Prisen på en follower er afsløret, Microsoft er knækket. Snart kan iPad-skærmen foldes og IBM har pudset Watson på medicinal-industrien. Plus: to, måske tre, fede apps. Sådan lyder stikordene til dennes uges “Lund på nettet”. Sakset fra Politiken i dag.
14 kroner for et klik Som langt de fleste andre netmedier tjener Twitter sine penge på reklamer. Hos Twitter skal reklamerne skaffe nye venner, der vil tale med på annoncørens egen dagsorden. Jo flere der videresender dine opdateringer, og jo flere der siger ja tak til flere nyheder fra dig og bliver såkaldte followers, jo dyrere er det.
Denne reklamemodel adskiller sig fra de store avissites, hvor annoncøren betaler for at få del i troværdighedsskæret fra de fine journalistiske artikler. Eller fra Google, hvor annoncørerne betaler for virtuelle butiksdøre, der toner frem for brugerne, lige når de har brug for dem.
Microsoft slået Nettet er troløst. I sluthalvfemserne var Netscape den eneste rigtige browser, men så kom Microsoft, og vupti var Netscape en saga blot. Nu er trenden vendt igen: Efter at have stået for næsten 99 procent af al netsurf er Microsofts Explorer nu nede under 60 procent herhjemme, viser en browserstatistik fra de danske netmediers brancheforening, FDIM. Og i USA, fortæller ArsTechnica, er Explorer nede under 50 procent.
Denne gang er der ikke en, men hele tre udfordrere. Firefox indledte angrebet på computersurferiet, men er overhalet af Googles browser, Chrome. Imens har Apple indtaget mobilen med sin browser Safari, som alle iPhone-ejere surfer med.
Skærmen kan foldes
Jeg har tidligere slået til lyd for, at vi omkring 2015 vil se iPads, der kan foldes sammen til almindelig mobilstørrelse. Så får man en dejlig stor skærm, man kan have i lommen.
En ny computerchip, der er fremstillet af molybdæn i stedet for det normale silicium, som Forbes omtaler, bringer os et skridt nærmere målet. Molybdæn gør det muligt at lave chiplag på kun tre atomers tykkelse (mod normalt ni). Dertil – og det er det særligt interessante i denne sammenhæng – er molybdæn bøjeligt. På den måde kan ikke kun skærmen, men hele computeren blive dejlig blød.
Forskerjob til Watson
Medicinalbranchen er på hårdt arbejde, hver gang den skal opfinde et nyt lægemiddel. Der er skrevet så meget og udtaget så mange patenter, at alene det at finde ud af, om nye opfindelser overhovedet er nye, kan tage vejret fra selv den bedste.
Det problem har IBM fået øje på og har derfor givet supercomputeren Watson – måske den mest intelligente computer i verden – til opgave at gnaske sig igennem 4,7 millioner patenter og 11 millioner videnskabelige artikler. Resultat: Hvis du viser Watson tegningen af et molekyle eller fodrer den med et kemisk navn, giver den dig en fin liste over samtlige kemiske forbindelser, der ligner.
Du kan selv prøve hos National Institute of Health, som IBM har foræret hele molevitten til – forskerne er glade, og IBM får vist Watsons troldmandsevner frem over for den pengestærke medicinalindustri.
Hjælp til læsningen
To små iPad-apps, Flipboard og Zite, er uundværlige for mig i min daglige research. De er begge lækre bladremagasiner, proppet med de artikler fra det store net, som falder i præcis min smag. Flipboard ser, hvad mine venner læser, og fortæller mig om det. Zite spørger mig, hvad jeg kan lide, og giver mig stof, der matcher.
Området er hot. Google er lige kommet med sin egen app af samme slags, Currents, til iPads og Android-tabletcomputere. Zite og Flipboard har lanceret spritnye og meget tjekkede mobilversioner specialdesignet til opdateringer på farten på den meget mindre skærm.
Spar skuffelsen over at Apple ikke lancerede en ny smart iPhone5 i går, men “kun” en ny udgave af iPhone4. For selvom det ikke syner af så meget, sender den nye telefon to klare signaler om Apple kurs mod fremtidens nye computer.
Farvel, dims Lige siden iPad’en landende for to år siden, har det været klart, at der var noget der ikke helt spillede for Apple endnu. At de havde planer, som de endnu ikke helt var klare til at føre ud i livet, men som alligevel klart kunne aflæses i iPad’en. iPad’en havde nemlig et gabende hul; der manglede en brik i puslespillet: Nettet.
