Dataøkonomien er løbet løbsk. Brems den, før det er for sent.

  • by

De store tech-giganter truer demokratiet, ødelægger markedet og fremmer stress, usikkerhed og mindreværd. Årsagen ligger i Facebooks, Googles, Amazons og alle de andres umættelige datagrådighed. I dens slipstrøm er vi alle ofre. For at løse problemet skal data-fødekæden punkteres. Det sker bedst med lovgivning. Læs her hvorfor og hvordan det kan ske.

For ti år siden var der en enkelt teknologivirksomhed blandt verdens ti mest værdifulde firmaer. Syv ud af de resterende ni var enten olieselskaber eller banker. I dag består top fem af Microsoft, Apple, Amazon, Google og Facebook. Med de kinesiske techgiganter Alibaba og Tencent som nummer syv og otte. Techgiganterne er verdens største virksomheder.

Det er ikke tilfældigt.

De succesfulde techvirksomheder kører alle på data. Og data er – med internettets totale dominans – blevet verdens nye olie. Men ligesom olie forurener data, hvis de ikke bruges rigtigt. Det gør de i stor stil ikke i dag.

Massemanipulations potentiale

De bruges helt forkert. Og det skyldes, at virksomhederne ikke tjener deres penge på glade brugere. Pengene kommer fra skjulte bagmænd, der betaler techgiganterne for at manipulere efter alle kunstens regler.

Det er nemlig hverken dig eller mig, som ’Big Techs” (som de store techvirksomheder også kaldes) indtjening stammer fra. I hvert fald ikke direkte.

Google-imperiets søgning, YouTube og Gmail er gratis. Facebook og deres sociale billedtjeneste, Instagram, er gratis. Microsofts e-mail, søgning og sociale medie (LinkedIn) er gratis. Og priserne på de varer, du køber på Amazon, er helt i bund.

Nej, pengene kommer et andet sted fra: De kommer fra alle de virksomheder og interesser, der betaler techgiganterne for at nudge os til at købe deres produkter, bruge deres services og i det hele taget være venligt stemt over for dem. Og den eksorbitant store værdisætning af Big Tech skyldes, at massemanipulations-potentialet slet ikke er udtømt. Om et, fem eller ti år vil de penge, som techgiganterne kan tjene på adfærdsmodifikation ad galore, være ti-, tyve og hundredfold større end i dag.

Fantastisk energi

Det var en fantastisk energi, der gennemstrømmede verden, da internettet så dagens lys i starten af halvfemserne.

For første gang i menneskehedens historie kunne al viden i hele verden gøres tilgængelig med et enkelt klik eller to. For første gang havde alle verdens indbyggere udsigt til at kunne få magten til at komme direkte til orde, uden om tyranner og censur. For første gang kunne vi alle blive forbundet med hinanden i et verdensomspændende netværk.

I dag, 20 år senere, er billedet nedslående. Big Tech har – bevidst eller ubevidst – ladet sig bruge til at påvirke politiske processer over hele kloden: Fra valget af Trump, der blev støttet af det hidtil usete Cambridge Analytica-massemisbrug af over 50 millioner amerikaneres facebookdata, over den engelske brexitafstemning til den etniske udrensning og folkemordet på Rohingya-muslimerne i Myanmar – med Facebook i rollen som nyttig idiot.

Big Tech har udhulet sunde økonomier: Hver dag må små lokale erhvervsdrivende dreje nøglen om i den ulige kamp mod den data-tunge Amazon, mens wannabe big-tech AirBnB og Uber hhv. ødelægger boligmarkederne i storbyer verden over og tvinger taximarkederne i bund ved at underbetale chauffører samt undlade at betale skat.

Og hver dag mistrives flere og flere helt almindelige danskere, svenskere, amerikanere og indere, fordi vores hoveder er blevet fordrejet af perfekthedspresset fra de sociale medier samt den evige hungren efter likes og anerkendelse og den evige fear of missing out.

Kæp i datahjulet

Alt dette skyldes en og samme ting: At alle Big Tech’s tjenester hver dag de sidste ti år er blevet optimeret og forbedret med ét mål for øje: at blive bedre til at fastholde vores interesse (læs: gøre os afhængige af at tjekke vores feeds), gætte hvem vi er, hvordan vi har det, hvad vi har lyst til (læs: overvåge os efter alle kunstens regler) – og så bruge denne viden til at få os til at klikke på og opsøge lige præcis de kommercielle og politiske budskaber (læs: manipulere os), som Big Tech i virkeligheden tjener deres penge på.

