Posted: April 13th, 2011 | Author: Jon Lund
| 39 Comments »
(Opdateret og opstrammet kl. 11.25 – nu med klarere pointer): Liberal Alliances Freedom Fighter-app er ikke længere tilgængelig på Facebook efter Facebook i går aftes lukkede app’en ned. Dermed er der – ihvertfald indtil videre – sat en brutal stopper for et af de mest innovative, men også potentielt problematiske, politiske initiativer på Facebook.
Freedom Fighter er (eller var) et debat-spil på nettet, hvor brugerne fik point for at blande sig i rigtige debatter på avis-hjemmesider og andre politikeres Facebook-vægge, blandt andet. Jeg gennemgik forleden Freedom Fighter – og kaldte den Liberal Alliances spam-maskine. Læs her hvorfor.
Det er endnu uvist hvorfor Freedom Fighter er blevet blokeret. Liberal Alliance siger selv (jeg har spurgt dem) at det skyldes at Facebook har fået over 10 klager over den, og derfor pr. automatik har lukket den ned mens sagen undersøges.
Men læser man Facebooks regler, er der noget der tyder på, at en blokering godt kan være endelig. Ihvertfald ser Freedom Fighter ud til at bryde flere centrale passager.
Forbudt at give point for at skrive på vægge
En af de missioner man kan blive sendt på i Freedom Fighter er at skrive på andre politikeres vægge. Det giver point i kampen om at vinde konkurrencen og en plads ved højbordet til Liberal Alliances valgfest. Men det må man ikke. I Facebooks retningslinier for konkurrencer står der således i punkt 2.1: “You will not condition entry to the promotion upon taking any other action on Facebook, for example, liking a status update or photo, commenting on a Wall, or uploading a photo”. Altså: Det må ikke være en betingelse for at være med i en konkurrence, at du f.eks. skal skrive noget på en væg. For mig at se er der ikke det store at tage fejl af. For hos Freedom Fighter skal du jo netop skrive på andres vægge for at få point.
Men nu er jeg heller ikke jurist og måske sådanne kunne få noget ud af formuleringen “condition entry to a promotion”. Er det at skrive på andres vægge hos Freedom Fighter en Betingelse for at være med – eller er det “bare” en del af spillet. Det er ihvertfald en betingelse for at få point i en del missioner. Og derfor også en betingelse for at vinde. Men for at være med?
….eller på anden måde belønne folk for at gøre det
Denne mulige tvivl ser dog ud til at blive udryddet et andet sted i en store Facebook regelsamling. I den såkaldte Platform Policy (se den her) punkt IV, 1 hedder det nemlig ligeud, at man ikke må belønne folk for at bruge Facebooks sociale kanaler – dvs. skrive på andre folks vægge, f.eks.
Den fulde ordlyd er: “You must not incentivize users to use (or gate content behind the use of) Facebook social channels, or imply that an incentive is directly tied to the use of our channels.”
Og det er der sådan set overhovedet ikke noget mærkeligt i. Facebook lever jo af at være det sted hvor vi alle sammen gerne vil holde kontakt med vores “venner” og høre hvad der sker i deres liv. Og denne kommunikation ville jo gå fløjten, hvis vi ikke kunne være sikre på at vores venner faktisk mente hvad de skrev – men måske bare skrev fordi de var blevet stillet en belønning i sigte. Faktisk er denne regel nærmest livsnødvendig for Facebook: uden den ville det hele vældigt hurtigt kunne sande til i mere eller mindre betalte budskaber, camoufleret som rigtige meninger og updates. Facebook ville blive til et spam-helvede.
Også blokeret af Information
Freedom Fighter er ikke kun blevet kritiseret af mig. Dagbladet Information skriver idag at de helt har valgt at smide Freedom Fighter debatører ud af deres debatter. Det kan du læse om her.
Samtidig går Liberal Alliances leder Anders Samuelsen i brechen for Freedom Fighter. Som svar på Informations tiltag skriver han lige nu her på sin Facebook-side “Ak ja, først blokerede Information for ytringsfriheden så kun Georg Metz-fans og LA-hadere kan komme til orde og nu har debatangste fået lukket for Freedom Fighter”.
Om Freedom Fighter lukkes op igen vides ikke. Juryen er ude.
PS. Jeg deltager på fredag den 15. april kl. 13 i Mennesker og Medier på P1 (hjemmeside her) for netop at disktutere Freedom Fighter, valgkamp og sociale medier med artitekten bag Freedom Figher, Søren Kenner, og Socialdemokraternes app-mand Benjamin Elberth.
OPDATERING, 19. april kl.21.03: Freedom Fighter blev lukket op et par timer efter dette indlæg var skrevet. Men lukket ned igen efter yderligere et par timer. Her en uge efter er Freedom Fighter stadig lukket. Der har ikke været nogen officielle forklaringer på hvorfor.
Posted: April 7th, 2011 | Author: Jon Lund
| 11 Comments »
(Først bragt på kommunikationsforum.dk, hvor en lang kommentartråd udspiller sig)
Sagen kort: Sig navnet “Freedom Fighter”. Lyder det aggressivt? Det er det. Navnet dækker over Liberal Alliances nye Facebook-app, der – komplet med Holger Danske-agtigt våbenskjold, missioner og militære titler – blæser til kamp for personlig frihed og 40 procent skat. Den taler rent til 180grader-segmentet af indædte liberalister, men lader den store gruppe af desillusionerede borgerlige vælgere kold. På vejen risikerer den at fylde den danske online-verden op med ligegyldige debatindlæg, Facebook-trolls og spam.