Misforstå mig ret: iPad’en var og er en fantastisk maskine. Jeg elsker at surfe og se film på den. Tjekke mine mails, Facebook og Twitter. Kæden faldt af, når jeg skulle køre en Keynote-præsentation (Apples svar på Powerpoint), forfatte et dokument eller optage en film og tage billeder. Det er nemlig altsammen noget jeg ikke gør på iPad’en alene. Jeg starter på computeren, forsætter på iPad’en, retter lidt og så tilbage til computeren igen for at gemme skrive videre. Disse skift var (og er fortsat) et helvede – særligt for teksbehandling og præsentationer.
For at få et dokument fra den ene til den anden maskine skal jeg igennem et virkeligt kringlet forløb, der indbærer kabler, import/eksport over iTunes, og manuel lagring det rigtige sted. Det er så bøvlet, at jeg i praksis ikke gør det. Det er så lamt, at det er klart at der stak noget under. Det eneste naturlige ville være, hvis jeg bare gemte på det ene apparat og så uden videre kunne åbne på det andet. Men det kunne jeg ikke.
Det er her, Apples meldinger fra i går, gør en forskel. For med den nye iPhone4S kommer også den teknik, der skal til for at det hele bare virker. Det hedder iCloud. Og gør tilsyneladende præcist det den skal: laver et sted på nettet til mig alene som agerer fælles lager, der automatisk opdaterer alle mine Apple-apparater, hver gang jeg ændrer noget på den ene.
iCloud – reklamevideo fra Apple
Det er stort. Ikke bare fordi det lukker et hul i iPad’en – og iPhonen og de andre Apple-devices. Men fordi det er et helt centralt skridt frem mod den post-pc-verden, Steve Jobs tidligere i år proklamerede var Apples mål. Fokus skifter fra det ekstremt hardware-orienterede: din harddisk, og den computer den sidder i, til det ekstremt brugs-orienterede: du skal gøre hvad du har lyst til, med det device, der måtte ligge bedst i hånden på dig lige nu. Det er død over dimsens tyranni.
Tryk, tal og gebærd dig Men også på en anden front er Apples udmeldinger fra i går bemærkelsesværdige. De er nemlig ved at tage de næste skridt ud af den vej, de udstak i da de leverede med iPhonen: hele touch-grænsefladen, det måske største nybrud som Apples dengang nye telefon introducerede, får nu tilføjet væsentlige nye dimensioner. For det var det der imponerede mest dengang i 2007: at du kunne betjene din telefon ved at prikke, trække, lad fingeren glide, ryste og vende den.
Nu udvider Apple repertoiret. Siri, den nye personlige assistent, ser ud til at tage stemmegenkendelse et kvanteskridt videre fra hvad vi kender idag (selvom det selvfølgelig ikke kommer til at virke på dansk – ihvertfald ikke i første omgang). Siri kan, hvis demoen i går står til troende, genkende almindelig, grammatisk ukorrekt, halvsjusket udtale. Og Siri kan svare dig, ser det ud til. I noget der minder om menneskesprog. Og med svar hentet fra alverdens netdatabaser. Løftet fra Apple er, at du fra nu af ikke er begrænset til at kunne skrive og røre ved din computer for at få den til at virke. Du kan også tale til den.
Siri- reklamevideo fra Apple
Men også på den tredje sans, syns-sansen, rykker Apple. Ikke bare fordi det nye kamera i iPhone4S er væsentligt bedre end det gamle. Men fordi softwaren, takket være blandt andet det dansk-svenske Polar Rose, som Apple købte for et par år siden, er i stand til intelligent at finde ud af hvem der er på billederne – og hvordan de taler til hinanden. Ansigtsgenkendelses-softwaren kan hjælpe dig med lynhurtigt at tagge navne (og måske Facebook-profiler mv.?) på dine billeder. At zoome ind på ansigterne, når du f.eks. har en video-samtale igang, så billederne befries fra den fast-kamera opsætning (af dit webcam) som du kender idag. At analysere hvor hvilke ansigter kigger hen, for at kunne fastslå samtalens dynamik.
Apple har tradition for det her. Det var dem, der for alvor introducerede computermusen og det grafiske interface. De genopfandt mp3-afspilleren. Introducerede touch. Og går nu videre med tale og syn. De er båret af sådan en “leve de naturlige computere”-filosofi.
Apples masterplan Gårsdagens seance med den nybagte Apple-direktør Tim Cook skuffede måske på overfladen. Men under overfladen var strømningerne tydelige. Apple har blikket stift rettet mod en ny computer-fremtid, og de arbejder sikkert hen mod den.