Det går ikke meget længere. Big Techs samfundsnedbrydende adfærd må stoppes. Det sker bedst ved at stikke en kæp i det amokløbne datahjul. Det kræver lovgivning og internationalt samarbejde. Og det haster.

Anti-monopol lovgivning

Det er avancerede maskinlærings-algoritmer, der udgør den magiske ingrediens i Big Techs services.

Algoritmerne fungerer suverænt, og det gør de pga. den enorme mængde af data, de har opbygget, og som de bruger i et evigt forsøg på at outsmarte os. Derfor er Big Tech også de facto monopoler. Det er næsten umuligt for nye konkurrenter at komme til, fordi Big Techs dataforspring er så milliardstort, som tilfældet er.

Big Tech skal derfor reguleres lovgivningsmæssigt som monopoler. F.eks. ved at splitte dem op, når de bliver for store, som den amerikanske demokrat Elizabeth Warren – der lige nu kæmper om at blive sit partis præsidentkandidat til valget næsten år – har foreslået. Eller, og måske mere effektivt, ved at pålægge Big Tech at gøre de data, som deres uretmæssige markedsdominans bygger på, frit tilgængelige for konkurrenter med den enkelte brugers – hvis data der er tale om – velsignelse, selvfølgelig.

Med monopol-oplukkede data ville det f.eks. være meget lettere for nye sociale medier at opbygge den kritiske masse af brugere, der skal til for, at et socialt netværk rigtigt fungerer.

Den slags er nemlig sjovest at være på, hvis der er et rimeligt antal andre brugere om bord, som du kan være sociale med, hvis der er nok indhold på det sociale medie til at give følelsen af et slags fællesskab, og hvis det sociale medie i det hele taget kender dig godt nok til at give rigtigt brugbare anbefalinger af, hvad der er mest givende for dig at læse, se, kommentere, dele og like.

På samme måde vil f.eks. også e-handelsbutikker eller musik- og videotjenester, som ikke har mastodontiske brugerbaser at trække på, få glæde af den fri adgang til de monopolbrudte data. Anbefalinger af varer, numre og film, som passer lige til dig, vil pludselig kunne få Amazon-, Youtube- og Spotify-agtig kvalitet.

Både Facebook, Google og Amazon og alle de andre vil stadig kunne virke fint i sådant et setup. Men de vil ikke længere have data-slagmarken helt for sig selv. Derfor vil galskaben blive modereret.

Giv os vores data tilbage

Det er også nødvendigt at sætte proppen i et andet sted. De data, som Big Tech er blevet rige på, er jo ikke kommet ud af det blå. De er opsamlet fra dig, mig og alle andre af klodens tre milliarder internetbrugere, hver gang vi har brugt deres tjenester.

Men vi har ikke selv opdaget, at vi har givet data væk. Tværtimod har vi stillet os selv til rådighed som et kæmpestort tag-selv-bord af data. Og techgiganterne, der har serverplads nok, er aldrig blevet mætte. De har grovædt og grovæder fortsat, helt uden hæmninger.

Denne fri adgang til data skal stoppes. Det kan vi gøre ved at vedtage love, som pålægger Big Tech at give os vores data tilbage. Dine og mine data skal ligge hos os selv, ikke inde i maven på Facebook, Google og Amazon – eller nogen af de andre techgiganter.

Barcelonas bystyre har taget de første skridt i den retning og krævet, at techvirksomheder skal levere data tilbage til byen, når opgaver sendes i udbud. Og det system, – som opfinderen af World Wide Web, sir Tim Berners-Lee, lige nu er ved at stable på benene – vil også kunne bringe os langt.

Hans Solid-platform vil give os alle hver vores eget datalager, hvor vi selv kan bestemme, hvem der må bruge vores data til hvad. De fleste vil formentligt fortsat give temmelig fri adgang til alle de gode søge-, butiks- og sociale netværkstjenester, godt hjulpet af intelligente støttesystemer, vi vil få til automatisk at holde styr på, hvilke typer data, vi har lyst at give til hvilke typer tjenester – og i hvor lang tid. Men Big Techs vil ikke længere uhindret kunne mæske sig.

Balancen vil blive tippet i den rigtige retning.

Den mest effektive kæp, vi kan stikke i hjulet, er i bogstaveligste forstand at sætte pris på alle de mange data, vi giver fra os.