Sådan ser startsiden på Liberal Alliances nye Facebook-app, Freedom Fighter, ud.
Mandag aften lancerede Liberal Alliance (LA) deres nye Facebook-app, Freedom Fighter. App’en er et realitygame. Når du signer op, deltager du i et spil, hvor du som (parti-)soldat påtager dig en række missioner. Du skal ‘like’, dele eller kommentere på udvalgte hjemmesider, artikler, blog-indlæg og Facebook-updates. F.eks. giver det 4 point (eller XP som det hedder i bedste gamer-stil) at kommentere artiklen “Vi bliver statens villige slaver” på b.dk – og 3 point at dele artiklen på sin væg.
Smart træk 1: Gamification sætter spændingsfelt op som LA kan styre
Det er ren gamification, og det er smart, fordi det sætter et spændingsfelt op, som giver folk lyst til at deltage. Det er også smart, fordi LA kan skrue på point-knapperne, og styre slaget derover hvor der er mest value-for-money.
Her dirigerer LA kamptropperne rundt på nettet. Tre udvalgte missioner i kategorien “Gang i væksten. Færre regler”
Smart træk 2: Missionerne ændrer sig
Missionerne skifter løbende, efterhånden som folkene bag app’en får øje på nye interessante debat-stykker rundt om på nettet. I LA’s fire mærkesags-kategorier er der pt. 10 aktive missioner, du kan deltage i. Udover slave-artiklen på b.dk, kan du også engagere dig i jp.dk-artiklen om Martin Thorborgs Fuck Holger-tirade (der jo i virkeligheden handler om iværksætter-politik), Thyra Franks “rørende tale”på YouTube eller blot blive fan af LA på Facebook – og gerne skrive og dele linket.
Det er også smart! Det, at missionerne hele tiden ændrer sig, giver liv til spillet. Du bliver aldrig færdig med banen – lige meget hvor meget du spiller, dukker nye udfordringer op. Og også her giver det LA en mulighed for at styre, hvilke dele af den offentlige debat der skal spotlys på.
Smart træk 3: Sammenkobling af aktivitet på hjemmesider
For at tælle med skal man huske at sætte sit egen personlige tag, man skriver kommentarer på YouTube, på avisernes hjemmesider, og hvad der ellers måtte dukke op af off-Facebook missioner. Tag’et får du tildelt, når du signer op. Mit tag f.eks. ser sådan ud: #FF436, så det skal jeg huske at skrive i slutningen af mine rants. (Når man deler på Facebook eller liker noget derinde, er tag’et ikke nødvendigt. Hjemme på Facebook kan app’en selv holde rede på, hvad der sker.)
Freedom Fighter tag’et i brug i en kommentar på jp.dk
Her er LA virkeligt fremme i skoene. For normalt kan man jo ikke koble det, der sker på forskellige hjemmesider sammen. Men med et personligt tag og en robot ,der jævnligt løber missions-hjemmesiderne igennem og spotter nye taggede indlæg, en bagvedliggende database og en lille smule programmering, er LA i stand til at lave missioner langt uden for deres egne domæner. Med tags’ene graver LA tunnel-systemer og udvider slagmarken til større og større dele af online-landskabet.
Bag fjendens linier
Udover de fire mærkesager har Freedom Fighter også en femte kategori. “Politisk duel: Bag fjendens linier” hedder den.
Her er det ikke det store net, soldaterne sendes ud på. Her er det Facebook selv, der er kamppladsen: al aktivitet på venne- og fjende-profiler belønnes. Og hvis du ikke selv kan finde dem, kommer Freedom Fighter gerne selv med forslag: “Kommenter Helles hullede plan” og “Spørg hvordan SF vil skabe vækst” lyder det f.eks. – hvorefter du sendes af sted til deres respektive vægge.
Gå i nærkamp med fjenden. Gerne under-cover som ven. “Bag fjendens linier” med Freedom Fighters
Kritikpunkt 1: spilmetaforen overspilles og ender hos drengerøvene
Freedom Fighter er som sagt rigtigt smart tænkt og får garanteret skruet op for LA’s meningmaskine på nettet. Men der er noget ved formen, der skurer: Frihedskæmperen som spil-metafor får simpelthen meget mere, end han kan holde. Du tjener ikke bare “XP” på at fuldføre “missioner”, evt. “bag fjendens linier”. Du har også en militær grad – rekrut, sergent, kaptajn, oberst osv. Dit tag, som du bruger til at mærke dine aktiviteter af med på nettet, er ikke bare tag, men omtales som “dog-tag”. Og for at få frihedkæmperen helt frem, er Freedom Fighters logo et skjold med Dannebrog.
Det er alt for drengerøvs-agtigt og begrænser app’ens appel kraftigt. Det er den hårde kerne, Freedom Fighter fænger hos, die-hard liberalisterne hos 180grader og i den øvrige blogosfære. Dem der i sig selv sørger for en lille procents tilslutning til LA. De mange mainstream, halvskuffede, borgerlige vælgere, dem som stemmerne virkeligt ligger hos, tænder næppe. Tonen er lidt for skinger og får let en bismag af den indebrændthed, frustration og selvretfærdighed, som nok er en væsentlig drivkraft for LA, men også er dens kors, og som skal holdes i stram snor for ikke at kamme over.
Lidt har imidlertid også ret og i det begrænsede ultraliberale segment vil Freedom Fighter formentligt være en fin succes.
