Ugens links: En follower? 14 kr!

Prisen på en follower er afsløret, Microsoft er knækket. Snart kan iPad-skærmen foldes og IBM har pudset Watson på medicinal-industrien. Plus: to, måske tre, fede apps. Sådan lyder stikordene til dennes uges “Lund på nettet”. Sakset fra Politiken i dag.

14 kroner for et klik
Som langt de fleste andre netmedier tjener Twitter sine penge på reklamer. Hos Twitter skal reklamerne skaffe nye venner, der vil tale med på annoncørens egen dagsorden. Jo flere der videresender dine opdateringer, og jo flere der siger ja tak til flere nyheder fra dig og bliver såkaldte followers, jo dyrere er det.

Denne reklamemodel adskiller sig fra de store avissites, hvor annoncøren betaler for at få del i troværdighedsskæret fra de fine journalistiske artikler. Eller fra Google, hvor annoncørerne betaler for virtuelle butiksdøre, der toner frem for brugerne, lige når de har brug for dem.

Hvor meget Twitter-reklamerne koster, har ikke hidtil været offentligt kendt. Men det er det nu: Hver gang du klikker follow til en reklame, koster det annoncøren mellem 14 og 22 kroner, fremgår det af et brev fra en Twitter-sælger, som marketingsitet clickz.com har fået fingre i.

Microsoft slået
Nettet er troløst. I sluthalvfemserne var Netscape den eneste rigtige browser, men så kom Microsoft, og vupti var Netscape en saga blot. Nu er trenden vendt igen: Efter at have stået for næsten 99 procent af al netsurf er Microsofts Explorer nu nede under 60 procent herhjemme, viser en browserstatistik fra de danske netmediers brancheforening, FDIM. Og i USA, fortæller ArsTechnica, er Explorer nede under 50 procent.

Denne gang er der ikke en, men hele tre udfordrere. Firefox indledte angrebet på computersurferiet, men er overhalet af Googles browser, Chrome. Imens har Apple indtaget mobilen med sin browser Safari, som alle iPhone-ejere surfer med.

Skærmen kan foldes
Jeg har tidligere slået til lyd for, at vi omkring 2015 vil se iPads, der kan foldes sammen til almindelig mobilstørrelse. Så får man en dejlig stor skærm, man kan have i lommen.

En ny computerchip, der er fremstillet af molybdæn i stedet for det normale silicium, som Forbes omtaler, bringer os et skridt nærmere målet. Molybdæn gør det muligt at lave chiplag på kun tre atomers tykkelse (mod normalt ni). Dertil – og det er det særligt interessante i denne sammenhæng – er molybdæn bøjeligt. På den måde kan ikke kun skærmen, men hele computeren blive dejlig blød.

Forskerjob til Watson
Medicinalbranchen er på hårdt arbejde, hver gang den skal opfinde et nyt lægemiddel. Der er skrevet så meget og udtaget så mange patenter, at alene det at finde ud af, om nye opfindelser overhovedet er nye, kan tage vejret fra selv den bedste.

Det problem har IBM fået øje på og har derfor givet supercomputeren Watson – måske den mest intelligente computer i verden – til opgave at gnaske sig igennem 4,7 millioner patenter og 11 millioner videnskabelige artikler. Resultat: Hvis du viser Watson tegningen af et molekyle eller fodrer den med et kemisk navn, giver den dig en fin liste over samtlige kemiske forbindelser, der ligner.

Du kan selv prøve hos National Institute of Health, som IBM har foræret hele molevitten til – forskerne er glade, og IBM får vist Watsons troldmandsevner frem over for den pengestærke medicinalindustri.

Hjælp til læsningen
To små iPad-apps, Flipboard og Zite, er uundværlige for mig i min daglige research. De er begge lækre bladremagasiner, proppet med de artikler fra det store net, som falder i præcis min smag. Flipboard ser, hvad mine venner læser, og fortæller mig om det. Zite spørger mig, hvad jeg kan lide, og giver mig stof, der matcher.

Området er hot. Google er lige kommet med sin egen app af samme slags, Currents, til iPads og Android-tabletcomputere. Zite og Flipboard har lanceret spritnye og meget tjekkede mobilversioner specialdesignet til opdateringer på farten på den meget mindre skærm.

(Artiklen kan også læses på Politikens hjemmeside)

Nettet afslører vores sex-lyst

Fire plusser og et minus til Google i kampen mod Facebook

Googles “Facebook-killer” har set dagens lys og har meget for sig, skriver jeg i Politiken. Men der er stadig store ubekendte, der kan forplumre billedet.

