Prisen på en follower er afsløret, Microsoft er knækket. Snart kan iPad-skærmen foldes og IBM har pudset Watson på medicinal-industrien. Plus: to, måske tre, fede apps. Sådan lyder stikordene til dennes uges “Lund på nettet”. Sakset fra Politiken i dag.
14 kroner for et klik Som langt de fleste andre netmedier tjener Twitter sine penge på reklamer. Hos Twitter skal reklamerne skaffe nye venner, der vil tale med på annoncørens egen dagsorden. Jo flere der videresender dine opdateringer, og jo flere der siger ja tak til flere nyheder fra dig og bliver såkaldte followers, jo dyrere er det.
Denne reklamemodel adskiller sig fra de store avissites, hvor annoncøren betaler for at få del i troværdighedsskæret fra de fine journalistiske artikler. Eller fra Google, hvor annoncørerne betaler for virtuelle butiksdøre, der toner frem for brugerne, lige når de har brug for dem.
Microsoft slået Nettet er troløst. I sluthalvfemserne var Netscape den eneste rigtige browser, men så kom Microsoft, og vupti var Netscape en saga blot. Nu er trenden vendt igen: Efter at have stået for næsten 99 procent af al netsurf er Microsofts Explorer nu nede under 60 procent herhjemme, viser en browserstatistik fra de danske netmediers brancheforening, FDIM. Og i USA, fortæller ArsTechnica, er Explorer nede under 50 procent.
Denne gang er der ikke en, men hele tre udfordrere. Firefox indledte angrebet på computersurferiet, men er overhalet af Googles browser, Chrome. Imens har Apple indtaget mobilen med sin browser Safari, som alle iPhone-ejere surfer med.
Skærmen kan foldes
Jeg har tidligere slået til lyd for, at vi omkring 2015 vil se iPads, der kan foldes sammen til almindelig mobilstørrelse. Så får man en dejlig stor skærm, man kan have i lommen.
En ny computerchip, der er fremstillet af molybdæn i stedet for det normale silicium, som Forbes omtaler, bringer os et skridt nærmere målet. Molybdæn gør det muligt at lave chiplag på kun tre atomers tykkelse (mod normalt ni). Dertil – og det er det særligt interessante i denne sammenhæng – er molybdæn bøjeligt. På den måde kan ikke kun skærmen, men hele computeren blive dejlig blød.
Forskerjob til Watson
Medicinalbranchen er på hårdt arbejde, hver gang den skal opfinde et nyt lægemiddel. Der er skrevet så meget og udtaget så mange patenter, at alene det at finde ud af, om nye opfindelser overhovedet er nye, kan tage vejret fra selv den bedste.
Det problem har IBM fået øje på og har derfor givet supercomputeren Watson – måske den mest intelligente computer i verden – til opgave at gnaske sig igennem 4,7 millioner patenter og 11 millioner videnskabelige artikler. Resultat: Hvis du viser Watson tegningen af et molekyle eller fodrer den med et kemisk navn, giver den dig en fin liste over samtlige kemiske forbindelser, der ligner.
Du kan selv prøve hos National Institute of Health, som IBM har foræret hele molevitten til – forskerne er glade, og IBM får vist Watsons troldmandsevner frem over for den pengestærke medicinalindustri.
Hjælp til læsningen
To små iPad-apps, Flipboard og Zite, er uundværlige for mig i min daglige research. De er begge lækre bladremagasiner, proppet med de artikler fra det store net, som falder i præcis min smag. Flipboard ser, hvad mine venner læser, og fortæller mig om det. Zite spørger mig, hvad jeg kan lide, og giver mig stof, der matcher.
Området er hot. Google er lige kommet med sin egen app af samme slags, Currents, til iPads og Android-tabletcomputere. Zite og Flipboard har lanceret spritnye og meget tjekkede mobilversioner specialdesignet til opdateringer på farten på den meget mindre skærm.
Djævelen gemmer sig som bekendt i detaljen. Det er også tilfældet med Googles cirkler: et eller andet skurrer. Hvis det lykkes Google at redde trådene ud, er banen kridtet op til det helt store sociale slag. Twitter og Facebook er begge i skudlinien.
Googles nye sociale netværk – Google+ – har haft en super start. Det er lidt over en måned siden Google+ så dagens lys med et helt eget forfriskende take på hvordan sådan en størrelse skal skrues sammen. Google+ tog det bedste fra Facebook – strømmen af billeder, videoer, updates, diskusioner og links.
