Ugens links: Hollywood grundlagt af pirater, Google-briller gør dig skeløjet…

  • Jon Lund 

Vi ved alle at Apple er stor – men vidste du også at de hitter som god gammeldags butik? Googles nye briller er fede, men risikerer at gøre dig skeløjet. Ansigtsgenkendelse er fedt – men tro ikke på alt du hører. Hollywood er, viser det sig, grundlagt af pirater. Og Pebble sætter kickstarter-rekord. Sådan er ugens historier, som jeg så dem i dagens udgave af Politiken. Her er de til dig med links og det hele.

mvh

Jon Lund

Butik af guld
Et centralt mål i butiksverdenen er omsætning per kvadratmeter. Her plejer juvelerer sig ikke overraskende at klare sig godt. Alligevel, skriver retailsales.com, ligger Tiffany’s kun nummer to på den amerikanske liste med lidt over 30.000 dollar per kvadratmeter, hvilket dog stadig er næsten ti gange bedre end den gennemsnitlige butik.

Som nummer et kommer – med over 60.000 dollar/m2 – Apple. Ja, teknologigiganten med den fremragende onlineshop hitter også big time i den virkelige verden. Apples egne butikker (som vi desværre ikke har nogen af herhjemme) brillerer med lys og masser af plads, ekspedienter, der ved, hvad de taler om, og gratis kurser i baglokalet. Og altså masser af salg.

Skeløjet brille
Det er ikke kun Google, der laver briller med indbygget display, som kan tekste verden for dig, mens den passerer revy. Også det amerikanske forsvar er med på legen og har opdaget et problem: Når soldaterne skal læse, hvad der står på brilleglasset, ryger fjenden og landskabet i baggrunden ud af fokus. Det menneskelige øje kan kun fokusere på en ting af gangen.

Det dur jo ikke, og den amerikanske regering blev derfor så glad, da de så de nyudviklede bifokale kontaktlinser fra Innovega, fremstillet for netop at løse dette problem, at de straks afgav en ordre, skriver Gigaom. Med linserne på bliver både den supernære forgrund og baggrunden tydelig på samme tid. Måske Google også skulle stille op i køen?

Smil dig gammel
Vis mig dit ansigt, og jeg skal fortælle dig, hvem du er. Sådan cirka lyder tilbuddet fra face.com, på hvis hjemmeside du kan uploade et billede af dig selv og få at vide, hvilken historie det fortæller. Jeg fik blandt andet at vide at jeg (med 84 procents sikkerhed) var mand, 39 år (jeg var 41, da billedet blev taget) og i ’neutralt’ humør.

Den slags ansigtsgenkendelse er hot stuff. Det kan nemlig bringe orden i den ellers fuldstændig uoverskuelige visuelle masse, som nettets billeddelingstjenester og sociale netværk flyder over med.

For at teste systemet uploadede jeg et andet billede, hvor jeg smiler. Det fangede face.com og mente oven i købet at jeg var »happy«. Desværre reviderede servicen også sit estimat af min alder til 45. Det får man ud af at være venlig!

Piratreden Hollywood
I 1908 dannede Thomas Edison m.fl. et kartel, som, med blandt andet Edisons filmkamerapatenter i hånden, kontrollerede alle filmoptagelser, og som hev biografer, der viste film fra andre – f.eks. det verdensledende Nordisk Film – i retten for medvirken til patentbrud.

Det fik en gruppe producenter til at pakke sydfrugterne og rejse langt væk fra Edisons New Jersey, helt over til Californiens vestkyst, hvor de kunne lave film i fred for det emsige antipirat-politi. Et sted, du i dag kender som Hollywood.

Jeps, du læste rigtigt. Vore dages fremmeste piratjægere var selv pirater engang. Fortæller Ars Technica.

Klogt ur suger penge ind
Ka-tjing. Med indtil videre 6.1 millioner dollar (34 millioner kroner) indsamlet til urproducenten Pebble har crowdfunding-tjenesten Kickstarter sat ny rekord. Aldrig før har en ide fået så stor opbakning fra netbrugerne, der hver især har spyttet mellem 99 og 10.000 dollar i kassen.

Ideen er også god: Pebble er et cool armbåndsur, der taler med din iPhone eller Android, så du ikke behøver at fiske den op af tasken for at se, hvem der ringer, eller skrue ned for musikken. Så nu bliver uret sat i produktion.

Pebbles bagmænd har dog allerede et velfungerende ur til Blackberry-telefoner på gaden. Det gør Pebble mere til en Version 2 end en ny opfindelse og viser, at Kickstarter ikke kun handler om gode ideer, men også om smart markedsføring.