Kritikpunkt 2: Freedom Fighter belønner ligegyldig larm
Mange andre (og nok også en del af LAs potentielle vælgerkorps) vil til gengæld opleve Freedom Fighter fra den trælse side. Freedom Fighter er i hele sin arkitektur gearet til ikke blot at gå viralt – men også til at være ligeglad med, hvad det er brugerne faktisk bidrager med, bare de bidrager. Og helst bidrager meget. En debat-maskine der sikrer en unødvendig høj andel af ligegyldigheder spredes rundt i det offentlige rum.
Jeg mener: det er jo netop ikke sådan, at der ligefrem mangler kommentarer på de store avisartikler, som er blandt målene i Freedom Fighter-missionerne. Der er i forvejen så mange, at overblikket, for ikke at sige diskussionen, for længst er gået fløjten. Og overblikket bliver bestemt ikke bedre af, at over halvdelen af kommentarerne har det lille kryptiske #FF-mærke efter sig, der fortæller de indviede, at indlægget er lavet med placeringen hos Freedom Fighters i baghovedet. Hvorfor skulle det være godt for LA at drukne debatter med indlæg, der ikke tjener andet formål end at give skribenten en højere score i et ligegyldigt spil?
Debattråd på b.dk: Førte Fogh liberal politik? Siden Freedom Fighters gik i luften, har over halvdelen af kommentarerne båret applikationens mærke, #FF. Præger debatten. Og forurener den.
Det er heller ikke sådan, at jeg får for få tips om gode artikler. Jeg får for mange. Og hvis jeg ikke kan stole på, at de, der tipper mig, virkeligt mener det, er det bare larm. Irriterende larm. Som kan spilde over på applikationen – og partiet – bag.
Kritikpunkt 3: Den demokratiske debat ødelægges af trolls
På de politiske modstanderes Facebook-profiler risikerer Freedom Fighters, at dens “bland dig”-belønning ikke blot forurener, men decideret ødelægger debatten. Det er måske også meningen. Men særligt sympatisk er det ikke. Og effekten er tvivlsom.
Freedom Fighters drejer rundt i et åbent sår, som længe har plaget særligt top-kandidaternes sider – på tværs af partier: De hærges af politiske modstandere. Modstandere, der ikke blander sig i diskussionen for rent faktisk at få noget at vide eller blive klogere, men udelukkende for at påpege fejl og rette opmærksomheden på “ømme” områder. Modstandere, der i mere eller mindre organiserede grupper sætter ind med guerilla-angreb, små terror-anslag og almindeligt hit-and-run. Kort sagt: Trolls. Resultatet er mudrede debatter med skjulte dagsordener og giftig tone, der drænes for liv.
Også denne aktivitet bliver boostet af Freedom Fighters. “Husk god tone” lyder det godt nok fra applikationen. Men substansen, opfordingen til at forsøge at torpedere de andre partiers politik på egne sider, er intakt. Under-cover aktiviteten får endda applikationens blå stempel: Hos de politikere, der har valgt, at kun venner må skrive på deres vægge – formentligt fordi de i deres dagligstue på Facebook ønsker konstruktiv debat – må den rigtige Freedom Fighter “finde sig i at skulle trykke “synes godt om”” for at kunne opskrabe point. Men “fortvivl ikke” som der står. “Vi ved godt, du ikke mener det, men bare gør det i en god sags tjeneste.”
To aktive Freedom Fighters der spreder larm på SF’eren Thor Möger Pedersens side. Kampen bølger, og viceværten på siden har tilsyneladende fjernet indlæggene, siden screendumpet blev taget forleden
Freedom Fighter: en undergravende nyskabelse
Freedom Fighters er en nyskabelse i det sociale medie-landskab herhjemme. En kampagneform, der i brugen af sociale netværk i sin virale vælger-mobilisering står på skuldrene af Obamas 2007-kampagne – ligesom den Facebook-app, Socialdemokraterne lancerede tidligere i år gjorde.
Forskellen på Socialdemokraterne og Liberal Alliance er, at hvor S pænt finder sig i, at delingen af aktivitet holder sig inden for Facebooks rammer, bryder LA site-tyranniet, og med et effektfuldt hack (det personlige tag) gør det muligt at inddrage hele nettet i valgkamps-spillet. Godt tænkt.
Men forskellen er også, at den aktivitet, S belønner, er rigtig valgkampsaktivitet: Lav en politisk folder og gå dør-til-dør. Eller meld dig som frivillig i en lokal kandidats kampagnegruppe. Mens LA er rent net-fokuseret: dele, kommentere og synes om. Og det bliver meget let for letbenet og for larmende. Freedom Fighter er – i hvert fald i denne udformning – som skabt til at skabe trolls og spam og kaste vrag på den netdebat og åbne deling Liberal Alliance ellers lever og ånder af.
Posted: March 24th, 2011 | Author: Jon Lund
| No Comments »
Denne blog-post er et redigeret uddrag af rapporten “Nyheder på iPad. 7 danske og 3 udenlandske iPad-udgivelser - status og perspektiv” som jeg har skrevet i samarbejde med UPDATE ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til konferencen “Tablets i praksis” den 24. marts 2011. Læs i bunden af denne post hvordan du bestiller rapporten.
De fleste havde ventet en stor og solid betalingsmur, der skulle tvinge læserne til lommerne, hvis de villle have adgang til det eksklusive, særproducerede nye daglige iPad-magasin The Daily. Her små to måneder efter lanceringen kræver The Daily da også stadig betaling. Ihvertfald hvis du skal ind gennem hovedindgangen. Ikke at det er dyrt – 6 kr om ugen! – men betale skal du altså.
Forsiden på The Daily – komplet med kort nyhedsvideo, der guider dig til indholdet.
