Lund på nettet: Alt om Facebook

Statistiske tvillinger, kampen mod Apple og for den tredje verden og guide til en knald med vennerne. Facebook kan det hele, som du kan læse i disse pluk. Bonus: læs også om Facebook og kampen for privatlivets frem i ugens analyse.

Statistisk tvilling
Oplysninger om dig selv – eller dine kunder – er vor tids guld. Det kan øjenlægen Justin Bazan fra Brooklyn tale med om, fortæller New York Times. Han fodrede Facebooks nye annoncesystem med e-mail-adresser på de af hans patienter, han gerne ville se til synstjek. Facebook fandt derefter patienterne og viste dem en ‘det er tid til tjek, klik her’-reklame. Uden at de selv havde fortalt Facebook, at de gik hos dr. Bazan, vel at mærke.

Ville Bazan have haft nye kunder, kunne han være gået skridtet videre og med et andet nyt Facebook-redskab som insidefacebook.com fortæller om, have skabt en målgruppe af ‘statistiske tvillinger’: brugere, der matchede hans eksisterende patienter på en prik.

Den tredje verden på mobil
Facebook har – bogstaveligt talt – en milliard brugere, men vil gerne have flere. Tre til fem milliarder faktisk, fortalte chefen, Mark Zuckerberg, forleden til Wired. Hvilket kun kan nås, hvis denne verdens fattige i Afrika, Asien og Sydamerika også kommer på.

Udtalelsen kom sigende nok  i forbindelse med at Facebook i sidste uge lancerede deres nye mobilsystem, der er designet til at overtage brugerens startskærm. Ikke mindst, kunne man tænke, dem i den tredje verden, hvor mobilvæksten er i top. Dem vil Facebook eje.

Mobilkrig tilspidses
Facebooks nye mobilsystem dur til mange af HTC’s, Samsungs og Sonys telefoner – og snart til mange flere af de mange mobiler, der kører Googles Android-system. Men ikke til iPhones. Apple vil nemlig ikke være med til at lade Facebook overtage startskærmen, hvilket er hele pointen i det nye system.

Facebook-opgraderingen er da også et tveægget sværd for Google. På den ene side vil det tilsyneladende fedt udseende Facebook-touch vinde kunder fra Apple. Bliver startskærmen en for stor succes for Facebook, er egen mobilsøgemaskine og -kort – to af de cashcows, der i dag ejes af Google – logiske næste skridt, skriver MG Siegler i en interessant analyse hos Techcrunch.

Knald vennerne
Bangwithfriends.com er noget så utraditionelt som en blanding af et datingsite og et billedlotteri. Som sitets navn antyder, handler det hele om at komme i lag med hinanden, og processen er enkel: Du klikker på billederne af dem, du gerne vil i kassen med, og har dem, du klikker på, gjort det samme, sender sitet jer hver en e-mail med den glade besked. Så er banen kridtet op. Det særlige er, at det ikke er fremmede, systemet viser dig. Det er dine Facebook-venner. Og selv om det lyder grænseoverskridende, har systemet indtil videre lavet 200.000 match, fortæller den (anonyme) stifter til BusinessInsider.

Denne blogpost er skrevet som det faste ugentlige “Lund på nettet”-element i Politiken og bragt her den 10. april 2013.