For en måned siden lancerede Google sit nye våben i kampen om fremtidens søgemarked. Og det er ikke et hvilket som helst marked: Det er nettets uden sammenligning allerstørste guldgrube. Næsten halvdelen af alle annoncekroner, der overhovedet bliver brugt på nettet, havner her. Og det giver dermed seriøst baghjul til både bannerreklamer, jobannoncer og email-tilbud.

Googles nye våben hedder +. Google+. Og det har paradoksalt nok slet ikke noget med søgning at gøre. I hvert fald ikke på overfladen.

Google har det sidste par år nervøst betragtet, hvordan særligt Facebook har sat sig på op mod en tredjedel af det samlede tidsforbrug på nettet. Ikke fordi der er så voldsomt mange penge i de ellers opreklamerede ’sociale’ reklamer i sig selv. Selv om der i dag lægges flere minutter hos Facebook end Google, kunne Facebook sidste år kun notere en omsætning på godt 10 milliarder kroner. Samtidig omsatte Google for mere end 150 milliarder kroner, heraf 100 milliarder på søgning alene.

Og selv om Facebook stadig har masser af plads til forbedring, og måske rammer en omsætning på 20 milliarder kroner i år, vokser også Google fortsat. 27 procent mere fik Google f.eks. skrabet ind i det kvartal der sluttede pr. 1. juli, sammenlignet med i fjor.

Hvis Larry Page, Googles øverste chef, sidder uroligt i stolen, skyldes det, at et stærkt socialt netværk kan bruges til at booste kvaliteten hos også søge-maskiner. Kan gøre søgemaskinen i stand til at give hits, der passer ikke bare med dine søgeord, men også med de sociale præferencer i din omgangskreds.

Er du og dine venner normalt mere til Politiken end til B.T., vil Politiken-artikler komme før B.T.’s i dine søgninger og dermed mere præcist vise dig vej til det indhold, du gerne vil læse. Hvis altså søgemaskinen kan trække på et bredt og ofte benyttet socialt netværk.

Her er de fire store forcer hos Google+. Og dens største hæmsko.

Alt dette gøres med en meget brugervenlig ’cirkel’-opbygning, hvor man kan gruppere sine kontakter under venner, bekendte, familie mv.

4. Google-bjælke i toppen
Google+ følger med dig, også når du ikke er på Google+. En lille bjælke i toppen af skærmen viser, om nogen har skrevet noget til dig, hver gang du søger fra Google.com, når du finder vej påGoogle Maps, eller når du tjekker din Gmail-konto. Det gør, at Google+ ikke bliver slugt af glemslen – alle nystartede tjenesters største fjende.

… og hæmskoen:

Djævelen i detaljen
Men djævelen gemmer sig i detaljen. Og måske bliver Google aldrig andet end et godt forsøg på at tænke nyt. For der er noget, der skurrer ved Googles cirkler.

Google+ sociale cirkler er nemlig kun en delvis kopiering af virkelighedens sociale mønstre. I virkelighedens verden er de sociale cirkler gensidige og situationsbestemte.

På klasselisten fra børnenes skole står f.eks. forældrene til alle de børn, der går i klassen lige nu. Ikke kun forældrene til de 5 kammerater, dine egne børn har leget mest med, eller hvordan vi nu hver især måtte vælge at skrue vores egne cirkel-definitioner sammen. Sådan er det ikke hosGoogle+. Her har vi alle hver vores cirkler, og de er ikke nødvendigvis bundet op på noget som helst.

Hvis Google-ingeniørerne får løst dette cirklens sociale kvadratur, er de godt i gang med at sikre Googles fremtid. Og ikke kun på søgeområdet. Din og dine venners mening(er) er også en af nøglerne til succes på mobilen, som alle også spår en stor fremtid som annoncemedie. Næsten alle de små og store lokale butikker, du finder på din vej, vil rigtig gerne vil lokke dig ind til lige præcis deres kasseapparat, og de bruger allerede i dag rigtig mange penge på det – bare ikke online.

Spørgsmålet for den mobile del af medieindustrien er, hvordan du guides vej uden at skulle gennem et inferno af bimlen og bamlen, hver gang en kaffebar giver rabat på en latte. Ligesom med søgeresultater kan svaret her meget vel være: følg dine venners spor.

Jeg er blevet hacket!

Se hackerens kode og læs hvordan den narrede Google og forvandlede mit site til en reklamesøjle for impotens- og hårtabs-piller og det der er værre.

De sidste par måneder har en hacker rodet rundt på mit site. Han har, som jeg kan se det, ikke ødelagt noget som sådan. Men han har lavet sine egne små og store blogposter, med indhold jeg absolut ikke selv ville kunne finde på. Om Levitra, Tramadol, Valium, Viagra, Adipex og meget andet godt fra skuffen af hårtabs-, impotens- og hvad har du af skumle piller.

