Ugens links: Estland rykker for hårdt – indfører programmering som skolefag helt fra starten. Sverige rykker også og er verdens bedste internetland. En titeloptælling fra Amazon overrasker. Og så er der nyt fra den skøre professor Stephen Wolfram. Læs med!
Hands on i 1’ste klasse
![]() |
| Unge er tit elendige surfere. De googler ukritisk og skimmer tekster uden at forstå sammenhængene. En af årsagerne er, tror jeg, at de ikke forstår, hvordan mirakelmaskinen foran dem egentlig virker.Sådan vil det ikke være i Estland om 12 års tid. Da udklækkes de første studenter, der har haft programmering som fag siden 1. klasse – takket være ’Tigerspringsprogrammet’, der ifølge Venturebeat snart rulles ud i de estiske folkeskoler. Ud over bedre surfere giver indsatsen formentlig både mere innovation og større entreprenørånd. |
Heja, Sverige
Sverige er det land i verden, hvor internettet virker bedst. Punktum. Sådan fortæller nydannede thewebindex.org, der udmærker sig ved at have sir Tim Berners-Lee – ophavsmand til internettet, som vi kender det – som formand. Indekset måler bredt: fra graden af censur og ligestilling over offentlige data og partihjemmesider til bredbåndsudbygning og mobilbrug.
Danmark er skuffende nok slet ikke med i undersøgelsen. Men Finland er nr. 5 og Norge nr. 10, og min næse siger mig, at vi også godt kunne havne helt i top, næste gang listen opdateres – måske sammen med listens nr. 2 (USA) eller 3 (Storbritannien).
Iltsvind i bogland
Der er flest af de helt nye skønlitterære titler på Amazon. Færre af de lidt ældre – og meget få af de gamle. Men hvis du vil have fingre i en bog fra før 1923, er billedet radikalt anderledes: Her bugner Amazons hylder. Ja, faktisk er der flere titler fra 1910‘erne end fra perioden 2000-2010. Sådan lyder et foreløbigt fund af juraprofessor Poul Heald omtalt hos The Atlantic.
Det skyldes alt sammen, at ophavsretten ikke gælder for bøger fra før 1923, som derfor kan sælges frit af alle og enhver med adgang til et trykkeri. Og det viser, at en af ophavsrettens bivirkninger er en kedelig tendens til at holde litteraturudbuddet nede – til skade for både læsere, forlag og forfattere.
Wolfram tryller
Jeg har 494 venner på Facebook, og det viser sig, at de kan opdele sig selv i fire grupper. På et flot farvelagt edderkoppespindskort kan jeg se min familie og mine nære venner, mit faglige netværk i dag, mit faglige netværk fra sidste job og til sidst gamle venner og skolekammerater klart udkrystalliseret om hver sits hvem kender hvem-knudepunkt.

Jeg kan også se, at jeg har lavet 420 opdateringer med i snit 1,7 likes, og at jeg er mest aktiv onsdag morgen.
Det er Wolfram Alphas nye Facebook-analyseværktøj, der tryller for mig. Wolfram Alpha er blandt andet kendt fra iPhonens intelligente Siri-assistent. Manden bag, Stephen Wolfram, er en skør, men succesrig professor.
