Demokratiet, ophavsretten, vores jobs og internettets økonomi er under pres. EU, arbejdsmarkedets parter og national lovgivning rykker. Læs hvordan. Og forstå om det nytter.
AI er skræmmende. Truer demokratiet, ophavsretten, vores jobs og internettets økonomi. Mange håber, vi kan lovgive os ud af problemerne. Det lyder godt. Men… hvad er det lige for nogle love, der skal til for at fikse problemerne? Her er den store femtrins reguleringsguide. Først skrevet og udgivet lige her på kommunikationsforum.
Må man det?, 1: ”Jeg er Drake”
Den rigtige Drake. CC BY-ND 2.0 https://www.flickr.com/photos/thecomeupshow/28593651192/
ChatGPT og de andre generative AI-modeller derude har læst hele internettet, lært fra de bedste og udkommer nu selv med deres kreationer; nogle gange kraftigt inspireret af den virkelige verdens kunstnere.
Det er den slags, ophavsretten normalt regulerer. Du skal have lov, hvis du vil kopiere andres værker. Eller remixe dem. Men AI’erne er ikke så platte. De laver hverken direkte kopier eller simple omkalfatringer. De lærer sig selv kunstnerens hemmeligheder og laver spritnye værker.
Senest var Drake skydeskive med ”Heart on My Sleeve”-tracket. Sammen med The Weeknd. Tracket var pivfalsk og overraskende godt. Læs om det hos NYT. Eller hør podcasten på Politiken. Tidligere gav Nick Cave en AI-genereret ”Nick Cave”-tekst tørt på i sit nyhedsbrev: ”‘This song is bullshit”
Må man det? Aflure kunstnere deres hemmeligheder og så bare oversvømme verden med ens egne variationer?
Det bedste bud på et svar finder du i EU’s nye AI Act (som er den lov på hele AI området, det er vigtigst, du kender). AI Act er dog ikke helt færdig endnu (den er lige kommet gennem Parlamentet). Og når den er, skal alle medlemslandene have tid til at indarbejde den i deres egne lovgivninger. I 2025 skulle den gerne være på plads. Så det er ikke lige nu, AI Act kan hjælpe.
Og… det er også et godt spørgsmål, hvor meget den egentlig vil hjælpe på copyright-problemerne. AI Act siger, at det er kosher for AI’er at træne løs – bare de husker at opliste alle de værker, de er trænet på. Ideen er, at de, der føler deres ophavsret krænket, kan bede om at få deres værker trukket ud igen (eller få sig betalt). Men den siger ikke noget om, hvor meget der skal til, før AI’en krænker skaberens ophavsret. Det er altså stadig kun direkte kopier og direkte videre bearbejdninger, som kan få hammeren til at falde i økonomisk forstand. Ikke det, at AI’en har lært sig grundopskriften og nu fabulerer frit.
Må man det?, 2: ”Jeg er Google”
Stakkels journalist. Stakkels mediechef. I Googles ”new search”, der i disse dage går i begrænset beta, sparer søgemastodonten brugerne for selv at klikke sig frem til kilden. De kan få resumeet – lavet på baggrund af dit, hundrede- eller tusindvis af andres indhold – direkte på søgesiden selv. Surt, hvis du lever af annoncer. Af abonnementer. Af trafik. For kun de meget sultne brugere klikker sig igennem.
Det er ophavsretsspøgelset, der viser sig her igen. Men denne gang i pressegevandter. Og de er særligt fine: den fjerde statsmagt, ytringsfrihed og alt det der. Det har hjulpet medierne historisk, og så sent som den 9. maj i år lykkedes det herhjemme et større mediekollektiv at få Google til pungenfor deres brug af de små artikeluddrag, der altid står sammen med søgeresultatet. Ligesom de gjorde det med Microsofts Bing-søgemaskinentidligere på året. Det har brugt EU’s Press Publishers Rights-direktiv som løftestang til formålet.
Men direktivet taler kun om retten til nyt indhold, så det batter ikke i sig selv meget mod AI-modellers trænen sig selv på mediernes bagkataloger. Og værre endnu: Det er kun, hvis søgemaskinen gengiver tekst direkte fra den indekserede artikel, at direktivet dur. Hvilket jo netop er, hvad den generative AI ikke gør.
Så medierne må på den igen. Måske et nyt ophavsretsdirektiv kan vindes over? Men i skrivende stund er der ikke meget at stille op.
Må man det?, 3: “Jeg er din chef”
Mange vil snart miste deres job. Ligesom da mejetærskeren kom til landbruget. Lommeregneren til revisorfaget. E-mailen til postvæsenet. Det er surt, men sådan er det. Det er svært at forbyde.
Men også de, der ikke måtte få fyresedlen, kan få AI’en helt tæt på kroppen. Blive kostet rundt af algoritmer, trænet på data, der er frembragt af dem selv. Skriver du hurtigt nok? Er du for meget på Instagram i arbejdstiden? (Ser du porno?). Holder du nok møder – eller for mange? Får du lønforhøjelse, og bliver du matchet til de sjove opgaver?
Lige her kan du ånde lettet op, siger de kloge. Arbejdsmarkedets parter har for længst klaret ærterne. Flankeret af menneskerettigheder og GDPR. I hvert fald på arbejdspladsovervågningsområdet: Du skal allerede i dag informeres seks uger før, en overvågning begynder, og inden da skal dit samarbejdsudvalg være blevet enige om persondata- og privatlivsbeskyttelse, som ikke må krænkes, mm. Ordlyden er oldnordisk (og 20 år gammel): Men beskyttelsen er god nok: ”Aftale om kontrolforanstaltninger” har din ryg. I hvert fald hvis du er overenskomstdækket.