Sådan så det ud:

Mit hackede site – sådan så det ud

Udover de nye sider, som hackeren har lavet, har han faktisk også haft gang i nogen af mine rigtige sider, ser det ud til. Ihvertfald kan man hos Google se spor efter at både min blog-forside og selve sitets forside m.fl. har været berørt. Men når jeg selv kiggede forbi var de fine igen – så hackeren har nok kun skrevet sine grimme ting længe nok til at han nåede målet: Google indekseringen.

Google narret: hackerens egentlige mål er at manipulere Google og skabe trafik til pille-butiks-sites

Sådan virker det: Når du klikker på et af links’ene til de hackede sider, bliver du automatisk sendt, ikke til jon-lund.com, men direkte til en af hackerens net-pille-butikker.

Men det er ikke denne nar-en-jon-lund.com-bruger ind på et viagra-site, der er meningen med hackeriet. Den er anderledes simpel: hackningen er et stort forsøg på at få  hackerens egne køb-sjove-piller-sider højere op i Google.

Udover alle de sjove ord, var de hackede sider hos mig nemlig fulde af links og redirects. Redirects til pille-butiks-siderne og links til de andre hackede sider på mit site. Det første for at få Google til at tro, at pille-butiks-siderne er vældigt populære, siden så mange sites (alle os der var/er blevet hacket) sender besøg videre til dem. Det andet, for at få Google til at tro at også de hackede sider er vældigt centrale, som om det var rigtigt gode blog-poster, jeg ikke selv kunne lade være med at linke løs til. Hvis en bruger skulle søge hos Google efter et af de frække ord, ville hacker-pille-butikkerne derfor komme højt op på listen, fordi hackeriet havde narret Google til at tro, at pille-butikken var et kvalitets-site.

Netop tricket med at lade siderne blive gode igen efter de først var blevet hacket, forvirrede mig en del. Hos Google var der fæle overskrifter på mine artikler. Men når jeg så klikkede, var der ikke noget galt. Jeg tænkte først: er det Google der er blevet hacket og laver falske ting? Men nej. Det var mig selv.

Det fandt jeg ud af med god hjælp fra Kasper Bergholt, der har rimeligt godt forstand på hvordan man – i den gode sags tjeneste, forstås! – kommer til tops i Google - og fra Surftowns support-afdeling. Surftown kunne nemlig se at den centrale konfigurations-fil for hele min WordPress-system, wp-config, havde en mystisk kode sat ind øverst. Da den blev fjernet, forsvandt de hackede sider også. Særligt interesserede kan se strengen herunder.

Jeg har selvfølgelig også ændret mine passwords til alt hvad jeg har af ftp-, wordpress-admin mm. konti forbundet med bloggen. Og nu krydser jeg fingre og håber det bedste og venter på at Google skal glemme det grimme intermezzo igen, så intetanende ikke også fremover skal have deres billede af mig og mit site unødigt forstyrret.

Kode-interesseret? Her er den tekststreng med skadelige stoffer, der blev indsat i toppen af min wp-config-fil (du kan også downloade den her). Hvis du kan gennemskue hvad den egentligt gør, må du meget gerne skrive en kommentar!

Kluddermor med Googles cirkler

Djævelen gemmer sig som bekendt i detaljen. Det er også tilfældet med Googles cirkler: et eller andet skurrer. Hvis det lykkes Google at redde trådene ud, er banen kridtet op til det helt store sociale slag. Twitter og Facebook er begge i skudlinien.

Googles nye sociale netværk – Google+ – har haft en super start. Det er lidt over en måned siden Google+ så dagens lys med et helt eget forfriskende take på hvordan sådan en størrelse skal skrues sammen. Google+ tog det bedste fra Facebook – strømmen af billeder, videoer, updates, diskusioner og links.

Google+ har Facebook-lækkert layout

Fine og lækre cirkler
Samtidig satte hælen i Facebooks ømme punkt: kontrollen over hvem du deler hvad med. Google+ gør det nemlig ekstremt meget lettere  at fortælle vittigheder til ens venne-cirkel og dele faglige guldkorn med ens kolleger. At holde ferie-billederne i familie-cirklen og den store fritids-hobby i kredsen af drenge. At undgå at drukbilleder havner i de forkerte steder og at ens skarpe politiske analyser forbliver i de konstruktive fællesskaber, som de var skrevet til. Det gør de med en meget brugervenlig “cirkel”-opbygning, hvor du kan drag’e og droppe dine kontakter ind i grupper af venner, bekendte, familie mv.

