Dagens Politiken-bagside – “Lund på nettet” – her komplet med links og det hele. God læselyst.
Gratis diplom fra MIT
Normalt koster det kassen at gå på MIT – et af de højest estimerede universiteter i USA. Men nu er det – eller i hvert fald kurset ‘Kredsløb og elektronik’ – gratis. Inklusive kursusmaterialer, rigtigt certifikat og det hele.
Tricket er, at det hele er online. Forelæsninger transmitteres per video. Litteratur udleveres elektronisk. Eksaminer og prøver er netbaserede.
Kurset udbydes til alle i hele verden, der har lyst, og som har de grundlæggende fysikkundskaber på plads. Du skal sværge på, at du ikke snyder, og regne med at lægge 10 timer om ugen. Starter 5. marts.
Eksperimentet tegner omridset af en verden, hvor alle har adgang til gratis uddannelse; et svimlende perspektiv. Læs mere og tilmeld dig hos MIT selv.
Fotoalbum à la Stalin
Fotomanipulation blev ikke opfundet med Photoshop. Allerede Stalin, f.eks., var vild med at fjerne personer fra billeder, i takt med at de faldt i unåde og skulle slettes fra historien.
Nu kan du snart gøre det samme selv. Direkte på mobilen og helt uden avanceret billedbehandling: tag et billede, tryk på skærmen på de uønskede personer, og vupti forsvinder de uden at efterlade huller i fotoet. Rent trylleri.
Det er særlig hende damen, der pludselig fylder hele baggrunden, og andre forbipasserende, du kan komme af med. Hos billedsoftwarefirmaet Scalado kan du se en video af den nye teknologi i anvendelse.
(Først set hos Gizmodo.com)
Krible-krable børs
Computerprogrammer, der køber og sælger aktier, er vældigt smarte, men også en tikkende bombe, der kan skabe børskriser, mener mange.
Nu har forskere sat fem års aktieudsving under lup og fundet 18.520 hidtil ukendte ekstreme op- og nedture, der alle udspiller sig på under et sekund.
»Der er en hel verden under 650 millisekunder. Det er som at lande på en anden planet«, siger en af forskerne, Neil Johnson, til wired.com. Handelsmønstrene dernede, hvor mennesker ikke kan nå at følge med, er helt anderledes end normalt og basalt set uforståelige.
Føler du dig utryg ved det computerskabte børsmarked, er der er flere måder at begrænse det på. F.eks. kan du lægge et gebyr på hvert enkel handel. Det hedder også Tobin-skat, og har garanteret effekt.
Pirater i biffen
»Nej, piratkopiering ødelægger ikke jeres forretning. Det er gratis markedsføring«. Sådan lyder et af de gamle argumenter i piratdiskussionen. Nu viser et nyt studie, at der måske er noget om snakken. Forskere fra Wellesley College og University of Missouri har nemlig undersøgt, hvordan fremkomsten af ulovlige downloads påvirkede salget af biografbilletter.
I de lande, hvor filmene kunne ses i biffen, straks de kom frem, kunne forskerne ingen effekt se. I lande med forsinket premiere, derimod, faldt billetsalget med 7 procent.
Altså: Piratdownloads smager af mere. Men det skal være her og nu. Ellers kan det være det samme.
(Først set hos Digitaltrends)
Trådløs letmælk
Nede i min lokale Føtex kan jeg selv skanne og betale mine varer. Det er smart, men det trådløse supermarked rykker først rigtigt, når varerne i kurven selv begynder at sende, hvad de ved om sig selv, til kasseapparatet og min smartphone. Det kan de særlige prisskilte – såkaldte RFID-tags – som i 10 år har været talk of the town, men som stadig er lidt pebrede i det.
RFID-tags koster ca. 75 øre stykket, men priserne falder hele tiden, og senest, fortæller retailwire.com, har American Apparel besluttet at mærke alt sit tøj med RFID. Nu er modetøj som bekendt dyrere end letmælk og hakket okse, så der går nok lige et par generationer til, før også Føtex tager springet.