Nettet afslører vores sex-lyst

  • Jon Lund 

I min ugentlige gennemgang af nettet for Politiken fremhæver jeg i denne uge tre interessante sites med historier om hvordan nettet afslører vores sexlyster, hvordan Google forbedrer deres overvågningsværktøj til net-købmænd og om hvordan et nyt kickstarter.com-projekt lover cykler, der pumper sig selv.

Dæk, pump dig!
Cykelentusiaster har meget at glæde at glæde sig over på nettet. Der er fyldt med tiltag, der gør pedalarbejdet lettere og mere fornøjeligt.

Hos Kickstarter kan du f.eks. læse om – og skyde penge i – PumpTire, et dæk, der automatisk holder trykket og sparer dig for selv at skulle til pumperne for at holde den konstante sivning af luft i ave.

Teknikken er besnærende enkel: Rundt om PumpTire-dækket ligger der en tynd slange med luft. Når du kører på cyklen, presses luften ud af den lille slange og gennem en ventil ind i den ’rigtige’ cykelslange. Den ydre slange udvider sig igen, så snart den ikke presses mod vejen, og fyldes med luft fra omgivelserne. På et par kilometer kan prototypen puste så meget luft ind i slangen, at dæktrykket forøges fra 20 psi til 62.

Projektet er et eksempel på en ny trend på nettet: crowdfunding, hvor man bruge nettet som indsamlingsbøsse. Prototypen går i produktion, hvis der inden deadline 1. oktober er givet tilsagn om investeringer på mindst 250.000 dollar (1,3 mio. kr.). I skrivende stund er der dog kun samlet 14.911 dollar sammen, så projektet har lang vej igen.

Google forbedrer spionværktøj
Du er aldrig alene, når du surfer på nettet. Hjemmesiderne har nemlig allehånde tracking-værktøjer installeret, der fortæller dem, hvor mange besøgende de har, hvor lang tid de bruger på sitet, og hvilke sider de ser.

Google leverer et af de mest brugte værktøjer af slagsen. Det er nu blevet forbedret, så det giver hjemmesideindehaverne endnu mere værdifuld info, fortæller selskabet på sin blog.

Den nye smarte feature fortæller ikke blot netkøbmanden, hvor du kom fra på nettet, den dag du købte f.eks. en bog i hans netbutik – men også hvor mange andre gange i det sidste stykke tid, du har besøgt netbutikken uden at købe noget. Og hvor du ved de lejligheder kom fra. Det gør det klart for netbutikken, præcis hvilke bannerreklamer og søgeord der har haft indflydelse på dit butiksvalg på nettet, i al den tid det har taget for dig at tænke over købet.

Google forærer værktøjet væk. Logikken er, at jo mere opmærksomme hjemmesideindehaverne bliver på, hvordan deres sites rent faktisk fungerer, jo flere penge bruger de på Google-annoncer. Det ser ud til at virke: Sidste år omsatte Google for over en milliard kroner alene i Danmark.

Nettet afslører vores sex-lyster
Internettet er en vidunderlig datakilde, og det har dr. Ogi Ogas fra Boston University udnyttet skamløst i bogen ’A Billion Wicked Thoughts’. Sammen med dr. Sai Gaddam har han gennemgået over en million erotiske historier, en halv million pornofilm, et års søgehistorik fra populære søgemaskiner m.m. for at undersøge, hvordan vores sexlyster giver sig udslag, når man ser på, hvad vi rent faktisk foretager os på nettet.

Blandt andet finder de en overraskende interesse hos mænd over hele verden for bedstemorsex og historier om utro koner. Kvinder er særligt til fan fiction, historier fra for eksempel Harry Potter- eller Twilight-universerne i alternativt erotiske variationer.

Fra et forretningsperspektiv peger forskerne på, at bizarre biologiske kombinationer tilsyneladende narrer den mandlige hjerne til seksuel ophidselse. ’Shemales’ (kvindekroppe udstyret med penisser) eller ’humantoria’ (sammensatte kvinde- og f.eks. hestekroppe) er kendte eksempler, men mange flere mulige kombinationer ligger stadig uprøvede hen for entreprenante net-eventyrere, siger dr. Ogi Ogas i et videointerview hos Techcrunch.

Dette blog-indlæg er skrevet til den trykte udgave af Politiken den 7. septebember 2011. De tre små historier kan også læses på min blog på Politikens hjemmeside.