Men betalingsmuren er ikke stor og solid. Den er fyldt med huller: bare følg et direkte link til en artikel, og du smutter lige igennem. Artiklen du får frem vises så i din normale net-browser – og altså ikke i The Dailys fine app. Måske mangler den en interaktiv grafik. Men artiklen er der grundlæggende.
Det er ikke en fejl. Faktisk er det med fuldt overlæg, at denne smutvej eksisterer. Ja, The Daily opmunterer ligefrem alle brugere til at sprede disse links. Her er hvordan:
Alle artikler hos The Daily har en lille delings-knap i toppen, og når man klikker på den får man et helt arsenal af sociale muligheder: For det første er der kommentar-funktionaliteten, hvor du kan se hvad andre har skrevet om artiklen og selv give dit besyv med – enten i form af et eget indlæg eller ved at rate de andres indlæg. Og hvis du ikke har lyst til at skrive kan du istedet indtale din kommentar. Derudover kan du poste artiklen til Facebook eller Twitter eller sende den med email. Endlige kan du gemme artiklen.
Et lag med socialt medie-liv kommer frem på artikel-siderne, når du trykker på en lille knap. Komplet med kommentarer, likes, Facebook-deling, Twitter-integration og email artikel.
Hvis du gemmer en artikel lægger den sig i dit udklips-arkiv i selve app’en, så du senere kan klikke den frem. Hvis du mailer den, poster den på Facebook eller tweet’er om den, er det som hos Wall Street Journal et link til en web-udgave af artiklen du sender.
Der er mening med galskaben. Ved at ommuntre brugerne til at sprede smutveje ud på nettet, forsøger The Daily at sikre sig selv en plads i det levende nyhedsfællesskab – og håber på at nogen af de læsere, der følger smutvejene ender med at blive betalende læsere også. Samtidig med at The Daily selv kommer til at give en bedre læseoplevelse, hvor læserfællesskabets puster blidt liv i de redaktionelle artikler.
For at sikre at så mange som muligt ikke lader sig nøjes med gratis-versionen, gør the Daily rigtigt meget for at læsere af web-udgaven af en artikel skal forstå, at den kommer fra en iPad-app, og at det du får der har mange flere kvaliteter. Det fortæller The Daily brugerne med store bogstaver og i farver: Nok kan du læse hele artiklen gratis på nettet – men evt. interaktive grafikker mv. er gjort døde i web-udgaven.
Alle The Dailys artikler ligger på thedaily.com. I fuldtekst, med lidt færre interaktive elementer og uden mulighed for at kunne bevæge sig rundt i nyhederne på sitet. Til gengæld godt med reklamer for iPad-versionen.
Men det er ikke kun de interaktive grafikker der mangler på nettet. The Daily har også sørget for at sitet thedaily.com, hvor artiklerne ligger, ikke er velegnet til at surfe nyheder på i sig selv. Forsiden har ingen nyheder på sig, og ingen navigation, der kan hjælpe dig med at finde nyheder. Ingen søgeboks, ingen menuer. Forsiden handler om app’en og selskabet bag.
De gratis artikler har heller ingen menuer, søgning eller anden navigationshjælp. De er designede til at være stand-alone indholdsenheder – nogen beregnet på at blive linket til, ikke andet. Jo – at reklamere for app’en og gøre det så let som muligt for brugerne at komme igang på iPad.
The Daily viser på denne måde at mure – også betalingsmure på nettet – skal kunne ånde for at fungere. Fordi alterntivet, de ridige “walled gardens”, skaber iltfattige miljøer, hvor også nyhedsblomster har svært ved at gro.
Læs hele gennemgangen af The Daily – og af Wall Street Journal, Flipboard, Børsen, Business, Nordjyske Inside, Politiken, Berlingske, Jyllands-posten og Ekstra-Bladet – Download rapporten
Send, download og udskriv. Pris: 345 ddk/€45,50 (ex. moms)
Digital view, særudgave: Nyheder på iPad. 7 danske og 3 udenlandske iPad-udgivelser - status og perspektiv” er skrevet i samarbejde med UPDATE ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til konferencen “Tablets i praksis”, 24. marts 2011, 49 sider.
Send en email til jon@jon-lund.com med dit navn, evt. firmanavn og adresse med “Køb Nyheder på iPad-rapport” som subject, og du modtager rapporten som PDF samt faktura.
Posted: March 18th, 2011 | Author: Jon Lund
| No Comments »
Yesterday New York Times (NYT) introduced its new pay-wall: from March 28 the nyt.com site, it’s iPhone and iPad apps will no longer be free to use.
However, the NYT pay-wall isn’t really a walled garden – only sorts of. And that’s great! Vigorously administered pay-walls tends to isolate the site they’re trying to protect potentially leading to complete suffocation: users won’t bother to neither pay or log-in, if they don’t have a really good reason do to so, thereby cutting off the lions share of user engagement. Not only does this inflict severe damage to the revenue-streams of the site – it also tends to make the site feel dull and kind of ex-communicated. You want to read what others read. Knowing something you can’t share feels awkward.
The blessed holes in the NYT pay-wall goes as follows: first, you can read 20 articles a month before you’re charged. That is: random and regular users are alike are welcomed on a free basis, but also expected to pay up.
Second, and this is really important, you still have unlimited access to articles when you access them from one of your friends tweets – or a like on Facebook. That is: NYT encourages users to share their content on the social media platforms, and encourages the dialogue around it’s content. It doesn’t kill off the lifegiving dynamics of the web – it embraces them!
