Allestedsnærværende – og trendy! – computere (note)

  • by

Efter at have ligget i top i 12 år måtte Coca-Cola i sidste uge se sig slået af tronen som verdens stærkeste brand i Interbrands tilbagevendende analyse af samme. Den nye konge er Apple, der dermed kan bryste sig af både at være verdens mest trendy varemærke og være den virksomhed i verden med højeste børsværdi, efter at de tidligere på sommeren slog Exxon af pinden igen.

Interessant nok er Coca Cola nu den eneste på top fem som ikke er et IT-firma. Google tager andenpladsen og IBM og Microsoft bliver hhv. nummer fire og fem. “Tennis-sokker”-imaget er tilsyneladende på kraftig retur. Ja faktisk giver toplisten ny mening til begrebet “allestedsnærværende computing”, en af tidens helt store trends, som ellers mest bliver brugt om de stadigt flere mobiler, sensorer og net-opkoblede ting der fylder verden.