kvartal der sluttede pr. 1. juli, sammenlignet med i fjor.
Hvis Larry Page, Googles øverste chef, sidder uroligt i stolen, skyldes det, at et stærkt socialt netværk kan bruges til at booste kvaliteten hos også søge-maskiner. Kan gøre søgemaskinen i stand til at give hits, der passer ikke bare med dine søgeord, men også med de sociale præferencer i din omgangskreds.
Er du og dine venner normalt mere til Politiken end til B.T., vil Politiken-artikler komme før B.T.’s i dine søgninger og dermed mere præcist vise dig vej til det indhold, du gerne vil læse. Hvis altså søgemaskinen kan trække på et bredt og ofte benyttet socialt netværk.
Det er det, Google håber at kunne med Google+. Både for selv at blive bedre. Men allermest for at lukke flanken til Facebook, der i et uhelligt partnerskab med Microsoft er kraftigt på vej i samme retning.
Starten er gået over al forventning. Google+ ser godt ud, og brugertallet har allerede rundet de 10 millioner. Det er meget på så kort tid.
Her er de fire store forcer hos Google+. Og dens største hæmsko.
1. Bedre privatliv end hos Facebook Google+ tager det bedste fra Facebook – strømmen af billeder, videoer, opdateringer, diskussioner og links. Samtidig sætter den hælen i Facebooks ømme punkt: kontrollen over, hvem du deler hvad med. Google+ gør det nemlig ekstremt meget lettere at fortælle vittigheder til ens venner og dele faglige guldkorn med ens kolleger. At holde feriebillederne inden for familien og den store fritidshobby i kredsen af drenge. At undgå, at drukbilleder havner de forkerte steder, og lade ens skarpe politiske analyser forblive i de konstruktive fællesskaber, som de var skrevet til.
Alt dette gøres med en meget brugervenlig ’cirkel’-opbygning, hvor man kan gruppere sine kontakter under venner, bekendte, familie mv.
2. Stjæler det bedste fra Twitter Samtidig med dette slag mod Facebook tager Google+ livtag med Twitters livsnerve: evnen til at følge helt fremmede, men for dig interessante, menneskers opdateringer. Uden at I behøver at være ’venner’. Hos Twitter kan jeg følge nobelpristagere og store amerikanske direktører, som aldrig har hørt om mig. Og vice versa. Det samme kan man på Google+. Men hos Google+ ser det bare meget bedre ud. Twitter er en kedelig samling af rene max. 140 tegns tekst-opdateringer.
3. Gruppe-chat med video I en anden boldgade har du Hang-out. Klik på en knap, når du gerne vil tale lidt løst med de af dine venner, der måtte være online, i en meget velfungerende video-gruppe-chat. Som Skype eller Windows Messenger. Bare smartere.
4. Google-bjælke i toppen Google+ følger med dig, også når du ikke er på Google+. En lille bjælke i toppen af skærmen viser, om nogen har skrevet noget til dig, hver gang du søger fra Google.com, når du finder vej påGoogle Maps, eller når du tjekker din Gmail-konto. Det gør, at Google+ ikke bliver slugt af glemslen – alle nystartede tjenesters største fjende.
… og hæmskoen:
Djævelen i detaljen
Men djævelen gemmer sig i detaljen. Og måske bliver Google aldrig andet end et godt forsøg på at tænke nyt. For der er noget, der skurrer ved Googles cirkler.
Google+ sociale cirkler er nemlig kun en delvis kopiering af virkelighedens sociale mønstre. I virkelighedens verden er de sociale cirkler gensidige og situationsbestemte.
På klasselisten fra børnenes skole står f.eks. forældrene til alle de børn, der går i klassen lige nu. Ikke kun forældrene til de 5 kammerater, dine egne børn har leget mest med, eller hvordan vi nu hver især måtte vælge at skrue vores egne cirkel-definitioner sammen. Sådan er det ikke hosGoogle+. Her har vi alle hver vores cirkler, og de er ikke nødvendigvis bundet op på noget som helst.
Hvis Google-ingeniørerne får løst dette cirklens sociale kvadratur, er de godt i gang med at sikre Googles fremtid. Og ikke kun på søgeområdet. Din og dine venners mening(er) er også en af nøglerne til succes på mobilen, som alle også spår en stor fremtid som annoncemedie. Næsten alle de små og store lokale butikker, du finder på din vej, vil rigtig gerne vil lokke dig ind til lige præcis deres kasseapparat, og de bruger allerede i dag rigtig mange penge på det – bare ikke online.
Spørgsmålet for den mobile del af medieindustrien er, hvordan du guides vej uden at skulle gennem et inferno af bimlen og bamlen, hver gang en kaffebar giver rabat på en latte. Ligesom med søgeresultater kan svaret her meget vel være: følg dine venners spor.
Djævelen gemmer sig som bekendt i detaljen. Det er også tilfældet med Googles cirkler: et eller andet skurrer. Hvis det lykkes Google at redde trådene ud, er banen kridtet op til det helt store sociale slag. Twitter og Facebook er begge i skudlinien.
Googles nye sociale netværk – Google+ – har haft en super start. Det er lidt over en måned siden Google+ så dagens lys med et helt eget forfriskende take på hvordan sådan en størrelse skal skrues sammen. Google+ tog det bedste fra Facebook – strømmen af billeder, videoer, updates, diskusioner og links.
