Indsamling af data om ansatte er en vigtig del af den fremvindende algoritmiske ledelse, men de færreste medarbejdere bryder sig om at blive overvåget. Løsningen er at lade sine ansatte overvåge sig selv.
Langt de fleste bryder sig ikke om digitale værktøjer, der indsamler data om dem til deres arbejdsgiver. Sådan fortæller en ny undersøgelse med ADD-projektet, IDA, HK og data etisk råd som afsendere.
Det forstår man jo godt, for hvem har lyst til at lade sig overvåge af sin chef?
Ikke desto mindre er det et problem, for data om medarbejderne er hjørnestenen i den nye algoritmiske ledelse, der vinder frem med syvmileskridt og lover øget produktivitet, mere arbejdsglæde og større konkurrenceevne.
Uden medarbejderopbakning bliver det svært, for fagforeningerne er på vej på barrikaderne, og de har solide skyts i blandt andet GDPR- og persondatalovgivningen.
Der er derfor linet op til en kamp mellem medarbejdere, der insisterer på retten til deres privatliv, og virksomhederne, der ønsker at optimere deres processer, innovere og skabe værdi.
Lad medarbejderne overvåge sig selv
Men modsætningen er falsk. Vi kan både få privatliv og høste frugterne af de mange data i arbejdssammenhænge. Få bedre arbejdsliv og samtidig forbedre virksomhedernes bundlinje.
Løsningen er overraskende enkel: lad medarbejderne overvåge sig selv. Og lad medarbejderne selv bestemme, hvilke analyser de ønsker at indgå i, og hvem de vil dele resultaterne med.
For medarbejderne vil løsningen til gengæld genoprette det skæve datamagtforhold, hvor virksomheden ved alt om medarbejderne – og kan bruge dem mod dem.
Hvis mine data eksempelvis viser, at jeg er ved at blive stresset, vil det kun være mig selv, der får beskeden. Med råd om, hvad jeg kan gøre ved det, og hvordan virksomheden eventuelt kan hjælpe mig. Så vil jeg selv kunne tage kontakt til HR-afdelingen og fortælle dem det, jeg synes, de skal vide. Indtil da vil virksomheden slet ikke have adgang til mine data.
Sammen med mine kolleger vil jeg også kunne lave anonyme analyser af, om vores samlede trivsel og produktivitet eksempelvis højnes eller forværres af storrumskontorer eller skiftende arbejdstider.
Eller hvad det nu ellers måtte være for nogen sammenhænge, vores arbejdsgiver gerne vil kende. Uden nogensinde at afsløre for andre end os selv, hvordan vi hver især har det.
Løsningen vil gavne både virksomheder og medarbejdere
En sådan løsning vil give både medarbejdere og virksomheder det bedste fra alle verdener.
Virksomhederne vil få analyser, der bygger på bedre data, end de ellers ville kunne få adgang til. For medarbejderen kender sig selv bedre end alverdens overvågningssystemer gør, og vil derfor meget lettere kunne sige til, når der er fejl i systemernes datasæt.
Virksomhederne vil også få analyser, der bygger på flere data, for medarbejderen vil –fordi data netop ikke deles – kunne berige analyserne med data om sig selv, som arbejdsgiveren aldrig vil kunne få fingre i.
For medarbejderne vil løsningen til gengæld genoprette det skæve datamagtforhold, hvor virksomheden ved alt om medarbejderne – og kan bruge dem mod dem.
Når en medarbejder overvåger sig selv, kan han eller hun lave sine egne analyser på data. Enten for sig selv, eller sammen med kollegerne.
Der er selvfølgelig masser af ting, der skal ordnes, før den selvovervågede medarbejder er en realitet – og virker efter hensigten. Der er masser af snitflader og principper, som fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer skal have høvlet af. Og systemerne skal bygges og rulles ud.
Det er ikke let, men bestemt heller ikke umuligt. Og gevinsterne vil være kæmpestore. Det er bare om at komme i gang.
Fotoet til dette indlæg er taget af Katrine Møbius. Indlægget er først bragt lige her på Altinget.