Also, access from Google-searches are excepted from the Pay-wall toll. Which is also really clever, since Google obviously is a major muscle pumping traffic to any news-site.
Obviously NYT like all publishers needs to make money. The new (blessedly!) holed pay-wall might be the way to make it work.
Posted: February 22nd, 2011 | Author: Jon Lund
| 3 Comments »
Overskrift.dk kom forleden med deres årlige opgørelse over den danske blogosfære – inkl. twitter-brug. For Twitter er tallene er små – 28.000 danskere har aktive twitterprofiler. Ikke meget, og heller ikke stigende, som det ses her på overskrift.dk’s graf over 2010.
Mediawatchs Ole Nørskov spurgte mig om mine kommentarer til en historie om det. Her er hvad jeg svarede:
Hej Ole,
Tallene passer helt fint med hvad vi ellers ser. Men det betyder ikke at twitter er marginalt. Kun at det er et nichemedium.
Husk også, at overskrift.dks tal går på hvor mange der selv har en aktiv twitter-konto, og hvor meget de bruger den. Men du kan jo sagtens læse tweets uden at have en konto. Gemius-tallene (den officielle danske opgørelse over brug af websites) siger, når man regner på dem, at der er måske 150.000 til 200.000 voksne danskere der læser tweets hver måned. Nogen er heavy-users. Andre er bare perifære brugere. Måske er de faldet over et link på Google. Til sammenligning er der ca. 2,5 million der bruger Facebook hver måned. Kæmpe forskel i reach!
Gemiustallene sagde også, sidst jeg så på dem, at Twitter ikke er i vækst herhjemme, men står i stampe.
Ikke desto mindre er jeg selv og andre meget glade for Twitter. Det er et medie du gerne vil bruge, hvis du vil i kontakt dem der faktisk interesserer sig for et emne. Eller som du som bruger vil bruge, for at holde dig opdateret om det der interesserer dig. Mere end for de nære sociale cirkler, som på Facebook. Til markedsføring er det ikke mange du rammer. Men dem du når ud til hører faktisk efter.
Se denne opdate jeg lavede i efteråret: http://jon-lund.com/main/her-er-twitter-i-danmark-tal/
mvh
Jon
Men hvad så med mediernes mulighed for at bruge Twitter til noget, ville Ole vide. Kan de det? Jeg svarede:
Ja, for satan: alle der har en hjemmeside, skal gøre den tweet-bar. Ikke bare en lille forkølet knap, men en ordentligt stor opfordring og en liste over hvem der siger hvad på twitter om den artikel man er inde på. Fordi det skaber liv omkring det redaktionelle produkt. Dels lidt trafik. Men i virkeligheden mere fordi det skaber læserfællesskab: følelsen af at man læser en artikel sammen med andre, kan mærke dens puls, at det ikke kun er dig selv, men også andre der interesserer sig for den. Andre som du, hvis du havde tid, kunne klikke videre på, og føle dig sammen med.
Det samme kan du gøre med Facebook. Men Facebook er stadig mest gearet til info om de nære cirkler. Twitter er gearet til social networking der faktisk betyder noget. I praksis skal du helt klart bruge begge. Til gengæld behøver du ikke alle de andre 20-30 sociale netværksknapper mange idag pryder deres sites med.
mvh
Jon
Posted: February 22nd, 2011 | Author: Jon Lund
| No Comments »
Trendsmap.com is a facinating service, outlining what beeing twitted around the world. In Libya, a contry in the midst of a revolution against dictator Gaddafi, they’re right now tweeing about “Tripoli”, “Gaddafi” and “Feb17″.
But the volume doesn’t seem impressive. Only some 3-4 tweets have mentioned the trending Gaddafi for the past half hour. And three of those are actually the same tweet, only re-tweeted. Look at this screen-dump, and try out the service yourself:
Tweets in north Africa and southern Europe. Click to enlarge.
Twitter has helped revolutions elsewhere. But apparently not so in Libya. At least not right now.
This surely reflects severe restrictions on the use of the Internet by the Gaddafi regime. Though Tunisia, Libyas right-hand neighbour seems quite as well. (As opposed to the Egyptians who seems very active). Maybe Twitter isn’t that widespread in Liberia? Facebook for sure isn’t.
Posted: February 22nd, 2011 | Author: Jon Lund
| No Comments »
Two month ago, Facebook released a fascinating map of the world, visualizing the Facebook friendships of the social networks 500 mio+ users. A map showing you how the entire world is connected. And a map showing the spread of Facebook.
The US and Europe in particular are soaked in Facebook. Other parts of the world, though, aren’t.
Zooming in on north Africa reveals a very interesting picture in the light of the revolutions sweeping through the region these days: Cairo, Egypt, lights up. Tunisia lights up. As well as the nothern part of Algeria and Morocco. But Libya, where Gadaffi right now is trying brutally to stay in power, isn’t. A little light can be seen around Tripoli, the capitol. But otherwise Libya falls into Facebook-blackness.
Here’s the closeup of the Facebook world map (note: it’s drawn up two month ago and therefore doesn’t reflect limitations which might have been imposed by the middle East regimes during the upheavels). Libya’s right below Sicily, between the light-up Tunesia and the light-up Cairo.
Facebook helped the Egyptians to overthrow Mubarrak and helped the Tunesians to overthrow Ben Ali. Libya will have to do without.
Posted: February 1st, 2011 | Author: Jon Lund
| No Comments »
LinkedIn er – i al ubemærkethed, ihvertfald for mig – vokset kraftigt det sidste år. Faktisk var der 30 procent flere voksne danskere der brugte LinkedIn i oktober ’10 sammenholdt med samme måned sidste år. Og for at det ikke skal være løgn steg den gennemsnintlige brugers tidsforbrug med 50 procent i samme periode. Det viser tal gemt i GemiusAudience.