Google+ har Facebook-lækkert layout
Fine og lækre cirkler
Samtidig satte hælen i Facebooks ømme punkt: kontrollen over hvem du deler hvad med. Google+ gør det nemlig ekstremt meget lettere at fortælle vittigheder til ens venne-cirkel og dele faglige guldkorn med ens kolleger. At holde ferie-billederne i familie-cirklen og den store fritids-hobby i kredsen af drenge. At undgå at drukbilleder havner i de forkerte steder og at ens skarpe politiske analyser forbliver i de konstruktive fællesskaber, som de var skrevet til. Det gør de med en meget brugervenlig “cirkel”-opbygning, hvor du kan drag’e og droppe dine kontakter ind i grupper af venner, bekendte, familie mv.
Befriende åbent netværk
Samtidig med dette slag mod Facebook, tager Google+ Twitters livsnerve under kærlig behandling: evnen til at følge helt fremmede, men for dig interessante, menneskers updates. Uden at I behøver at være “venner”. Hos Twitter kan jeg følge nobelpristagere og store amerikanske direktører, som aldrig har hørt om mig. Og vice versa. Det samme kan man på Google+ (som jeg skrev om forleden). På Google+ ser det bare meget bedre ud end på Twitter, der er en kedelig samling af rene max. 140 tegns tekst-opdateringer. Google er nemlig Facebook-lækker.
Hos Google+ dragger du let venner til de rette cirkler
Først tager vi Twitter, så Facebook
Derfor udfordrer Google+ både Facebook og Twitter. Twitter, der er en dværg i forhold til Facebook, bliver slagets første offer, hvis det når så langt. De lave brugertal gør Twitter (der meget let kan ligne det rene røv og nøgler, som jeg beskrev det for et par måneder siden) meget skrøbelig. Facebook står som nummer to i køen. De har den klassiske netværkstrumf i ærmet: det er ikke sjovt at være i et tomt netværk. Ligesom med telefonen, der først blev sjov, da der kom nok mennesker man kunne ringe til.
Djævelen gemmer sig i detaljen
Men djævelen gemmer sig i detaljen. Og måske bliver Google aldrig andet end et godt forsøg på at tænke nyt. For der er noget der skurrer ved Googles cirkler. Konceptet er på en eller anden måde ikke helt rent i kanten.
Google siger selv at de med deres cirkler kopierer hvordan ens rigtige fysiske sociale liv er organiseret. For også i virkelighedens verden har du cirkler.
I virkelighedens verden vælger du ikke selv dine kolleger Men mine real-life sociale cirkler er på et punkt anderledes end dem, Google+ giver mig mulighed for at bygge. I virkeligheden er de sociale cirkler nemlig gensidige: til forældremøde på børnenes skole er vi allesammen hinandens børns klassekameraters forældre. Os der bor på Bygholmvej møder alle sammen hinanden til den årlige vejfest. Du er ikke kollega alene – det er du pr. definition med alle de andre, der arbejder samme sted som dig.
Men hos Google har vi ikke de samme cirkler. Vi har hver især defineret vores egne. Din onkel har ikke nødvendigvis mig i sin familie-cirkel, selvom du har ham i din. Din chef har måske sat dig i hans venne-cirkel, så du kan høre alle hans jokes, mens han aldrig hører hvad du skriver af morsomheder til din vennekreds, fordi han hos dig er defineret som “professionelle bekendte” – ikke som en del af din “venne-cirkel”.
Det er jo selvfølgelig helt fint, at din chef ikke skal høre dine vittigheder. Problemet er, at det ikke er klart for nogen hvem der i virkeligheden hører hvad. Sådan er det ikke f.eks. i kantinen: her ved du hvem der sidder rundt om bordet, og du ved hvem der lytter med og hvem der ikke gør det.
I virkelighedens verden er offentlighed både selektiv og åben
Den samme skævhed giver sig også udslag et andet sted hos Google+. Det er i Google+ offentlige rum. For hvis du vælger at skrive noget offentligt, kommer det frem hos alle, der måtte have dig i deres cirkler. Når jeg skriver noget klogt om medie-udviklingen (som denne her artikel, f.eks.) bliver det læst af en masse mennesker, som følger mig af professionel interesse, men som er fremmede for mig. Det er godt. Men den bliver også pænt listet op på både min mors og mine venners vægge, selvom mine ellers meget fine betragtninger her ikke rager dem en høstblomst. Det var ikke sket hvis jeg havde skrevet det i et trykt fagblad: her var det kun de professionelt interesserede, der ville få min guldkorn serveret.
Cirklens sociale kvadratur
Cirkel-roderiet er Google+’s archilleshæl. Det er kædens svageste led, Twitter og Facebooks største håb. Måske kan trådene redes ud af dette kluddermor for Google+. Måske er resten af konceptet så stærkt at det ikke betyder noget i praksis. Men det er her tampen brænder – både for Google’s ingeniør-hold og for de sociale konkurrenter. De skal løse cirklens sociale kvadratur.
Mediebranchen er på skideren. Avis-oplagene falder og læserne flokkes om nettet hvor det er rigtigt svært at tjene penge, fordi folk ikke vil betale og annoncepriserne er alt for lave.
De fleste er enige om, at stort set alle problemerne skyldes udviklingen i almindelighed og digitaliseringen i særdeleshed. Spørgsmålet er hvordan, mere præcist. Her er mit bud, der forleden udgjorde rygradden i en digitalt-strategisk inspirationsdag jeg afholdt for Ritzaus Bureau. I løbet af en dag arbejdede vi os gennem hele værdi-kæden fra produktion af indhold (altså at skrive artikler, optage TV etc.), indsamling og prioritering af indhold (altså finde ud af hvilke historier der skal i dagens avis eller i fjerneren i aften etc.) til præsentation og forbrug af indhold (altså avis-layout, faktabokse, sidehistorier, billeder etc.).
