Denne blog-post er et redigeret uddrag af rapporten “Nyheder på iPad. 7 danske og 3 udenlandske iPad-udgivelser – status og perspektiv” som jeg har skrevet i samarbejde med UPDATE ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til konferencen “Tablets i praksis” den 24. marts 2011. Læs i bunden af denne post hvordan du bestiller rapporten.
De fleste havde ventet en stor og solid betalingsmur, der skulle tvinge læserne til lommerne, hvis de villle have adgang til det eksklusive, særproducerede nye daglige iPad-magasin The Daily. Her små to måneder efter lanceringen kræver The Daily da også stadig betaling. Ihvertfald hvis du skal ind gennem hovedindgangen. Ikke at det er dyrt – 6 kr om ugen! – men betale skal du altså.
Forsiden på The Daily – komplet med kort nyhedsvideo, der guider dig til indholdet.
Men betalingsmuren er ikke stor og solid. Den er fyldt med huller: bare følg et direkte link til en artikel, og du smutter lige igennem. Artiklen du får frem vises så i din normale net-browser – og altså ikke i The Dailys fine app. Måske mangler den en interaktiv grafik. Men artiklen er der grundlæggende.
Det er ikke en fejl. Faktisk er det med fuldt overlæg, at denne smutvej eksisterer. Ja, The Daily opmunterer ligefrem alle brugere til at sprede disse links. Her er hvordan:
Alle artikler hos The Daily har en lille delings-knap i toppen, og når man klikker på den får man et helt arsenal af sociale muligheder: For det første er der kommentar-funktionaliteten, hvor du kan se hvad andre har skrevet om artiklen og selv give dit besyv med – enten i form af et eget indlæg eller ved at rate de andres indlæg. Og hvis du ikke har lyst til at skrive kan du istedet indtale din kommentar. Derudover kan du poste artiklen til Facebook eller Twitter eller sende den med email. Endlige kan du gemme artiklen.
Et lag med socialt medie-liv kommer frem på artikel-siderne, når du trykker på en lille knap. Komplet med kommentarer, likes, Facebook-deling, Twitter-integration og email artikel.
Hvis du gemmer en artikel lægger den sig i dit udklips-arkiv i selve app’en, så du senere kan klikke den frem. Hvis du mailer den, poster den på Facebook eller tweet’er om den, er det som hos Wall Street Journal et link til en web-udgave af artiklen du sender.
Der er mening med galskaben. Ved at ommuntre brugerne til at sprede smutveje ud på nettet, forsøger The Daily at sikre sig selv en plads i det levende nyhedsfællesskab – og håber på at nogen af de læsere, der følger smutvejene ender med at blive betalende læsere også. Samtidig med at The Daily selv kommer til at give en bedre læseoplevelse, hvor læserfællesskabets puster blidt liv i de redaktionelle artikler.
For at sikre at så mange som muligt ikke lader sig nøjes med gratis-versionen, gør the Daily rigtigt meget for at læsere af web-udgaven af en artikel skal forstå, at den kommer fra en iPad-app, og at det du får der har mange flere kvaliteter. Det fortæller The Daily brugerne med store bogstaver og i farver: Nok kan du læse hele artiklen gratis på nettet – men evt. interaktive grafikker mv. er gjort døde i web-udgaven.
Alle The Dailys artikler ligger på thedaily.com. I fuldtekst, med lidt færre interaktive elementer og uden mulighed for at kunne bevæge sig rundt i nyhederne på sitet. Til gengæld godt med reklamer for iPad-versionen.
Men det er ikke kun de interaktive grafikker der mangler på nettet. The Daily har også sørget for at sitet thedaily.com, hvor artiklerne ligger, ikke er velegnet til at surfe nyheder på i sig selv. Forsiden har ingen nyheder på sig, og ingen navigation, der kan hjælpe dig med at finde nyheder. Ingen søgeboks, ingen menuer. Forsiden handler om app’en og selskabet bag.
De gratis artikler har heller ingen menuer, søgning eller anden navigationshjælp. De er designede til at være stand-alone indholdsenheder – nogen beregnet på at blive linket til, ikke andet. Jo – at reklamere for app’en og gøre det så let som muligt for brugerne at komme igang på iPad.
The Daily viser på denne måde at mure – også betalingsmure på nettet – skal kunne ånde for at fungere. Fordi alterntivet, de ridige “walled gardens”, skaber iltfattige miljøer, hvor også nyhedsblomster har svært ved at gro.
Læs hele gennemgangen af The Daily – og af Wall Street Journal, Flipboard, Børsen, Business, Nordjyske Inside, Politiken, Berlingske, Jyllands-posten og Ekstra-Bladet – Download rapporten
Send, download og udskriv. Pris: 345 ddk/€45,50 (ex. moms)
Digital view, særudgave: Nyheder på iPad. 7 danske og 3 udenlandske iPad-udgivelser – status og perspektiv” er skrevet i samarbejde med UPDATE ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til konferencen “Tablets i praksis”, 24. marts 2011, 49 sider.
Send en email til jon@jon-lund.com med dit navn, evt. firmanavn og adresse med “Køb Nyheder på iPad-rapport” som subject, og du modtager rapporten som PDF samt faktura.