Nu 350.000 aktive brugere
I absolutte tal er LinkedIn i perioden gået frem fra 270.000 til 350.000 aktive brugere, og en vækst i gennemsnitligt tidsforbrug fra 20 minutter og 46 sekunder til 30 minutter og 36 sekunder.
Stadig dværg i forhold til Facebook – men en fagligt fokuseret dværg
LinkedIn er stadig langt bagud for Facebook hvis 2.628.000 voksne danske brugere hver lægger 8 timer, 40 minutter og 58 sekunder på en måned. Men LinkedIn er til gengæld så meget mere fokuseret. Du kan være ret sikker på at LinkedIn-tiden bruges fagligt – og på at langt det meste af Facebook-tiden bruges på en langt mere generel social netværksaktivitet.
Vækst skyldes Facebook-opdragelse – og -træthed, tror jeg
Hvad er der sket? To ting tror jeg: for det første en generel Facebook-effekt. Facebook har lært os alle at bruge sociale netværk. Og givet en sult efter mere fagligt indhold også.
Ikke at Facebook har tabt brugere i perioden. Det har de ikke, de er vokset fra 2448.432 – altså med ca. 80.000 brugere. Til gengæld har den gennemsnintlige bruger tabt 35 minutter om måneden: fra 9:15 til 8:40. Er det dem LinkedIn har ædt de 10 minutter af?
…og LinkedIn Groups
For det andet er LinkedIn gradvist blevet mere og mere Facebookagtig i sine funktioner. Her springer særligt LinkedIn Groups i øjnene. De blev først lanceret for lidt over to år siden. Men i løbet af perioden fra okt. ’09 til ’10 er de blevet opgraderet i hvertfald to gange (læs her og her). Og helt personligt har jeg oplevet en kraftig vækst i min LinkedIn gruppe brug siden sommeren 2009.
Lidt kuriøst har jeg også oplevet flere reaktioner på mine tweets fra folk jeg kender som har set dem – ikke på Twitter, men på LinkedIn, hvor de automatisk fødes over som status-updates. Også et tegn på at LinkedIn faktisk bruges.
Posted: January 26th, 2011 | Author: Jon Lund
| 2 Comments »
(Først bragt på kommunikationsforum.dk i en let redigeret version. Her den originale analyse)
I løbet af de næste par dage vil en helt ny type status-opdateringer begynde at brede sig på Facebook. “Svend stemte 55 dørklokker for Socialdemokraterne nær Vesterbro Torv, Århus”, “Otto er blevet frivillig for Yildiz Akdogan”, eller “Birthe har lavet en folder for Christine Antorini” vil det f.eks. lyde. Ihvertfald hvis Socialdemokraterne får held med den nye Facebook-app, som de i disse timer er ved at lægge sidste hånd på.
Aktivér vælgerne i virkeligheden
Hvis Socialdemokraterne virkeligt får held med deres nye baby, stopper bolden ikke her. For app’en, som dine Socialdemokratiske venner snart vil begynde at statusopdatere fra, vil mere end blot at sprede politiske sympatier rundt i den digitale social-sfære: App’en vil have dine Socialdemokratiske venner til at blive aktive også i den virkelige verdens valgkamp.
Aktive støtter er nemlig det bedste kampagnevåben du kan opdrive, mener de Socialdemokratiske kampagne-smede og citerer “almindelig politisk netværksteori” for at hver person har omkring 20 mennesker i sit nærmeste netværk, som han eller hun kan påvirke til at stemme som sig selv, uanset deres forudgående politiske obervans.
Kan fordoble stemmetal
Alene i den troende inderkreds af Socialdemokratiske partimedlemmer, er der ca 45.000 der ikke normalt er aktive i valgkampen. Hvis de alle aktiveres, og hver af dem ville skaffe 20 nye stemmer, ville det i sig selv være nok til at fordoble det socialdemokratiske stemmetal (der i 2007 androg 881.037) overnight. Regnestykket illustrerer potentialet. Og det viser at væsentligt mindre end gange-20 viral effekt kan gøre det, hvis ellers mobiliseringen virker ordentligt.
Mest gennemførte net-sociale tiltag til dato
Nu er det jo som bekendt svært at spå, så 1000 $ spørgsmålet – “virker det?” – må få lov og stå og blafre i vinden et par måneder endnu. Men at dømme ud fra den en times gennemgang jeg fik i forgårs, er der gode chancer for det. Faktisk vil jeg sige, at hvis en social mediesatsning overhovedet har muligheden for at lykkes, så er det denne. Det er kort sagt en af de mest professionelle og gennemførte Facebook fremstød jeg har set. Både af de politiske og kommercielle af slagsen.
Rent koncept
“Deltag i Facebook-valgkampen og hjælp os med at vælte regeringen” Sådan lyder indgangsbønnen til den nye side. Den toner rent flag: 1. det her er for Socialdemokrater, 2. det er et sted hvor du selv skal bidrage og 3. det handler om en fælles sag: at vinde valget. God retorik, der indskriver brugeren i et fælleskab med et klart projekt og et klart mål. En politiske grundide, som går rent ind hos de slumrende Socialdemokratiske partimedlemmer, app’en først og fremmest er lavet til.