Alle disse tre led i værdikæden er angrebet – men når man ser på dem under lup, er det ikke kun rust og errosion du får øje på. Du får også øje på små spirende muligheder og du får inspiration til hvordan problemerne kan løses.
Stram skriveprocessen op – lad en robot gøre arbejdet (det er gratis). Værdikæde, led 1.
I gamle dage var det journalister, og næsten kun journalister, der producerede indhold. I dag er gud og hvermand indholdsproducenter. Youtube, Blogosfæren og Facebook flyder over med små og store indholdsstykker der i alvorlig grad trækker opmærksomheden og pengene væk fra de klassiske medier fordi meget af det nye indhold faktisk er udmærket. Over på sites, som det af samme grund er helt vildt meget billigere at producere, og som af samme grund bliver uhyggelige konkurrenter, der kan presse annoncepriserne mod nul. Det nye indhold og de nye sites lader sig ikke sådan lige bekæmpe – men til gengæld kan du lære af det:
Se f.eks. på Demand Media, der blandt andet driver LiveStrong og eHow.com, og er USAs 17 største internetudgiver. Her er alt skrive-arbejdet sat på samlebånd: Alle og enhver kan registrere sig som skribenter online, vælge i kataloget af historier Demand Media gerne vil have skrevet, skrive løs efter nøje fastlagte skabeloner. Når du synes historien er færdig sender du den til en redaktør med et klik, og får den enten godkendt eller retur med kommentarer om hvad der skal rettes.
Arbejdsrummet hos Demand Media
Det er rigtigt cost-effektivt: Skribenterne får ca. 15$ pr historie, redaktører 3,5$ og der produceres flere millioner stykker indhold om året. Ideerne til historierne kommer fra Google: de handler om det folk rent faktisk søger efter (ihvertfald så længe det også er emner, som også annoncørerne efterspørger). Hvor meget traditionel journalistik behøver en rigtig journalist som forfatter – hvor meget er servicestof, som kunne produceres på samlebånd, hvis man var smart nok? USA Todays rejsesektion er allerede outsourcet til Demand.
Eller se på News At Seven og deres sportsreportager. En stor del af sport-nyheder er, viser det sig, uhyre skematisk bygget op. Faktisk så skematisk, at du kan sætte en computer til selv at skrive historierne, hvis du først lærer den lidt sports-jargon og derefter fortæller den kampens resultat, navne på målscorererne, lidt facts om hvor tit de plejer at score og hvornår de sidst scorede etc og de to holds kampstatistikker. No kidding. Det holder. Og det er rigtigt billigt.
News at Seven – sådan virker det
Det er ikke kun sport det holder for. Fulde finans-nyheder, der jo også er tungt data-drevne er næste der står for skud.
Sociale filtre er fantatiske til at udvælge indhold – og så er de gratis. Værdikæde, led 2.
De koloenorme mængder indhold som denne verdens bloggere, amatør-fotografer og indholdsfabrikker er i stand til at spy ud er nok til at tage pusten fra selv den bedste. Der er givetvis guld imellem, men hvordan skal man nogensinde finde det? Hvem sagde nål i en høstak! Selv ikke den skarpeste redaktør kan holde trit her. Ikke som i gamle dage. Hvis du på nogen måde vil afspejle eller bruge det store net, du som medie-virksomhed er en del af i dag, er uoverskueligheden et grundvilkår. Heller ikke det lader sig bekæmpe. Men til gengæld rummer nettet i sig også løsningen på i hvert fald en del af problemet.
Se på gode gamle Google. Det lykkes jo for dem at finde godt indhold flere milliarder gange om dagen. Hver gang du søger på Google er algoritmerne bag i gang med det helt store detektiv-arbejde, for at finde de sider der passer bedst til lige præcis det du leder efter. Deres hemmelighed hedder en enormt stor database og så en intensiv analyse af hvordan alle siderne linker tilhinanden. De sider som flest gider linke til er nok de bedste, tænker Google.
Eller se på Facebook. Over en halv milliard mennesker pumper indhold ud på det kæmpestore sociale netværk, og selvom den gennemsnitlige bruger kun har 130 venner, bliver din Facebook-side så hurtigt overfyldt, at Facebook som standard sorterer og finder det til dig, de tror du helst vil læse. Blandt andet vurderer Facebook hvem af dine venner du bedst kan lide, og deres opdateringer kommer helt sikkert med. Det gør Facebook ved at se hvor mange gange du klikker ind på det dine venner skriver, hvor meget du kommenterer og liker deres posts. Det er social filtrering.
Formlen Facebook bruger til at udvælge indhold. Venne-tæthed er nummer 1.
Samme typer sociale filtre ser du hos Flipboard. Her bruges dem du i forvejen følger på Twitter til at sortere i verdens netindhold. Det de sender videre, kommer frem i dit eget sociale iPad-magasin. Zite gør det samme – men her kan du også selv fortælle hvilke emner du helst vil høre om. God gammeldags personalisering. Der virker!
For medier er redaktøren en super-vigtig ressource. Det er ham der skal sørge for at sørge for et fornuftigt mix. For at sætte gang i historier, som man ellers kun ser overfladen af. Og for at holde fast når nyhedens første interesse er væk. Det gør blogosfæren nemlig ikke nødvendigvis.