Google+ har Facebook-lækkert layout
Fine og lækre cirkler
Samtidig satte hælen i Facebooks ømme punkt: kontrollen over hvem du deler hvad med. Google+ gør det nemlig ekstremt meget lettere at fortælle vittigheder til ens venne-cirkel og dele faglige guldkorn med ens kolleger. At holde ferie-billederne i familie-cirklen og den store fritids-hobby i kredsen af drenge. At undgå at drukbilleder havner i de forkerte steder og at ens skarpe politiske analyser forbliver i de konstruktive fællesskaber, som de var skrevet til. Det gør de med en meget brugervenlig “cirkel”-opbygning, hvor du kan drag’e og droppe dine kontakter ind i grupper af venner, bekendte, familie mv.
Befriende åbent netværk
Samtidig med dette slag mod Facebook, tager Google+ Twitters livsnerve under kærlig behandling: evnen til at følge helt fremmede, men for dig interessante, menneskers updates. Uden at I behøver at være “venner”. Hos Twitter kan jeg følge nobelpristagere og store amerikanske direktører, som aldrig har hørt om mig. Og vice versa. Det samme kan man på Google+ (som jeg skrev om forleden). På Google+ ser det bare meget bedre ud end på Twitter, der er en kedelig samling af rene max. 140 tegns tekst-opdateringer. Google er nemlig Facebook-lækker.
Hos Google+ dragger du let venner til de rette cirkler
Først tager vi Twitter, så Facebook
Derfor udfordrer Google+ både Facebook og Twitter. Twitter, der er en dværg i forhold til Facebook, bliver slagets første offer, hvis det når så langt. De lave brugertal gør Twitter (der meget let kan ligne det rene røv og nøgler, som jeg beskrev det for et par måneder siden) meget skrøbelig. Facebook står som nummer to i køen. De har den klassiske netværkstrumf i ærmet: det er ikke sjovt at være i et tomt netværk. Ligesom med telefonen, der først blev sjov, da der kom nok mennesker man kunne ringe til.
Djævelen gemmer sig i detaljen
Men djævelen gemmer sig i detaljen. Og måske bliver Google aldrig andet end et godt forsøg på at tænke nyt. For der er noget der skurrer ved Googles cirkler. Konceptet er på en eller anden måde ikke helt rent i kanten.
Google siger selv at de med deres cirkler kopierer hvordan ens rigtige fysiske sociale liv er organiseret. For også i virkelighedens verden har du cirkler.
I virkelighedens verden vælger du ikke selv dine kolleger Men mine real-life sociale cirkler er på et punkt anderledes end dem, Google+ giver mig mulighed for at bygge. I virkeligheden er de sociale cirkler nemlig gensidige: til forældremøde på børnenes skole er vi allesammen hinandens børns klassekameraters forældre. Os der bor på Bygholmvej møder alle sammen hinanden til den årlige vejfest. Du er ikke kollega alene – det er du pr. definition med alle de andre, der arbejder samme sted som dig.
Men hos Google har vi ikke de samme cirkler. Vi har hver især defineret vores egne. Din onkel har ikke nødvendigvis mig i sin familie-cirkel, selvom du har ham i din. Din chef har måske sat dig i hans venne-cirkel, så du kan høre alle hans jokes, mens han aldrig hører hvad du skriver af morsomheder til din vennekreds, fordi han hos dig er defineret som “professionelle bekendte” – ikke som en del af din “venne-cirkel”.
Det er jo selvfølgelig helt fint, at din chef ikke skal høre dine vittigheder. Problemet er, at det ikke er klart for nogen hvem der i virkeligheden hører hvad. Sådan er det ikke f.eks. i kantinen: her ved du hvem der sidder rundt om bordet, og du ved hvem der lytter med og hvem der ikke gør det.
I virkelighedens verden er offentlighed både selektiv og åben
Den samme skævhed giver sig også udslag et andet sted hos Google+. Det er i Google+ offentlige rum. For hvis du vælger at skrive noget offentligt, kommer det frem hos alle, der måtte have dig i deres cirkler. Når jeg skriver noget klogt om medie-udviklingen (som denne her artikel, f.eks.) bliver det læst af en masse mennesker, som følger mig af professionel interesse, men som er fremmede for mig. Det er godt. Men den bliver også pænt listet op på både min mors og mine venners vægge, selvom mine ellers meget fine betragtninger her ikke rager dem en høstblomst. Det var ikke sket hvis jeg havde skrevet det i et trykt fagblad: her var det kun de professionelt interesserede, der ville få min guldkorn serveret.
Cirklens sociale kvadratur
Cirkel-roderiet er Google+’s archilleshæl. Det er kædens svageste led, Twitter og Facebooks største håb. Måske kan trådene redes ud af dette kluddermor for Google+. Måske er resten af konceptet så stærkt at det ikke betyder noget i praksis. Men det er her tampen brænder – både for Google’s ingeniør-hold og for de sociale konkurrenter. De skal løse cirklens sociale kvadratur.
