Ny termostat iPodificerer dit varmeforbrug; ny app gamificerer den

  • Jon Lund 

Det sidste nye fra den absurd patentkrig mellem Apple og co, en fiks beregner der fortæller dig, hvilket nummer indbygger på kloden du er, en ny termostat, der selv lærer at skrue ned for varmen når du ikke er der, din elregning som Facebook-spil, kunstig hud der kan føle berøringer og på sigt transplanteres, og en forsker der mener at man i 2030 vil kunne optage og genafspille orgasmer – bare tryk Ctrl-Alt-O.

Det handler mine seks noter “Lund på nettet” i dagens papirudgave af Politiken. Læs alle fem noter her eller smut ned i aviskiosken og køb dagens af avis og få tryksværte på fingrene.

Absurd patentkrig

For at aktivere din smartphone skal du normalt lade fingeren glide over skærmen. “Swipe og lås op” hedder løsningen, som Apple for nylig har fået patent på. Også selvom Microsoft allerede i 2005 kunne vise mobiler der gjorde præcis det samme. Samtidig forsøger Apple med henvisning til andre patenter at få konkurrenter til firmaets iPad forbudt i både Tyskland og Australien.

Situationen er absurd og truer basalt set både udvikling og innovation – men er desværre nærmest hverdag. Efter i mange år at have ladet patenterne blive i skuffen, har alle de store tech-firmaer nemlig trukket blankt, og stævner nu hinanden på kryds og tværs. Hvordan kan du se på et spaghetti-diagram hos BBC med Apple, Microsoft, Google, og ni andre IT-kæmper som deltagere.

3.535.162.902

Mere BBC: Vi er nu syv milliarder mennesker på kloden, men hvilket nummer er du? Jeg var nummer 3.535.162.902, siger den engelske statsradiofoni i en fiks lille befolkningsberegner. Beregneren giver også tips til hvor i verden du skal finde fremtidens kunder. Eller ihvertfald hvor befolkningstilvæksten er størst. F.eks. kommer der hver time 514 nye indbyggere i Qatar. I Danmark er tallet en.

“iPod”-termostat tænker selv

En effektiv termostat kan op mod halvere dit varmeforbrug i hjemmet. Hvis du altså kan finde ud af at betjene den, hvilket mange ikke kan. Det vil den Nest-termostat, som netop har åbnet for forudbestillingerne, gøre noget ved: istedet for intensiv manuel programmering lærer Nest selv dine vaner at kende, så den ved hvornår den skal skrue op og ned for blusset. Og så er den monster-simpel at betjene og ser godt ud. Virksomheden bag er ny, aflønner 100 mand, har masser af investorkroner i ryggen – og grundlæggerne kommer fra Apple, den ene med tilnavnet “iPod’ens far”. Danfoss, I har konkurrence!

Slaget om elregningen

I samme boldgade: Det nystartede amerikanske 0power lancerer lige om lidt en ny Facebook-app, hvor du kan dyste mod dine venner i hvem der er bedst til at spare på strømmen. Det handler om at gøre kedelige data til spændende oplevelser, en hot trend der går under buzz-wordet “gamification”.

Med sig har 0power den amerikanske miljø-organisation NRDC, og 60 elselskaber, der alle automatisk vil uploade dit elforbrug for dig, så du slipper for besværet. Desværre ingen danske, ser det ud til. Omtalt på tech-sitet Gigaom.

Kunstig hud

Forskere fra Stanford University har opfundet en ny slags kunstig hud. Den ligner køkkenfilm og består af kulstof-atom-rør i en sandwich mellem to silicium-plader, er elastisk, kan strækkes til dobbelt størrelse uden at tage skade og kan mærke ikke bare om den bliver berørt, men også hvor kraftig berøringen er.

Den nye hud spås en fremtid som ny touch-skærms-teknologi til mobiler og iPads (som i dag ikke kan mærke forskel på en tilfældig berøring og et bevist tastatur-tryk – irriterende), som hud på robotter og – med tiden – kunstige lemmer eller direkte som ny hud ved brandsårsbehandling.

Genafspil orgasme

Den nye hud passer som hånd i handske til fremtidsforskeren Ian Pearson, der senere på måneden taler på IF-konferencen hos Royal Geographic Society i London. Pearson forudser at vi i 2030 vil kunne iklæde os kunstig hud, der gør os istand til at lagre alle berøringer og de dertil hørende sanseindtryk. Hvad mere er: huden kan ikke blot optage men også afspille berøringer og dertil hørende sansninger.

Det vil i givet fald kunne give begrebet telefon-sex en helt ny betydning – og, som Wired skriver – mulighed for genafspilning af orgasmer. Bare tryk ctl-alt-O.