Det var viden, software og systemer, der var mest af på Velfærdens Innovationsdag (hvis hjemmeside du kan se her) – en stor konference, der løb af stabelen i en propfyldt Øksnehallen i går. Til gengæld var det ikke fordi det ligefrem væltede med high-tech opfindelser. Her er tre af de løsninger, der endte på min notesblok.
1. Bliv en super underviser – i Kina
De sidste 150 år har vi i Danmark udviklet et undervisningssystem med plads til individualitet og kreativitet. Det system skal vi sælge i færdigtpakkede moduler med kurser, materialer og supervision. Og kineserne vil gerne købe – de er nemlig trætte af udenadslære og vil gerne være kreative ligesom os. Det giver en markedsmulighed, som Odsherreds efterskole sammen med flere andre har sat ind overfor. De er nået så langt at de har fået deres pakker godkendt og blåstemplet af de Taiwanesiske myndigheder, fortalte Tom Hagedorn – en af folkene bag – mig. Et stort skridt i et land, hvor alting rulles ud fra oven. Til efteråret håber de at kunne hente de første rigtige ordre i land. Selv mener de der er rigtigt mange penge i det.
2. Hydraulisk mening
Linak er et dansk og (efter eget udsagn) verdens førende producent af de hydraulik-dimser, du kender fra hævesænke-borde og elevations-senge, men som også sidder i majetærskere og i solfangere. I dag laver de ikke kun hydraulik – de laver også inteligens og kommunikation omkring den. Solfangerne startede det hele: de skulle dreje efter solen. Nu forsøger de sig med blandt andet en intelligent seng, der kan mærke hvornår senile fru Hansen står ud af den eller tisser i sengen – og sende en sms til plejepersonalet. Sensorerne bag har ikke meget med hydraulikken at gøre, men Linak breder sig nu ud i resten af de apparater, som deres hydraulik er placeret i. Fremtidens business handler mere om at skabe mening end om at lave maskiner, tænker jeg.
(Note: Strengt taget er det ikke hele hydraulikken Linak laver, men den del af det (akutaoren), der omsætter hydraulisk energi til mekanisk).
3. Sådan sælger du PDF’er til skolen
Odder kommune har købt 2700 iPads til skole-eleverne, og vil nu rigtigt gerne have nogen gode skolebøger at læse på dem. Problemet er, at der ikke er så mange endnu. Forlagene skal enten lave avancerede apps (eller iBooks) og det tager lidt tid. Eller de skal levere PDF’er – men det er de ikke vilde med fordi de frygter at de så bare bliver piratkopieret.
Det forsøger Stephan Stephensen fra MingoVille nu at gøre noget ved. Han har, fortalte han mig, lavet iSchoolLibrary (hjemmeside her), en app, der fungerer som fælles bogreol for en skole. Alle eleverne får app’en, og inde i den ligger så alle de PDF-bøger, som forlagene har solgt skolen. En tryg, sikker og overskuelig havn for materialet. Den 1. februar håber MingoVille-folkene at være klar med løsningen til Odders børn. Og de fortæller at Apple er meget optaget af projektet også og vil promovere det i resten af europa (og verden?). Lige præcis lige nu er undervisningsmateriale og skolebrug også totalt højprioriteret af Apple, der i går lancerede iBooks 2, der netop har fokus på… skolebøger.
OBS, breaking (tilføjet 21/1): Stephan Stephensen fortæller at Nicolaj Ottsen, tidligere CTO i Webpartner, netop er ansat som ny direktør i ISchoolLibrary.
Andre interessante ting jeg så: KMD education (hjemmeside her) laver ny portal til skolelærere, propfyldt med oplysninger om alle undervisningsmaterialer. Potentiale til nyt socialt netværk, hvor lærere kan følge – og dele erfaringer med gode bøger etc. med – hinanden. Lanceres til august. Roberta, en gør-det-selv agtig lille motor, der kan vippe en barnevogn. Udviklet af pædagoger i Børnehuset Lynggården (hjemeside her) og gør putningen af 10-15 børn om eftermiddagen i en vuggestue meget mindre stressende og rar for alle parter. Kommer snart i handelen til en 4-5.000 kr.