Ugens links: Seriemord og lyden af træ
Posted: January 25th, 2012 | Author: Jon Lund | No Comments »“Big data” giver ny viden om seriemord, McD dummer sig på Twitter, Apple sætter endnu et søm i bogens ligkiste, ny pladespiller spiller årringe og de hippe tager til Squaw Valley. Tag med “Lund på nettet” og hør mere. Først bragt i Politiken i dag.
Seriemord på formel
Den russiske massemorder Andrej Tjikatilo var, uden at vide det, styret af et særligt hjerneaktivitetsmønster, mens han myrdede løs. Et mønster, der styrede, hvor lang tid der gik mellem hvert af hans mindst 52 mord.
Det har forskere fra University of California fundet ud af, fortæller Technology Review. Særligt viser resultaterne, at sandsynligheden for et nyt mord var størst, når Tjikatilo netop havde myrdet – måske fordi hvert nyt mord i sig selv forstærkede mordimpulserne.
Opdagelsen kommer, efter at en computer har tygget sig gennem en simulation af 100 milliarder neurale sekvenser, som skulle illustrere Tjikatilos hjerneaktivitet i de 12 år, myrderierne stod på. Resultatet var en model for, hvornår Tjikatilo ville begå sit næste mord, og den viste sig at stemme godt overens med virkeligheden.
Det er den slags research, moderne computerkraft muliggør, og det har fået et navn: ‘Big Data’.
McD i spinatbedet
»Det kan smages, når du laver noget med stolthed«. Sådan har McDonald’s teaset på Twitter sammen med et link til succeshistorien om en fattig kartoffelavler, der følger sin drøm og bliver storleverandør af råvarer til kædens pommes frites. Det hele serveret med emneordet #McDStories – en opfordring til Twitterfolket om at sende deres egne McD-historier.
Det skulle de, som du kan læse hos nyhedssitet paidcontent.org, aldrig have gjort. Det er nemlig ikke solstrålehistorier, der siden er fosset ud på nettet. De har derimod handlet om junkfood, rotter, dårligt kød og rigtig meget andet fra burgerkoncernens rædselsskuffe.
Med den mislykkede kampagne har McDonald’s på den hårde måde lært, at marketing-bullshit ikke dur på sociale medier, hvor kunderne svarer igen helt efter eget hoved.
Bogen er død – måske
iBooks – Apples nye e-bogsbutik med video- og grafiksprudlende formater og priser på under 100 kroner for e-lærebøger – var et af ugens store samtaleemner. Satsningen, der har fire af de største amerikanske forlag i ryggen, skal få skoler verden over til at droppe trykte bøger og gå over til iPads. Det kan blandt andet læses hos ExtremeTech, der mener, at iBooks markerer den trykte bogs død.
Helt så højt kan jeg ikke svinge mig op – men at iBooks er endnu en pind til den fysiske bogs ligkiste, er jeg ikke i tvivl om.
Hvordan lyder et træ?
Alle kender de årringe, som er aftegnet i et overskåret træ. Men hvordan ville de lyde, hvis de kunne sige som et klaver? Det giver Years dig svaret på. Years er en pladespiller, der i stedet for en pickup har en optisk læser og i stedet for vinylplader spiller … skiver af træ. Afhængig af ringenes tykkelse og form frembringes forskellige klaverakkorder; lyden er improviserende, og knaster og uregelmæssigheder tilføjer disharmoniske bastoner til lydbilledet.
Years er endnu et eksempel på, hvordan den rigtige verden glider over i den digitale. Læs, se – og hør! – det hele på tech-sitet The Next Web.
Tag til Squaw Valley
Hvis du vil være virkelig hip, skal du tage på lejrtur i snedækkede Squaw Valley i Californien i denne weekend. Her mødes 750 af verdens spidser inden for erhvervsliv, teknologi, kunst, videnskab og filantropi på dette års Summit Series-konference. Det hele handler om at lave en bedre verden, men som med alt andet rigtig hipt opretholder konferencen næsten fuldkommen radiotavshed.
Et enkelt pip er dog sluppet ud hos The Next Web, og heraf fremgår det, at det hele står i lejrbålets tegn – ingen foredrag, kun samtaler; ingen tilhørere, kun deltagere etc. Og at du blandt andet kan møde filminstruktøren Gus van Sant (‘Milk’, ‘Good Will Hunting’) og Evan Williams, manden bag Twitter.


Leave a Reply