De sidste år har nyhedshuse over hele verden lanceret bud efter bud på den ideele nyhedsapp. Nogle har været virkeligt dårlige. Andre har været OK. Men selv de bedste har ikke været gode nok.
Nogle har haft navigationen helt på plads og skabt . Nogle har haft virkeligt gode interaktive grafikker. Og video. Og lyd. Nogle har feedet live-nyheder fra nettet ind på rigtigt fine, diskrete, måder. Endda flere daglige udgaver. Og nogle har dejligt socialt liv med kommentarer, anbefalinger, twitterier og det hele. Og nogle har lidt af det hele. Alt det kunne du læse i foråret i min rapport “Nyheder på iPad”.
Siden har Nordjyske drejet nøglen om på deres Inside. Børsen har erklæret at de nedlægger deres nuværende (og temmeligt dårlige - læs anmeldelse) løsning og starter forfra efter jul. De øvrige nyhedsapps fra mediehusene er der ikke de store nyheder om. Jeg antager at de også kun har fået middelmådigt fat.Fra det store udland er der stille hvad angår succes-historierne. Sidste nyt er fra nytår, hvor de officielle amerikanske oplagstal uddelte lussinger.
Med andre ord: Aggregatorerne vinder, nyhedsproducenterne taber (AOLs Editions aggregerer dog mest deres eget stof, måske har de fat i noget her).
Hvorfor er det sådan? Og mere præcist: hvad er det ved nyhedsproducenternes nyhedsapps, der ikke dur? Svaret er: det er stofligheden den er gal med. Det at nyhederne ikke vejer noget, når du holder dem i hånden. Ikke fylder noget, Ikke kan mærkes. Og følgelig meget let bliver væk. Det gør nemlig fornøjelsen ved at læse nyhederne mindre. Og det skader i udpræget grad læsernes loyalitet. Der er ikke nok gods i dem til at hive læserne tilbage, dag efter dag.
Det er iPad’ens lækre, blanke skærm, der er problemet. For nok er skærmen og teknologien betagende. Men prisen er, at alle dine apps kommer til at ligne hinanden. De bliver allesammen lækre, bare af at være lavet til apps (forudsat selvfølgelig at det er gjort nogenlunde fornuftigt). De gemmer sig alle sammen bag de samme små ikoner. Og når de kommer frem på skærmen, kan du slet ikke føle nyhedsproduktet på samme måde, som du kan føle f.eks. en trykt avis. App’en er sværere at overskue, sværere at gå til, sværere at forholde sig til. Den er kort sagt meget mere intetsigende.
Strengt taget er det ikke nyt. Det har været klart fra dag 1, at iPad’en var bagud her. At der skulle kompenseres kraftigt med navigationsbånd, zoombare billeder og opstartslyde for at give app’en krop og overskuelighed. Det der er nyt er, at det betyder så meget. At selv ellers trofaste Aalborgensere glemte at tjekke deres nordjyske inside-magasin. At jeg selv må tage mig i kraven, for at åbne og læse gennem hele det Wired-magasin, jeg ellers er rigtigt glad for og forlængst har betalt.
Det nye er, at det er blevet klart, hvor meget det betyder, at avisen rent faktisk ligger i min postkasse hver morgen. At jeg er tvunget til at tage den ind. Tvunget til at overveje om jeg vil læse i den. Næsten altid, om ikke andet, at tage stilling til ihvertfald forsidens billede- og artikelvalg. Det nye er vigtigheden i at avisen, selv når jeg lægger den ulæst fra mig, fordi jeg har for travlt eller fordi avisen ikke ser spændende nok ud, havner først i avis-kurven – for først efter en uges tid, hvor den har ligget og gjort diskret opmærksom på sig selv, hver gang jeg gik forbi – at ryge den ud.
Og det nye er, at iPad’ens glemsel er så enorm. At det virkeligt er så svært bryde ud gennem glemslen, selvom ikonerne ligger fint på forsiden. Erkendelsen af, at det overflødighedshorn af viden og nyheder som internettet flyder over med, også slår igennem på iPad’en, og konstant frister læseren: Skal jeg åbne min avis-app, og træde indenfor i den trygge, kvalitetsbetonede have med de høje mure – eller skal jeg fyre op under aggregatvinduet mod verden, hvor jeg er sikker på at have adgang til det hele (også selvom det er overvældende, stressende og fyldt med information overload).
