Jeg – en betaler

  • Jon Lund 

På mediawatch.dk kører der lige nu en debat i kølvandet på en artikel, hvor Stig Ørskov, JP/Politiken-direktør, bebrejder TV2, at deres apps til iphones er gratis, fordi han – sekunderet af Ebbe Dal, direktør for Danske Dagblades forening – menerTV2 ødelægger en historisk chance for at opdrage folk til at indhold koster.

Jeg synes det er en temmelig apparte indfaldsvinkel. Ihvertfald den del af argumentationen, der handler om, “vi” ikke må vænne folk til gratis på mobilen, ligesom de er det på nettet. Som om folk gerne ville betale, hvis bare de fik nogen andre vaner.

Sådan er det ikke. Folk vil ikke betale så længe de kan få et gratis produkt rundt om hjørnet, som giver dem ca. samme værdi. At få penge for indhold for medierne handler ikke om vænne folk til noget som helst – det handler om at finde ud af, hvordan man kan lave tjenester, som giver brugerne nok ekstraværdi til at det er noget værd.

Nå, ovre på mediawatch har jeg skrevet en kommentar til diskussionen, der spiller en lidt anden bold på emnet. Kommentarer ligger, sjovt nok, bag en betalingsmur, så du skal have login for at læse den derovre. Så jeg gengiver min kommentar her også:

En sjov observation: Jeg har netop for tredje gang betalt for en iPad-udgave af et magasin. Jeg overvejede hver gang. Og endte med at sige “ja tak”. Pris: 25 kr pr nummer.

Det særligt sjove er, at hele magasinet – alle artikler – ligger på magasinets hjemmeside. Fuldstændigt gratis. Med grafikker og videoer og masser af kommentarer og links. Men jeg ville alligevel hellere have den tilpassede iPad-udgave. Et helstøbt, afgrænset redaktionelt produkt. Som jeg kan læse og sige: nu har jeg læst det! Det kan jeg godt lide. (På nettet bliver du aldrig færdig – for nettet er uendeligt, og du bliver aldrig færdig. Der er altid et link til…). Læren er: giv merværdi i app’en og tag penge for det. Kan du ikke det i tilstrækkelig grad, så lad være.

For at gøre historien fuldstændig, abonnerer jeg også – i dyre domme – på den trykte udgave af magasinet. Men der er artiklerne flade – uden videoer og liv. Og så tager det tid for det, at komme frem til min postkasse. iPad-udgaven får jeg med det samme det udkommer. Det vil jeg gerne have.

Magasin-følelse og digitalt liv sammen har – og jeg er lidt overrasket over det – fået mig til pungen. (Jeg tror dog jeg opsiger print-abonnementet så snart jeg kan komme til det. For det læser jeg faktisk ikke rigtigt mere.)

Magasinet er Wired – her er deres hjemmeside: www.wired.com. Her kan du se deres iPad-app: http://itunes.apple.com/us/app/wired-magazine/id373903654?mt=8

3 tanker om “Jeg – en betaler”

  1. Hej Jon,

    Her er det, synes jeg, vigtigt at fokusere på, at Wired er et magasin, der udkommer én gang om måneden. Og ikke bare hvilket som helst magasin, men nok et af de bedst brandede og bedst positionerede magasiner – især indenfor tech-genren.

    Der er, i min optik, langt fra Wired og til danske omnibusaviser. Det er meget få danske udgivelser, jeg kunne finde på at betale for – måske Weekendavisen og Euroman, pga. deres lange artikler om diverse emner, fx Nanoteknologi, Detroit, Kent State-skyderierne etc.

    Nyheder er næsten ikke engang en vare længere, det er nærmere en strøm af informationer, som man kan “tappe” ind i hvor/hvornår, man vil – free of charge.

    Magasiner (gode magasiner) er dedikeret, velskrevet information, der sætter dig godt ind i emner og trends – og tager sig tid til at gøre det bedre end andre, der prøver på det samme.

    Jeg vil gerne betale for at blive klogere, ikke for at blive holdt orienteret – det skal jeg nok selv klare med de gratis muligheder, WWW giver mig.

    Bedste hilsner,
    Lars

  2. Hej Lars,

    Min største pointe med denne post er at jeg rent faktisk selv og frivilligt betalte. På egen, fuldstændigt urepræsentative, krop har jeg vist at ihvertfald et redaktionelt produkt kunne få kronerne op af lommen på mig. Også selvom det samme indhold var tilgængeligt gratis på nettet. Og selvom jeg i forvejen abonnerede på den trykte version. Det er en lille øjenåbner for mig selv.

    Hvor langt dette eksempel kan strækkes er, synes jeg, et åbent spørgsmål. Måske er det kun magasiner af en særlig type der kan gøre det. Måske gælder det også aviser.

    Jeg er enig med dig i, at de rene nyheder ikke er noget man kan få penge for. Det får folk til overflod på nettet.

    Men det gælder jo også trykte, betalte, aviser. Og folk køber alligevel. Jeg køber alligevel. Selvom jeg har om ikke de eksakte artikler, så ihvertfald nyhederne dækket, på nettet. Gratis.

    Måske er der noget i oplevelsen af layout, overskuelighed mm, der, når det gøres begavet som som Wired, faktisk kan hive folk til en iPad-version. Også for aviser. For iPad (og andre tablets også, vil jeg tro) giver kontekst, redaktionel bearbejdning, prioritering og overskuelighed. De giver dig god samvittighed over at være med – ikke dårlig samvittighed, som nettet gør, fordi du her pr definition aldrig er færdig, aldrig er nået helt til bunds – der er altid et link til du kunne klikke på.

    mvh Jon

  3. Vi er enige om, at magasiner er noget særligt. De længere artikler og muligheden for at eksperimentere med design/layout og tilpasse til den pågældende enhed – hvad enten det er papir, skærm eller tablet.

    Men Wired er stadig Wired 🙂 Plus, at Wired appellerer rigtig meget til de teknologiske firstmovers, der skaffer sig en iPad først.

    Jeg tror, det må være en kobling af godt indhold og en oplevelse, der skaber høj værdi for brugeren. Og dét har Wired forstået.

    // Lars

Der er lukket for kommentarer.