Befriende åbent netværk
Samtidig med dette slag mod Facebook, tager Google+ Twitters livsnerve under kærlig behandling: evnen til at følge helt fremmede, men for dig interessante, menneskers updates. Uden at I behøver at være “venner”. Hos Twitter kan jeg følge nobelpristagere og store amerikanske direktører, som aldrig har hørt om mig. Og vice versa. Det samme kan man på Google+ (som jeg skrev om forleden). På Google+ ser det bare meget bedre ud end på Twitter, der er en kedelig samling af rene max. 140 tegns tekst-opdateringer. Google er nemlig Facebook-lækker.

Hos Google+ dragger du let venner til de rette cirkler

Først tager vi Twitter, så Facebook
Derfor udfordrer Google+ både Facebook og Twitter. Twitter, der er en dværg i forhold til Facebook, bliver slagets første offer, hvis det når så langt. De lave brugertal gør Twitter (der meget let kan ligne det rene røv og nøgler, som jeg beskrev det for et par måneder siden) meget skrøbelig. Facebook står som nummer to i køen. De har den klassiske netværkstrumf i ærmet: det er ikke sjovt at være i et tomt netværk. Ligesom med telefonen, der først blev sjov, da der kom nok mennesker man kunne ringe til.

Djævelen gemmer sig i detaljen
Men djævelen gemmer sig i detaljen. Og måske bliver Google aldrig andet end et godt forsøg på at tænke nyt. For der er noget der skurrer ved Googles cirkler. Konceptet er på en eller anden måde ikke helt rent i kanten.

Google siger selv at de med deres cirkler kopierer hvordan ens rigtige fysiske sociale liv er organiseret. For også i virkelighedens verden har du cirkler.

I virkelighedens verden vælger du ikke selv dine kolleger
Men mine real-life sociale cirkler er på et punkt anderledes end dem, Google+ giver mig mulighed for at bygge. I virkeligheden er de sociale cirkler nemlig gensidige: til forældremøde på børnenes skole er vi allesammen hinandens børns klassekameraters forældre. Os der bor på Bygholmvej møder alle sammen hinanden til den årlige vejfest. Du er ikke kollega alene – det er du pr. definition med alle de andre, der arbejder samme sted som dig.

Men hos Google har vi ikke de samme cirkler. Vi har hver især defineret vores egne. Din onkel har ikke nødvendigvis mig i sin familie-cirkel, selvom du har ham i din. Din chef har måske sat dig i hans venne-cirkel, så du kan høre alle hans jokes, mens han aldrig hører hvad du skriver af morsomheder til din vennekreds, fordi han hos dig er defineret som “professionelle bekendte” – ikke som en del af din “venne-cirkel”.

Det er jo selvfølgelig helt fint, at din chef ikke skal høre dine vittigheder. Problemet er, at det ikke er klart for nogen hvem der i virkeligheden hører hvad. Sådan er det ikke f.eks. i kantinen: her ved du hvem der sidder rundt om bordet, og du ved hvem der lytter med og hvem der ikke gør det.

I virkelighedens verden er offentlighed både selektiv og åben
Den samme skævhed giver sig også udslag et andet sted hos Google+. Det er i Google+ offentlige rum. For hvis du vælger at skrive noget offentligt, kommer det frem hos alle, der måtte have dig i deres cirkler. Når jeg skriver noget klogt om medie-udviklingen (som denne her artikel, f.eks.) bliver det læst af en masse mennesker, som følger mig af professionel interesse, men som er fremmede for mig. Det er godt. Men den bliver også pænt listet op på både min mors og mine venners vægge, selvom mine ellers meget fine betragtninger her ikke rager dem en høstblomst. Det var ikke sket hvis jeg havde skrevet det i et trykt fagblad: her var det kun de professionelt interesserede, der ville få min guldkorn serveret.

Cirklens sociale kvadratur
Cirkel-roderiet er Google+’s archilleshæl. Det er kædens svageste led, Twitter og Facebooks største håb. Måske kan trådene redes ud af dette kluddermor for Google+. Måske er resten af konceptet så stærkt at det ikke betyder noget i praksis. Men det er her tampen brænder – både for Google’s ingeniør-hold og for de sociale konkurrenter. De skal løse cirklens sociale kvadratur.

Sådan overlever du som mediehus – her er de tre vigtigste strategiske drivere. Skriv, saml stoffet, præsenter.

Mediebranchen er på skideren. Avis-oplagene falder og læserne flokkes om nettet hvor det er rigtigt svært at tjene penge, fordi folk ikke vil betale og annoncepriserne er alt for lave.