Alle spørger om Google+ er den nye Facebook-dræber. Det er også et godt spørgsmål. Måske er det faktisk. Men faktisk er Twitter i endnu højere grad i skudlinien. For hele vennebegrebet – som jo er riimeligt centralt i sådan nogen tjenester her – er hentet fra Twitter. Ikke Facebook.
Følge eller ven? Den store forskel er, at på Facebook er man venner med hinanden. Hvis vi er venner på Facebook, kan jeg se hvad du laver, og jeg kan se din aktivitet.
Omvendt hos Twitter. Der er man ikke “venner” – man følger andre, uden at de behøver at følge en tilbage. Jeg kan altså følge med i hvad du skriver uden at du behøver at følge med i min strøm af updates.
Det er det samme hos Google+. Jeg kan vælge at tilføje hvem som helst der er på til min cirkler og på den måde følge med i hvad de siger – med no strings attached.
Udvider horisonten
Forskellen er vigtig, fordi din Google+ profi bliver voldsomt meget mere interessant, når du ikke kun kan følge dine rigtige venner og bekendte – men også de kendte, indflydelsesrige og rigtigt kloge. F.eks. har jeg netop add’et de to Google-stiftere og Mark Zuckerberg (!) til en af mine cirkler – og kan nu se billeder fra Larry Page kiteboarding i Alaska som han lagde på i går (det så fedt og koldt ud).
Det er good news! Twitter – som jeg personligt er vild med – har nemlig seriøse problemer med at komme ud over rampen. Selvom det er fedt er Twitter simpelthen for svært at komme i gang med, og så ser det kedeligt ud og mangler umiddelbar appel.
Ser flot ud Google+ ser ligeså “rigt” ud som Facebook med billeder og videoer osv. Det er meget mere, og meget flottere, end blot de rene tekst-updates, som Twitter består af.
Kom let igang
Og så er det dejligt let at komme igang med Google+, fordi systemet starter med dine nære cirkler – alle dem du i forvejen mailer med, hvis du bruger gmail bliver foreslået som default og så kan du vælge fra dem i et fedt “drag’n'drop” interface.
Titter frem overalt
Og så har Google en sidste meget stor fordel frem for Twitter: Google er nærværende. Næsten alle bruger Google som søgemaskine hele tiden. Rigtigt mange bruger Gmail. Begge steder har du nu fået en Google-bjælke oppe i toppen, der blandt andet med et rødt tal fortæller dig, hvis nogen har skrevet noget i nogen af dine Google+ cirkler.
Jeg har længe tænkt: Twitter er for godt til at dø igen. Nu tror jeg jeg kan se Twitters fremtid. Den kan meget vel hedde Google+.
“Det der Twitter - det da røv og nøgler, er det ikke” sagde redaktøren til mig forleden. “Kan du ikke skrive noget om det – sådan en god skarp sag?”. “Øh, tjo” svarede jeg. For jeg forstod hvad han mente: Det virker næsten naturstridigt at det andet sociale netværk holder momentum selvom tilsyneladende næsten ingen bruger det. En slags digital brumlebi, der forlængst burde være faldet til jorden. Men samtidig er jeg selv en ivrig twitter-bruger. Det var faktisk der jeg får hovedparten af min viden om hvad der rør sig. Min informations-kanal nr 1.
Så hvad skulle jeg sige? Det er svært at disse sine egne darlings. Men her er 12 ting jeg ved – og to observationer.
1. Twitter er en dværg herhjemme Antallet af danskere der læser tweets er meget småt. Ca. 147.000 voksne var i december 2010 forbi twitter.com siger FDIMs Gemius-måling. Andre ca. 30.000 kom forbi ad andre veje, hvis man skal tro Twitter tommelfingerregel. I alt 180.000 – små 5 procent af alle danske surfere. Sammenlign med Facebooks over 2,6 millioner brugere og du har en dværg.
Illustration: Brug af Facebook og Twitter i USA og Danmark, Dec 2008-2010 iflg. hhv. Comscore og FDIM/Gemius. Twitter-tal modificeret for at tale brug af Twitter gennem apps/klienter med. Procent af den voksne surf-population.
3. Brugertal står stille Twitter-tallene har ikke rørt sig meget siden de brød igennem mindstemålet på måleskalaen i foråret 2008. Faktisk faldt Twitter i løbet af 2010 med 8 procent. Og tidligere har twitter-brugen herhjemme været endnu større. Men ikke meget. Se mere diskussion her.