Men ikke at bruge nettets indbyggede filtermuligheder er at misse en chance af de helt store. Det skal man selvfølgelig gøre: sørge for at malke så meget information ud af læsemønstre og præferencer og sætte det i system. Og ikke kun fordi det er en god måde at udvælge på – også fordi at læserne elsker at se sig selv, deres interessser og deres sociale cirkler sat i fokus. De bliver gladere og læser mere.
Apps giver ro og rigtigt overblik. Værdikæde, led 3.
Avisen med deadline een gang i døgnet og følgeligt gamle nyheder er bare helt utidssvarende. Det er da ikke overblik, når du hen ad aftentid læser om noget der blev sat op for næsten et døgn siden. Nej – nettet er evigt opdateret og i sig selv skabt til at give den enkelte læser det maksimale overblik, tænker man let. Og det er rigtigt: avis-mediet har det svært med breaking news. Det er der ikke noget at gøre ved. Her er du tvunget til at skifte platform, hvis du vil være med. Men lad vær med at smid barnet ud med badevandet! Klassiske aviser har stadig en force online.
For nettet som nyhedsmaskine er IKKE en overbliks-skaber. Nettet gør en ting: installerer en evigt dårlig samvittighed i maven på læseren. Ligemeget hvor ofte han tjekker nyheder vil han aldrig være mæt, hele tiden vil mistanken om, frygten for, at noget vigtigt er sket nage ham og drive ham til næste fix. Og lige meget hvor langt han klikker ned i en historie, vil der altid være et link til, der måske kunne gøre ham lidt klogere på den aktuelle sag, og altid vil læseren føle sig i informations-underskud. Men også her, kan man gøre det rigtigt og faktisk skabe værdi.
Se på Wall Street Journal på iPad, der løbende opdateres, men opdateres klart og tydeligt. “As printed on Lørdag, marts 19″” Eller “Updated at 2 pm”. Og i begge tilfælde er det endelige udgaver, som har et fast antal sider og som ikke fortsætter ud i det uendelige. Du får en pakke, og du får klar besked om hvad det er. Det er overblik.
Wall Street Journal deklarerer klart hvad du får og skaber overblik.
Norske Aftenposten er også gode. De udkommer på iPad to gange om dagen. Og så har de et lille, afgrænset vindue, der viser nyhedsrullen som den kendes fra nettet. Men vinduet er adskilt fra resten af udgaven, der fremstår helstøbt og giver læseren et løfte: læs mig, og du er klædt på til at møde verden. Og i det her lille hjørne kan du se den løbende strøm, hvis du absolut må.
Murdochs The Daily er generelt et alt for overlæsset og uhåndterlig iPad-nyhedsmagasin. Her får du åndenød, før du får overblikket, fordi indholdsfortegnelserne simpelt hen er for ringe. Men det sociale liv, der ellers også kan virke som en stress-kile, og en kilde til minus-overblik, er her gjort rigtigt. Ligesom med Aftenpostens nyheds-vindue, er kommentarer og ratings og del med venner indføjet som en lille side-ting, der ikke stjæler fokus, og kender sin plads. Men som samtidig giver dig den fornemmelse af læserfællesskab, der også er key.
The Daily lader den sociale magi indgå fint og elegant i app’en
Men også når du ikke vil læse hele udgaver og bladre pænt er der løsninger i app-land. Mobil-udbredelsen er jo som skabt til nyhedsmedier: Hver gang du har bare 2 ledige minutter og vil opdateres, giver du mediebranchen muligheden for at slå til. Mobilerne er små tids-støvsugere, der æder de små ledige stunder, der ellers er spredt over en hel dag. Og de vil særligt gerne spise gode nyhedskilder.
Summa summarum: Den digitale trussel er nok en ussel – men når du zoomer ind på den og identificerer hvor det egentligt er at lokummet brænder, er det ikke kun en altødelæggende mekanisme der toner frem. Når du stiller skarpt kan du også få øje på en regulær værktøjskasse, som du som medie selv kan bringe i spil. Et arsenal af våben som nok har dig på sigtekornet – men også våben du kan vende og pege mod angriberen selv.
Alle spørger om Google+ er den nye Facebook-dræber. Det er også et godt spørgsmål. Måske er det faktisk. Men faktisk er Twitter i endnu højere grad i skudlinien. For hele vennebegrebet – som jo er riimeligt centralt i sådan nogen tjenester her – er hentet fra Twitter. Ikke Facebook.
Følge eller ven? Den store forskel er, at på Facebook er man venner med hinanden. Hvis vi er venner på Facebook, kan jeg se hvad du laver, og jeg kan se din aktivitet.
Omvendt hos Twitter. Der er man ikke “venner” – man følger andre, uden at de behøver at følge en tilbage. Jeg kan altså følge med i hvad du skriver uden at du behøver at følge med i min strøm af updates.
Det er det samme hos Google+. Jeg kan vælge at tilføje hvem som helst der er på til min cirkler og på den måde følge med i hvad de siger – med no strings attached.
Udvider horisonten
Forskellen er vigtig, fordi din Google+ profi bliver voldsomt meget mere interessant, når du ikke kun kan følge dine rigtige venner og bekendte – men også de kendte, indflydelsesrige og rigtigt kloge. F.eks. har jeg netop add’et de to Google-stiftere og Mark Zuckerberg (!) til en af mine cirkler – og kan nu se billeder fra Larry Page kiteboarding i Alaska som han lagde på i går (det så fedt og koldt ud).
Det er good news! Twitter – som jeg personligt er vild med – har nemlig seriøse problemer med at komme ud over rampen. Selvom det er fedt er Twitter simpelthen for svært at komme i gang med, og så ser det kedeligt ud og mangler umiddelbar appel.
