Berlingske, Politiken og Nordjyske har som de første danske mediehuse søsat egne iPad-udgivelser. Og de har alle masser af plads til forbedring, viser en gennemgang jeg har foretaget af de tre og som offentliggøres i dag i rapporten “Danske nyheds-apps på iPad: Nordjyske Inside, Politiken og Berlingske Business”. Særligt manglende sociale elementer handicapper de tre nyhedsprodukter. Men også blandt andet samspillet med nettet og håndteringen af løbende nyheder volder problemer. Læs hovedkonklusionerne her.
Mellem to og tre stjerner. Det er den samlede vurdering jeg når frem til i min gennemgang af Nordjyskes Inside, Berlingskes Business og Politikens eAvis på iPad. Bedst scorer Nordjyske. Dårligst Berlingske.
Ikke avis-redning
Det er dårlige nyheder for alle der håbede på at de tre udgivelser kunne vise vejen til nye indtægtskilder for – endsige redde – en trængt dansk presse. For der skal mere til for rigtigt at tjene penge på nyheder på iPad. Politikens løsning er uambitiøs og appelerer primært til eksisterende læsere. Berlingskes løsning er rodet og bærer præg af manglende redaktionel prioritering. Nordjyskes løsning har mange gode takter, men virker heller ikke helt afklaret om hvilket behov de vil udfylde.
Hård måleskala
Det er en global skala der ligger til grund for de få stjerner og den hårde bedømmelse. Ingen iPad-udgivelser i verden kan formentlig score topkarakter endnu. Og det er heller ikke alting der er dårligt ved de tre udgivelser. Vurderingen bygger på en gennemgang af hvordan de klarer fire af iPad-publiceringens centrale udfordinger: Overblik og oplevelse, opdatering og socialitet. Og de tre udgivelser klarer de sig forskelligt på de fire parametre.
Ikke overblik nok
Overblik handler om, om udgivelsen præsenteres så læseren får overblik over både den samlede informationsmængde samt over hvad der er vigtigt og hvorfor det er medtaget. I denne disciplin scorer Politiken og Nordjyske højt – 4 stjerner. Nordjyske fordi de med deres helt nye iPad-only Inside-magasin formår at præsentere en samlet og veldesignet pakke. Politiken fordi avis-designet virker meget sikkert og gennemarbejdet – også på skærmen. Berlingske derimod formår hverken at skabe hverken sammenhæng i deres udgivelse eller et klart redaktionelt udtryk.
For få store billeder
Uudnytter udgivelsen iPad’ens formidlingsmuligheder til at give læseren oplevelser – ikke bare information. Hvad bruges der af f.eks. billedgallerier, videoer eller andre interaktive elementer? Også her klarer Politiken og Nordjyske sig til fire stjerner og Berlingske to. Politiken bliver igen reddet af et flot avis-design, der i sig selv kommunikerer – også selvom Politiken på iPad er blottet for ekstra billeder, videoer mm. Nordjyske derimod leverer både billedgallerier, videoer og læser-interaktion, mens Berlingske Business fremstiller alle artikler i en fælles pæn men kønsløs og intetsigende skabelon uden meget spræl.
Svært håndterbar nyhedsstrøm
I forhold til trykte aviser – eller faste TV-nyheder – udmærker iPad’en sig ved ikke at være bundet af faste udgivelsestidspunkter. Den har hele tiden en forbindelse til det pulserende nyheds-net, og kan når som helst opdateres med nyt relevant indhold. Det udnytter Politikens iPadudgivelse overhovedet ikke. Den ændrer ikke et komma i løbet af dagen og scorer nul stjerner i denne disciplin. Hos Berlingske Business bruges der til gengæld for meget nyhedsopdatering, med det resultat at læseren mister overblikket over hvad der er vigtigt og hvad der bare er nyt. Det giver tre opdaterings-stjerner til Berlingske. Samme antal stjerner får Nordjyske, der har en afstemt, men ikke lydefri og lidt stedmoderligt behandlet, nyhedsstrømsløsning.
Asocial iPad
Der er ingen af de tre udgivelser der har mulighed for at læserne kan kommentere, rate eller dele links på Facebook eller Twitter eller på anden måde socialt interagere med stoffet. Her er karakteren derfor let og lige for alle: nul stjerner for socialitet.
Læs hele anmeldelsen – Download rapporten
Send, download og udskriv. Pris: 345 ddk/€45,50 (ex. moms)
Digital view, særudgave: Anmeldelse af Berlingske Business, Politiken og Nordjyske Inside på iPad: “Danske nyheds-apps på iPad: Nordjyske Inside, Politiken og Berlingske Business”, 30 sider.
Send en email til jon@jon-lund.com med dit navn, evt. firmanavn og adresse med “Køb nyheds-iPad-rapport” som subject, og du modtager rapporten som PDF samt faktura.
Spændende analyse, Jon.
Bare af nysgerrighed: Betyder din aflysning af iPad som pressens redning, at denne historie ikke længere gælder?:
http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/ipad-dit-blad-nu
Pingback: Tweets that mention Jon Lund » Blog Archive » Middelmådig iPad-start for Berlingske, Politiken og Nordjyske -- Topsy.com
Tværtimod Mads! Min kritik her er jo ikke at iPad’en ikke dur – men at de tre løsninger vi har set ikke gør det godt nok (endnu).
Prøv at genlæse de to første punkter i min redningsplan ovre på kforum:
“1. Politiken, Fyens Stiftstidende, B.T. og så videre på iPad skal give læserne den trykte versions ro. Det er det, der er brug for. Ikke en ny smart måde at lave hjemmesider på. iPad er som skabt til at bladre i og med. At læse avis på iPad skal være som at læse den trykte udgave. Bare lidt smartere.
2. iPad-udgaven skal nænsomt tilpasses. Den skal fungere både liggende og stående. Døde billeder suppleres med videoer, billedgallerier og interaktive grafikker. Breaking news skal fremgå af et særskilt skærmbillede. Eller diskret i en lille ny højrespalte for eksempel. Men endelig ikke for larmende. Det samme gælder kommentar-felter, “synes godt om” og “tweet this”-knapper. Og arkivet over gamle udgaver.”
Det er denne øvelse Politiken, Berlingeren og Nordjyske endnu ikke er i hus med. Som ny digital chef på Berlingske synes jeg bestemt du skal fortsætte arbejdet. Når det viser sig at den nuværende version af Business ikke giver de forventede resultater, er det ikke fordi ideen er forkert – men fordi jeres første version ikke var god nok.
mvh
Jon
Der er lukket for kommentarer.