Og det nye er, at mediehusets nyhedsapps mange selvstændige kvaliteter: lyd og video, links og kommentarer, live-opdatering og lækre interfaces, ikke er nok til at opveje den kønsløshed, den todimensionalitet, som altså også er en del af iPad’en velsignelser.
Til efteråret skruer Apple grundlæggende på en række af de master-knapper, der bestemmer, hvordan iPads, iPhones og iPods opfører sig. Det sker når næste udgave af det mobile styresystem, IOS, rulles ud. Da jeg så video-feedet fra Apples store udviklerkongres mandag hvor det hele blev lanceret, slog det mig, at ihvertfald fire af de ti hoved-fornyelser, der blev gennemgået direkte påvirker nyhedsmediernes muligheder i Apple-universet. Kombineret giver de mediebranchen et vink med en vognstang: sats på apps. Det er min konklusion. Hør hvorfor her.
Glemte nyheder
iPad-eventyret har, her et år efter dets start, endnu ikke for alvor taget fart for nyhedsbranchen – og et af problemerne er, at når først læseren har købt en nyhedsapp, bliver den meget let glemt igen.
Når du f.eks. køber Politikens, Børsens eller Nordjyskes iPad eller iPhone-apps, ligger de sig automatisk bagerst i rækken af alle de apps, du har installeret, og ender måske på side 4, 5 eller 6 – langt borte fra startskærmen.
Det lyder måske som en mindre detalje. Men i praksis er det invaliderende for den løbende nyhedsbrug. App’en bliver simpelthen glemt.
Prøv at sammenlign med rigtige, trykte aviser: De fylder på godt og ondt op i din postkasse. Du kan ikke undgå at se den, du bliver tvunget til at tage den i hånden og forholde dig til den. Og mens du gør det, har du skimmet forsiden. Selvom den måtte ryge direkte i papirkurven, har den gjort noget for dig; givet dig et mikrooverblik over nyhederne.
Avis-stativets genkomst Nyhedsapps’enes hengemte rolle vil ændre sig med IOS 5. Her vil alle iPad-udgivelser samle sig på det samme sted – nemlig i den nye samleapp “Newsstand” (foto herunder), som alle Apple-apparater med IOS 5 vil blive født med. Sandsynligvis vil Newsstand-app’en være synlig på selve startskærmen, når IOS 5 installeres. Når du åbner Newsstand, ser du de seneste forsider fra de iPad-udgivelser, du måtte have installeret. De vil nemlig blive downloadet automatisk i baggrunden, så snart de bliver udgivet – og det sker tidligt om morgenen for de fleste. Så fremover vil Apple-systemet arbejde for dig, mens du selv ligger trygt og sover.
Newsstand ændrer dog ikke på, at de enkelte nyhedsapps stadig ikke i sig selv er synlige fra forsiden. De ligger stadig inde i din Newsstand-app. Så du skal aktivt gå ind i Newsstand for at få øje på de nye udgaver. Det problem gør de nye notifikationer – beskeder fra udgiveren, der pushes ud gennem skærmen – noget ved.
Påtrængende beskeder Indtil nu har notifikationer fungeret dårligt. De har været meget påtrængende, har lagt sig som popup vinduer oven på ens skærmbillede og blokeret for det, man ellers var i gang med. Når du som udgiver sender en besked, risikrerer du altså at irritere din læser i stedet for at give ham en serviceoplysning, han ville blive glad for.
Når brugeren så har lukket notifikationen ned uden at se, hvad der egentligt stod i den, fordi han bare ville videre med det, han nu var i gang med, har systemet, for føje spot til skade, sørget for, at notikationen ikke bare blev gemt, men helt forsvandt.
Begge disse ting ændres der nu på: Med IOS 5 glider notifikationer diskret ned i den øverste top af skærmbilledet uden at afbryde den app, læseren ellers måtte have gang i. Og den forsvinder igen af sig selv efter kort tid. Notifikationer vil derfor blive meget mere comme il faut. Og når den enkelte notikation går væk, forsvinder den ikke bare: stryg ned ad skærmen og en fin liste med alle nylige notifikationer kommer frem.
Nyt nummer ude! Ud over at samle iPad-udgivelser et centralt og synligt sted, downloade dem automatisk, så du kan læse dem, lige når du vil, giver IOS 5 altså også meget bedre avis-salgs-muligheder: “Nyt nummer på gaden! Læs alt om… ” vil komme til ny ære og værdighed. Det er et stort skridt.