Ser flot ud Google+ ser ligeså “rigt” ud som Facebook med billeder og videoer osv. Det er meget mere, og meget flottere, end blot de rene tekst-updates, som Twitter består af.
Kom let igang
Og så er det dejligt let at komme igang med Google+, fordi systemet starter med dine nære cirkler – alle dem du i forvejen mailer med, hvis du bruger gmail bliver foreslået som default og så kan du vælge fra dem i et fedt “drag’n'drop” interface.
Titter frem overalt
Og så har Google en sidste meget stor fordel frem for Twitter: Google er nærværende. Næsten alle bruger Google som søgemaskine hele tiden. Rigtigt mange bruger Gmail. Begge steder har du nu fået en Google-bjælke oppe i toppen, der blandt andet med et rødt tal fortæller dig, hvis nogen har skrevet noget i nogen af dine Google+ cirkler.
Jeg har længe tænkt: Twitter er for godt til at dø igen. Nu tror jeg jeg kan se Twitters fremtid. Den kan meget vel hedde Google+.
Google undervurderede truslen fra sociale medier. Nu forsøger de comeback – men det bliver svært, skrev jeg i går i Politiken.
Internettets mægtigste hjemmeføding, Google, står over for den største trussel i virksomhedens snart 13-årige historie. Udfordreren hedder Facebook, der med støtte fra blandt andet Twitter, Linkedin og en række andre sociale tjenester ikke bare har taget teten i de seneste fem års sociale amokløb. I kulissen afpudser de våben, der direkte kan true Google på egen hjemmebane, den lukrative søgning.
Her er historien om tre af Googles tabte slag i kampen om vennernes internet – og de tor fronter, der stadig er åbne, og som Google håber kan vende situationen.
“Direktører skal tage ansvar. I screwed up“. sådan sagde Eric Schmidt, Googles tidligere direktør og nu arbejdende bestyrelsesformand, forleden fra scenen på en konference i Californien.
Schmidts hårde selvkritik handlede om Facebook, den sociale gigant, som han ikke havde taget alvorligt nok. Han havde godt nok set problemet, men fik ikke fulgt Googles løsninger til dørs…
For et par måneder siden blev jeg tippet om en ny smart tilbudsfinder, der var under udarbejdelse. Sådan en, hvor brugere kan tippe hinanden om gode tilbud, når de spotter dem – ganske enkelt ved at hive deres smartphone op, og knaste fundet ind, evt. suppleret med et hurtigt foto fra mobil-kameraet.
Screendump af Sparetrippet til iPhone
Sparetrippet laves både til iPhone og Android, ser det ud til, fra skærmsiderne, men jeg har kun prøvet iPhone-app’en. Og for at det ikke skulle være løgn er den tæt vævet sammen med Facebook, hvilket både gør den lettere at bruge og sørger for at de gode tilbud bliver spredt mere effektivt. Jeg har ikke før set sådan noget – hverken i Danmark eller elsewhere. “Sparetrippet” hedder den.
Wow, det er cool Først tænkte jeg: wow, det her er cool. Det er alle – eller ihvertfald 3-4-5 af de store Buzz-words, der koges sammen i en enkelt tjeneste: Det er en lokal tilbudstjeneste – ligesom Groupon eller herhjemme f.eks. downtown, Sweetdeal eller Dagensbedste. Det er en app. Den er lavet til smartphones – og ikke blot til iPhone, men også til Android. Og den er tænkt social – ligesom alting for tiden.
Sparetrippet som Facebook-app
…men fænger ikke rigtigt Men når jeg så har Sparetrippet i hånden er det lige som om det ikke helt svinger for mig. Måske er det fordi den er i beta, og stort set alle tilbuddene ligenu er ren mumble-jumble-tekst, og dem der ikke er det, ser stadig ud som om det er rene test-indtastninger. Måske er det fordi der, af gode grunde, endnu ikke rigtigt er nogen brugere på systemet. Så måske bliver det meget bedre lige om lidt.
Der er ellers ihvertfald fem smarte ting ved Sparetrippet Sparetrippet er ellers godt tænkt. Jeg kan se ihvertfald fem smarte ting i den:
1. Sparetrippet er – fordi den ligger på din smartphone – lige ved hånden, når du spotter et tilbud. Det gør det let at indrapportere gode fund.
2. Sparetrippet finder selv gode tilbud i nærheden – igen fordi den ligger på din smartphone, der takket være dens indbyggede GPS hele tiden ved hvor du befinder sig.
3. Det er – på grund af den tætte Facebook-sammenvævning – let at bruge Sparetrippet. Du behøver ikke opfinde nyt brugernavn og password. Og når du skal indtaste et tilbud, har den Facebooks register over butikker i nærheden at trække på. Så du kan for det meste nøjes med at vælge den butik, hvor du har fundet tilbuddet, fra en liste på skærment.
4. Tilbudsfinderen bliver ikke så let væk. Det sker ellers ofte for smartphone-apps – du downloader den, prøver den en gang eller to, og glemmer så alt om den, hvorefter den drukner blandet de mange andre apps, du har liggende på din mobil. Men Facebook-sammenknytningen gør, at tjenesten af og til vil poppe op i din nyhedsstrøm på Facebook, og minde dig om dens eksistens.
