(Først bragt på kommunikationsforum.dk, hvor en lang kommentartråd udspiller sig)
Sagen kort: Sig navnet “Freedom Fighter”. Lyder det aggressivt? Det er det. Navnet dækker over Liberal Alliances nye Facebook-app, der – komplet med Holger Danske-agtigt våbenskjold, missioner og militære titler – blæser til kamp for personlig frihed og 40 procent skat. Den taler rent til 180grader-segmentet af indædte liberalister, men lader den store gruppe af desillusionerede borgerlige vælgere kold. På vejen risikerer den at fylde den danske online-verden op med ligegyldige debatindlæg, Facebook-trolls og spam.
Sådan ser startsiden på Liberal Alliances nye Facebook-app, Freedom Fighter, ud.
Mandag aften lancerede Liberal Alliance (LA) deres nye Facebook-app, Freedom Fighter. App’en er et realitygame. Når du signer op, deltager du i et spil, hvor du som (parti-)soldat påtager dig en række missioner. Du skal ‘like’, dele eller kommentere på udvalgte hjemmesider, artikler, blog-indlæg og Facebook-updates. F.eks. giver det 4 point (eller XP som det hedder i bedste gamer-stil) at kommentere artiklen “Vi bliver statens villige slaver” på b.dk – og 3 point at dele artiklen på sin væg.
Smart træk 1: Gamification sætter spændingsfelt op som LA kan styre
Det er ren gamification, og det er smart, fordi det sætter et spændingsfelt op, som giver folk lyst til at deltage. Det er også smart, fordi LA kan skrue på point-knapperne, og styre slaget derover hvor der er mest value-for-money.
Her dirigerer LA kamptropperne rundt på nettet. Tre udvalgte missioner i kategorien “Gang i væksten. Færre regler”
Smart træk 2: Missionerne ændrer sig
Missionerne skifter løbende, efterhånden som folkene bag app’en får øje på nye interessante debat-stykker rundt om på nettet. I LA’s fire mærkesags-kategorier er der pt. 10 aktive missioner, du kan deltage i. Udover slave-artiklen på b.dk, kan du også engagere dig i jp.dk-artiklen om Martin Thorborgs Fuck Holger-tirade (der jo i virkeligheden handler om iværksætter-politik), Thyra Franks “rørende tale”på YouTube eller blot blive fan af LA på Facebook – og gerne skrive og dele linket.
Det er også smart! Det, at missionerne hele tiden ændrer sig, giver liv til spillet. Du bliver aldrig færdig med banen – lige meget hvor meget du spiller, dukker nye udfordringer op. Og også her giver det LA en mulighed for at styre, hvilke dele af den offentlige debat der skal spotlys på.
Smart træk 3: Sammenkobling af aktivitet på hjemmesider
For at tælle med skal man huske at sætte sit egen personlige tag, man skriver kommentarer på YouTube, på avisernes hjemmesider, og hvad der ellers måtte dukke op af off-Facebook missioner. Tag’et får du tildelt, når du signer op. Mit tag f.eks. ser sådan ud: #FF436, så det skal jeg huske at skrive i slutningen af mine rants. (Når man deler på Facebook eller liker noget derinde, er tag’et ikke nødvendigt. Hjemme på Facebook kan app’en selv holde rede på, hvad der sker.)
Freedom Fighter tag’et i brug i en kommentar på jp.dk
Her er LA virkeligt fremme i skoene. For normalt kan man jo ikke koble det, der sker på forskellige hjemmesider sammen. Men med et personligt tag og en robot ,der jævnligt løber missions-hjemmesiderne igennem og spotter nye taggede indlæg, en bagvedliggende database og en lille smule programmering, er LA i stand til at lave missioner langt uden for deres egne domæner. Med tags’ene graver LA tunnel-systemer og udvider slagmarken til større og større dele af online-landskabet.
Bag fjendens linier
Udover de fire mærkesager har Freedom Fighter også en femte kategori. “Politisk duel: Bag fjendens linier” hedder den.