Magasinagtig web-læsning
Den anden nyhed er Reader – et tillægsprogram til Safari, Apples browser – der gør det muligt at få vist alle artikler på nettet i en ensartet, ren overskuelig form. Reader stripper siden for dens eget layout, og egne reklamer, og sætter tekst og billeder op på en pæn og læsevenlig form.
Med et klik på en knap kan du også gemme artiklen i din “artikler-jeg-vil-læse-senere”-liste. På den måde kan du i løbet af dagen lægge en håndfuld eller flere artikler til side, og når du så kommer hjem, kan du læse dem igennem i et pænt, ensartet lay-out. Og altså uden reklamer blandt andet. Meget som Flipboard og Zites og en række andre nyhedssamlings-apps, der findes derude. Med IOS 5 bliver det bare dig selv, der er redaktøren.
Hyp, alle mine devices
Nyhedssamler-featuren boostes af, at alle dine forskellige computere, iPhones, iPads og iPods nu automatisk taler sammen. Hvis jeg på min PC (ja, også på PC, ikke kun Mac – forudsat at jeg bruger Safari) sidder og surfer og klikke gem til senere, vil jeg senere kunne hive min iPhone frem, og finde den der. Jeg kan altså bruge alle mine devices til at sammensætte min læseliste.
Læg dertil en ny heftig twitterintegration i hele IOS 5, der gør det meget mere oplagt at tweete interessante artikler rundt. Tweets, der meget vel kan ende med, at dem der følger dig vælger at klikke på “gem senere” knappen.
“One more thing…”
Apples reader er skidt nyt for de etablerede udgivere, der gerne vil tjene penge på reklamer på det åbne net. Newsstand er godt for de medier, der istedet går App-vejen. Særligt fordi der ikke bliver fjernet reklamer eller noget andet inde i din egen iPad- (eller iPhone-) udgivelse. Budskabet er klart (måske uundgåeligt, men også trist): medier skal over på Apps – eller spærres inde bag betalingsmure på nettet.
Åh, og “one more thing”: på Apps har Apple et fantastisk reklame-salgs-program, der vil sørge for en lind strøm af indtægter, hvis du laver en nyheds-udgivelse folk gider bruge. Apple er yderst rimelige og beholder kun 40 procent af omsætningen til sig selv.
iPad’en som vi kender den idag har en altoverskyggende, meget Apple-unlike og helt uforståelig mangel. En mangel, som Apples ny-lancerede dokument-fjernlager på internettet, iCloud (som du kan læse om hos Apple her), vil afhjælpe. En af iCloud’ens indtil nu oversete fortjenester vil derfor blive at få iPad’en til endelig at blive hvad den hele tiden har stillet os alle i udsigt: en ægte netmaskine.
Som jeg skrev i min første anmeldelse af iPad’en på vej hjem over Atlanten med min dengang spritnye iPad 1 i hånden: “Sharing sucks”: for at få et regneark, et tekstdokument eller en keynote (Apples powerpoint) fra din computer over på iPad’en, skal du igennem en tæerkrummende proces: først skal du kable iPad’en til din computer, så skal du åbne iTunes, så skal du her manuelt og gennem din stifinder finde den fil du vil udveksle og så, inde i iPad’ens program, importere filen fra iTunes.
Alternativt kan du maile dokumentet til dig selv (!)
I praksis har denne proces indtil nu gjort iPad’en helt uegnet til professionel dokumenthåndtering. Altså uegnet som kontormaskine.
Det er dette iCloud gør op med: når iCloud’en er up and running, vil alt hvad du laver på din iPad og din computer automatisk hænge sammen – det er i praksis samme dokumenter du arbejder på. Og dermed får iPad-platformen et ordentligt spark fremad i konkurrencen med resten af tablet-feltet. Det er “post-pc” doktrinen der forankres.
Nu mangler vi bare at Apples egne kontorprogrammer bliver fuldt kompatible med hinanden, så halvdelen af dine elegante overgange og effekter i Keynote, f.eks., ikke forsvinder hver gang din præsentation vandrer fra det ene device til den andet. Come on, Apple!
Så blev det Wireds tur til at blive sociale på iPad. I maj-nummeret, der lige er kommet på gaden – og som forøvrigt er gratis, sponseret af Adobe (Tak, Adobe) – kan du nu tweete, maile og dele artikler på facebook.
Ja, ikke fra alle artikler altså. Faktisk kun fra 4-5 af dem. Ikke storstilet.