5. De gode tilbud på tilbudsfinderen vil – igen takket være Facebook – let blive spredt ud gennem brugernes vennekredse.
Men er der nok motivation for brugeren til at bruge den? Smarte systemer er imidlertid ikke nok. Hvis ikke det smarte er så smart at brugerne kan se at de selv får klare fordele ved at investere kræfter og tid i systemet, kommer det aldrig til at flyve. Og det kan jeg godt have mine tvivl om. Særligt fordi tilbudsfinderen først for alvor kan give dig gode tips, når rigtigt mange anvender systemet. Og det kommer der jo aldrig, før systemet er en succes. Så det bider sig selv i halen.
Fiat 500 som kunstigt åndedræt For at motivere nye brugere, udlover tilbudsfinderen en præmie til månedens bedste tilbud. På Facebook-siden står der lige nu, at man kan vinde en Fiat 500. Men det, tror jeg, kun er noget der står der her i testfasen. Udviklerne bag systemet fortæller mig, at præmierne, når tilbudsfinderen går live, bliver penge og gavekort.
Men selv penge og gavekort vil ikke kunne holde tilbudsfinderen i live i det lange løb, hvis ikke grundideen tager rigtigt fat. Spørgsmålet er: er der nogen grupper af mennesker der vil synes tilbudsfinderen er så god, at de rigtigt vil tage den til sig? Hvis heldet er med dem, så ja. Men det kan ligeså godt gå grueligt galt.
Hvad med Foursquare, Deals og Places? Det man kan med tilbudsfinderen kan man nemlig også med andre systemer. Foursquare, f.eks., ligger på mange måder tæt op ad Sparetrippet. Og Facebook places og deals ligeså. Er der nok ekstra i Sparetrippet til at det gør en forskel. Eller er de andre systemer faktisk så gode at de på grund af deres udbredelse i sig selv vil vinde – også selvom Sparetrippet på et enkelt punkt eller to måtte være mere to-the-point?
Diffus branding Det er JyskeBank der står bag Sparetrippet. Sikkert fordi de tror at det giver lidt branding både at være først med smarte tjenester. Og fordi hele Sparetrippet jo handler om at spare penge, hvilket jo også er sådan en bankdyd. Men ærligt talt er det ikke superklart for mig, hvorfor det ligepræcis er JyskeBank, der giver mig denne app. Som branding er det hele lidt diffust.
Men JyskeBank skal alligevel have credit, synes jeg. Jeg kan godt lide deres måde at tænke ud af boxen på med kaffe i banken, storstilet web-tv med allehånde fine programmer og nu også fine nye apps. Det giver for mig – som ikke-JyskeBank kunde – et billede af en bank der rækker ud og vil mig et eller andet. Om det også ville kunne få mig til at skifte bank er nok en anden ting.
— — —
Kortene på bordet – eller som de siger “full disclosure”
Jeg har ingen økonomisk relation til hverken Jyske Bank eller Komfo, der har lavet tilbudsfinderen. Men jeg tjener blandt andet penge på at rådgive om og holde foredrag om tjenester som Sparetrippet.
Det er Mikael Lemberg fra Komfo, der har tippet mig om Sparetrippet og givet mig test-adgang. Mikael Lemberg sidder i bestyrelsen for DONA, hvor jeg er formand.
“Det der Twitter - det da røv og nøgler, er det ikke” sagde redaktøren til mig forleden. “Kan du ikke skrive noget om det – sådan en god skarp sag?”. “Øh, tjo” svarede jeg. For jeg forstod hvad han mente: Det virker næsten naturstridigt at det andet sociale netværk holder momentum selvom tilsyneladende næsten ingen bruger det. En slags digital brumlebi, der forlængst burde være faldet til jorden. Men samtidig er jeg selv en ivrig twitter-bruger. Det var faktisk der jeg får hovedparten af min viden om hvad der rør sig. Min informations-kanal nr 1.
Så hvad skulle jeg sige? Det er svært at disse sine egne darlings. Men her er 12 ting jeg ved – og to observationer.
1. Twitter er en dværg herhjemme Antallet af danskere der læser tweets er meget småt. Ca. 147.000 voksne var i december 2010 forbi twitter.com siger FDIMs Gemius-måling. Andre ca. 30.000 kom forbi ad andre veje, hvis man skal tro Twitter tommelfingerregel. I alt 180.000 – små 5 procent af alle danske surfere. Sammenlign med Facebooks over 2,6 millioner brugere og du har en dværg.
Illustration: Brug af Facebook og Twitter i USA og Danmark, Dec 2008-2010 iflg. hhv. Comscore og FDIM/Gemius. Twitter-tal modificeret for at tale brug af Twitter gennem apps/klienter med. Procent af den voksne surf-population.
3. Brugertal står stille Twitter-tallene har ikke rørt sig meget siden de brød igennem mindstemålet på måleskalaen i foråret 2008. Faktisk faldt Twitter i løbet af 2010 med 8 procent. Og tidligere har twitter-brugen herhjemme været endnu større. Men ikke meget. Se mere diskussion her.
4. Kun en fådel følger nogen overhovedet Langt de fleste af de 180.000 der læser Twitter kommer mere eller mindre tilfældigt ind fra nettet. De Googler – eller følger et link. Kun 28.000 danskere havde ved årsskiftet oprettet deres egen konto – og sådan en skal du have for at kunne følge andre. Tallet kommer fra overskrift.dk, der automatisk gennemcrawler det danske twitterverse (som Twitter-universet kaldes).
5. Endnu færre skriver At have en twitter-konto er dog ingen garanti for rigtig aktivitet. Af de 28.000 har halvdelen har aldrig skrevet mere end 10 tweets, siger overskrift.dk. Omvendt skriver den hårde kerne meget: næsten 2000 danske twittere har skrevet over 1000 tweets hver (du kan se dem alle sammen her).