Indgangsbønnen er også en god varebeskrivelse. For det er det app’en handler om: den giver brugeren et vifte af muligheder for at være med. Klik videre hvis du gerne selv vil bidrage. Vi gør det så let for dig som muligt. Og den vidner om et godt konceptarbejde. App’en virker afklaret med sig selv. Så langt, så godt.
Socialdemokraternes nye Facebook-app. Sådan så forsiden ud i forgårs med Testindhold. Villy er formentligt væk når den endelige version går live.
Hvad er du til?
Nu skal de gode hensigter omsættes til handling – og der skal være noget for enhver; mange åbninger, så så få som muligt tabes på gulvet. Det klarer app’en også fint.
Nogle af de ting app’en vil have dig til, er lige til, og kræver ikke den store indsats. F.eks. kan du lave dit eget “Stem S-profilbillede” som tilføjer en lille reklamebjælke til et eksisterende billede fra dit profilbilled-album. På på den måde signalerer du hvor du står partimæssigt. Fra den lette involveringsgenre kan du også se arrangements-kalenderen og melde dig til events – eller bare se, like eller evt. dele videoer på sidens videogalleri. Eller uploade din egen. (Faktisk uploader du slet ikke videoen til selve app’en. Du deler en video ved at poste et link til videoen på Youtube, Yahoo Video, Facebook eller Vimeo f.eks. På den måde bliver app’en en videomappe der samler S-valgkamps-relevante videoer fra hele nettet. Smart.)
Bliv frivillig. Uforpligtende – og blanko-check på samme tid.
Er du til lidt mere, kan du surfe dine lokale kandidaer igennem og melde dig som frivillig hos en af dem. Det er sådan lidt på samme tid uforpligtende og blanko-check-agtigt over det: uforpligtende for den tøvende, fordi man ikke binder sig til andet end at blive ringet op og tale om muligheder. Blanko-check for den der vil all-in og faktisk gerne vil give en enkelt kandidat fuld opbakning.
Lav din egen folder
En af de mest fremtrædende ting du kan gøre med app’en er at lave din egen folder. Dvs.: lave din egen PDF, som du kan skrive ud og/eller dele rundt. Lav-en-folder lader dig vælge den kandidat, du vil promovere, skrive en anbefaling af ham/hende og udvælge tre ud af 15 foruddefinerede mærkesager, du synes er de vigtigste. Så trykker du generer, og ud kommer en folder, med blandt andet dig, dit facebook-profilbillede og din anbefaling som afsender og en billedfrise med den pågældende kandidats facebook-støtter. Resultatet er flot og med et fint personligt – og socialt – touch.
1-2-3. Sådan laver du en prof og personlig folder i et snuptag.
En enkelt ting jeg ikke helt kan overskue er hvordan “forfatterens” eget valg af mærkesager sammensat med en enkelt kandidat fungerer i praksis. Hvad hvis mærkesagerne ikke rigtigt er kandidatens? Tanken er, at det ikke er kandidatens folder, men din folder. Men måske kan det komme til at give mislyde i praksis.
… eller stem nogen dørklokker
App’ens anden højtprofilerede greb i den politiske kampagne-værktøjskasse lanceres under “Gå dør-til-dør”-mærkatet. Tanken er her at du, hvis du har været ude og dele brochurer ud i dit nabo-lag, bagefter går ind her og fortæller hvor har du gået, hvor mange dørklokker har du stemt, og tagger dem du evt. har gået sammen med. Når du har gjort det, markeres det på et Google-kort hvor dine venners bedrifter også er markeret. Resultatet er altså et socialt kort som viser hvor du og dine venner har gået.
Her kan du se hvor du og vennerne har stemt dørklokker. Men ikke hvor andre kandidaters støtter har gået. Eller hvilke husnumre de har besøgt.
Ideen er umiddelbart god. Og kort der er mashet op med data vækker altid ihvertfald min nysgerrighed.
Alligevel er jeg ikke helt overbevist om udførelsen. For når det kun er vennerne du kan se, giver funktionen ikke noget samlet overblik over hvor der faktisk mangler at blive stemt dørklokker. Du risikerer at banke på en masse steder, der allerede har haft besøg, mens andre aldrig ser skyggen af en S-støtte. Hvilket forstærkes af, at man heller ikke fortæller app’en præcist hvilke husnumre man har gået. Kun startpositionen.
Særligt når man tænker på de avancerede geografiske informations-systemer den Socialdemokratiske kampagne ellers bruger på at finde ud af præcist hvor dørklokkerne skal stemmes, virker app’en lidt tynd i det. Som om denne her feature er mere form end indhold. Og den slags er no-go, lidt at tage brugerne, der trofast bruger tid på at dokumentere deres aktiviteter, ved næsen. Det kan give bagslag.
Wall of fame
Socialdemokraternes app lever først og fremmest som værktøj til faktisk at gøre en forskel i valgkampen. Men selv den mest idealistiske kan blive svag i koderne eller bare komme lidt fra det hele i en travl hverdag. Derfor har app’en taget et eget intra-socialt greb i brug: alle aktiviteter indgår i et stort point-system og brugerne kan hele tiden følge hvem der yder mest for den gode sag på apps’ens “wall of fame”. Og altså særligt hvor man selv ligger på listen. Både den globale liste af alle aktive brugere overhovedet – og listen over dine venner. I tillæg hertil har de enkelte kandidater lister over hvordan deres støtter performer på deres FB-sider. Og så er der præmier til de bedste.
Her er de mest aktive støtter. Motivation og styringsredskab i eet.
Også her rammer app’en rigtigt og giver de enkelte kandidater et stærkt redskab til at motivere egen kampagnegruppe. Der er jo en grund til at virksomheder som McD kårer månedens medarbejder. Det er fordi det virker.
