Fælles Slovakisk betalingsmur en and – der måske kan flyve på iPad

  • Jon Lund 

Alle Slovakiske nyhedstjenester på nettet går nu i ly bag fælles betalingsmur har det lydt på nettet de seneste par dage fra blandt andet Adweek og The Guardian.

Men det er en and, fremgår det, hvis man kradser lidt  i overfladen – f.eks. hos Niemanlab her.

– Det er ikke hele landet – men kun 9 nyhedstjenester, der er tale om. Det er måske også mange, men langt fra alle. Rigtigt mange sites vil fortsat stå udenfor og kunne tilbyde gratisnyheder og underminere de nis forsøg på at tjene penge.

– Og det er ikke en betalingsmur – men en fælles betalingstjeneste. Bag en mur betyder at du skal have betalt for at få adgang. Men i den Slovakiske løsning er det valgfrit for de enkelte sies hvad der skal spærres inde og hvad der fortsat er gratis. Derfor er det bare en smart teknisk løsning der er tale om. Ikke en nationwide blokering af indhold.

Selv hvis det havde været en rigtig betalingsmur med fuld dækning, ville den aldrig rigtigt kunne flyve. Ikke i Slovakiet og ikke herhjemme.

Indhold at large har ikke nok værdi
Problemet er, at indhold på nettet ikke er værdifuldt nok til, at folk gider betale for det. Der vil næsten altid være gratis alternativer, der er næsten lige så gode, som jeg fortæller til journalisten.dk i dag.

Hvis de danske medier lagde sig ned bag en fælles betalingsmur, ville andre – som f.eks. mig selv! – i løbet af meget, meget kort tid lave citattjenester med små nyhedsbidder sakset fra Politiken, Berlingske og alle de andre, der holder sig inde for alle citatregler. Gratis citattjenester, der vil æde al trafikken fra de betalte. Og så ville de stå der med håret i postkassen. For brugerene er – desværre – langt hen ad vejen rigtigt tilfredse med små citathistorier, der kan mætte det umiddelbare nyhedsbehov.

På det almindelige nyhedsnet som vi kender det i dag, dur betaling ikke. Fælles systemer eller ej.

Flyver på iPad
På iPad, f.eks., kan det måske være anderledes. Her kan en fælles betalingsmur godt give mening. Fordi det ikke er indholdet så meget som det er præsentationen og det redaktionelle touch der sælges. Og fordi det udbydes i en ramme, der ikke kan kopieres på samme måde som stof på det store net.

Ideen er enkel. Aviserne vil i forvejen gerne have penge for deres iPad-stof. Jeg siger: Giv læseren en hel bunke forskellige aviser med i købet, når han køber bare en af dem. Læseren vil opleve det som en stor forbedring af produktet. Nettet har nemlig lært ham at sætte pris på at kunne læse nyheder fra mange kilder. Og der er meget lidt at tabe: det er de færreste, der ellers ville have købt både Politiken og Berlingeren og Børsen osv. Så det er ikke meget mersalg der går fløjten.

Social læsning og god dynamik
Sådan et “all-you-can-eat” abonnement giver også nogen helt nye muligheder for de enkelte redaktioner til at lave federe redaktionelle produketer: de kan linke til særligt godt indhold fra de andre aviser, hvor det giver mening. Og de kan udnytte det sociale buzz med kommentarer og deling af artikler, der kunne opstå, når man kan dele historier fra hele mediebilledet. Hvis Berlingske, f.eks., har skrevet en artikel om Christiania, som har hittet hos Politiken-læserens venner, kan Politiken i deres egen artikel linke videre til Berlingske: “Now trending” eller “Tre af dine venner kan godt lide denne”, eller noget i den stil.

Det kunne give avisen med al dens redaktionelle overblik en social kvalitet og en god dynamik. Det ville tage det bedste fra apps som den superpopulære Flipboard (som jeg blandt andet har skrevet om her), der netop samler al det ens venner læser i en lækker bladre-magasin oplevelse – og det bedste fra avisen: prioriteringen og udvælgelsen af stoffet.