Og hvis du gerne vil vide hvad andre tweeter om en artikel og hvad de skriver om den på Facebook, må du også ud og lede andre steder. Det er ikke noget du får noget at vide om inde i Wired selv. Det er synd, for det er ellers en af de helt store fordele ved at gøre indholdet socialt: at der kommer en ny dynamik til læseroplevelsen.
Der er ikke meget spræl over den lille “Share-bjælke” i bunden af artiklen her.
Her er Wired langt bagud i forhold til f.eks. The Daily, hvor du på alle artikler kan læse andre læseres kommentarer og se hvad de skriver om den på Facebook og Twitter – og selvfølgelige selv bidrage og dele også.
Denne ikke særligt imponerende sociale start er da også kun Wireds første skridt ud i deling. Det er ihvertfald hvad Chris Anderson, Wireds chefredaktør, har fortalt mig når jeg har spurgt. Men noget tyder på, at der er flere ben i det for Wired end først antaget.
For en måned siden, da der heller ikke var noget i marts-nummeret mailede han: ”We’ll have simple social media sharing next month (altså Maj-nummeret, altså, min tilføjelse), but the proper surfacing of social media conversations in-app is a non-trivial technology and will take a while to get right”
Wired har ellers alle muligheder for at gøre det godt – og intet at tabe! For de har i forvejen i al væsentlighed hele magasinet liggende gratis på på nettet også. Så det er sådan set bare at komme i gang for dem og få iPad og web-udgave til at snakke lidt sammen. Det burde – taget i betragtning hvor fed Wireds iPad-udgave iøvrigt er – ikke være så voldsomt svært.
Er iPad’en mediebranchens redning? Hvis ja, hvorfor? Og hvordan klarer de danske mediehuse sig so far? Det er de spørgsmål jeg ser på i min nye undersøgelse “Nyheder på iPad. 7 danske og 3 udenlandske iPad-udgivelser – status og perspektiv”.
I bunden af denne post kan du se hvordan du bestiller rapporten. Her kan du se min halvtimes fremlæggelse af rapporten på UPDATEs konference “Tablets i Praksis” i sidste uge (24. marts 2011) i København:
I rapporten giver jeg også karakterer (det gør jeg ikke i videoen). Nordjyske vinder blandt danskerne. Flipboard blandt de udenlandske. Men ingen af udgivelserne er oppe at ringe. Alle har meget at lære endnu.
Læs mere i rapporten. Her
- identificerer jeg fire områder, hvor iPad’en kan gøre en forskel: Overblik, Oplevelse, Opdatering og Socialitet
- gennemgår jeg alle de indtil videre syv danske nyhedsudgivelser på iPad: Nordjyske Inside, Berlingske Business, Børsen, Berlingske, Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra-Bladet.
- udpeger jeg de tre arketyper der har udkrystalliseret sig: Eksisterende aviser på iPad, Nye iPad-nyhedsudgivelser og Aggregatorer, og gennemgår mønster-udgivelser for hver af dem, hhv. Wall Street Journal, The Daily og Flipboard.
Læs hele gennemgangen af Nordjyske Inside – og af Politiken, Berlingske, Jyllands-posten og Ekstra-Bladet, Børsen og Berlingske Business, The Daily, Wall Street Journal og Flipboard – Download rapporten
Send, download og udskriv. Pris: 345 ddk/€45,50 (ex. moms)
Digital view, særudgave: Nyheder på iPad. 7 danske og 3 udenlandske iPad-udgivelser - status og perspektiv” er skrevet i samarbejde med UPDATE ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til konferencen “Tablets i praksis”, 24. marts 2011, 49 sider.
Send en email til jon@jon-lund.com med dit navn, evt. firmanavn og adresse med “Køb Nyheder på iPad-rapport” som subject, og du modtager rapporten som PDF samt faktura.
Denne blog-post er et redigeret uddrag af rapporten “Nyheder på iPad. 7 danske og 3 udenlandske iPad-udgivelser - status og perspektiv” som jeg har skrevet i samarbejde med UPDATE ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til konferencen “Tablets i praksis” den 24. marts 2011. Læs i bunden af denne post hvordan du bestiller rapporten.
De fleste havde ventet en stor og solid betalingsmur, der skulle tvinge læserne til lommerne, hvis de villle have adgang til det eksklusive, særproducerede nye daglige iPad-magasin The Daily. Her små to måneder efter lanceringen kræver The Daily da også stadig betaling. Ihvertfald hvis du skal ind gennem hovedindgangen. Ikke at det er dyrt – 6 kr om ugen! – men betale skal du altså.