4. Kun en fådel følger nogen overhovedet Langt de fleste af de 180.000 der læser Twitter kommer mere eller mindre tilfældigt ind fra nettet. De Googler – eller følger et link. Kun 28.000 danskere havde ved årsskiftet oprettet deres egen konto – og sådan en skal du have for at kunne følge andre. Tallet kommer fra overskrift.dk, der automatisk gennemcrawler det danske twitterverse (som Twitter-universet kaldes).
5. Endnu færre skriver At have en twitter-konto er dog ingen garanti for rigtig aktivitet. Af de 28.000 har halvdelen har aldrig skrevet mere end 10 tweets, siger overskrift.dk. Omvendt skriver den hårde kerne meget: næsten 2000 danske twittere har skrevet over 1000 tweets hver (du kan se dem alle sammen her).
6. 90-9-1 reglen passer En sidebemærkning: Antallet af aktive brugere ser hårdt ud, når man ser det sort på hvidt. Men det passer fint med 90-9-1 tommelfinger-reglen: Langt de fleste brugere (90 procent) er med på en kigger. Og kun en fådel (9 procent) er overhovedet aktive. Og en lille klike (1 procent) er dem der driver værket. Twitter-forholdet her er 86-13-1.
Illustration: 90-9-1 reglen passer næsten på Twitter. 1 % af de 180.000 danskere der bruger Twitter på en måned skriver meget. 13 % følger primært. Og 86 % læser kun. Tal fra overskrift.dk og FDIM/Gemius.
7. 15 pip om måneden De få twittere er til gengæld aktive: 15.000 danske tweets bliver det ialt til om dagen. Det svarer til at hver enkelt i gennemsnit skriver 15 tweets om måneden. Og det er ikke kun de 416 mest aktive der går til makronerne. De første 2.000 mest aktive skriver alle et par tweets om dagen hver. Siger overskrift.dk.
8. Masser af links Twitterne taler også om noget – det er ikke kun smarte bemærkninger. Overskrift.dks sammentælling viser at 1/3 af alle tweets indeholder links. 5.000 links bliver hver dag pumpet rundt i det danske twitterverse. Men mange af dem er gengangere. Måske halvdelen?
9. Batter ikke omtale-wise Hvem links’ene peger på vides ikke rigtigt. Men det er ihvertfald ikke de danske aviser. Den mest twittede nyhedartikel den sidste måned er fra Information og handler om smartphones og information overload. Den blev nævnt 16 gange på Twitter. Til sammenligning: den mest Facebook’ede artikel var fra Politiken og handler om Danske Banks nulskat. Den fik 2.403 Facebook-likes, 2.595 Facebook-kommentarer og blev delt 541 gange på Facebook.
Det kan du se på Filip Wallbergs I Like robot. Samlet set finder han at 96,8 procent af omtalen af nyheder på nettet sker på Facebook. Og 3,2 procent på Twitter.
10. Twitter driver ikke trafik – hos Information Når man spørger Information, bekræfter de tallene. Deres statistiksystem siger at 0,39 procent af alle besøg kommer fra Twitter. Måske er tallet lidt lavt sat: måske er det i virkeligheden dobbelt så stort – for det kan være svært at se når folk klikker igennem fra deres egne Twitter-apps, og ikke kun fra twitter.com. Måske skal tallet dobles. Så får vi 0,8 procent. Og Information har en aktiv Twitterprofil med 4.333 followers.
Til sammenligning: Facebook.com står på papiret for 11,6 procent af Information.dks besøg. 20-30 gange så meget som Twitter. Og Information har kun 3 gange så mange Facebook-fans, som Twitterfollowers. (Tak, Nikolai Thyssen, for at dele data).
11. …heller ikke hos blogs Ude i blogosfæren er der heller ikke det store influx fra Twitter. På madbloggen bergholt.net blev det til 65 besøg sidste måned (igen: gang måske med to) – ud af 32.000 ialt. Mellem en kvart og en halv procent. Facebook gav næsten 10 gange så meget. Bloggeren (og twitteren) bag – Kasper Berholt (tak for at dele data Kasper) – har ellers flere followers på Twitter (463) end venner og fans på Facebook (hhv. 153 og 185).
12. …eller på niche-sites Hos sustainablecities.dk – et af Dansk Arkitektur Centers nichesite for bæredygtige byer – har de også både Facebook og Twitter-profiler. De har dobbelt så mange Twitter-followers (617) som Facebook-fans (350). Men igen er trafik-tallene vendt på hovedet:13 besøg fra Twitter, 218 fra Facebook. Ud af en total på små 20.000 den sidste måned. (Tak til Rune Huvendick for at dele).
13. Kaput som sprednings-site Det er hvad jeg ved. En masse tal, der temmeligt entydigt viser, at Twitter ikke batter meget hvis du gerne vil have meget omtale eller meget trafik. Omtale (og trafik) får du meget mere af hos Facebook. Eller – hvis det kun er trafik og synlighed du vil have – hos Google.
