Ugens links: En follower? 14 kr!

  • Jon Lund 

Prisen på en follower er afsløret, Microsoft er knækket. Snart kan iPad-skærmen foldes og IBM har pudset Watson på medicinal-industrien. Plus: to, måske tre, fede apps. Sådan lyder stikordene til dennes uges “Lund på nettet”. Sakset fra Politiken i dag.

14 kroner for et klik
Lund på nettet, Politiken den 14. december 2011Som langt de fleste andre netmedier tjener Twitter sine penge på reklamer. Hos Twitter skal reklamerne skaffe nye venner, der vil tale med på annoncørens egen dagsorden. Jo flere der videresender dine opdateringer, og jo flere der siger ja tak til flere nyheder fra dig og bliver såkaldte followers, jo dyrere er det.

Denne reklamemodel adskiller sig fra de store avissites, hvor annoncøren betaler for at få del i troværdighedsskæret fra de fine journalistiske artikler. Eller fra Google, hvor annoncørerne betaler for virtuelle butiksdøre, der toner frem for brugerne, lige når de har brug for dem.

Hvor meget Twitter-reklamerne koster, har ikke hidtil været offentligt kendt. Men det er det nu: Hver gang du klikker follow til en reklame, koster det annoncøren mellem 14 og 22 kroner, fremgår det af et brev fra en Twitter-sælger, som marketingsitet clickz.com har fået fingre i.

Microsoft slået
Nettet er troløst. I sluthalvfemserne var Netscape den eneste rigtige browser, men så kom Microsoft, og vupti var Netscape en saga blot. Nu er trenden vendt igen: Efter at have stået for næsten 99 procent af al netsurf er Microsofts Explorer nu nede under 60 procent herhjemme, viser en browserstatistik fra de danske netmediers brancheforening, FDIM. Og i USA, fortæller ArsTechnica, er Explorer nede under 50 procent.

Denne gang er der ikke en, men hele tre udfordrere. Firefox indledte angrebet på computersurferiet, men er overhalet af Googles browser, Chrome. Imens har Apple indtaget mobilen med sin browser Safari, som alle iPhone-ejere surfer med.

Skærmen kan foldes
Jeg har tidligere slået til lyd for, at vi omkring 2015 vil se iPads, der kan foldes sammen til almindelig mobilstørrelse. Så får man en dejlig stor skærm, man kan have i lommen.

En ny computerchip, der er fremstillet af molybdæn i stedet for det normale silicium, som Forbes omtaler, bringer os et skridt nærmere målet. Molybdæn gør det muligt at lave chiplag på kun tre atomers tykkelse (mod normalt ni). Dertil – og det er det særligt interessante i denne sammenhæng – er molybdæn bøjeligt. På den måde kan ikke kun skærmen, men hele computeren blive dejlig blød.

Forskerjob til Watson
Medicinalbranchen er på hårdt arbejde, hver gang den skal opfinde et nyt lægemiddel. Der er skrevet så meget og udtaget så mange patenter, at alene det at finde ud af, om nye opfindelser overhovedet er nye, kan tage vejret fra selv den bedste.

Det problem har IBM fået øje på og har derfor givet supercomputeren Watson – måske den mest intelligente computer i verden – til opgave at gnaske sig igennem 4,7 millioner patenter og 11 millioner videnskabelige artikler. Resultat: Hvis du viser Watson tegningen af et molekyle eller fodrer den med et kemisk navn, giver den dig en fin liste over samtlige kemiske forbindelser, der ligner.

Du kan selv prøve hos National Institute of Health, som IBM har foræret hele molevitten til – forskerne er glade, og IBM får vist Watsons troldmandsevner frem over for den pengestærke medicinalindustri.

Hjælp til læsningen
To små iPad-apps, Flipboard og Zite, er uundværlige for mig i min daglige research. De er begge lækre bladremagasiner, proppet med de artikler fra det store net, som falder i præcis min smag. Flipboard ser, hvad mine venner læser, og fortæller mig om det. Zite spørger mig, hvad jeg kan lide, og giver mig stof, der matcher.

Området er hot. Google er lige kommet med sin egen app af samme slags, Currents, til iPads og Android-tabletcomputere. Zite og Flipboard har lanceret spritnye og meget tjekkede mobilversioner specialdesignet til opdateringer på farten på den meget mindre skærm.

(Artiklen kan også læses på Politikens hjemmeside)