Fair del af overskuddet

Når jeg lægger et billede på Instagram, f.eks., føder jeg Instagram med informationer om mig selv. Både dem, jeg direkte fortæller Instagram: Billedet og den opdatering jeg skriver sammen med billedet. Men også de oplysninger jeg indirekte giver Instagram: Hvornår på dagen jeg lægger billedet op, hvilke filtre jeg bruger, om jeg bruger udråbstegn eller smileys i min opdatering, eller hvor hurtig jeg er på tasterne, når jeg skriver.

Alle disse signaler giver, sammen med de tilsvarende signaler fra systemets en milliard andre brugere, Instagram et uhyggeligt præcist indtryk af, hvem jeg er, hvordan jeg har det, og hvilke stimuli jeg med størst sandsynlighed vil reagere positivt på.

Denne samlede viden bruger Instagram herefter til både at gøre deres egen tjeneste bedre og mere afhængighedsskabende for mig – og på at sælge reklameplads til højstbydende annoncør samt hjælpe dem med at finde de budskaber, der med størst sandsynlighed vil få mig til at reagere, klikke eller købe.

Det er dette sidste beløb, som vi hver især skal have vores fair del af: Den pris annoncøren betaler Instagram for at kunne gøre sig kloge på data, der ret beset tilhører den enkelte bruger.

En tvungen datapris kan fastsættes pr. lov. Men prissætningen kan også overlades til markedet. I en verden, hvor adgangen til data ikke er ubegrænset, hvor data-grovæderiet ikke kan fortsætte ad libitum, vil udbud og efterspørgsel selv kunne finde sin egen ligevægt og data sine egne priser. Særligt hvis det bakkes op med passende statslig støtte til de data-mægler-tjenester, der skal sikre afregningen, når dine data forlader dit personlige datalager.

Vestager, Warren og GDPR

Den moderne techverden er global. Isolerede danske tiltag vil ikke have megen effekt. Men vi er ikke alene. Vi har fæller i verden, vi kan gøre fælles front med.

Først og fremmest EU, hvor vores egen power-kommissær, Margrethe Vestager, nu med fornyet styrke kan fortsætte de sidste fem års arbejde med at kalde Big Tech til orden. Men det er ikke kun Vestager, der giver håb. Også EU’s GDPR-lovgivning (den, der siger, at vores egne data er vores egne, samt at virksomheder og offentlige myndigheder skal spørge om lov for at bruge dem) viser vejen frem.

Selv om GDPR absolut har mange mangler og fejl, har den i umisforståelig grad højnet bevidstheden om, at persondata er vigtige og skal behandles med stor respekt. Døren er slået ind. Nu skal der følges op og strammes til.

Også USA, som jo er hjemland for de fleste af techgiganterne, kan vi lave fælles aftaler med. I hvert fald hvis Elizabeth Warren-agtige strømninger vinder frem.

Kina er det nok sværere at bide skeer med. Men omvendt er Kinas regulering af Big Tech heller ikke strengt nødvendig, for at vi herhjemme kan få en tålelig techfremtid.

Dynamikken kan ændres. Nu

De tre tiltag jeg her har beskrevet – datamonopolbruds-lovgivning, sikring af dataejerskab og prissætning af data – vil tilsammen lægge en effektiv bremse på de store teknologivirksomheder og deres hæmningsløse udnyttelse af vores alle sammens data.

De vil ændre dynamikken i datafødekæden og mindske det entydige fokus på at få os alle til at klistre mere og mere til skærmen, samtidig med at vi systematisk lænses for data, der – sammen med løftet om politisk eller kommerciel manipulation – sælges til højestbydende.

Tiltagene vil derfor også give plads til, at techvirksomhederne i deres produktudvikling kan begynde at optimere efter andre ting end den rå dataprofit. Med lidt ekstra vognstangsviften kan man håbe på, at de ligefrem vil begynde at gå efter profitformer, der bygger på mest mulig samfundsmæssig nytte, erhvervs- og beskæftigelsesmæssig bæredygtighed samt personligt velbefindende.

Men de tre tiltag – eller andre, der tjener samme formål – kommer ikke af sig selv. De kræver politisk handling. Herhjemme. Her og nu. For som tingene står, truer techtyraniet med at underløbe vores demokratiske institutioner. Små butikker og udsatte jobs kæmper for at holde skansen. Og techafhængigheden, stresset og mindreværdet breder sig.

Det er nu, vi har chancen for at stoppe det. Før det er for sent.

Blogposten her er først bragt som kronik i Politiken