Graf fra Anker Brink Lunds mediestøtteudredning (PDF).

De fleste er enige om, at stort set alle problemerne skyldes udviklingen i almindelighed og digitaliseringen i særdeleshed. Spørgsmålet er hvordan, mere præcist. Her er mit bud, der forleden udgjorde rygradden i en digitalt-strategisk inspirationsdag jeg afholdt for Ritzaus Bureau. I løbet af en dag arbejdede vi os gennem hele værdi-kæden fra produktion af indhold (altså at skrive artikler, optage TV etc.), indsamling og prioritering af indhold (altså finde ud af hvilke historier der skal i dagens avis eller i fjerneren i aften etc.) til præsentation og forbrug af indhold (altså avis-layout, faktabokse, sidehistorier, billeder etc.).

Alle disse tre led i værdikæden er angrebet – men når man ser på dem under lup, er det ikke kun rust og errosion du får øje på. Du får også øje på små spirende muligheder og du får inspiration til hvordan problemerne kan løses.

Stram skriveprocessen op – lad en robot gøre arbejdet (det er gratis). Værdikæde, led 1.
I gamle dage var det journalister, og næsten kun journalister, der producerede indhold. I dag er gud og hvermand indholdsproducenter. Youtube, Blogosfæren og Facebook flyder over med små og store indholdsstykker der i alvorlig grad trækker opmærksomheden og pengene væk fra de klassiske medier fordi meget af det nye indhold faktisk er udmærket. Over på sites, som det af samme grund er helt vildt meget billigere at producere, og som af samme grund bliver uhyggelige konkurrenter, der kan presse annoncepriserne mod nul. Det nye indhold og de nye sites lader sig ikke sådan lige bekæmpe – men til gengæld kan du lære af det:

Se f.eks. på Demand Media, der blandt andet driver LiveStrong og eHow.com, og er USAs 17 største internetudgiver. Her er alt skrive-arbejdet sat på samlebånd: Alle og enhver kan registrere sig som skribenter online, vælge i kataloget af historier Demand Media gerne vil have skrevet, skrive løs efter nøje fastlagte skabeloner. Når du synes historien er færdig sender du den til en redaktør med et klik, og får den enten godkendt eller retur med kommentarer om hvad der skal rettes.

Arbejdsrummet hos Demand Media

Det er rigtigt cost-effektivt: Skribenterne får ca. 15$ pr historie, redaktører 3,5$ og der produceres flere millioner stykker indhold om året. Ideerne til historierne kommer fra Google: de handler om det folk rent faktisk søger efter (ihvertfald så længe det også er emner, som også annoncørerne efterspørger). Hvor meget traditionel journalistik behøver en rigtig journalist som forfatter – hvor meget er servicestof, som kunne produceres på samlebånd, hvis man var smart nok? USA Todays rejsesektion er allerede outsourcet til Demand.

Eller se på News At Seven og deres sportsreportager. En stor del af sport-nyheder er, viser det sig, uhyre skematisk bygget op. Faktisk så skematisk, at du kan sætte en computer til selv at skrive historierne, hvis du først lærer den lidt sports-jargon og derefter fortæller den kampens resultat, navne på målscorererne, lidt facts om hvor tit de plejer at score og hvornår de sidst scorede etc og de to holds kampstatistikker. No kidding. Det holder. Og det er rigtigt billigt.

News at Seven – sådan virker det

Det er ikke kun sport det holder for. Fulde finans-nyheder, der jo også er tungt data-drevne er næste der står for skud.

Sociale filtre er fantatiske til at udvælge indhold – og så er de gratis. Værdikæde, led 2.
De koloenorme mængder indhold som denne verdens bloggere, amatør-fotografer og indholdsfabrikker er i stand til at spy ud er nok til at tage pusten fra selv den bedste. Der er givetvis guld imellem, men hvordan skal man nogensinde finde det? Hvem sagde nål i en høstak! Selv ikke den skarpeste redaktør kan holde trit her. Ikke som i gamle dage. Hvis du på nogen måde vil afspejle eller bruge det store net, du som medie-virksomhed er en del af i dag, er uoverskueligheden et grundvilkår. Heller ikke det lader sig bekæmpe. Men til gengæld rummer nettet i sig også løsningen på i hvert fald en del af problemet.

Se på gode gamle Google. Det lykkes jo for dem at finde godt indhold flere milliarder gange om dagen. Hver gang du søger på Google er algoritmerne bag i gang med det helt store detektiv-arbejde, for at finde de sider der passer bedst til lige præcis det du leder efter. Deres hemmelighed hedder en enormt stor database og så en intensiv analyse af hvordan alle siderne linker tilhinanden. De sider som flest gider linke til er nok de bedste, tænker Google.

