Derfor burde forlagene omfavne eReolen

  • Jon Lund 

Musikbranchens møde med pirateri var hårdt. Nu står forlagene i samme klemme, men vil de lære?

Forlag og biblioteker forhandler i disse dage på livet løs. Det er eReolen – bibliotekernes e-bogs-udlån – det handler om. Forlagene frygter, at gratis udlån vil ødelægge det spirende e-bogsmarked og er på bagbenene. I virkeligheden forholder det sig lige omvendt: eReolen er bedste bud på en redningsplanke for en presset branche. Hør her:

1. Piraterne kommer
Musikbranchen lærte det på den hårde måde. Filmbranchen er stadig midt i kampen. Bogbranchen står for skud.

Det er pirateri, jeg taler om. Det kommer, også til bøgerne, når først efterspørgslen er der. Det sker snart.

Piratbutikker er nemlig lette at etablere, og selv den bedst beskyttede e-bog kan hackes. Og så er der penge at tjene på det. Læg dertil, at det er vanskeligt at gøre noget ved pirateriet uden at ende i det rene big brother. Hvilket rettighedsbranchen måtte sande, da Folketinget i foråret – presset af unge folkelige protester – vendte rundt og lagde den såkaldte brevmodel i graven.

2. Musikken har vist vejen
Forlagenes bedste værn mod pirater er at komme med bedre tilbud selv. Kravene er enkle: Det skal være superenkelt at bruge, føles bedre og mere sikkert, og prisen skal konkurrere med gratis.

Musikindustrien har fundet svaret. Det hedder ’streaming’: Hos Spotify, for eksempel, flyder stort set al musik i hele verden ud gennem dine højttalere med et enkelt klik eller to. Det hele er gratis, altså reklamefinansieret. Altså hvis du ikke vil høre musikken fra din mobil eller tablet eller bare vil undgå reklamebreaks. Så koster det 100 kroner om måneden. Og regnestykket går op: Universal melder, at musiksalgskurven i Spotifys hjemland, Sverige, er knækket og på vej mod fordums storhed. Herhjemme lyder samme toner fra Koda.

Men forlagene har svært ved at få fingeren ud. De bakser stadig med at få hver sin eksemplarkøbsmodel op at stå. Og de synes selv, at 20 procents rabat på e-bøger i forhold til trykte eksemplarer er billigt. ’Virker det der abonnementshalløj nu også for bøger?’, tænker de. Og: ’Et ’Spotify for bøger’ kræver jo, at vi går sammen med konkurrenterne’. Altid uvant.

På den måde er alt ved det gamle, og det ser ud til, at også forlagsbranchen skal lære lektien på den hårde måde. Lige nu skyder de på bibliotekernes e-bogs-udlån, eReolen: det er jeres skyld, at vi har svært ved at sælge, lyder det i de forhandlinger om eReolens fremtid, der skal være afsluttet senest om en måned.

3. eReolen er den bedste bro til fremtiden
Hvis forlagene var kloge, omfavnede de eReolen. En super velfungerende eReol vil holde piraterne fra døren og købe forlagene tid, så de kan komme til rette med de nye digitale vilkår – herunder deres egen rolle i fremtiden, og hvad bøger kan koste. I stedet klager forlagene over, at de ’kun’ får 15 kroner, hver gang en e-bog lånes ud. De vil have ’alt udlånt’-skilte op, hvis der er for meget run på enkelte titler. Og i det hele taget ikke alt for mange titler til udlån. Læs her eller hør dette radioindslag med to centrale aktører.

Forlagene burde sige: eReol, fyld hylderne op! I skal have alle de bøger, der overhovedet findes – ikke kun de lidt over 3.500 titler, I har i dag. Sæt turbo på brugervenligheden. Anspor til den lystlæsning, den pluklæsning, det voldforbrug af bøger, som er så typisk digitalt. En bit-båret læsekultur, hvor mængden af forbrugte bøger opvejer den lavere indtægt per bog. Og anspor de ivrige læsere til at betale, når de opdager, at lånet er udløbet, eller når de rammer grænsen for, hvor mange bøger de kan låne denne måned.

Forlagene burde tænke: ’eReolen, I er vores statsfinansierede Spotify. I gør det, vi ikke selv er modne til endnu. Men hvis succesen fortsætter, skal vi nok finde ud af selv at tage over’.

Dette blog-indlæg er en let forbedret udgave af en artikel i Politiken i dag 3. oktober 2012.

3 tanker om “Derfor burde forlagene omfavne eReolen”

  1. Pingback: Ereolen og det 20. århundredes logik | Digital udvikling

  2. Pingback: eReol V2 / BookSnobBlog

  3. Pingback: Jon Lund » Blog Archive » E-bogen sejrer – men måske slår papiret igen

Der er lukket for kommentarer.