Ugens links: Farvel Kodak, skyd en skuptur, flydating mm.

Posted: January 18th, 2012 | Author: | No Comments »

Kodak er på vej til de evige fotomarker mens nye 3D-fotoservices vinder frem. KLM lader dig Facebook-vælge din sidekammerat,  en 60 år gammel affære giver italiensk skilsmisse og amerikansk forfatter taler dunder mod ny amerikansk anti-piratlov. Velkommen til “Lund på nettet”: fem små historier som bragt i Politiken i dag.

Farvel, Kodak
En gang imellem havner du i en situation, som du bare må have et billede af. Det, der i gamle dage hed et ’Kodak Moment’. Men så kom digitalkameraer og kameramobiler, og nu er Kodak-betegnelsen snart endegyldigt død: Kodak er officielt på vej mod den endelige konkurs, fortæller Wall Street Journal.

Kodak bliver dermed endnu et eksempel på, hvor svært det er for markedsledere at fange nye vinde. De har alt for mange penge bundet op på etablerede produktgrupper, og det gør dem ude af stand til at tænke klart. De tror hele tiden, at timingen endnu ikke er helt rigtig – indtil det er for sent.

Skab dig selv i 3D
Mere om fotografi: En af de mere kreative måder at hive penge ud af folks digitale billeder på kommer fra franske Sculpteo. Med deres nye app kan du lave kopper, drejet efter din egen profil. Fotografer dig selv med din iPhone, tryk på tre knapper og vent en postgang, og du kan drikke din kaffe af et 3D-printet krus præget med dine egne ansigtstræk.

Endnu større frihedsgrader har du med Autodesk 123D-programmet: Find en ting, du gerne vil have mangfoldiggjort, og skyd løs med kameraet, mens du går 360 grader rundt om den. Autodesk 123D sætter billederne sammen til en fuldt printbar 3D-fil, lige til at skrive ud, enten hos dig selv eller, mod betaling, på firmaets særlige printer.

Begge er nye og særlig smarte afarter af mass customization – massekundetilpasning – et af tidens mantraer. Bemærk, at hele processen (undtaget postbuddet) er digital.

Dating i flysædet
Facebook er, tyder meget på, kommet for at blive. Alt, hvad jeg kan finde af tal, fortæller om en loyal – og stigende – brugerskare på utrolige 2,5 til 3 millioner danskere.

Al den aktivitet må man kunne tjene penge på, tænker mange. F.eks. det hollandske flyselskab KLM, der – fortæller International Business Times – planlægger Meet and Seat, en særlig online check-in, hvor passagererne kan tjekke hinandens Facebookprofiler, før pladsen vælges.

Tiltaget har fået flere, blandt andre Next Media Animations, til at flyde over med frække forestillinger om KLM som datingbureau og indgangsport til Mile High Club – gruppen af mennesker, der har haft sex i et fly.

Dyr fortidsaffære
Vi trækker alle en bekymrende lang hale af digitale spor efter os – vi fotograferes i banker, vores telefonopkald og e-mail logges, og vores statusopdateringer, billeder og kommentarer bevares til evig tid på det sociale net. Men det er ikke kun online, fortiden kan bide os i haserne.

Det kan italienske Rosa C skrive under på. Hun står midt i en skilsmisse fra Antonio C, efter at Antonio kort før jul fandt en gammel skuffe fyldt med Rosas kærlighedsbreve fra starten af deres ægteskab i 1940‘erne – til en elsker.

Antonio er 99 år, hvilket formentlig, skriver britiske The Telegraph, gør parret til verdens ældste i en skilsmissesag.

Forbyd ikke hjulet
En ny amerikansk antipiratlov ville – indtil i fredags – blokere sites, som mistænkes for piratindhold, ved at pille dem ud af de normalt helt neutrale ’telefonbøger’ (DNS-servere), der guider trafikken på nettet.

Det fik nettet i oprør. At ramme pirateri gennem telefonbogscensur er et angreb på kernen i nettet og svarer til at forhindre bankrøvere i at flygte ved at forbyde hjulet, mener den amerikanske forfatter Cory Doctorow. Nu er blokeringsdelen taget ud af lovforslaget igen.

I Danmark lever telefonbogscensuren dog i bedste velgående og forhindrer dig blandt andet i at besøge sitet The Pirate Bay. Se Doctorows tale på YouTube og læs min analyse af, hvorfor piratdiskussionen tilsyneladende ikke vil dø, på side 6 i denne sektion (altså Økonomisektionen i Politiken, den 18. januar 2012, red.).



Leave a Reply