Ugens links: Gennemsigtig butik – Facebook dræber
Posted: February 15th, 2012 | Author: Jon Lund | No Comments »
Her er min bagside fra dagens Politiken – inklusive links til de udvalgte historier. God læselyst.
Smil til kuglepennen
Det er ikke kun på stationer, i banker og på Strøget, at overvågningskameraerne dukker op. Også helt almindelige hverdagsgenstande bliver i disse dage til små spionapparater.
Coolest-gadgets.com fortæller f.eks., at Swann netop har lanceret en opdateret udgave af deres kuglepen med indbygget og praktisk talt usynligt videokamera, der nu kan rumme op til halvanden timers optagelser.
Kameraet er placeret, så det vender fremad, når kuglepennen sidder i brystlommen, og koster 70 dollar (ca. 400 kroner). Selv når fragten kommer på, er det så lidt, at du aldrig mere kan vide, hvornår du er på. Dagens gode råd er derfor: Smil! (Og skaf en god advokat).
Gennemsigtig butik
Under det sigende navn Honest by har eks-Hugo Boss-designeren Bruno Pieters lanceret sit eget tøjmærke (og netbutik), og her gør han en dyd ud af ikke at skjule noget som helst.
Om et par af hans bukser kan du f.eks. læse, at sytråden er 100 procent økologisk bomuld og har kostet en halv euro i indkøb, og mærket i nakken er af polyester (0,67 euro).
Fårene, der har lavet ulden, er garanteret ikke genmodificerede. Det har taget et kvarter at tilskære bukserne og 124 minutter at sy dem. Strygningen tog 11 minutter, og bukserne påvirkede miljøet med 2,65 kg CO. I alt har det kostet 84,09 euro at lave bukserne – nøjagtig 25 procent af udsalgsprisen før moms. Avancerne dækker alle grundomkostningerne ved at være i business, oplyses det. Firmaet er radikalt i sin åbenhed og indvarsler en fremtid, hvor ingenting i din butik kan skjules. Dejligt. Og hårdt.
Facebook dræber
Måske synes du ikke, Facebookvenskaber er det vigtigste i verden. Men sådan er det ikke alle, der har det. Det måtte Billy Payne Jr. og hans kæreste, Billie Jean Hayworth, sande, da de ‘unfriendede’ Billys kusine, Jenelle Porter. Det blev Jenelles far og kæreste så vrede over, at de startede bilen, kørte over til Billy og Billie og skød dem begge. Kun deres otte måneder gamle baby overlevede. I Billies arme.
Tragedien, som zdnet.com fortæller om, handler nok mere om familiefejder end sociale medier. Men den viser samtidig, hvor sårbare vi er over for at tabe ansigt – også, og måske især, i de digitaliserede fællesskaber.
Atom over, atom under
I ti år har alle talt om, hvor fedt det vil være med computerchips i sand nanostørrelse. De er hurtigere, udvikler ikke varme og kan bruges til mange flere ting. Men i praksis har de udvist en kedelig tendens til at kortslutte, så snart elektroderne bliver sluttet til.
Det problem har et forskerhold med to danskere i spidsen nu anvist en løsning på. De har fremstillet udglattede plader af en nobelprisbelønnet afart af kulstofmolekylet graphen, som normalt gerne vil krølle, skriver The Next Big Future. De et atom tynde plader kan bruges som mellemlægspapir mellem nanoelektronikken og de strømførende lag og er måske det gennembrud, som nanoindustrien har ventet på.
Rumpille mod kræft
Det er anderledes let at få kulstofmolekyler til at folde sig sammen som bittesmå rør. Seneste anvendelse heraf kommer fra Nasa, som vil bruge rørformen til at lave små selvdoserende medicinkapsler, der kan skydes ind under huden på organisationens astronauter.
Nasa planlægger at fylde kapslen op med G-CSF-hormonet, der hjælper mod de stråleskader, som astronauter kan pådrage sig, når solen går amok under rumvandring.
Kapslerne kan også bruges på jorden, hvor de f.eks. selv vil kunne måle sukkersyges sukkerniveau og dosere den rigtige mængde insulin. Men det er vi nok først nået til om 10-15 år, mener Nasa ifølge en glimrende artikel på Gizmodo.


Leave a Reply