Eller se på Facebook. Over en halv milliard mennesker pumper indhold ud på det kæmpestore sociale netværk, og selvom den gennemsnitlige bruger kun har 130 venner, bliver din Facebook-side så hurtigt overfyldt, at Facebook som standard sorterer og finder det til dig, de tror du helst vil læse. Blandt andet vurderer Facebook hvem af dine venner du bedst kan lide, og deres opdateringer kommer helt sikkert med. Det gør Facebook ved at se hvor mange gange du klikker ind på det dine venner skriver, hvor meget du kommenterer og liker deres posts. Det er social filtrering.

Formlen Facebook bruger til at udvælge indhold. Venne-tæthed er nummer 1.

Samme typer sociale filtre ser du hos Flipboard. Her bruges dem du i forvejen følger på Twitter til at sortere i verdens netindhold. Det de sender videre, kommer frem i dit eget sociale iPad-magasin. Zite gør det samme – men her kan du også selv fortælle hvilke emner du helst vil høre om. God gammeldags personalisering. Der virker!

For medier er redaktøren en super-vigtig ressource. Det er ham der skal sørge for at sørge for et fornuftigt mix. For at sætte gang i historier, som man ellers kun ser overfladen af. Og for at holde fast når nyhedens første interesse er væk. Det gør blogosfæren nemlig ikke nødvendigvis.

Men ikke at bruge nettets indbyggede filtermuligheder er at misse en chance af de helt store. Det skal man selvfølgelig gøre: sørge for at malke så meget information ud af læsemønstre og præferencer og sætte det i system. Og ikke kun fordi det er en god måde at udvælge på – også fordi at læserne elsker at se sig selv, deres interessser og deres sociale cirkler sat i fokus. De bliver gladere og læser mere.

Apps giver ro og rigtigt overblik. Værdikæde, led 3.
Avisen med deadline een gang i døgnet og følgeligt gamle nyheder er bare helt utidssvarende. Det er da ikke overblik, når du hen ad aftentid læser om noget der blev sat op for næsten et døgn siden. Nej – nettet er evigt opdateret og i sig selv skabt til at give den enkelte læser det maksimale overblik, tænker man let. Og det er rigtigt: avis-mediet har det svært med breaking news. Det er der ikke noget at gøre ved. Her er du tvunget til at skifte platform, hvis du vil være med. Men lad vær med at smid barnet ud med badevandet! Klassiske aviser har stadig en force online.

For nettet som nyhedsmaskine er IKKE en overbliks-skaber. Nettet gør en ting: installerer en evigt dårlig samvittighed i maven på læseren. Ligemeget hvor ofte han tjekker nyheder vil han aldrig være mæt, hele tiden vil mistanken om, frygten for, at noget vigtigt er sket nage ham og drive ham til næste fix. Og lige meget hvor langt han klikker ned i en historie, vil der altid være et link til, der måske kunne gøre ham lidt klogere på den aktuelle sag, og altid vil læseren føle sig i informations-underskud. Men også her, kan man gøre det rigtigt og faktisk skabe værdi.

Se på Wall Street Journal på iPad, der løbende opdateres, men opdateres klart og tydeligt. “As printed on Lørdag, marts 19″” Eller “Updated at 2 pm”. Og i begge tilfælde er det endelige udgaver, som har et fast antal sider og som ikke fortsætter ud i det uendelige. Du får en pakke, og du får klar besked om hvad det er. Det er overblik.

Wall Street Journal deklarerer klart hvad du får og skaber overblik.

Norske Aftenposten er også gode. De udkommer på iPad to gange om dagen. Og så har de et lille, afgrænset vindue, der viser nyhedsrullen som den kendes fra nettet. Men vinduet er adskilt fra resten af udgaven, der fremstår helstøbt og giver læseren et løfte: læs mig, og du er klædt på til at møde verden. Og i det her lille hjørne kan du se den løbende strøm, hvis du absolut må.

Murdochs The Daily er generelt et alt for overlæsset og uhåndterlig iPad-nyhedsmagasin. Her får du åndenød, før du får overblikket, fordi indholdsfortegnelserne simpelt hen er for ringe. Men det sociale liv, der ellers også kan virke som en stress-kile, og en kilde til minus-overblik, er her gjort rigtigt. Ligesom med Aftenpostens nyheds-vindue, er kommentarer og ratings og del med venner indføjet som en lille side-ting, der ikke stjæler fokus, og kender sin plads. Men som samtidig giver dig den fornemmelse af læserfællesskab, der også er key.