6. 90-9-1 reglen passer En sidebemærkning: Antallet af aktive brugere ser hårdt ud, når man ser det sort på hvidt. Men det passer fint med 90-9-1 tommelfinger-reglen: Langt de fleste brugere (90 procent) er med på en kigger. Og kun en fådel (9 procent) er overhovedet aktive. Og en lille klike (1 procent) er dem der driver værket. Twitter-forholdet her er 86-13-1.
Illustration: 90-9-1 reglen passer næsten på Twitter. 1 % af de 180.000 danskere der bruger Twitter på en måned skriver meget. 13 % følger primært. Og 86 % læser kun. Tal fra overskrift.dk og FDIM/Gemius.
7. 15 pip om måneden De få twittere er til gengæld aktive: 15.000 danske tweets bliver det ialt til om dagen. Det svarer til at hver enkelt i gennemsnit skriver 15 tweets om måneden. Og det er ikke kun de 416 mest aktive der går til makronerne. De første 2.000 mest aktive skriver alle et par tweets om dagen hver. Siger overskrift.dk.
8. Masser af links Twitterne taler også om noget – det er ikke kun smarte bemærkninger. Overskrift.dks sammentælling viser at 1/3 af alle tweets indeholder links. 5.000 links bliver hver dag pumpet rundt i det danske twitterverse. Men mange af dem er gengangere. Måske halvdelen?
9. Batter ikke omtale-wise Hvem links’ene peger på vides ikke rigtigt. Men det er ihvertfald ikke de danske aviser. Den mest twittede nyhedartikel den sidste måned er fra Information og handler om smartphones og information overload. Den blev nævnt 16 gange på Twitter. Til sammenligning: den mest Facebook’ede artikel var fra Politiken og handler om Danske Banks nulskat. Den fik 2.403 Facebook-likes, 2.595 Facebook-kommentarer og blev delt 541 gange på Facebook.
Det kan du se på Filip Wallbergs I Like robot. Samlet set finder han at 96,8 procent af omtalen af nyheder på nettet sker på Facebook. Og 3,2 procent på Twitter.
10. Twitter driver ikke trafik – hos Information Når man spørger Information, bekræfter de tallene. Deres statistiksystem siger at 0,39 procent af alle besøg kommer fra Twitter. Måske er tallet lidt lavt sat: måske er det i virkeligheden dobbelt så stort – for det kan være svært at se når folk klikker igennem fra deres egne Twitter-apps, og ikke kun fra twitter.com. Måske skal tallet dobles. Så får vi 0,8 procent. Og Information har en aktiv Twitterprofil med 4.333 followers.
Til sammenligning: Facebook.com står på papiret for 11,6 procent af Information.dks besøg. 20-30 gange så meget som Twitter. Og Information har kun 3 gange så mange Facebook-fans, som Twitterfollowers. (Tak, Nikolai Thyssen, for at dele data).
11. …heller ikke hos blogs Ude i blogosfæren er der heller ikke det store influx fra Twitter. På madbloggen bergholt.net blev det til 65 besøg sidste måned (igen: gang måske med to) – ud af 32.000 ialt. Mellem en kvart og en halv procent. Facebook gav næsten 10 gange så meget. Bloggeren (og twitteren) bag – Kasper Berholt (tak for at dele data Kasper) – har ellers flere followers på Twitter (463) end venner og fans på Facebook (hhv. 153 og 185).
12. …eller på niche-sites Hos sustainablecities.dk – et af Dansk Arkitektur Centers nichesite for bæredygtige byer – har de også både Facebook og Twitter-profiler. De har dobbelt så mange Twitter-followers (617) som Facebook-fans (350). Men igen er trafik-tallene vendt på hovedet:13 besøg fra Twitter, 218 fra Facebook. Ud af en total på små 20.000 den sidste måned. (Tak til Rune Huvendick for at dele).
13. Kaput som sprednings-site Det er hvad jeg ved. En masse tal, der temmeligt entydigt viser, at Twitter ikke batter meget hvis du gerne vil have meget omtale eller meget trafik. Omtale (og trafik) får du meget mere af hos Facebook. Eller – hvis det kun er trafik og synlighed du vil have – hos Google.
Twitter batter ikke som spredningsmedie. Information får måske 0,8 procent af deres trafik fra Twitter, madbloggenbergholt.net under en halv procent og sustainablecities.dk kan kun mønstrer en halv promille. Her hos mig selv (billedet) klarer jeg mig noget bedre. 3-4 procent af min trafik kommer fra Twitter. Men jeg skriver også om sociale medier – så du, kære læser, er nok ikke helt gennemsnitlig.
14. Små og tætte relationer Min egen brug af Twitter er delt: jeg elsker når folk omtaler mig eller linker til mig. Det gør de lidt mere end i eksemplerne ovenfor. Men jeg gør det jo også i sociale medier – og det er noget af det Twitter-folket godt kan lide.
Men det er ikke det hele. Faktisk betyder fælleskabet mere for mig end antallet af kliks. Eller rettere: udvekslingen af viden, at have adgang til hvad der rør sig lige nu blandt mange hundrede mennesker, jeg synes har noget at give af. De påvirker mig på måder der er dybere end det direkte klik. Og giver krop til relationer, der måske kan blomstre op i andre sammenhænge. Lur mig, om ikke de andre i twitterverset har det på samme måde med mig. Det håber jeg ihvertfald. Faktisk tror jeg det er Twitters hemmelighed. Det er ihvert fald ikke røv og nøgler.