Fås også som faneblad
Hele app’en som den har været vist herover virker ved, at du går ind på en særlig (og fortsat hemmelig) side på Facebook. Sådan noget i stil med apps.facebook.com/socialdemokraternesnyeapp. Du skal ikke indstallere noget – men sige ja til at applikationen må tilgå dine profil-data mv.
På de enkelte kandidaters facebook-sider lever app’en dog også. Her er det som det faneblad, man havner på som default, når man går til kandidatens side. En prominent placering.
App’en fås også som faneblad. Her en dummy fra Christine Antorinis egen FB-side.
Det er smart. Og det er det af flere grunde: for det første fordi det selvsagt booster spredningen af app’en. Den automatiske udrulning af faneblade gør det ud for seedning af app’en i hvad der må antages at være yderst frugtbar jord. Den anden grund, og den er virkeligt vigtig, er, at app’en forankres hos de kandidater, som i praksis er valgkampens altoverskyggende krumtap. Hvis app’en bare levede som en parti-service ville det aldrig nå rigtigt ud. Men hvis det lykkes at få kandidaterne til at tage den til sig, er dens lykke gjort.
Off-line support
Det er her app’en skal stå sin virkelige prøve: hvor god er den enkelte kandidat i praksis til at bruge den? Kan han finde ud af at vende – hurtigt – tilbage til dem der måtte melde sig som hans frivillige på app’en? Har han en kampagnekontor med frisk kaffe og printere til at udskrive foldere med der er åbent sådan 24/7-agtigt? Får han alle de frivillige han kender til aktivt at bruge app’en så den når momentum? Spørgsmål, der ikke kan besvares ved at se på screendumps. Her er det organisatorisk opbakning og udrulning – og kandidat-træning – det handler om.
Hvor meget kan app’en flytte?
Socialdemokraternes app trækker klare tråde tilbage til Obamas 2008 valgkampagne, hvor det som bekendt lykkedes at bruge de sociale medier til netop at mobilisere – og gøre det i et hidtil uset omfang – med blandt andet to millioner aktive profiler på mybarackobama.com til følge. Og den gør det overbevisende.
Men spørger man den politologiske fagkundskab vækker “alle har 20 de kan overbevise”-tesen ikke umiddelbart genklang. De peger på at både parti-organisation og valgsystem er helt anderledes i USA end herhjemme. Derovre er den permanente partiorganisation meget svagere end herhjemme, men blusser traditionelt op og får liv når valget nærmer sig. Derovre er stemmeprocenten – og vælgerregistreringen – normalt meget lav. Herhjemme er den meget høj.
Sagkundskaben peger også på, at undersøgelser af kommunalvalget i 2009 viste at Facebook-aktive kandidater alt andet lige flyttede 1,2 procent af stemmerne. Men det var kun internt på partilisten det virkede – Facebook duede ikke som middel til at kapre stemmer fra de andre partier.
Omvendt er der rent faktisk mange tvivlere, der ikke har besluttet endeligt hvilket parti deres kryds skal sættes ved. Måske 20 procent . Måske flere.
Og kommunal-valgs-undersøgelsen handlede kun om kandidaternes eget facebook-brug. Ikke om de fik aktiveret deres støtter til selv at være aktive og bakke op. Og slet ikke om avancerede mobiliseringsmaskiner, som den Socialdemokraternes her er barslet med.
Som eksperiment er S applikationen derfor vanvittigt spændende. Og har gode ods for at lykkes.
Posted: November 16th, 2010 | Author: Jon Lund
| 1 Comment »
Har du signet op til en @facebook.com mail-adresse? Det kunne du fra i går, hvor Zuckerberg & co lancerede deres sprit-nye mail-system.
Angriber Google
Facebooks nye mail er et aggresivt angreb på særligt Google. Først startede Facebook et samarbjede med Microsoft og søgning, så det er Microsofts søgemaskine Bing og ikke Google som ligger bag Facebooks net-søgning. Og hvor Bing ikke i sig selv er outstanding i forhold til Google, så kan Facebook drysse sit magiske sociale støv over søgningerne, så sider du selv eller dine venner har “liket”, og som derfor alt andet lige er mere relevante for dig, kommer højere op i resultaterne.
Socialt spam-filter
Nu kommer Facebook så med deres helt eget mail-system, ligesom Googles gmail. Også her vil Facebook give dig en bedre inbox med mindre spam og ligegyldige beskeder. Det kan de fordi de kender dine venner (og deres venner) – og give mails fra dem forrang for andre.
Een samlet inbox
Facebook slår også på at de kan flette facebook-beskeder, chat og mails sammen i en fælles inbox. Sammen med sms’er. Og på den måde give dig et enkelt sted hvor al din kommunikation er samlet. Og så vil de afskaffe emailens emnefelt – der står alligevel sjældent noget meningfyldt, og så kommer mailen også til at ligne chat, beskeder og sms’er mere.
Sporene skræmmer
Der er dog ingen garanti for at det kommer til at lykkes Facebook at slå Googles gmail ihjel. Faktisk skal man lige spise lidt brød til den store gmail-killer-historie. Sporene fra netop Googles forsøg på at revolutionere mailen for et år siden skræmmer nemlig. Dengang forsøgt Google at genopfinde mailen helt fra scratch med Google Wave. Og selv det også lød lovende og havde alle Googles eksistrende mail-brugere at trække på, slog det aldrig an, og blev lukket her i sommer. Og Facebook ruller da også deres nye mail ud langsomt, gennem et særlgt invitations-system.
