Claude og jeg byggede en middagsrobot baseret på tilbud og yndlingsretter. Her er historien.
Mit feed er fyldt med vibe coding. Altså ideen om, at man kan bygge software bare ved at tale med en AI. Ikke kode. Bare forklare, hvad man vil have.
Men jeg forstår det ikke rigtigt. Kan ikke… føle det. Betyder det noget for andre end tech-branchen selv?
Så i onsdags beslutter jeg at prøve selv. Jeg starter fra scratch. Kun med min MacBook og min almindelige ChatGPT erfaring.
Før jeg får i seng har jeg første version kørende. Jeg har chattet med Claude Code og fortalt den, hvad jeg gerne ville have.
Claude Code er den AI, jeg har valgt at vibe kode med. Den sidder i et lille tekstvindue på min computer og skriver og retter koden for mig, mens jeg taler med den.
Det føles lidt som at sidde i et gammeldags sort DOS-vindue, der svarer igen.
Og som viser mig, hvad den laver undervejs.
Lidt skræmmende. Eller ihvertfald uvant.
“Lav en hjemmeside” prompter jeg (det er sådan man chatter med Claude Code – i helt almindeligt menneskesprog). Og så lidt mere om, hvad hjemmesiden skulle kunne. For det er ikke en almindelig hjemmeside, jeg ville lave.
Hvad skal vi have til aften?
Det første der møder mig på min nye hjemmeside er billeder af tre udvalgte retter:
Kalvefrikassé. Chevre Chaud. Daal.
Tre retter jeg virkeligt godt kan lide. At spise. Og at lave.
Det er ikke et tilfælde. For min nye hjemmeside har været gennem mine egne favoritopskrifter. Men den har også læst ugens tilbudsaviser. Matchet opskrifter og tilbud med hinanden. Og lagt retterne i rækkefølge.
Kalvefrikassé, Chevre Chaud og Daal står først, fordi det er dem, der er mest at spare på lige nu. Chevre Chaud er i top. Alene blåbærrene sparer jeg 18 kr på. Valnødder og honning er også på tilbud, så der er mere at hente.
Min nye hjemmeside er en indkøbsguide og madplan i en og samme ting. Og det hele er noget, jeg har fået Claude Code til at lave ved at tale til den.
Hjemmesiden er også smart. Hvis jeg kun vil have tilbud på økologi, trykker jeg bare på en knap. Det samme, hvis jeg kun gider Føtex. Og jeg har fået Claude Code til at sætte små agenter op, der tjekker tilbudsaviser. Hver onsdag og søndag. Helt automatisk.
Hej skat – hvad siger du?
Det er en gammel darling, jeg har gang i. Allerede for ti år siden tænkte jeg, at det her faktisk kan løse et konkret problem.
Og ikke bare hvad jeg skal spise. Men hvad vi skal spise.
Dengang kom det aldrig rigtigt op at flyve. Nu ser jeg det rulle ned over skærmen foran mig.
Jeg liker kalvefrikasseen og klikker spørg familien.
Min kones mobil reagerer. “Jeg har stemt på mine favoriopskrifter denne uge! Mine valg: Kalvefrikassé. Hvad siger du?” Og så et link. Systemet har sendt hende en sms.
Nu kan hun selv klikke ind og vælge løs. Sige lækkert. Eller spørge, om jeg køber ind.
Det er egentlig ret simpelt. Men det ændrer noget.
For pludselig er det ikke bare en side, jeg sidder og kigger på. Det er en lille forhandling, der foregår inde i min nye hjemmeside. Hvem gider hvad. Hvem køber ind. Hvad har vi lyst til.
Djævlen i detaljen
Torsdag er jeg glad. På en enkelt lang aften ved computeren, har jeg fået noget til at virke, som gør hverdagen lidt nemmere.
En hjemmeside der foreslår, hvad vi skal have til aften. Koblet til tilbud. Og som familien kan reagere på. Og som rent faktisk virker. Vildt.
Der er åbenlyst ting, der ikke spiller 100 endnu. Tilbud på æg er mistænkeligt fraværende. Alligevel føles det næsten… færdigt.
Men der er også en anden følelse, der nager mig.
Det ser gammeldags ud. Som noget fra 2016.
Jeg kan mærke, hvad der er galt.
Jeg vender bøtten.
Hjemmesiden ryger ud. Jeg bygger det som en chatbot i stedet.
“Byg en familiemadplanschatbot baseret på supermarkedstilbud” skriver jeg til Claude Code.
Og fortsætter: “Den skal være baseret på det tilbudssystem jeg allerede har bygget”. Inklusive opskrifter og logikken bag.
Drengene og Jons dejlige hustru
Søndag aften er botten klar. Lige til at kalde ind i en chat på min mobil. Det gør jeg. Tagger den og siger hej.
“Godmorgen igen, Jon! ☀️” svarer den. “Skal vi fortsætte med at finde økologiske retter til i dag, eller er der noget nyt du gerne vil? 😊”
Det er der. “Tilføj den her”, skriver jeg og indsætter et link til en skindstegt kulmule-opskrift, som ser lækker ud. Jeg har fundet den på nettet.
Nu er der ny fisk i min kogebog. Med alle ingredienserne. Klar til at blive tilbudsmatchet. Liket. Eller talt om.
Så prøver jeg noget andet. Jeg opretter en ny bruger:
“Jons dejlige hustru”
Cringe. Men sådan kalder jeg den altså.
Jeg skriver til botten fra “hendes” konto:
“Jeg vil helst ikke have oksekød.”
Øv for kalvefrikassé.
“Husk at din dejlige hustru ikke kan lide oksekød, så det er nok ikke det bedste valg, når I spiser sammen! ” siger botten nu., da vi taler om det.
Jeg har bygget en lille familie ind i systemet. Sådan føles det. Altsammen i chatten. Jeg glæder mig til at få drengene om bord også.
Føles som energi
Der er en god grund til, at min ide har ligget i skuffen, siden jeg fik den for ti år siden. (Selvom jeg allerede dengang forsøgte at få den i luften sammen med gode kræfter).
Jeg har ikke selv kunne bygge videre på den.
Nu sidder jeg en onsdag aften og får det til at virke.
Det kilder i maven. Giver energi.
Jeg tror, det smitter. At rigtigt mange kommer til at gøre det samme. Ikke lave madplans-bots. Men få deres egne små ting til at køre. Noget de mangler i hverdagen. Ikke fordi de har lært at kode. Men fordi de kan. Fordi det føles godt. Og fordi det faktisk er til at arbejde med.