Forsiden på The Daily – komplet med kort nyhedsvideo, der guider dig til indholdet.
Men betalingsmuren er ikke stor og solid. Den er fyldt med huller: bare følg et direkte link til en artikel, og du smutter lige igennem. Artiklen du får frem vises så i din normale net-browser – og altså ikke i The Dailys fine app. Måske mangler den en interaktiv grafik. Men artiklen er der grundlæggende.
Det er ikke en fejl. Faktisk er det med fuldt overlæg, at denne smutvej eksisterer. Ja, The Daily opmunterer ligefrem alle brugere til at sprede disse links. Her er hvordan:
Alle artikler hos The Daily har en lille delings-knap i toppen, og når man klikker på den får man et helt arsenal af sociale muligheder: For det første er der kommentar-funktionaliteten, hvor du kan se hvad andre har skrevet om artiklen og selv give dit besyv med – enten i form af et eget indlæg eller ved at rate de andres indlæg. Og hvis du ikke har lyst til at skrive kan du istedet indtale din kommentar. Derudover kan du poste artiklen til Facebook eller Twitter eller sende den med email. Endlige kan du gemme artiklen.
Et lag med socialt medie-liv kommer frem på artikel-siderne, når du trykker på en lille knap. Komplet med kommentarer, likes, Facebook-deling, Twitter-integration og email artikel.
Hvis du gemmer en artikel lægger den sig i dit udklips-arkiv i selve app’en, så du senere kan klikke den frem. Hvis du mailer den, poster den på Facebook eller tweet’er om den, er det som hos Wall Street Journal et link til en web-udgave af artiklen du sender.
Der er mening med galskaben. Ved at ommuntre brugerne til at sprede smutveje ud på nettet, forsøger The Daily at sikre sig selv en plads i det levende nyhedsfællesskab – og håber på at nogen af de læsere, der følger smutvejene ender med at blive betalende læsere også. Samtidig med at The Daily selv kommer til at give en bedre læseoplevelse, hvor læserfællesskabets puster blidt liv i de redaktionelle artikler.
For at sikre at så mange som muligt ikke lader sig nøjes med gratis-versionen, gør the Daily rigtigt meget for at læsere af web-udgaven af en artikel skal forstå, at den kommer fra en iPad-app, og at det du får der har mange flere kvaliteter. Det fortæller The Daily brugerne med store bogstaver og i farver: Nok kan du læse hele artiklen gratis på nettet – men evt. interaktive grafikker mv. er gjort døde i web-udgaven.
Alle The Dailys artikler ligger på thedaily.com. I fuldtekst, med lidt færre interaktive elementer og uden mulighed for at kunne bevæge sig rundt i nyhederne på sitet. Til gengæld godt med reklamer for iPad-versionen.
Men det er ikke kun de interaktive grafikker der mangler på nettet. The Daily har også sørget for at sitet thedaily.com, hvor artiklerne ligger, ikke er velegnet til at surfe nyheder på i sig selv. Forsiden har ingen nyheder på sig, og ingen navigation, der kan hjælpe dig med at finde nyheder. Ingen søgeboks, ingen menuer. Forsiden handler om app’en og selskabet bag.
De gratis artikler har heller ingen menuer, søgning eller anden navigationshjælp. De er designede til at være stand-alone indholdsenheder – nogen beregnet på at blive linket til, ikke andet. Jo – at reklamere for app’en og gøre det så let som muligt for brugerne at komme igang på iPad.
The Daily viser på denne måde at mure – også betalingsmure på nettet – skal kunne ånde for at fungere. Fordi alterntivet, de ridige “walled gardens”, skaber iltfattige miljøer, hvor også nyhedsblomster har svært ved at gro.
Læs hele gennemgangen af The Daily – og af Wall Street Journal, Flipboard, Børsen, Business, Nordjyske Inside, Politiken, Berlingske, Jyllands-posten og Ekstra-Bladet – Download rapporten
Send, download og udskriv. Pris: 345 ddk/€45,50 (ex. moms)
Digital view, særudgave: Nyheder på iPad. 7 danske og 3 udenlandske iPad-udgivelser - status og perspektiv” er skrevet i samarbejde med UPDATE ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til konferencen “Tablets i praksis”, 24. marts 2011, 49 sider.
Send en email til jon@jon-lund.com med dit navn, evt. firmanavn og adresse med “Køb Nyheder på iPad-rapport” som subject, og du modtager rapporten som PDF samt faktura.
