Ugens link: Gratis forbudt, handske taler

Her er ugens links – håndplukket til Politiken. Men nu også til dig.

Kend dem på mobilen
Vil du gerne kende chancen for, at din første date ender i sengen og ikke foran gadedøren, er det en god ide at kigge efter, hvilken mobil din udkårne har. En ny undersøgelse viser nemlig, at 62 procent af singler med Android-systemet på deres mobil er gået hele vejen første aften, mens det samme ‘kun’ gælder 57 procent af iPhone-brugerne.

Hvis du vil score en kollega, er det dog dem med iPhone, du skal gå efter: Næsten hver fjerde single med en Apple-telefon har haft en affære på jobbet inden for de sidste fem år.

Venturebeat fortæller om undersøgelsen, der er lavet af datingsitet match.com, som godt kan lide at markedsføre sig selv med sjove tal.

Print en kæbe
Her på bagsiden har vi løbende noteret en række fremskridt inden for en tidens hotteste teknikker, 3D-print. Den spreder sig hastigt via en række brancher til vores alle sammens hverdag – uanset om det er kopper, tredimensionelle dukker med dit eget ansigt eller en bil, du udskriver. Men nu er 3D-print også rykket helt ind under huden på os.

Medical Daily fortæller denne uge, at en 83-årig dame i Holland tilbage i juni fik erstattet sin gennembetændte underkæbe med en ny, laserprintet i titanium med bio-keramisk overtræk. Den banebrydende hollandsk-belgiske operation var en succes – da kæben var skrædderlavet til hendes hoved, tog operationen en fjerdedel af den normale tid, og efter få dage blev hun udskrevet. Vent mere af den slags i fremtiden.

Gratis er forbudt
»Helt gratis interaktive kort på nettet? Nej, det går ikke – det er unfair konkurrence og misbrug af dominerende stilling«. Nogenlunde sådan sagde en fransk domstol i sidste uge til Google, der med sin korttjeneste Google Maps gør netop dette, og takserede forbrydelsen til en bøde på lidt over 100.000 kroner. Plus næsten fire millioner kroner i erstatning til kortfirmaet Bottin Cartographes, der havde anlagt sagen, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Afgørelsen er hen i vejret, hvis du spørger mig (og Google, som omgående ankede). Men den sætter fokus på en af de smukke ting ved nettet: at du kan lave rigtig meget gratis, fordi dine omkostninger er de samme, næsten uanset hvor meget du sælger – især hvis du forstår at hive penge ud af kunderne på anden vis.

Udvidet dagligstue
De fleste af os snakker lidt med hinanden, mens vi ser tv. Med resten af familien, eller hvem der måtte være til stede. Andre taler med folk, der slet ikke er der. F.eks. eksploderer antallet af tweets mærket #xfactordk for tiden fredag aften, når talentshowet løber over skærmen, fortæller overskrift.dk, et site, der holder styr på, hvad der sker på de sociale medier.

Det hedder social tv-sening, og det kommer du til at se mere af. Hvis du er i USA, kan du f.eks. hente flere smartphone-apps, der lytter efter, hvad der kommer ud af fjerneren, og automatisk kobler dig sammen med andre, der ser det samme. TechCrunch fortæller om det her – og lur mig, om ikke Apples nye tv kan noget i samme dur, når det lander i år.

Handsken taler
Engang var tegnsprog noget, som almindelige mennesker kun sjældent gav sig af med. Det er ved at ændre sig nu. Moderne mobiler insisterer på at blive strøget, knebet og prikket på for overhovedet at fungere. Og de nye spilmaskiner – X-box med Kinect og Wii – kræver også, at du slår huller i luften og hopper på stedet.

Ud over at være både sundt og sjovt mindsker dette fokus på kropssprog også skellet mellem døve, der jo altid har gestikuleret, og hørende. Det seneste fra gadget-fronten (som du kan læse om hos Engadget og The Next Web) er da også handsker, der kan mærke, hvordan hånden i dem bevæger sig, og ad den vej oversætte tegnsprog til både lyd og tale.