Synes du, dit privatliv bliver krænket i dag, er der dårlige nyheder: Det bliver kun værre. Regeringen træder vande – presset af reklame- og medieindustrien.
Forleden testede jeg mig selv hos youarewhatyoulike.com. Her fik jeg blandt andet at vide, at jeg er samarbejdsvenlig og liberal, hvilket jeg synes passer ret godt. Jeg fik også at vide, at jeg er genert, hvilket til gengæld ikke rigtig rimer.
Du efterlader hele tiden spor og mange ved meget mere om dig end du sikkert bryder dig om. Foto: Tim Robberts
Ikke desto mindre blev jeg lidt rystet, for youarewhatyoulike.com nærmest gættede ud af det blå. Det eneste, de skulle bruge for at tegne min profil, var oplysningen om, at jeg havde liket Associated Press’, ReadWriteWebs og 20 andre firmaers hjemmesider. Det var nok til at fastlægge min personlighedstype.
Hvis tjenesten havde set på, hvad jeg faktisk skriver på Facebook, hvem mine venner er, og hvem af dem jeg klikker ind på, ville de have kunnet sige meget mere.
Det har forskere fra Cambridge gjort, og resultatet er blandt andet, at de med 88 procents sandsynlighed kan afsløres, om mænd er bøsser. Og med cirka 70 procents sandsynlighed, om de er på stoffer.
Det er ikke kun Facebook, der ved alt om dig. Google ved lige så meget. Ligesom kodestumper i internettets bannerreklamer husker mange artige detaljer. Det skræmmer mig – også selv om jeg langt hen ad vejen selv har bedt om det. Facebook ville f.eks. være uendeligt kedeligt, hvis ingen nogensinde ville sige noget, like eller kommentere.
Hvis nettjenesterne ville holde oplysningerne for sig selv og kun vise dem til andre i det omfang, det giver mening for at få tjenesten til at fungere, ville der ikke være noget problem. Men det gør de ikke altid. I dag kan du i Politiken f.eks. læse, hvordan en 14-årig jysk pige uafvidende havnede i en reklame for en datingtjeneste, hun havde besøgt, og en pensioneret skolelærer i en reklame for en fjernstyret vibrator.
Løsningen hedder privatlivskontrol og handler om, at du som bruger selv skal kunne bestemme, hvad der gemmes om dig, hvordan det bruges, og hvem, ud over den, du giver oplysningerne til, der får fingre i det. Det er imidlertid lettere sagt end gjort, og det er der fire grunde til.
- Ingen gider læse lange vilkårtekster, og stort set alle klikker uden videre ja til dem. Juraen er i orden, men ingen er blevet hverken klogere eller mere trygge.
- Vi danskere besøger hver måned i omegnen af 100.000 forskellige sites fra alle dele af verden. Det gør det selvsagt svært at skabe ens og fælles løsninger. Og endnu sværere at håndhæve dem.
- En del af de oplysninger, der gemmes om dig, gemmes gennem nettets bannerreklamer. Men reklamerne har tit været gennem et ugennemskueligt netværk af bannerpladsbørser med potentielt rigtigt mange mellemled, før de vises på en hjemmeside. Og stort set ingen kontrollerer, hvilke snushaner der kan være smuglet ind i det endelige resultat.
- Mange hjemmesider frygter at gå glip af livsnødvendige reklameindtægter, hvis de spiller alt for pænt.
Af præcis disse grunde har medie- og reklamebranchen kæmpet imod de regler på området, som EU fornuftigt nok har fået indført. Og med held, ser det ud til. I hvert fald annoncerede vækstminister Annette Vilhelmsen i sidste uge, at Danmark bestemt ikke ville gå forrest i kampen, hvis andre lande skulle slappe lidt af.
Det er tvivlsomt, om denne laissez faire-holdning kan bære igennem, hvis vi også fremover vil have retten til bare et mindstemål af privatliv.
For problemerne bliver værre dag for dag og tegner til at blive årtiets udfordring. Lige nu takket være de mange smartphones, som ikke kun fortæller om, hvilke sider brugerne surfer på, men også ofte om, hvor de er i den virkelige verden. Om lidt takket være sorte bokse i bilerne, der husker hastighed og ruter og giver billigere forsikring. I morgen takket være Googles nye briller, der husker, hvad du ser, og resten af det ‘tingenes internet’, som alle venter på.
Denne blogpost er først bragt som analyse i Politiken den 10. april 2013.