Twitter batter ikke som spredningsmedie. Information får måske 0,8 procent af deres trafik fra Twitter, madbloggenbergholt.net under en halv procent og sustainablecities.dk kan kun mønstrer en halv promille. Her hos mig selv (billedet) klarer jeg mig noget bedre. 3-4 procent af min trafik kommer fra Twitter. Men jeg skriver også om sociale medier – så du, kære læser, er nok ikke helt gennemsnitlig.
14. Små og tætte relationer Min egen brug af Twitter er delt: jeg elsker når folk omtaler mig eller linker til mig. Det gør de lidt mere end i eksemplerne ovenfor. Men jeg gør det jo også i sociale medier – og det er noget af det Twitter-folket godt kan lide.
Men det er ikke det hele. Faktisk betyder fælleskabet mere for mig end antallet af kliks. Eller rettere: udvekslingen af viden, at have adgang til hvad der rør sig lige nu blandt mange hundrede mennesker, jeg synes har noget at give af. De påvirker mig på måder der er dybere end det direkte klik. Og giver krop til relationer, der måske kan blomstre op i andre sammenhænge. Lur mig, om ikke de andre i twitterverset har det på samme måde med mig. Det håber jeg ihvertfald. Faktisk tror jeg det er Twitters hemmelighed. Det er ihvert fald ikke røv og nøgler.
### ### ###
Note: om brug af Twitter gennem twitter.com-hjemmesiden vs. forskellige Twitter-klienter Langt de fleste – langt, langt mere end halvdelen – af dem der selv twitter, twitter gennem klienter som f.eks. TweetDeck. Ikke gennem twitter.com. Det er også klart at langt de fleste der er på twitter (i forstanden har en konto) også læser gennem klienter.
Men det er kun twitter.com der rigtigt kan tælles af statistikkerne. Ihvertfald når det gælder hvor mange der egentligt bruger Twitter. Og når det gælder, hvor mange besøg en hjemmeside får fra Twitter.
1. Antallet af brugere
Tallene fra både Comscore i USA og FDIM/Gemius i Danmark tæller hvor mange mennesker der mindst een gang i løbet af en måned har været inde på twitter.com. Dermed tælles langt de fleste hard-core twittere med. For langt de fleste lander på et eller andet tidspunkt på twitter.com – faktisk 78 procent, siger Twitter selv. Også selvom man normalt går på Twitter gennem en klient som f.eks. TweetDeck (som jeg selv bruger). De 78 procent har jeg taget højde for i ovenstående.
2. Antallet af besøg fra Twitter
Der er som det fremgår ovenfor rigtigt mange flere der læser Twitter end der har en konto. Langt de fleste brugere kommer til Twitter gennem Google og links på nettet. Og de havner på twitter.com. Når de klikker videre til andre sites, vil disse andre sites alt andet lige registrere at de kommer fra Twitter.com – ihvertfald ikke fra klienter. Det er her fordoblingstallet kommer ind: antallet af kliks fra twitter.com til et eller andet website er ganget med to. Hvis det var antallet af tweets skrevet, ville en fordobling forslå som en skrædder i helvede. Med det er det ikke. Det er antallet af kliks på links i tweets vi taler om. (Derfor kan en fordobling stadig godt være for lavt. Men jeg synes det lyder rimeligt).
For ti minutter siden søgte jeg efter “Jesper Juul”, spil-manden, på Google. Resultatet var den velkendte liste. Men en enkelt ting skilte sig ud. Tjek resultat nr 4 på listen (udover reklamerne, altså): jesperjuul.net. Neden under søge-resultatet-teksten er der et lille billede og teksten “Jonas Heide Smith har delt dette på Twitter”.
Og det er ikke fordi Google er begyndt i almindelighed at gøre opmærksom på hvergang en eller anden har twittet om noget. Google skriver det kun, fordi Jonas er en af de 334 personer jeg følger på twitter. Han er den del af min “sociale cirkler” og derfor ser Google det som en kvalitets-stempling at Jonas har tweetet om det. Når dem jeg omgås taler om noget, er det nok interessant, tænker Google. Og fortæller mig om det.
