Trådløse sokker // “Great artists steal”

  • Jon Lund 

Ugens links: Trådløse sokker: så langt er vi med “Internet of things”.  Ny 3D-printer varsler den anden industrielle revolution. Store kunstere kopierer ikke – de stjæler. Og så er der 1000$ i bøde til amerikanske skolebørn, hvis de mobber lærene online. Det er de tangenter ugens links kører ad. Læs med:

Smarte sokker
Hvilke af disse enormt ens sokker er det lige præcis, der passer sammen? Hvis det spørgsmål forekommer dig bekendt, er du måske i målgruppen for den nyeste inden for intelligent beklædning: BlackSocks nye Smart Socks med RFID-chip, trådløse signaler og en app, der fortæller dig, hvilke sokker der passer til hvilke (samt venstre- eller højrestatus, produktionsdato samt antal gange, de har været vasket). Pris: 189 dollar for 10 par eller ca. 110 kr. per par.

Det helt store sokkemysterium – hvor forsvinder de hen? – hjælper de smarte sokker ikke med at løse. Men de viser, hvor langt det superhotte internet of things er nået i den virkelige verden. Set hos Venturebeat.

Dampmaskine 2.0
Makerbot’s nyeste 3D-printer, der netop er sat til salg, er skabt med massemarked for øje. Maskinen er plug’n’play, kan stå på skrivebordet og kan skabe alt, bare det kan tegnes, laves af PLA (et majsbaseret plastikmateriale) og ikke er alt for stort.

3D-printeren koster over 12.000 kroner, men om få år, spår Chris Anderson i Wired, kan du købe en tilsvarende i det lokale supermarked til under 500. Dermed indvarsles den ’den anden industrielle revolution’, hvor vi alle bliver ’skabere’, og hvor mikroproduktion og kreativitet blomstrer som aldrig før.

Kunsttyv in memoriam
»Good artists copy, great artists steal«. Sådan plejede Picasso at sige, fortæller en ung Steve Jobs på YouTube. Her fortæller han også stolt, hvordan Apple-teamet »stjal skamløst«, da de lavede den første Mac.

Jeg kom til at tænke på videoen, da Samsung i forrige uge blev dømt for at efterligne netop Apples iPhones, fordi også Samsungs telefoner er rektangulære og bruger ikoner med afrundede hjørner (!) og dermed krænker Apples “trade dress” som “mærkevare”  kaldes over there. Og da modehuset Christian Louboutin i sidste uge fik rettens ord (læs dommen her) for, at kun de må lave højhælede damesko med røde såler i kontrast. Der er et eller andet, der ikke helt passer.

Ro i klassen!
Skoleelever i North Carolina skal tænke sig om en ekstra gang, inden de næste gang mobber deres lærere på nettet. Det kan nemlig koste en bøde på op til 1.000 dollar ifølge en ny lærerbeskyttelseslov, skriver Wall Street Journal.

De nye regler markerer en global diskussion, som grundlæggende handler om, hvor meget internettets store velsignelse – at alle kan tale med alle – skal fylde i forhold til forbandelsen: at alle kan svine alle til.

Denne blogpost er først bragt i Politiken i dag onsdag den 26. september 2012. Her med aktive links og enkelte andre forbedringer.