The Daily lader den sociale magi indgå fint og elegant i app’en

Men også når du ikke vil læse hele udgaver og bladre pænt er der løsninger i app-land. Mobil-udbredelsen er jo som skabt til nyhedsmedier: Hver gang du har bare 2 ledige minutter og vil opdateres, giver du mediebranchen muligheden for at slå til. Mobilerne er små tids-støvsugere, der æder de små ledige stunder, der ellers er spredt over en hel dag. Og de vil særligt gerne spise gode nyhedskilder.

Summa summarum: Den digitale trussel er nok en ussel – men når du zoomer ind på den og identificerer hvor det egentligt er at lokummet brænder, er det ikke kun en altødelæggende mekanisme der toner frem. Når du stiller skarpt kan du også få øje på en regulær værktøjskasse, som du som medie selv kan bringe i spil. Et arsenal af våben som nok har dig på sigtekornet – men også våben du kan vende og pege mod angriberen selv.

Google+ er Twitter!

Alle spørger om Google+ er den nye Facebook-dræber. Det er også et godt spørgsmål. Måske er det faktisk. Men faktisk er Twitter i endnu højere grad i skudlinien. For hele vennebegrebet – som jo er riimeligt centralt i sådan nogen tjenester her – er hentet fra Twitter. Ikke Facebook.

Følge eller ven?
Den store forskel er, at på Facebook er man venner med hinanden. Hvis vi er venner på Facebook, kan jeg se hvad du laver, og jeg kan se din aktivitet.

Omvendt hos Twitter. Der er man ikke “venner” – man følger andre, uden at de behøver at følge en tilbage. Jeg kan altså følge med i hvad du skriver uden at du behøver at følge med i min strøm af updates.

Det er det samme hos Google+. Jeg kan vælge at tilføje hvem som helst der er på til min cirkler og på den måde følge med i hvad de siger – med no strings attached.

Udvider horisonten
Forskellen er vigtig, fordi din Google+ profi bliver voldsomt meget mere interessant, når du ikke kun kan følge dine rigtige venner og bekendte – men også de kendte, indflydelsesrige og rigtigt kloge. F.eks. har jeg netop add’et de to Google-stiftere og Mark Zuckerberg (!) til en af mine cirkler – og kan nu se billeder fra Larry Page kiteboarding i Alaska som han lagde på i går (det så fedt og koldt ud).

Det er good news! Twitter – som jeg personligt er vild med – har nemlig seriøse problemer med at komme ud over rampen. Selvom det er fedt er Twitter simpelthen for svært at komme i gang med, og så ser det kedeligt ud og mangler umiddelbar appel.

Ser flot ud
Google+ ser ligeså “rigt” ud som Facebook med billeder og videoer osv. Det er meget mere, og meget flottere, end blot de rene tekst-updates, som Twitter består af.

Kom let igang
Og så er det dejligt let at komme igang med Google+, fordi systemet starter med dine nære cirkler – alle dem du i forvejen mailer med, hvis du bruger gmail bliver foreslået som default og så kan du vælge fra dem i et fedt “drag’n'drop” interface.

Titter frem overalt
Og så har Google en sidste meget stor fordel frem for Twitter: Google er nærværende. Næsten alle bruger Google som søgemaskine hele tiden. Rigtigt mange bruger Gmail. Begge steder har du nu fået en Google-bjælke oppe i toppen, der blandt andet med et rødt tal fortæller dig, hvis nogen har skrevet noget i nogen af dine Google+ cirkler.

Jeg har længe tænkt: Twitter er for godt til at dø igen. Nu tror jeg jeg kan se Twitters fremtid. Den kan meget vel hedde Google+.

Fællesskab og gode venner skal redde Google

Google undervurderede truslen fra sociale medier. Nu forsøger de comeback – men det bliver svært, skrev jeg i går i  Politiken.

Internettets mægtigste hjemmeføding, Google, står over for den største trussel i virksomhedens snart 13-årige historie. Udfordreren hedder Facebook, der med støtte fra blandt andet Twitter, Linkedin og en række andre sociale tjenester ikke bare har taget teten i de seneste fem års sociale amokløb. I kulissen afpudser de våben, der direkte kan true Google på egen hjemmebane, den lukrative søgning.

Her er historien om tre af Googles tabte slag i kampen om vennernes internet – og de tor fronter, der stadig er åbne, og som Google håber kan vende situationen.

“Direktører skal tage ansvar. I screwed up“. sådan sagde Eric Schmidt, Googles tidligere direktør og nu arbejdende bestyrelsesformand, forleden fra scenen på en konference i Californien.

