Benjamin boster reach med skygge-sites

  • Jon Lund 

Jeg skrev i går om de fire store magasinudgivere i Danmark. Blandt andet skrev jeg at Benjamin er klar lillebror (sammen med Egmont), mens Aller er klart størst, og Bonnier står stille. Det fik Mads Kristensensen, MSNs chef, til at kommentere: billedet er ufuldstændigt, skrev han, for to af Benjamins magasiner – M! og Woman – har udover deres egen hjemmeside også deres egne kanaler på msn.dk. Hvis du regner dem med, er Benjamin ikke lillebror længere.

Faktisk er Benjamins strategi meget interessant. Inde på msn.dk kan du finde to undersites, eller kanaler, MSN mand og MSN style. Alt indhold på de to kommer fra Benjamin.

Så tilsyneladende tager Benjamin det samme content og pakker det ind på to forskellige måder på hhv. deres egne hjemmesider og deres msn-kanaler – og udvælger sikkert lidt forskelligt og skriver måske noget ekstra til her og mindre til der. Det har jeg ikke dybdetjekket. Men jeg har tjekket resultatet. Det er, at Benjamin opnår langt flere brugere. Fordi msn som kanal jo er i stand til at skabe masse trafik. Og fordi det er forskellige brugere, der benytter magasinernes egne hjemmesider og de tilhørende msn-kanaler.

Det ses tydeligt herunder. Grafen viser:

– at MSN kanalerne har langt flere brugere end Benjamins egne hjemmesider, at MSN Mand og M har lige loyale brugere, mens Woman-brugerne er langt mere loyale end MSN style-brugerne. Og så er M langt mere sticky end MSN mand (M er, lad os sige, meget billedorienteret).

– at både MSN style og – særligt MSN mand – er vokset kraftigt de sidste to år. Uden på nogen måde at kanibalisere moderhjemmesiderne. Tværtimod: de vokser også begge meget klart!

Reach (antal brugere), loyalitet (antal besøg/hundrede bruger) og stickiness (antal sidevisninger/hundrede besøg), juli 2008-2010. MSN mand (mand.dk.msn.com), MSN style (style.dk.msn.com), M (mmm.dk) og Woman (woman.dk).
Læsevejleding: Jo højere oppe, des større reach, jo længere ude, des større loyalitet og jo større og jo mere rød cirklerne er, des større stickiness. Kilde: bearbejdede data fra FDIM/Gemius Audience.
OBS: Interaktiv figur KLIK HER: Hold mus over cirkler og få vist navn og tilhørende værdier. Klik på startknap og grafen afspiller hele perioden
.

Så kan man altid diskutere om det er MSN eller Benjamin der har succes her. Det kommer jo blandt andet an på hvordan de deler indtjeningen på sitet – og på den markedsføringsværdi MSN samarbejdet har for Benjamin. Og en masse andre ting. Men interessant er det i en tid hvor indespæring af indhold bag betalingsmure er en af de store diskussioner. Det viser noget om hvad der sker, når indholdet sættes fri af mediet, det stammer fra.

5 tanker om “Benjamin boster reach med skygge-sites”

  1. Dejligt at se, at du fik opgraderet din lidt ufuldstændige analyse fra i går :-). Og med hensyn til hvem der har succes her, tror jeg det er sikkert at sige, at MSN og Benjamin har en fælles succes her. Hvilket også er en ny måde at betragte det på i en medieverden, hvor man traditionelt set er meget protektionistisk omkring det, man selv har og gerne vil kontrollere.

  2. “Det kommer jo blandt andet an på hvordan de deler indtjeningen på sitet”

    Hej Mads – Jon har en god pointe her, hvordan er det kommercielle samarbejde egentlig skruet sammen med Benjamin – og i det nye samarbejde med Berlingske media for den sags skyld?

  3. Louise, det kan jeg i sagens natur ikke afsløre, da det hører ind under forretningsmæssige forhold, der kun angår parterne. Det eneste jeg kan sige er, at vi med begge parter har et samarbejde, der er til gensidig fordel – også kommercielt.

  4. Jeg forventede nu heller ikke forretningshemmeligheder – og når jeg spørger, er det selvfølgelig også fordi, det er en super interessant diskussion, om mediehuse vil blive ved med at producere eksklusivt til egne sites eller kommercielt kan få mere ud af at levere indhold til andre trafikale knudepunkter online, som Berlingske nu afprøver. Mvh, Louise

  5. Pingback: Tweets that mention Jon Lund » Blog Archive » Benjamin boster reach med skygge-sites -- Topsy.com

Der er lukket for kommentarer.