### ### ###
Note: om brug af Twitter gennem twitter.com-hjemmesiden vs. forskellige Twitter-klienter Langt de fleste – langt, langt mere end halvdelen – af dem der selv twitter, twitter gennem klienter som f.eks. TweetDeck. Ikke gennem twitter.com. Det er også klart at langt de fleste der er på twitter (i forstanden har en konto) også læser gennem klienter.
Men det er kun twitter.com der rigtigt kan tælles af statistikkerne. Ihvertfald når det gælder hvor mange der egentligt bruger Twitter. Og når det gælder, hvor mange besøg en hjemmeside får fra Twitter.
1. Antallet af brugere
Tallene fra både Comscore i USA og FDIM/Gemius i Danmark tæller hvor mange mennesker der mindst een gang i løbet af en måned har været inde på twitter.com. Dermed tælles langt de fleste hard-core twittere med. For langt de fleste lander på et eller andet tidspunkt på twitter.com – faktisk 78 procent, siger Twitter selv. Også selvom man normalt går på Twitter gennem en klient som f.eks. TweetDeck (som jeg selv bruger). De 78 procent har jeg taget højde for i ovenstående.
2. Antallet af besøg fra Twitter
Der er som det fremgår ovenfor rigtigt mange flere der læser Twitter end der har en konto. Langt de fleste brugere kommer til Twitter gennem Google og links på nettet. Og de havner på twitter.com. Når de klikker videre til andre sites, vil disse andre sites alt andet lige registrere at de kommer fra Twitter.com – ihvertfald ikke fra klienter. Det er her fordoblingstallet kommer ind: antallet af kliks fra twitter.com til et eller andet website er ganget med to. Hvis det var antallet af tweets skrevet, ville en fordobling forslå som en skrædder i helvede. Med det er det ikke. Det er antallet af kliks på links i tweets vi taler om. (Derfor kan en fordobling stadig godt være for lavt. Men jeg synes det lyder rimeligt).
For ti minutter siden søgte jeg efter “Jesper Juul”, spil-manden, på Google. Resultatet var den velkendte liste. Men en enkelt ting skilte sig ud. Tjek resultat nr 4 på listen (udover reklamerne, altså): jesperjuul.net. Neden under søge-resultatet-teksten er der et lille billede og teksten “Jonas Heide Smith har delt dette på Twitter”.
Og det er ikke fordi Google er begyndt i almindelighed at gøre opmærksom på hvergang en eller anden har twittet om noget. Google skriver det kun, fordi Jonas er en af de 334 personer jeg følger på twitter. Han er den del af min “sociale cirkler” og derfor ser Google det som en kvalitets-stempling at Jonas har tweetet om det. Når dem jeg omgås taler om noget, er det nok interessant, tænker Google. Og fortæller mig om det.
Og ganske rigtigt: det er den Jesper Juul, som Jonas skriver om, jeg leder efter. Ikke den berømte børne-psykolog/terapeut. Og det Jonas skriver om Jesper Juul er ganske rigtigt også en anbefaling. (Selvom linket kunne jo godt have været interssant hvis Jonas havde disset ham). Når jeg klikker på Googles fremhævning af Jonas’ tweet, kommer dette frem:
Udover at Google viser mig, at Jonas har tweetet om linket jesperjuul.net, har Jonas’ tweet formentligt også fået resultatet højere op. Googles mægtige maskine bruger alle mekanismer, for at finde ud af hvad der skal stå først i søgeresultaterne. Google går selvfølgelig op i om det ord man leder efter står på siden, hvor mange gange det står der og om det står i overskrifter og lignende. Derudover går Google rigtigt meget op i, om hvor mange der linker til de sider, som indeholder søgeordet. Jo flere der linker til den, jo bedre er siden nok, er rationalet. Nu har Google fået en streng til at slå på: om dem der linker er nogen du kender.
Jeg spottede første gang Googles nye sociale søg for fem dage siden. Men dengang var det kun på Google.com det virkede. Nu er det også kommet til Danmark ser det ud til.
PS. Før du kigger efter spor fra dine egne sociale netværk i Googles søgeresultater, skal du både logges ind (det er du automatisk, hvis du bruger gmail, Googles webmailsystem). Og du skal selv ind i indstillingerne og koble din twitter sammen med din Google-konto, for at få det til at virke.
PPS. Det er ikke kun Twitter Google tager med i dens forsøg på at bestemme søgeresulaternes sociale relevans for dig. Også Facebook og alle dem du mailer og chatter med og har i din kontaktbog kan du få Google til at tage med.
PPPS. Her kan du se Googles intro-video om “social search”:
Og du kan læse mere om emnet hos Google selv her: http://www.google.com/support/websearch/bin/answer.py?answer=165228
PPPS. Microsofts søgemaskine, Bing, der officielt samarbejder med Facebook har også lanceret social søgning i denne uge. Det har jeg ikke kunnet få til at du endnu. Men her er Bings video hvor de fortæller om det:
JON LUND is a leading authority on the digital future and market communication. JON LUND helps clients build and implement succesfull online presence. JON LUND inspires and provokes at at conferences, internal events and executive consulting sessions. JON LUND helps clients finding facts, analyzing and investigation into the digital markets. Read on
‘Drakonisk’ og ‘umulig at gennemføre’. De harske ord (der kan læses her) var stilet mod Viviane Reding, den 61-årige tidligere journalist og nu EU-kommissær, der de sidste år har kæmpet mod den massive registrering, du, jeg og alle andre, der færdes på nettet, dagligt er udsat for.