At AI vil forværre den i forvejen slående asymmetri mellem, hvad arbejdsgivere ved om deres medarbejdere, og hvad medarbejderne ved om sig selv, er en anden historie. Her er fagforeningerne bagud på point: Kun cheferne har det fulde overblik over medarbejdernes gøren og laden. Og kun de kan lave AI’er, der scorer og omstrukturerer og gør ved. Den tilstand ville jeg gøre alt for at ændre, hvis jeg var fagforeningsboss.
Må man det?, 4: “Jeg er en automatiseret propagandamaskine på steroider”
Billlede af Carlos “Whynne” Ramirez
Snart vil nettet være så oversvømmet med falske billeder, videoer og tekst, at ingen vil kunne skelne falsk fra sandt. Det siger AI’s godfather. Det siger 1000 techbosser med Gates og Musk i spidsen. Det bliver en automatiseret propagandamaskine på steroider, siger en hjemlig ekspert.
Det bliver næppe AI Act, der redder os, selvom den gerne ville. Ifølge den skal “bevidst manipulation” forbydes. Men det er lettere sagt end gjort. Lidt ligesom kampen mod cookies. De generative AI’er tilbydes allerede nu på App Store-lignende markedspladser (her er OpenAI’s, her er Microsofts, her er Googles), hvor virksomheder vil kunne lave deres egne skræddersyede versioner af de store AI-systemer, ligesom apps. Komplet med personlige manipulationer. Så der bliver nok at gå efter. Og hvad er “bevidst” manipulation i det hele taget? Læg dertil, at der er lang tid til 2025, hvor AI Act begynder at virke. Alt for lang tid.
Apropos cookies: GDPR ville også hjælpe her, hvis den virkede. Den sætter nemlig grænser for, hvor personlig manipulationen må være og kræver blandt andet, at du både forstår og siger ja tak, hvis nogle, også med AI, vil bygge en model af dig og bruge den mod dig. Men GDPR-kampen er hård. Og i den nye finanslov er Datatilsynet, der ved gud allerede halser bagud i deres vagthundsrolle, beskåret med 7,5 pct.
En tredje EU-lovgivning hjælper også til her: Digital Services Act. Den giver dig som bruger krav på at få at vide, hvilke parametre der påvirker din brugeroplevelse. Og du skal også kunne sige nej tak – eller selv lave om på dem. Igen: ligesom med cookies. Det ender alt for let med lange tekster, som ingen læser. Til gengæld træder den allerede i kraft til februar 2024. Om ni måneder.
Må man det?, 5: “Jeg er den gode stat”
Photo by Nigel Tadyanehondo on Unsplash
I det offentlige er der ikke noget profitmotiv. Her arbejder man for det fælles bedste. Og så må man meget mere. F.eks. lave AI på dig, uden at spørge om lov, hvis der er tale om en myndighedsopgave. Og det er det jo for det meste, når det offentlige gør noget.
Skat må også gerne stalke dig på nettet, profilere dig og regne ud, om du måske kunne være sådan en, der snyder med selvangivelsen. Med machine learning, AI og det hele. Men de har også fået en særlig lov til formålet.
Men der er grænser. GDPR’s dataminimering gælder f.eks. Det offentlige må kun lave AI på de data, der faktisk er brug for. Og de forvaltningsretlige grundprincipper siger, at der skal være proportionalitet i tingene. Den offentlige AI må ikke skyde gråspurve med kanoner. Det var f.eks. det, der isin tid stoppede Gladsaxe i deres AI-drevne forsøg på at forudsige, hvilke børn der var særligt udsatte.
AI Act kommer formentligt til at sætte flere rammer. I 2025. “Social scoring” a la Kina bliver no-go. Ikke noget med at give mere hjemmehjælp, bare fordi du aldrig går over for rødt. “Predictive policing” bliver forbudt. Ingen skal kunne anholdes, fordi en AI siger, at de sandsynligvis snart vil røve en bil. Ligesom f.eks. AI-analyser af dit humør her og nu ikke må indgå i hverken politiarbejde eller folkeskoleundervisningen.
Stop, jeg vil (også) af
Gates og Musk og de andre 1000 techfolk bad de store AI-huse om at stoppe op. Bare et halvt år. Tage lidt af tempoet af den galopperende konkurrence mellem techgiganterne om at komme først. Trække vejret. Det kan jeg godt forstå. Særligt, hvis man ser på, hvordan vi er beskyttet alle de steder, hvor det meget snart kan brænde på.
For det er ikke helt godt. Reguleringen af AI er over en kam slet ikke på plads. Og den, der er på vej, kommer for langsomt og er for store deles vedkommende uden bid.
Den manglende beskyttelse mod manipulation og politisk misbrug er den, der hurtigst kan give bagslag. Så kommer ophavsretskrænkelserne. De vil snart efterlade kulturlivet blottet, hvis ikke brancherne selv går i kamp. Så det gør de nok. Arbejdsmarkedet er nr. 3 i køen. Når robotterne kommer – og alt ser ud til, at det gør de – vil skævheden mellem virksomhederne og de ansatte vokse, og en masse mennesker skulle omstille sig selv meget hurtigt.
Toget bare buldrer derudad. Jeg tror, at jeg også vil af.