Apple er blevet et af verdens største selskaber på sin evne til at skabe teknologiske gennembrud. I Politiken i dag giver jeg mit bud på, hvordan selskabet kan blive ved med at holde føringen i kapløbet om forbrugernes gunst.
Efter et år med iPad’en må Microsoft og Google, HP, Samsung og de andre konstatere, at Apple har gjort det igen: taget hele verden med bukserne nede og defineret en spritny genre, hvor de selv ligger trygt i spidsen, mens resten af markedet desperat forsøger at følge trop. Ligesom da Apple torpederede mp3-afspillermarkedet med iPod’en i 2001, og da iPhonen i 2007 viste vejen frem for alverdens mobilproducenter.
Her er Apples hemmelighed, og hvor den kan føre os hen de næste ti år, hvis de forstår at fastholde føringen….
I forgårs anmeldte jeg Børsens nye iPad-version. Den kan læse her: Børsens iPad misser målet. Som titlen siger, er jeg ikke begejstret – men det er ikke alting der er skidt, og to ting fortjener at blive fremhævet: den prioriterede forside og den pæne omplantning af avis-layout til iPad.
Dejligt prioriteret forside Prioritering er en traditionelle print-dyd, og det er rigtigt godt at Børsen har taget den med til Ipad. I modsætning til på nettet bliver selve iPad-forsiden ikke løbende opdateret. Nej, Børsen fryser det meste af forsiden – ikke en gang i døgnet som på print, men fire gange i døgnet: kl. 6, 12, 17 og 22.
Grunden til at jeg synes det er godt, er at det sender et budskab til dig som læser om at historierne faktisk er vigtige og ikke kun et resultat af nettets evigt stressende nyhedspuls, der hele tiden kræver nyt på toppen (samtidigt med at en “sidste nyt”-spalte faktisk giver dig den rå nyhedsstrøm, hvis det er den, du er interesseret i). Det er den form for nyhedsprioritering som skal til på en Ipad, som du typisk bruger, når du har et par minutter i lean-back-mode og vil have lidt overblik.
Særligt er den prioriterede forside god, fordi den samtidig giver en senest opdateret-liste, der giver overblikket over den løbende nyhedsstrøm, uden at den tager overhånd. Klar og god opdeling og adskillelse.
På mange andre måder er forsiden ikke heldig. Det kan du læse mere om i min anmeldelse her.
Flot iPad-version af papiravisen Fra Ipad-forsiden kommer du, når du bladrer, automatisk frem til… en ny forside. Nemlig forsiden af dagens trykte Børsen.
I sig selv er denne forside fin. Det er umiskendeligt den trykte avis, men samtidigt er den nænsomt tilpasset den noget mindre Ipad-skærm.
Forsiden af Børsen som vi kender den på print er nænsomt tilpasset iPad-skærmen, der er ca. halvt så høj som Børsens tabloid-format.
Det er ikke kun papiravis-forsiden layout’erne har kælet for. Alle artiklerne fra papiravisen er blevet om-layoutet til at passe til det nye format på en måde, så du er ikke i tvivl om, at det er det trykte Børsen, artiklerne stammer fra, og så de samtidigt er lette at læse på skærmen. Illustrationer og grafikker er også håndbåret ind i Ipad’en fra avispapiret. Det giver en følelse af, at redaktionen sætter pris på indholdet og giver en god læseoplevelse.
Opslaget med “Torm synker dybere end forventet”, der handler om at det danske rederi Torm kom ud af 2010 med et skuffende stort underskud, er et godt eksempel: Notespalten og annoncer i printavisen er smidt helt ud af Ipad-versionen, der bevarer hovedhistorien og bihistorien om Torm i en læsevenlig helhed. Det bærende billede har god tyngde på iPad’en også, grafikken/faktaboksen pænt sat ind. Se selv her:
Opslag med artikler om Torm på print.
Torm-opslaget omformet til iPad. Startskærmen viser til og med billedet.
Udover at det altså er nydeligt design-arbejde, kunne man godt have ønsket sig noget mere spræl i print-artiklerne på iPad. Sådan lidt billedgallerier, videoer, interaktive grafikker og måske endda kommentarer, “tweet this” og “I like”. Det skriver jeg mere om i min anmeldelse, som du altså kan læse her: Anmeldelse: Børsens iPad misser målet.
JON LUND is a leading authority on the digital future and market communication. JON LUND helps clients build and implement succesfull online presence. JON LUND inspires and provokes at at conferences, internal events and executive consulting sessions. JON LUND helps clients finding facts, analyzing and investigation into the digital markets. Read on