Schmidts hårde selvkritik handlede om Facebook, den sociale gigant, som han ikke havde taget alvorligt nok. Han havde godt nok set problemet, men fik ikke fulgt Googles løsninger til dørs…

Læs hele artiklen på Politiken.dk

Breaking: Social Search spottet på Google.dk

For ti minutter siden søgte jeg efter “Jesper Juul”, spil-manden, på Google. Resultatet var den velkendte liste. Men en enkelt ting skilte sig ud. Tjek resultat  nr 4 på listen (udover reklamerne, altså): jesperjuul.net. Neden under søge-resultatet-teksten er der et lille billede og teksten “Jonas Heide Smith har delt dette på Twitter”.

Og det er ikke fordi Google er begyndt i almindelighed at gøre opmærksom på hvergang en eller anden har twittet om noget. Google skriver det kun, fordi Jonas er en af de 334 personer jeg følger på twitter. Han er den del af min “sociale cirkler” og derfor ser Google det som en kvalitets-stempling at Jonas har tweetet om det. Når dem jeg omgås taler om noget, er det nok interessant, tænker Google. Og fortæller mig om det.

Og ganske rigtigt: det er den Jesper Juul, som Jonas skriver om, jeg leder efter. Ikke den berømte børne-psykolog/terapeut. Og det Jonas skriver om Jesper Juul er ganske rigtigt også en anbefaling. (Selvom linket kunne jo godt have været interssant hvis Jonas havde disset ham). Når jeg klikker på Googles fremhævning af Jonas’ tweet, kommer dette frem:

Udover at Google viser mig, at Jonas har tweetet om linket jesperjuul.net, har Jonas’ tweet formentligt også fået resultatet højere op. Googles mægtige maskine bruger alle mekanismer, for at finde ud af hvad der skal stå først i søgeresultaterne. Google går selvfølgelig op i om det ord man leder efter står på siden, hvor mange gange det står der og om det står i overskrifter og lignende. Derudover går Google rigtigt meget op i, om hvor mange der linker til de sider, som indeholder søgeordet. Jo flere der linker til den, jo bedre er siden nok, er rationalet. Nu har Google fået en streng til at slå på: om dem der linker er nogen du kender.

Jeg spottede første gang Googles nye sociale søg for fem dage siden. Men dengang var det kun på Google.com det virkede. Nu er det også kommet til Danmark ser det ud til.

PS. Før du kigger efter spor fra dine egne sociale netværk i Googles søgeresultater, skal du både logges ind (det er du automatisk, hvis du bruger gmail, Googles webmailsystem). Og du skal selv ind i indstillingerne og koble din twitter sammen med din Google-konto, for at få det til at virke.

PPS. Det er ikke kun Twitter Google tager med i dens forsøg på at bestemme søgeresulaternes sociale relevans for dig. Også Facebook og alle dem du mailer og chatter med og har i din kontaktbog kan du få Google til at tage med.

PPPS. Her kan du se Googles intro-video om “social search”:

Og du kan læse mere om emnet hos Google selv her: http://www.google.com/support/websearch/bin/answer.py?answer=165228

PPPS. Microsofts søgemaskine, Bing, der officielt samarbejder med Facebook har også lanceret social søgning i denne uge. Det har jeg ikke kunnet få til at du endnu. Men her er Bings video hvor de fortæller om det:

New York Times’ pay-wall blessed with holes, opening itself to the social web; preserving life-giving dynamics

Yesterday New York Times (NYT) introduced its new pay-wall: from March 28 the nyt.com site, it’s iPhone and iPad apps will no longer be free to use.

However, the NYT pay-wall isn’t really a walled garden – only sorts of. And that’s great! Vigorously administered pay-walls tends to isolate the site they’re trying to protect potentially leading to complete suffocation: users won’t bother to neither pay or log-in, if they don’t have a really good reason do to so, thereby cutting off the lions share of user engagement. Not only does this inflict severe damage to the revenue-streams of the site – it also tends to make the site feel dull and kind of ex-communicated. You want to read what others read. Knowing something you can’t share feels awkward.

The blessed holes in the NYT pay-wall goes as follows: first, you can read 20 articles a month before you’re charged. That is: random and regular users are alike are welcomed on a free basis, but also expected to pay up.

Second, and this is really important, you still have unlimited access to articles when you access them from one of your friends tweets – or a like on Facebook. That is: NYT encourages users to share their content on the social media platforms, and encourages the dialogue around it’s content. It doesn’t kill off the lifegiving dynamics of the web – it embraces them!

Also, access from Google-searches are excepted from the Pay-wall toll. Which is also really clever, since Google obviously is a major muscle pumping traffic to any news-site.

Obviously NYT like all publishers needs to make money. The new (blessedly!) holed pay-wall might be the way to make it work.