Og ganske rigtigt: det er den Jesper Juul, som Jonas skriver om, jeg leder efter. Ikke den berømte børne-psykolog/terapeut. Og det Jonas skriver om Jesper Juul er ganske rigtigt også en anbefaling. (Selvom linket kunne jo godt have været interssant hvis Jonas havde disset ham). Når jeg klikker på Googles fremhævning af Jonas’ tweet, kommer dette frem:
Udover at Google viser mig, at Jonas har tweetet om linket jesperjuul.net, har Jonas’ tweet formentligt også fået resultatet højere op. Googles mægtige maskine bruger alle mekanismer, for at finde ud af hvad der skal stå først i søgeresultaterne. Google går selvfølgelig op i om det ord man leder efter står på siden, hvor mange gange det står der og om det står i overskrifter og lignende. Derudover går Google rigtigt meget op i, om hvor mange der linker til de sider, som indeholder søgeordet. Jo flere der linker til den, jo bedre er siden nok, er rationalet. Nu har Google fået en streng til at slå på: om dem der linker er nogen du kender.
Jeg spottede første gang Googles nye sociale søg for fem dage siden. Men dengang var det kun på Google.com det virkede. Nu er det også kommet til Danmark ser det ud til.
PS. Før du kigger efter spor fra dine egne sociale netværk i Googles søgeresultater, skal du både logges ind (det er du automatisk, hvis du bruger gmail, Googles webmailsystem). Og du skal selv ind i indstillingerne og koble din twitter sammen med din Google-konto, for at få det til at virke.
PPS. Det er ikke kun Twitter Google tager med i dens forsøg på at bestemme søgeresulaternes sociale relevans for dig. Også Facebook og alle dem du mailer og chatter med og har i din kontaktbog kan du få Google til at tage med.
PPPS. Her kan du se Googles intro-video om “social search”:
Og du kan læse mere om emnet hos Google selv her: http://www.google.com/support/websearch/bin/answer.py?answer=165228
PPPS. Microsofts søgemaskine, Bing, der officielt samarbejder med Facebook har også lanceret social søgning i denne uge. Det har jeg ikke kunnet få til at du endnu. Men her er Bings video hvor de fortæller om det:
Så blev det Wireds tur til at blive sociale på iPad. I maj-nummeret, der lige er kommet på gaden – og som forøvrigt er gratis, sponseret af Adobe (Tak, Adobe) – kan du nu tweete, maile og dele artikler på facebook.
Ja, ikke fra alle artikler altså. Faktisk kun fra 4-5 af dem. Ikke storstilet.
Og hvis du gerne vil vide hvad andre tweeter om en artikel og hvad de skriver om den på Facebook, må du også ud og lede andre steder. Det er ikke noget du får noget at vide om inde i Wired selv. Det er synd, for det er ellers en af de helt store fordele ved at gøre indholdet socialt: at der kommer en ny dynamik til læseroplevelsen.
Der er ikke meget spræl over den lille “Share-bjælke” i bunden af artiklen her.
Her er Wired langt bagud i forhold til f.eks. The Daily, hvor du på alle artikler kan læse andre læseres kommentarer og se hvad de skriver om den på Facebook og Twitter – og selvfølgelige selv bidrage og dele også.
Denne ikke særligt imponerende sociale start er da også kun Wireds første skridt ud i deling. Det er ihvertfald hvad Chris Anderson, Wireds chefredaktør, har fortalt mig når jeg har spurgt. Men noget tyder på, at der er flere ben i det for Wired end først antaget.
For en måned siden, da der heller ikke var noget i marts-nummeret mailede han: ”We’ll have simple social media sharing next month (altså Maj-nummeret, altså, min tilføjelse), but the proper surfacing of social media conversations in-app is a non-trivial technology and will take a while to get right”
Wired har ellers alle muligheder for at gøre det godt – og intet at tabe! For de har i forvejen i al væsentlighed hele magasinet liggende gratis på på nettet også. Så det er sådan set bare at komme i gang for dem og få iPad og web-udgave til at snakke lidt sammen. Det burde – taget i betragtning hvor fed Wireds iPad-udgave iøvrigt er – ikke være så voldsomt svært.
Denne blog-post er et redigeret uddrag af rapporten “Nyheder på iPad. 7 danske og 3 udenlandske iPad-udgivelser - status og perspektiv” som jeg har skrevet i samarbejde med UPDATE ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til konferencen “Tablets i praksis” den 24. marts 2011. Læs i bunden af denne post hvordan du bestiller rapporten.
De fleste havde ventet en stor og solid betalingsmur, der skulle tvinge læserne til lommerne, hvis de villle have adgang til det eksklusive, særproducerede nye daglige iPad-magasin The Daily. Her små to måneder efter lanceringen kræver The Daily da også stadig betaling. Ihvertfald hvis du skal ind gennem hovedindgangen. Ikke at det er dyrt – 6 kr om ugen! – men betale skal du altså.
Forsiden på The Daily – komplet med kort nyhedsvideo, der guider dig til indholdet.