Her er det ikke det store net, soldaterne sendes ud på. Her er det Facebook selv, der er kamppladsen: al aktivitet på venne- og fjende-profiler belønnes. Og hvis du ikke selv kan finde dem, kommer Freedom Fighter gerne selv med forslag: “Kommenter Helles hullede plan” og “Spørg hvordan SF vil skabe vækst” lyder det f.eks. – hvorefter du sendes af sted til deres respektive vægge.
Gå i nærkamp med fjenden. Gerne under-cover som ven. “Bag fjendens linier” med Freedom Fighters
Kritikpunkt 1: spilmetaforen overspilles og ender hos drengerøvene
Freedom Fighter er som sagt rigtigt smart tænkt og får garanteret skruet op for LA’s meningmaskine på nettet. Men der er noget ved formen, der skurer: Frihedskæmperen som spil-metafor får simpelthen meget mere, end han kan holde. Du tjener ikke bare “XP” på at fuldføre “missioner”, evt. “bag fjendens linier”. Du har også en militær grad – rekrut, sergent, kaptajn, oberst osv. Dit tag, som du bruger til at mærke dine aktiviteter af med på nettet, er ikke bare tag, men omtales som “dog-tag”. Og for at få frihedkæmperen helt frem, er Freedom Fighters logo et skjold med Dannebrog.
Det er alt for drengerøvs-agtigt og begrænser app’ens appel kraftigt. Det er den hårde kerne, Freedom Fighter fænger hos, die-hard liberalisterne hos 180grader og i den øvrige blogosfære. Dem der i sig selv sørger for en lille procents tilslutning til LA. De mange mainstream, halvskuffede, borgerlige vælgere, dem som stemmerne virkeligt ligger hos, tænder næppe. Tonen er lidt for skinger og får let en bismag af den indebrændthed, frustration og selvretfærdighed, som nok er en væsentlig drivkraft for LA, men også er dens kors, og som skal holdes i stram snor for ikke at kamme over.
Lidt har imidlertid også ret og i det begrænsede ultraliberale segment vil Freedom Fighter formentligt være en fin succes.
Kritikpunkt 2: Freedom Fighter belønner ligegyldig larm
Mange andre (og nok også en del af LAs potentielle vælgerkorps) vil til gengæld opleve Freedom Fighter fra den trælse side. Freedom Fighter er i hele sin arkitektur gearet til ikke blot at gå viralt – men også til at være ligeglad med, hvad det er brugerne faktisk bidrager med, bare de bidrager. Og helst bidrager meget. En debat-maskine der sikrer en unødvendig høj andel af ligegyldigheder spredes rundt i det offentlige rum.
Jeg mener: det er jo netop ikke sådan, at der ligefrem mangler kommentarer på de store avisartikler, som er blandt målene i Freedom Fighter-missionerne. Der er i forvejen så mange, at overblikket, for ikke at sige diskussionen, for længst er gået fløjten. Og overblikket bliver bestemt ikke bedre af, at over halvdelen af kommentarerne har det lille kryptiske #FF-mærke efter sig, der fortæller de indviede, at indlægget er lavet med placeringen hos Freedom Fighters i baghovedet. Hvorfor skulle det være godt for LA at drukne debatter med indlæg, der ikke tjener andet formål end at give skribenten en højere score i et ligegyldigt spil?
Debattråd på b.dk: Førte Fogh liberal politik? Siden Freedom Fighters gik i luften, har over halvdelen af kommentarerne båret applikationens mærke, #FF. Præger debatten. Og forurener den.
Det er heller ikke sådan, at jeg får for få tips om gode artikler. Jeg får for mange. Og hvis jeg ikke kan stole på, at de, der tipper mig, virkeligt mener det, er det bare larm. Irriterende larm. Som kan spilde over på applikationen – og partiet – bag.
Kritikpunkt 3: Den demokratiske debat ødelægges af trolls
På de politiske modstanderes Facebook-profiler risikerer Freedom Fighters, at dens “bland dig”-belønning ikke blot forurener, men decideret ødelægger debatten. Det er måske også meningen. Men særligt sympatisk er det ikke. Og effekten er tvivlsom.
