Tis dig i mål og “10 things you didn’t know about orgasm”

Posted: December 8th, 2011 | Author: | Comments

Jeg har været på nettet og samlet nye links. Om et nyt pissoir med indbygget ski-spil, TEDs nye iPhone-app, knogler udskrevet på 3Dprinter,  et 70.000 mands firma der dropper email og Sydkoreanske fængselsrobotter. Altsammen trykt i Politiken i går. Læs her!

Styr skiene med strålen
Et modeord på nettet er gamification: Gør noget til et spil, og kedelige ting bliver sjove. F.eks. løber du hurtigere og længere, når du kan måle dig selv med vennerne på mobilen, og du hopper lettere på tidsbegrænsede slagtilbud på nettet, hvis der tælles ned med store blinkende tal.

Nu er turen kommet til wc-kummerne. Digitaltrends.com fortæller, at pissoirerne på herretoilettet på The Exhibit Bar i London er lavet om til spilkonsoller, hvor man(d) ved at tisse præcist kan styre en skiløber til højre og venstre på en skærm ophængt over pissoiret. Jo mere tis, des mere ræs, og des flere point.

Mens du nærmer dig pissoiret og lyner ned, spiller skærmen til gengæld reklamer. Den slags er der som bekendt penge i.

Hør foredrag på turen
Pendler du af og til som passager i bus, bil eller tog – og savner noget fornuftigt at foretage dig undervejs – er der godt nyt. TED, der de seneste par år har velsignet alverden med et sandt overflødighedshorn af verdensklasseforedrag i mikroformat, har netop lanceret sin netvideotjeneste som en app til iPhone.

Med app’en kan du blandt andet downloade foredragene hjemmefra eller nøjes med at høre lydsporet, så du uden at bekymre dig om båndbredde kan forsøde rejsetiden med f.eks. skuespilleren Charlie Todd, der fortæller om ’The shared experience of absurdity’, den svenske læge Hans Rosling og ’The best stats you’ve ever seen’ eller videnskabsjournalisten Mary Roach og ’10 things you didn’t know about orgasm’.

Print en knogle
3D-printere – små maskiner, der kan ’udskrive’ fysiske ting i stedet for tegn på et papir – skyder i disse år frem overalt. Bordmodeller kan lave små plastikfigurer og kroge, køkkenmodeller kan sprøjte kagedej ud i kunstfærdige former – og nu kan forskere fra Washington State University også printe dig en ny knogle efter mål, hvis de gamle gør knuder.

Knoglerne printes af et keramisk materiale, der er forstærket med silicium og zink, og indopereres som stilladser, mens dine egne knogler vokser ud igen. De første forsøg på kaniner og rotter er faldet godt ud, og nu arbejder forskerne på at få de printede knogler til at kunne opløse sig selv, i takt med at kroppens naturlige helingsproces skrider frem.

Ud med mailen
E-mail er noget, fanden har skabt. De sendes i hobetal, indeholder forfærdelige mængder sludder og er ansvarlige for tusindvis af spildte arbejdstimer, søvnløshed og stress. Miseren skyldes, at mailteknologien kun er halvvejs digital: den grundlæggende ’brev’-metafor stammer fra tidligere tiders fastlåste kontorformer og trives ikke i en verden, hvor alle kan sende til alle, og ingen har begrænset skriveplads.

Det har Atos, et stort fransk it-firma med over 70.000 ansatte, taget konsekvensen af, skriver blandt andre Wall Street Journal. Om 18 måneder forbydes medarbejderne at maile internt til hinanden til fordel for kortere og mere synkrone Facebook-agtige meddelelsesformer. Samt god gammeldags snak.

Robotvagt i fængsel
Til marts vil de indsatte i fængslet i den sydkoreanske by Pohang møde en stribe helt nye vagter, når de skal på gårdtur. De nye vagter bliver venligt udseende hvide robotter på fire hjul og med en sød lille antenne på hovedet. Robotterne vil være udstyret med videokameraer og sensorer og være programmeret til at give de menneskelige vagter besked, hvis de registrerer noget usædvanligt, skriver BBC.

Robotvagtforsøget koster ca. 5 millioner kroner og er finansieret af den sydkoreanske regering, der de sidste 10 år har brugt i alt 3,5 milliarder kroner på at støtte den lokale robotindustri, som koreanerne tror bliver stor. Klogt.