Dynamikken – ikke nettet – dør, hvis nettet lægges i lænker

Det er en fejl at tro, at udviklingen pr automatik fører os mod et fuldstændigt lukket internet. Lukkede øer på nettet vil givetvis vokse, men det åbne net vil forblive stort, og de lukkede øer vil alle have åbne grænseovergange.

Det åbne nets snarlige død er hovedtesen bag coverhistorien i den seneste udgave af Wired: “The web (der hvor vi surfer frit) is dead” erklæres det med dommedagstyper hen over forsiden. Dødsårsagen skulle findes i, at virksomheder for at undgå konkurrence og tjene flere penge i stadigt større grad vil forsøge – og få held med – at indkapsle dele af nettet i små systemer, som de har fuld kontrol over.

Artiklen, der er skrevet af chefredaktør Chris Anderson, er tankevækkende. Den påviser hvordan nettet har ændret struktur – fra en ren og stor sammenfiltret dokumentsamling bundet sammen af links (hjemmesider), har applikationer af alle art spredt sig. F.eks. lever musiktjenester, filmtjenester og telefon-tjenester som itunes, netflix og skype mmm. i deres egne små lukkede systemer, i vidt omfang afkoblet fra det store sammenlinkede internet.

Systemer hvor ejerne har kontrol og kan tjene penge. Systemer, der lægger bånd på den musik, de film og de telefonopkald, som tjenesterne handler om, så de ikke kan løbe ud på det store åbne net. Fordi de netop virker godt i de sirligt tilrettelagte og lækre systemer – meget bedre end ude på det store rodede internet. Og fordi det her, bag systemernes mure, er systemerne selv der tjener – ikke alle mulige andre.

Denne tilstand, skriver Anderson, er den naturlige modne markedstilstand. Jernbaner f.eks., oplevede en lignende trend: først åbne standarder og en voldsom knopskydning af jernbaneselskaber. Men med tiden lukkede de smarteste af, og squezede de mindre smarte ud.

Det er det der sker på nettet nu, argumenterer Anderson. Og viser fine grafer, hvor man kan se, hvor meget video, lyd, telefoni og peer to peer mv fylder på nettet i forhold til de rene websider. De rene websider taber terræn, fremgår det. Meget interessant – og fint i tråd med min egen dokumentation af at surfning i Danmark er stagneret. Vores samlede tidforbrug på www stiger ikke længere:

Men Andersons sammenligning med jernbaner holder ikke. Jernbaneselskaberne kunne nemlig kun vinde ved at skære deres net til. Men nutidens musik, video og telefonitjenester kan også tabe: Hvis de kobler sig helt af det åbne net, afskærer de samtidig folk fra at tale med og om dem derude. Og det koster dyrt i markedsføring, innovation og loyalitetsopbyning. Dynamikken dør. Og giver konkurrenterne unødige fordele. Derfor vil de alle bevare en nettilstedeværelse. Også selvom kerneydelsen (musikken, videoen og telefonsamtalen)bliver holdt bag lukkede døre.

Selvom Apple f.eks. er et lukket system, har det derfor sine sprækker. På salg af iPods, iPhones og iPads mv er det faktisk en pivåben helt almindelig hjemmeside der tager slæbet. Og iTunes, musik mv butikken, har stadig en god gammeldags webside som stoppested mellem det sted på nettet hvor du klikker “køb dette nummer i iTunes” og så selve iTunesprogrammet. Et stoppested der netop er beregnet til folk, der (endnu) ikke har iTunes installeret. Og som danner en tilslutningsmulighed mellem det åbne net, hvor der diskuteres musik, og det lukkede net, hvor Apples butik er placeret.

Selvom iTunes selv er lukket, har de også en åben net-adgang, iTunes preview, hvor du kan browse al musik igennem – og hvor informationen om musikken er tilgængelig for det store linkfællesskab.

Men Apples sprækker er ikke mange. De sidder også lige nu på en enorm del af verdens musikforbrugeres computere, og kan derfor tillade sig mere end de fleste. Men det bliver de ikke ved med forevigt.

Diskussionen har været hed efter artiklens fremkomst. Blandt andet fordi den bærer ved til diskussionen om nyheders fremtid på nettet. Skal de spærres inde bag betalingsgitre, eller skal de åbne nyhedshjemmesider bevares?

Wiredartiklen nævner her sig selv som eksempel. For i sommer hoppede Wired med på den lukkede vogn og søsatte magasinet i en iPadudgave. En udgave det koster ca ligeså meget at hente ned på din iPad som et trykt eksemplar koster i kiosken. Efter alt at dømme bliver det en succes.

Men ved nærmere eftersyn har Wired overhovedet ikke lukket nogen døre i. For det fulde indhold af bladet kan fortsat findes på deres vidtåbne hjemmeside. I fuldtekst. Ja: du kan købe det trykte Wired, købe iPad-udgaven eller læse det hele gratis på nettet.

Og det er klogt af Wired. For som en hurtig Googlesøgning afslører, er “the web is dead”-artiklen nævnt over 55.000 gange på nettet. Den fulde netudgave fastholder Wired og deres historier på dagsordenen i et kæmpe miljø. Og fungerer ligesom iTunes-siderne som et fluepapir, der kan tiltrække links og læsere til hylderne med Wireds print- og ipadudgaver. Præcis, iøvrigt, som Andersson prædiker det i en række andre sammenhænge.

At Wired har det fulde indhold liggende ude, siger noget om hvor meget de stoler på, at det ikke er indholdet selv, men indpakningen, der sælger magasinet. Mindre end full content publisering af hele magasinet – f.eks. fyldige referathistorier – kunne måske have gjort det. Ligemeget hvad viser casen, at rygterne om webbens snarlige død endnu engang er stærkt overdrevne. Selvom lukkede øer i stigende grad vil vokse frem, og det vil de, vil de ikke dræbe nettet, men vil leve i tæt samspil. Det spændende spørgsmål er hvordan grænseovergangene mellem de to vil se ud, og hvordan co-eksistensen i praksis vil forme sig. Hvis du bare smækker dørene i er det ikke nettet der dør. Det er dig selv.