Freedom Fighters drejer rundt i et åbent sår, som længe har plaget særligt top-kandidaternes sider – på tværs af partier: De hærges af politiske modstandere. Modstandere, der ikke blander sig i diskussionen for rent faktisk at få noget at vide eller blive klogere, men udelukkende for at påpege fejl og rette opmærksomheden på “ømme” områder. Modstandere, der i mere eller mindre organiserede grupper sætter ind med guerilla-angreb, små terror-anslag og almindeligt hit-and-run. Kort sagt: Trolls. Resultatet er mudrede debatter med skjulte dagsordener og giftig tone, der drænes for liv.
Også denne aktivitet bliver boostet af Freedom Fighters. “Husk god tone” lyder det godt nok fra applikationen. Men substansen, opfordingen til at forsøge at torpedere de andre partiers politik på egne sider, er intakt. Under-cover aktiviteten får endda applikationens blå stempel: Hos de politikere, der har valgt, at kun venner må skrive på deres vægge – formentligt fordi de i deres dagligstue på Facebook ønsker konstruktiv debat – må den rigtige Freedom Fighter “finde sig i at skulle trykke “synes godt om”” for at kunne opskrabe point. Men “fortvivl ikke” som der står. “Vi ved godt, du ikke mener det, men bare gør det i en god sags tjeneste.”
To aktive Freedom Fighters der spreder larm på SF’eren Thor Möger Pedersens side. Kampen bølger, og viceværten på siden har tilsyneladende fjernet indlæggene, siden screendumpet blev taget forleden
Freedom Fighter: en undergravende nyskabelse
Freedom Fighters er en nyskabelse i det sociale medie-landskab herhjemme. En kampagneform, der i brugen af sociale netværk i sin virale vælger-mobilisering står på skuldrene af Obamas 2007-kampagne – ligesom den Facebook-app, Socialdemokraterne lancerede tidligere i år gjorde.
Forskellen på Socialdemokraterne og Liberal Alliance er, at hvor S pænt finder sig i, at delingen af aktivitet holder sig inden for Facebooks rammer, bryder LA site-tyranniet, og med et effektfuldt hack (det personlige tag) gør det muligt at inddrage hele nettet i valgkamps-spillet. Godt tænkt.
Men forskellen er også, at den aktivitet, S belønner, er rigtig valgkampsaktivitet: Lav en politisk folder og gå dør-til-dør. Eller meld dig som frivillig i en lokal kandidats kampagnegruppe. Mens LA er rent net-fokuseret: dele, kommentere og synes om. Og det bliver meget let for letbenet og for larmende. Freedom Fighter er – i hvert fald i denne udformning – som skabt til at skabe trolls og spam og kaste vrag på den netdebat og åbne deling Liberal Alliance ellers lever og ånder af.
Det er nogle gode iagttagelser, som du har af fordele og ulemper ved en funky App, der “bare” belønner råberi i forsamlingshuset.
Et gyldent eksempel på, at der er forskel på substantiel, fokuseret politisk aktivitet og en aktivitet, der mestendels kalder på den nemme “jeg overdøver dig bare”-aktivitet, der ikke fremmer ordentlig demokratisk debat.
Der er sgu lidt SA-pøbel over det, hvis de ikke passer på i LA.
Sjovt nok bliver LA´s modstandere fuldstændig blokeret på LA siderne,så på de sider er der kun envejskommunikation ergo ingen debat mulighed..
Hej Jon. Jeg har designet Freedom Fighter applikationen sammen med et par venner. Jeg kan ikke forstå, hvorfor du kalder den en ‘spammaskine’. Jeg har bygget den til at være et redskab, der skal styrke debat og meningsudveksling … noget som jeg synes vi trænger hårdt til. Hvis du har brugt lidt tid på followup vil du opdage, at de kommentarer der kommer fra Freedom Fighter brugere rundt omkring i medielandskabet ikke er spam men er relevante forsøg på diskussion 0g meningsudveksling.
Socialdemokratiets Pressetjeneste,
http://www.socialdemokraterne.dk/default.aspx?func=blockpage.view&menuAction=select&menuID=700855&topmenuID=700835&id=700876
har da altid haft folk til at sidde og fabrikere og kopiere læserbreve op til valgene, de blev så sendt ud til partisoldaterne i hele landet, og disse tapre krigere skrev så de tilsendte skrivelser under og sendte dem til de lokale aviser og blade. Den eneste forskel er, at nu sker det samme på nettet.
