For tre år siden løb polypoly tør for funding, og det europæiske data-andelsselskab, jeg havde kæmpet for at få op at stå herhjemme, lukkede. Trist for os (og mig!). Og skidt for verden, IMHO.
Den 1. juni fortæller jeg for første gang om den erfaring. Det sker til “Danmarks Digitale Demokratier – Ejerskab & Finansiering” i DemokratiGaragen i NV. Her kan du læse, hvad jeg har tænkt mig at sige.
Tre udfordringer
Den pointe, jeg vil prøve at få frem er denne: historien om polypoly er ikke bare historien om et moderne andelsselskab, der burde have fløjet, men ikke gjorde det. Det er historien om andelskonstruktionens grænser i den moderne digitale verden. Om hvordan der er noget ved data- og platformsøkonomien, som udfordrer de traditionelle andelsprincipper.
Platformsøkonomien kræver nemlig investeringer, der er så store, at medlemmerne i en andelsforening ikke har mulighed for at skaffe pengene. Der skal eksterne investorer til.
Platformsøkonomien kræver også langsigtede investeringer, fordi den bygger på netværkseffekter: at pengene først kommer, når antallet af brugere er tilstrækkeligt højt, hvilket tager tid. Derfor skal det gevinster, der venter for enden, helst være solide, hvis investorer skal synes, det er sjovt.
Og her er andelskonstruktionen ikke befordrende: kollektivt ejerskab, som jo er det, andelsideen går ud på, spænder ben for almindelige exitstrategier. Hvad er det, investoren overhovedet kan købe, som kan sælges igen, hvis de vigtigste aktiver ejes af andelsselskabet? (Når ens vigtigste aktiv er personlige data, som det ikke engang er andelsselskabet, men brugerne selv, der kontrollere, bliver det ikke lettere). Læg dertil, at en investor i sagens natur gerne vil have indflydelse og ikke være afhængig af hvad medlemmerne måtte stemme på en generaltforsamling. Som jo er det en-mand-en-stemme, et af de bærende andelsprincipper, går ud på.
Du er ikke produktet
Vores mission med polypoly var at forbedre data-økonomien – dengang med virksomheder som Google, Amazon og Meta i front, nu med OpenAI, Anthropic og de andre AI-giganter også – og AirBnB og Wolt og Shein osv.
Vi ville gøre det muligt for også helt almindelige virksomheder og organisationer at lave datadrevne løsninger, tjene penge og skabe arbejdspladser. Men med én væsentlig forskel:
Den dataøkonomi vi ville skabe var en, hvor vi – borgerne – ikke længere var produktet, og hvor vores data ikke blev udvundet fra og brugt mod os, uden at vi fik noget ud af det eller havde noget at skulle have sagt.
Vi byggede derfor en app, der skulle genindsætte os, borgerne, i førersædet på dataøkonomien.
Del algoritmer, ikke data
Det smarte ved app’en var, at den vendte op og ned på den måde data normalt deles og udnyttes på. I dag samler virksomhederne dine data ind i deres egne kæmpestore datacentre – hvad du klikker på, hvem du er venner med, hvornår du er online – og bygger modeller, som de bruger til at give dig det, de tror du helst vil have, og som de selv tjener flest penge på.
Hos os var det omvendt: Dine personlige data blev gemt på din egen mobil og behøvede aldrig forlade den. Du ejede ikke bare dine data – du kontrollerede dem også fuldt og helt. Og så kunne DU til gengæld hente algoritmer fra virksomhederne og selv analysere dine data og nøjes med at dele resultatet. Tag delebiler fx: I stedet for at fortælle delebilstjenesten hvor du var, fortalte delebilstjenesten dig, hvor deres ledige biler var lige nu sammen med en ”find nærmeste bil” algoritme.
Det hele var ret godt gennemtænkt (se whitepaperet her for flere detaljer) og det var alt sammen super-duper set fra brugernes og medlemmernes og de datadrevne virksomheder, der skulle være vores kunders, side.
Data-kooperativer: det egentlige aktiv er ikke til salg
Men det radikalt decentraliserede dataejerskab var en barriere når vi skulle rejse penge. For polypolys værdiskabelse ville bygge på den store datamængde i systemet – og den kunne investorer ikke få ejerskab over. Data var ejet af brugerne selv, og systemet af andelsselskabet.
Det vi solgte til investorer var noget andet: De investerede i det betalingssystem, som skulle fordele de mange penge, som virksomheder ville give til brugerne gennem polypod’en. Betalingssystemet ville slice 2-3 procent af pengestrømmen ud for ulejligheden.
Men det var ikke nok, og det er den første andels-læring: Data-infrastruktur andelsselskaber, der forsøger at beskytte brugernes data, har det strukturelt hårdt hvis de ikke vil afgive kontrollen af deres største aktiv: data.
Platformslogik: Det tager tid, før pengene kommer…
Hvis så bare investorerne havde udsigt til relativt hurtigt at kunne hente penge ud, ville det have været lettere. Men sådan er det ikke, og det er læring nummer to: Data-infrastruktur andelsselskaber bygger platforme og opererer efter platformslogikken: Du bliver nødt til at brænde penge af, før du kan tjene penge, bygge platformen og få brugere nok, før de kan sælge noget som helst.
…og du skal have mange af dem
Læring nummer tre ligger også i det at operere på platformsområdet. Den lyder sådan: Data-infrastruktur selskaber har brug for så mange penge, at medlemmerne ikke selv kan skaffe særligt mange af dem. Ekstern investering er ikke nice to have. Det er absolut nødvendigt.
Ikke som i gamle dage
Polypoly var et såkaldt producent-andelsselskab. Vi var en sammenslutning af borgere, der gik sammen om at få mest muligt ud af de data, vi hver især producerede, og på den måde genindsætte os som økonomiske agenter i dataøkonomien.
På den måde ligner polypoly de andelsmejerier, som bønderne herhjemme skabte i 1880’erne (billedet i toppen af blogindlægget her forestiller det første af slagsen i Hjedding).
- Andelsmejerierne var en forening af mælkeproducenter – dvs. bønder, hvor Polypoly altså var en forening af dataproducenter.
- Andelsmejerierne udnyttede en ny teknologi – mælkecentrifugen – til at forarbejde deres råstoffet – mælken – på de mejerier, som andelsmejerierne ejede. Polypoly forarbejdede råstoffet – de personlige data – gennem en app og en ny underliggende teknologi, som polypolyandels-selskabet ejede.
- Andelsmejerierne solgte det forarbejde råstof – særligt smørret – på markedet gennem egne lurmærkede salgskanaler. Polypoly solgte det forarbejde råstof – de indsigter, som algoritmerne frembragte – på markedet gennem polypolys egen “app-store”.
Men modsat polypoly lykkedes andelsmejerierne big time. I år 1900 havde andelsmejerierne overtaget halvfems procent af markedet – mens polypoly jo altså måtte lukke. Spørgsmålet om hvorfor det er, er det, jeg har prøvet at reflektere over her.
Og konklusionen er, at andelsideen – sine mange fortræffeligheder til trods – ikke er bygget til moderne demokratisk platformsøkonomi. Andelsmodellen var som skabt til det vi gerne ville: at gå sammen om at udnytte vores personlige data på en fair måde. Men ringe til at hjælpe os med de store finansieringsproblemer: At vi var afhængige af både store og langsigtede investeringer. Og af investorer, der ikke krævede pant i vores hjerteblod: det personlige dataejerskab.