Men betalingsmuren er ikke stor og solid. Den er fyldt med huller: bare følg et direkte link til en artikel, og du smutter lige igennem. Artiklen du får frem vises så i din normale net-browser – og altså ikke i The Dailys fine app. Måske mangler den en interaktiv grafik. Men artiklen er der grundlæggende.
Det er ikke en fejl. Faktisk er det med fuldt overlæg, at denne smutvej eksisterer. Ja, The Daily opmunterer ligefrem alle brugere til at sprede disse links. Her er hvordan:
Alle artikler hos The Daily har en lille delings-knap i toppen, og når man klikker på den får man et helt arsenal af sociale muligheder: For det første er der kommentar-funktionaliteten, hvor du kan se hvad andre har skrevet om artiklen og selv give dit besyv med – enten i form af et eget indlæg eller ved at rate de andres indlæg. Og hvis du ikke har lyst til at skrive kan du istedet indtale din kommentar. Derudover kan du poste artiklen til Facebook eller Twitter eller sende den med email. Endlige kan du gemme artiklen.
Et lag med socialt medie-liv kommer frem på artikel-siderne, når du trykker på en lille knap. Komplet med kommentarer, likes, Facebook-deling, Twitter-integration og email artikel.
Hvis du gemmer en artikel lægger den sig i dit udklips-arkiv i selve app’en, så du senere kan klikke den frem. Hvis du mailer den, poster den på Facebook eller tweet’er om den, er det som hos Wall Street Journal et link til en web-udgave af artiklen du sender.
Der er mening med galskaben. Ved at ommuntre brugerne til at sprede smutveje ud på nettet, forsøger The Daily at sikre sig selv en plads i det levende nyhedsfællesskab – og håber på at nogen af de læsere, der følger smutvejene ender med at blive betalende læsere også. Samtidig med at The Daily selv kommer til at give en bedre læseoplevelse, hvor læserfællesskabets puster blidt liv i de redaktionelle artikler.
For at sikre at så mange som muligt ikke lader sig nøjes med gratis-versionen, gør the Daily rigtigt meget for at læsere af web-udgaven af en artikel skal forstå, at den kommer fra en iPad-app, og at det du får der har mange flere kvaliteter. Det fortæller The Daily brugerne med store bogstaver og i farver: Nok kan du læse hele artiklen gratis på nettet – men evt. interaktive grafikker mv. er gjort døde i web-udgaven.
Alle The Dailys artikler ligger på thedaily.com. I fuldtekst, med lidt færre interaktive elementer og uden mulighed for at kunne bevæge sig rundt i nyhederne på sitet. Til gengæld godt med reklamer for iPad-versionen.
Men det er ikke kun de interaktive grafikker der mangler på nettet. The Daily har også sørget for at sitet thedaily.com, hvor artiklerne ligger, ikke er velegnet til at surfe nyheder på i sig selv. Forsiden har ingen nyheder på sig, og ingen navigation, der kan hjælpe dig med at finde nyheder. Ingen søgeboks, ingen menuer. Forsiden handler om app’en og selskabet bag.
De gratis artikler har heller ingen menuer, søgning eller anden navigationshjælp. De er designede til at være stand-alone indholdsenheder – nogen beregnet på at blive linket til, ikke andet. Jo – at reklamere for app’en og gøre det så let som muligt for brugerne at komme igang på iPad.
The Daily viser på denne måde at mure – også betalingsmure på nettet – skal kunne ånde for at fungere. Fordi alterntivet, de ridige “walled gardens”, skaber iltfattige miljøer, hvor også nyhedsblomster har svært ved at gro.
Læs hele gennemgangen af The Daily – og af Wall Street Journal, Flipboard, Børsen, Business, Nordjyske Inside, Politiken, Berlingske, Jyllands-posten og Ekstra-Bladet – Download rapporten
Send, download og udskriv. Pris: 345 ddk/€45,50 (ex. moms)
Digital view, særudgave: Nyheder på iPad. 7 danske og 3 udenlandske iPad-udgivelser - status og perspektiv” er skrevet i samarbejde med UPDATE ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til konferencen “Tablets i praksis”, 24. marts 2011, 49 sider.
Send en email til jon@jon-lund.com med dit navn, evt. firmanavn og adresse med “Køb Nyheder på iPad-rapport” som subject, og du modtager rapporten som PDF samt faktura.
However, the NYT pay-wall isn’t really a walled garden – only sorts of. And that’s great! Vigorously administered pay-walls tends to isolate the site they’re trying to protect potentially leading to complete suffocation: users won’t bother to neither pay or log-in, if they don’t have a really good reason do to so, thereby cutting off the lions share of user engagement. Not only does this inflict severe damage to the revenue-streams of the site – it also tends to make the site feel dull and kind of ex-communicated. You want to read what others read. Knowing something you can’t share feels awkward.