Hej Søren,
Skal man dømme FF på hvordan den bliver praktiseret ovre på kforum-versionen af denne artikel er det første der slår en, at der er rigtigt mange #FF-indlæg. Og de er alle holdt i en pæn tone – ikke nogen skældsord – og de holder sig alle sammen indenfor emnet.
Men: rigtigt mange af dem siger præcis det samme. Der er to punkter der går igen og igen og igen. For det første at de fleste FF’ere er seriøse, og at FF er et godt redskab til at komme til at læse nye, interessante artikler, man ellers ikke ville være faldet over.
Samtidigt er der rigtigt mange af indlæggene, der slet ikke forholder sig til hinanden. Folk siger det samme som den foregående uden at der er nogen form for dialog mellem dem.
Det er ikke debat eller diskussion. Det er små fristile der egentligt ikke har det store at gøre inde i kommentarfelterne – men som fint kunne stå på skribenternes egne blogs.
Det er jo ikke underligt, for de er allesammen sendt afsted på en mission der hedder “Fortæl hvad du bruger FF til” eller noget i den stil. Og det gør folk så. Skriver fristile inde på den pågældende artikel. Men her bliver det jo til larm, fyldstof der mest af alt bevirker at gøre diskussionen bliver helt uigennemskuelig og svær at sætte sig ind i.
Det er præcis det jeg mener med spam. Også selvom det ikke er ondt ment af de enkelte debattører.
mvh Jon
Hej Abel,
Jeg ved ikke hvad Socialdemokraterne plejer at gøre og har ingen ambition om på nogen måde at skulle forsvare deres evt. misgerninger, hvis der skulle være sådanne. Dem må du klage over et andet sted.
Ang. om der er forskel på at sende læserbreve til aviser og på at poste indlæg online: jeg synes der er stor forskel. Blandt andet at på avis-redaktionerne bliver der luget ud, så debatten ikke drukner i enslydende indlæg afsendt fra diverse partikontorer. Det sker ikke online.
mvh Jon
Tjah. En del partier er nok mest misundelige over, at de ikke selv turde tage springet med et FF-spil.
Effekten vil nok også være begrænset, da de fleste indlæg blot vil bekræfte LA-folk i at stemme på LA. Der kommer næppe nye stemmer til på den konto.
Jeg synes mere, at man skal se det som et spændende socialt eksperiment for, hvordan man kan få mobiliseret folk til at gå ind i politiske debatter. Og jeg glæder mig til evalueringen efter valget.
Og så er indlæggene hverken mere eller mindre begavede end så meget andet, der flyder på nettets debatfora, inklusive det, der kommer fra reflekterede politikere og journalister.
Man må da kunne lave en lille app der fjerner alle indlæg fra freedom fighters – måske ikke på facebook, men på blogs og lignende.
#FF24869
Synes ideen med FF er ganske god, men som enhver der har spillet online rollespil ved, er problemet at hvis man kun spiller for at vinde og ikke for at have det sjovt kræver det meget grinding (i FF at sidestille med spam). Jeg er bekymret for, at den der vinder mødet med Anders Samuelsen netop vinder grundet grinding. Det er vel ikke fremmende for nogen debat, ellers har jeg ingen problemer med FF, det kræver blot en del selvbeherskelse, hvad de fleste FFére da også udviser. Men som med mange ting skal der kun få til at ødelægge det for alle andre det gælder både for FFére der kun tænker på at vinde spillet, som et gælder i online rollespil.
Skulle måske forklare at grinding i online rollespil er at lave en handling der giver Xp igen og igen for hurtigt at stige i level.
I det mindste står disse mennesker frem og toner rent flag, hvad angår deres baggrund. Det samme kan man bestemt ikke sige om “net debattører” fra andre sider i det politiske landskab.
At begynde at sammenligne denne form for organisteret debatteknik med “trolling” for slet ikke at tale om “guerilla-angreb [og] små terror-anslag” er fuldstændig forfejlet, og medvirker blot til at reducere den negative betydning af disse ord.
Pingback: » Den nye Venstre
Pingback: » Det nye Venstre
Der er lukket for kommentarer.