The blessed holes in the NYT pay-wall goes as follows: first, you can read 20 articles a month before you’re charged. That is: random and regular users are alike are welcomed on a free basis, but also expected to pay up.
Second, and this is really important, you still have unlimited access to articles when you access them from one of your friends tweets – or a like on Facebook. That is: NYT encourages users to share their content on the social media platforms, and encourages the dialogue around it’s content. It doesn’t kill off the lifegiving dynamics of the web – it embraces them!
Also, access from Google-searches are excepted from the Pay-wall toll. Which is also really clever, since Google obviously is a major muscle pumping traffic to any news-site.
Obviously NYT like all publishers needs to make money. The new (blessedly!) holed pay-wall might be the way to make it work.
Mediawatchs Ole Nørskov spurgte mig om mine kommentarer til en historie om det. Her er hvad jeg svarede:
Hej Ole,
Tallene passer helt fint med hvad vi ellers ser. Men det betyder ikke at twitter er marginalt. Kun at det er et nichemedium.
Husk også, at overskrift.dks tal går på hvor mange der selv har en aktiv twitter-konto, og hvor meget de bruger den. Men du kan jo sagtens læse tweets uden at have en konto. Gemius-tallene (den officielle danske opgørelse over brug af websites) siger, når man regner på dem, at der er måske 150.000 til 200.000 voksne danskere der læser tweets hver måned. Nogen er heavy-users. Andre er bare perifære brugere. Måske er de faldet over et link på Google. Til sammenligning er der ca. 2,5 million der bruger Facebook hver måned. Kæmpe forskel i reach!
Gemiustallene sagde også, sidst jeg så på dem, at Twitter ikke er i vækst herhjemme, men står i stampe.
Ikke desto mindre er jeg selv og andre meget glade for Twitter. Det er et medie du gerne vil bruge, hvis du vil i kontakt dem der faktisk interesserer sig for et emne. Eller som du som bruger vil bruge, for at holde dig opdateret om det der interesserer dig. Mere end for de nære sociale cirkler, som på Facebook. Til markedsføring er det ikke mange du rammer. Men dem du når ud til hører faktisk efter.
Men hvad så med mediernes mulighed for at bruge Twitter til noget, ville Ole vide. Kan de det? Jeg svarede:
Ja, for satan: alle der har en hjemmeside, skal gøre den tweet-bar. Ikke bare en lille forkølet knap, men en ordentligt stor opfordring og en liste over hvem der siger hvad på twitter om den artikel man er inde på. Fordi det skaber liv omkring det redaktionelle produkt. Dels lidt trafik. Men i virkeligheden mere fordi det skaber læserfællesskab: følelsen af at man læser en artikel sammen med andre, kan mærke dens puls, at det ikke kun er dig selv, men også andre der interesserer sig for den. Andre som du, hvis du havde tid, kunne klikke videre på, og føle dig sammen med.
Det samme kan du gøre med Facebook. Men Facebook er stadig mest gearet til info om de nære cirkler. Twitter er gearet til social networking der faktisk betyder noget. I praksis skal du helt klart bruge begge. Til gengæld behøver du ikke alle de andre 20-30 sociale netværksknapper mange idag pryder deres sites med.
Trendsmap.com is a facinating service, outlining what beeing twitted around the world. In Libya, a contry in the midst of a revolution against dictator Gaddafi, they’re right now tweeing about “Tripoli”, “Gaddafi” and “Feb17″.
But the volume doesn’t seem impressive. Only some 3-4 tweets have mentioned the trending Gaddafi for the past half hour. And three of those are actually the same tweet, only re-tweeted. Look at this screen-dump, and try out the service yourself:
Tweets in north Africa and southern Europe. Click to enlarge.
Twitter has helped revolutions elsewhere. But apparently not so in Libya. At least not right now.
This surely reflects severe restrictions on the use of the Internet by the Gaddafi regime. Though Tunisia, Libyas right-hand neighbour seems quite as well. (As opposed to the Egyptians who seems very active). Maybe Twitter isn’t that widespread in Liberia? Facebook for sure isn’t.
JON LUND is a leading authority on the digital future and market communication. JON LUND helps clients build and implement succesfull online presence. JON LUND inspires and provokes at at conferences, internal events and executive consulting sessions. JON LUND helps clients finding facts, analyzing and investigation into the digital markets. Read on
Som langt de fleste andre netmedier tjener Twitter sine penge på reklamer. Hos Twitter skal reklamerne skaffe nye venner, der vil tale med på annoncørens egen dagsorden. Jo flere der videresender dine opdateringer, og jo flere der siger ja tak til flere nyheder fra dig og bliver såkaldte followers, jo dyrere er det.
